Kommunen.dk
MENU

Udskudte patienter må fortsat være tålmodige

Borgere med ikke-akutte behandlingsbehov kan igen gøre sig håb om at få en tid til operation eller lignende på sygehuset. Men det kan have lange udsigter.

Udskudte patienter må fortsat være tålmodige

Borgere med ikke-akutte behandlingsbehov kan igen gøre sig håb om at få en tid til operation eller lignende på sygehuset. Men det kan have lange udsigter.
- Nu vender vi tilbage til flere almindelige aktiviteter i sundhedsvæsnet, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag om en ny aftale mellem regeringen og parterne i sundhedsvæsnet.
- Nu vender vi tilbage til flere almindelige aktiviteter i sundhedsvæsnet, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag om en ny aftale mellem regeringen og parterne i sundhedsvæsnet.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Med en aftale på plads mellem regeringen og parterne i sundhedsvæsnet kan patienter, hvis behandling er blevet udskudt på grund af udbruddet af coronavirus, igen begynde at se frem til, at det skal blive deres tur.

Men trods aftalen, der faldt på plads sent mandag aften, må patienterne fortsat væbne sig med tålmodighed. Sådan lyder det fra regionerne, der driver sygehusene.

- Det er vigtigt, at man som borger forbereder sig på, at vi har et sundhedsvæsen med ret store ventelistepukler, som er opbygget, fordi vi har skullet omdanne vores hospitaler til Covid-19-hospitaler, siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Midtjylland.

- Og de ventelistepukler vil ikke forsvinde. Tværtimod kan vi måske endda forvente, at nogle af dem vil vokse i den kommende tid, fordi mange vil gå til praktiserende læge og blive henvist til sygehuset, tilføjer han.

En pukkel til afvikling

Samme melding lyder fra Ulla Astman (S), der er regionsrådsformand i Nordjylland. Her er man gået i gang med at lægge en plan for, hvor og hvordan man skal begynde.

- Vi skal i min region køre op imod 100 Covid-19-sengepladser i et langt stykke tid endnu, og samtidig skal vi i gear til normal aktivitet. Og vi har også en pukkel, der skal afvikles.

- Så det er for tidligt at sige noget om nu. Men vi regner med at have den første skitse til en plan på mandag, siger hun.

Anders Kühnau kan ikke svare på, om det bliver for eksempel dårlige knæ eller hornhinder, der kommer først i køen. Det bliver en individuel lægefaglig vurdering ude på de enkelte hospitaler, lyder det.

- Vi tager det simpelthen fra en ende af. Vi har jo allerede prioriteret dem, der er akutte. Nu kommer vi så til dem, der er svært syge og har behov for behandling så hurtigt som muligt.

- Det bliver efter, hvem der har mest behov. Så man skal ikke forvente, at man bare lige kan komme til nu, fordi der er lavet den her aftale.

- Der vil stadig være mange, der skal vente længere, end de selv synes er rart, og længere end vi gerne ville det.

Hoftepatienter får direkte besked

I Region Hovedstaden har man opgjort, at hele 7672 operationer er blevet udskudt i perioden 10. marts til 8. april. Det er især specialerne kirurgi, ortopædkirurgi og øjenkirurgi, der fylder i statistikken.

Hvis man som patient er berettiget til at komme først i køen og for eksempel få en ny hofte, hører man fra sygehuset, siger den midtjyske regionsrådsformand.

- Dem, som kan få en tid nu her, de bliver kontaktet. Men om det bliver telefonisk eller via e-Boks, det kan jeg ikke lige svare på. Men borgerne skal nok få besked, siger Anders Kühnau.

Statsminister Mette Frederiksen (S) slog på et pressemøde tirsdag fast, at antallet af indlagte på grund af coronavirus i Danmark falder. Det er derfor, dele af sundhedsvæsnet nu kan genåbne.

- Nu vender vi tilbage til flere almindelige aktiviteter i sundhedsvæsnet, sagde hun.

- Det er vigtigt, fordi vi selvfølgelig skal tage hensyn til alle patientgrupper, samtidig med at vi bliver ved med at have kapacitet nok i sundhedsvæsnet til at håndtere coronavirusset.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR