Da Leslie Arentoft i 2013 stillede op til kommunalvalget for Venstre for femte gang, havde han lyst til at lave en anderledes valgplakat. Han var træt af de stirrende portrætter påklistret et partibogstav i et strømlinet layout. Så han droppede den fælles fotosession med sine partifæller og fik i stedet en grafiker til at lave en Andy Warhol-inspireret plakat med hans ansigt i forskellige farver. Det var hans måde “at slå et slag i bolledejen” og gøre op med partiets “røvsyge” plakater, som han siger.

- Vi behøver ikke at være så kedelige. Jeg ved godt, at politik er en alvorlig sag, men derfor kan man gøre det med et smil. Det var hovedtanken bag, fortæller Leslie Arentoft, der regner med at give Andy Warhol-Leslie endnu en tur i lygtepælene til det kommende kommunalvalg.

Elsebeth Aasted, der er leder af Dansk Plakatmuseum og forfatter til bogen “Valget er dit - den danske valgplakat i 100 år”, har studeret valgplakater gennem tiden. Lige nu er politikeransigtet den altoverskyggende tendens, men ved hvert valg er der nogle, der forsøger at bryde med det klassiske portræt ved at lave noget anderledes, humoristisk eller måske endda lidt bizart.

- Men det er absolut undtagelsen. Det bliver stadig indenfor rammerne af den stivnede, kedelige, flade plakat. Selvom de prøver at vise sig selv på en lidt anden måde, så gør de det ikke så radikalt, at man virkelig tænker: Wow - der skete noget nyt, siger Elsebeth Aasted.

Den personfikserede valgplakat blev almindelig i 1960’erne, da fjernsynet invaderede danskernes stuer. Der kom fokus på personen frem- for på sagen eller partiet. Før blev  valgplakaterne typisk lavet af kunstnere, og motivet fortalte ofte en lille historie. Enten om partiets vision for fremtiden eller om vælgernes hverdag, og ofte spillede plakaterne på humor eller følelser.

- Du bliver jo ikke ramt følelsesmæssigt i dag, når du går ude i gadebilledet og ser de der dødssyge politikerportrætter, som er billedbehandlede og alt muligt. Fortidens plakater var fremtidsorienterede. De kæmpede for en sag. Der er ingen fremtid i nutidens plakater, siger Elsebeth Aasted.

Upersonlige dukker

Det bliver heller ikke bedre af, at politikernes portrætter bliver renset for rynker og bumser og får tilføjet lidt kulør i photoshop, lyder det fra Frederik Preisler, der er partner og kreativ direktør i reklamebureauet Mensch.

- Det er meget naturligt, at man tænker, at man skal se så godt ud som muligt, når man skal blæses op i stor størrelse i alle landets lygtepæle. Problemet er, at man ender med nogle billeder, der er rimelig uinteressante at se på, fordi de kommer til at ligne sådan nogle voksmannequiner, siger Preisler, der generelt ikke er blæst bagover af kvaliteten af valgplakaterne.

- Valgplakaternes mangel på opfindsomhed afspejler politikernes mangel på opfindsomhed. Der er en fuldstændig lige linje, siger han.

Elsebeth Aasted er enig. De mest legendariske af de gamle valgplakater kan man i dag købe og hænge op som kunst i hjemmet. Men vi kommer næppe til at se nutidens valgplakater som udsmykning i danskernes stuer.

- Hahaha nej! Man kan slet ikke forestille sig at hænge et billede op derhjemme af Uffe Ellemann-Jensen eller en anden politiker. Det har de simpelthen ikke potentiale til, griner hun.

Terapi for fodfolket

Med trods uopfindsomhed og stive fotostudiesmil viser undersøgelser, at valgplakater har en effekt på, hvor vælgerne sætter deres kryds. Det har Karina Kosiara-Pedersen, valgforsker ved Københavns Universitet, været med til at undersøge. Ved at spørge kandidaterne, hvilke kampagneredskaber de brugte i valgkampen, og sammenholde det med, hvor mange stemmer de fik, kunne forskerne konkludere, at kandidater med valgplakater fik et bedre valgresultat.

Samtidig tyder det på, at valgplakaten har større effekt ved et kommunalvalg end ved et folketingsvalg, fordi vælgerne i forvejen kender mange af folketingskandidaterne, mens byrådskandidaterne skal kæmpe hårdere for at gøre deres ansigt og navn genkendeligt for vælgeren. Men udover den direkte effekt på stemmesedlen kan valgplakaten også have betydning for fællesskabet i partiet.

- De lokale partiforeninger har som en meget håndfast opgave at hænge valgplakater op. Alle kan være med, og du skal ikke stå ansigt til ansigt med vælgere på det lokale torv og skilte med, at du er partimedlem. Sådan nogle aktiviteter kan mobilisere, forklarer Karina Kosiara-Pedersen.

