Kvinde i politik på godt og ondt

Det var ofte svært at manøvrere i kommunalbestyrelsen, som bortset fra to medsøstre i den første tid kun bestod af mænd. Flere af disse havde endda siddet i sognerådet i ere perioder. Ikke alle var tilfredse med mine ændringer. Jeg skar f.eks. ned på antallet af møder, ikke mindst for at gøre livet lettere for det administrative personale og dermed også spare på diæterne. Jeg tillod mig helt bogstaveligt at lukke ølkassen, da jeg blev klar over, at nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer kom og drak øl, som det passede dem. Adskillige medlemmer kom desuden helt uforberedte til møderne. Man kunne høre dem rive kuverterne med mødedokumenter op på vej ind i mødesalen. På et møde måtte jeg høre på et medlem fra Det Konservative Folkeparti komme med et indlæg, der viste, at han slet ikke havde læst på lektien til mødet. Da jeg var uenig med ham og desuden mødeleder sagde jeg ligeud, at hvis han havde læst på lektien, ville han ikke have sagt, som han lige gjorde. Han blev rasende, men satte sig ned. Efter mødet kom han hen til mig, hvidglødende af raseri, og sagde: »Kvinder kan ikke tillade sig at bebrejde mænd noget i en offentlig forsamling, det hører til hjemme i soveværelset«.

Det diskriminerende syn på kvinder kom til udtryk på mange måder, nogle gange også i mere usynlige, men til gengæld meget ubehagelige versioner. Et af de socialdemokratiske medlemmer af kommunalbestyrelsen begyndte at opsøge mig på mit kontor, næsten hver eneste eftermiddag ved 14-15-tiden. Jeg var jo valgt af socialdemokraterne, så det var ikke så let at afvise ham, selvom jeg forsøgte med den begrundelse, at hans besøg havde meget lidt med kommunens arbejde at gøre. Mit sekretariat var klar over, hvad der foregik. De kaldte ham Tatol-butikken efter en butikskæde med sæber, eau de cologner, barbersprit og lignende produkter af den mindre dyre slags. Han gjorde virkelig noget ud af sig selv.

Efter en tid bad jeg to kvindepolitisk aktive, socialdemokratiske kvinder i min bekendtskabskreds om hjælp. Men den ene sagde, at hun ‘skyldte’ ham noget, og den anden sagde simpelthen bare, at mennesker jo forelsker sig. Han forsøgte at presse mig til at mødes ved at bruge forskellige påskud om arbejdet i kommunen.Til sidst besluttede jeg at invitere ham hjem til middag en aften, men aftalte med en veninde, at hun skulle komme forbi efter en times tid, sådan ‘helt tilfældigt’. Det gjorde hun, og vi fik en udmærket aften sammen alle tre. Det tog trykket, men kun for en kort tid.

Vi havde i kommunalbestyrelsen nogle store hængepartier vedrørende budgettet i efteråret 1972. En søndag eftermiddag, hvor jeg arbejdede i min have, ringede et af de konservative medlemmer og sagde, at han havde overvejelser om at skifte side og stemme for vores forslag. Samtalen endte med, at jeg skulle komme og snakke med ham, og han foreslog Niverød Kro som et neutralt sted. Jeg ankom, kun for at konstatere, at han var meget fuld, vrøvlende og meget nærgående. Det endte efter adskillige timer med, at jeg, hjulpet af kroværten og hans kone, slap væk gennem et vindue på toilettet, uden at hverken han eller andre gæster blev opmærksomme på det vanvittige i situationen.

Disse sager gik mig på. Det var ganske enkelt sexchikane, selvom det ikke lige er den vinkel, man tænker på til daglig. I min udsatte situation havde jeg svært ved at se, hvad jeg kunne gøre. Mine nærmeste medarbejdere vidste ikke, hvordan de kunne hjælpe mig, for sexchikane var et tabubelagt emne uden lovgivning.

Diskriminationen af kvinder kom også frem på en endnu mere ligefrem og offentlig måde i forsommeren 1970. Der var generalforsamling i kommuneforeningen for Frederiksborg Amt med efterfølgende middag og dans på Hotel Marienlyst. Hele Karlebos kommunalbestyrelse med ægtefæller var med. Det samme var tilfældet for de andre kommuner i amtet.

Traditionelt blev der holdt et par taler, og dette år blev en af dem holdt af en midaldrende herre fra kommuneforeningens bestyrelse. Han holdt en tale for kvinderne, der var aldeles forfærdelig og fornærmende. Den handlede bl.a. om, hvordan konerne altid ventede med varme hjemmesko og kaffe, når manden kom hjem fra møder i kommunalbestyrelsen. Den oprørte mig i den grad, og umiddelbart efter talen fik jeg desuden mange henvendelser fra oprørte kvindelige kolleger fra vores egen og andre kommunalbestyrelser og fra både kvinder og mænd, der var gift med kommunalbestyrelsesmedlemmer. Jeg bad derfor prompte om ordet i forsamlingen og gik på podiet. Her protesterede jeg mod talerens behandling af kvinder i 1970, hvor så mange kvinder som aldrig før var indvalgt i kommunalbestyrelser. Jeg var selv nyvalgt borgmester og havde ikke en mand, der havde varme hjemmesko og kaffe parat, når jeg kom hjem. Jeg frabad mig på de valgte kvinders og alle andres vegne den slags taler i fremtiden. Jeg fik et bragende bifald.

Alligevel besluttede kommuneforeningens bestyrelse året efter, at seancen med tale for kvinderne skulle gentages. Jeg skulle åbenbart ikke tro, jeg var noget. Men formanden, borgmester Bent Sørensen fra Hundested, ringede til mig nogle timer før for at advare mig. Jeg blev virkelig vred og ringede til Inge Fischer Møller for at drøfte, hvordan vi skulle gå til modangreb. Jeg skrev for første og eneste gang og med en kort tidsfrist en tekst, der passede til to talere. Den var fræk og gav mændene tørt på. Efter talen for damerne gik Inge og jeg så på podiet og fremførte vores tale for mændene med stor jubel til følge. Siden blev der ikke holdt tale for damerne.