Frederik Preisler ser også valgplakaten som en måde, partiet kan styrke sig internt på.

- Det er beskæftigelsesterapi for fodtropperne at hænge plakater op, siger han.

Warhol virkede

Leslie Arentofts Andy Warhol-plakat havde den virkning, han håbede på. Han lavede sin egen udokumenterede analyse af effekten ved at måle på, hvor mange stemmer han fik på hver enkelt skole.

- Jeg kørte med almindelige valgplakater i Ørestaden og på Islands Brygge. På Østerbro kørte jeg med Andy Warhol efter en idé om, at her er der lidt højere indkomster og større tolerance overfor kreative tiltag. Jeg kunne klokkeklart se, at jeg havde et ringere valg i Ørestaden og på Islands Brygge, fortæller han.

Ifølge Leslie Arentoft kan man kun vinde ved at lave en utraditionel valgplakat.

- Det kan ikke skade. Der er ikke noget, der hedder minusstemmer. Der er kun noget, der hedder plusstemmer. Du kan næsten kun vinde, og der er ikke nogen risiko forbundet med at forsøge at skabe lidt stemning, siger han.

Firstmovers scorer point

I Karina Kosiara-Pedersens undersøgelse af valgplakaternes effekt blev der ikke taget højde for, hvad der var på plakaten - blot, om kandidaten havde én. Men Karina Kosiara-Pedersen peger på en anden undersøgelse af virkemidler på sociale medier, der peger på, at hvis man er firstmover og gør tingene på en anderledes måde, kan man vinde noget ved det.

- Det kan have en effekt på to måder. Det kan have en effekt på vælgerne ved, at de stopper op og siger: Nå da! Men det kan også være, at der er nogle medier, der tager det op, og det går viralt, så man får en meget højere eksponering, end  valgplakaten egentlig giver, siger Karina Kosiara-Pedersen, der husker et eksempel fra 2001, hvor en 22-årig kvindelig kandidat stillede op til kommunalvalget i Aalborg med en plakat, hvor hun poserede i bar overkrop med kun et par boksehandsker til at dække brysterne. Hendes valgplakat skabte opmærksomhed i medierne, og hun blev valgt ind med et imponerende antal personlige stemmer.

Frederik Preisler kan godt se pointen i strategien med at skille sig så meget ud, at man får medieomtale.

- Det farlige er, at hvis den ikke har bund i et budskab, bliver det ren underholdningsværdi, og det er ikke sikkert, at man får vælgere på det. Man kan meget hurtigt komme til at fremstå useriøs og uigennemtænkt. Der er lige så meget at tabe, som der er at vinde, siger han.

Leslie Arentoft havnede da også i et tv-studie med sin valgplakat, og han fik mange reaktioner og kommentarer fra vælgerne. Den utraditionelle plakat var mest af alt et statement om, at han ikke gad være “grå med de grå”, men opmærksomheden og omtalen i medierne var en overraskende bonus.

Skideballe af partiet

Leslie Arentofts personlige Andy Warhol-plakat faldt dog ikke ligefrem i god jord hos partiet.

- Jeg fik lidt en skideballe for det, for det ødelagde det strømlinede ved, at vi alle bliver sat op med samme layout. Det undrer mig lidt, for hvis man er liberal, går man jo ind for personlig udfoldelse, så det nytter ikke noget at sige, at vi alle skal gå i takt, fortæller Leslie Arentoft.

Men genkendelighed er vigtigt, lyder det fra partisekretær i Venstre, Claus Richter.

- Vores strategi er selvfølgelig at lægge vægt på genkendelighed for Venstres kandidater, og derfor har vi lavet et setup for vores plakater, der gør, at så mange som muligt af kandidaterne har det samme layout, den samme baggrund og de samme farver på deres plakater, siger han.

Og så er det jo irriterende, når nogen skiller sig ud.

- Så går Venstres samlede medieindtryk tabt, siger Claus Richter.

Ingen vej tilbage

For Elsebeth Aasted fra Dansk Plakatmuseum er det svært at forestille sig, at der findes en vej ud af den nuværende trend med stiliserede portrætfotos på valgplakaterne.

- Nu er det den linje, man kører. Man vil gerne have sig selv som politiker frem i front i en eller anden billedskøn gengivelse på en plakat. Det tror jeg ikke vil ændre sig ud- over ved små spræl, som vi ser indimellem, siger hun.

Leslie Arentoft er en af dem, der har tænkt sig at blive ved med at sprælle vildt i sin personlige valgkampagne. Næste projekt, som måske bliver en realitet allerede i år, er at 3D-printe en skulptur af hans eget hoved i den Venstre-blå farve.

- Det kunne da være sjovt just for the fun of it at have nogle valgbuster stående rundtomkring, siger han.