Sonja Marie Jensen ligger i sin seng og kæmper for at få vejret. Hun er netop kommet hjem fra vinterferie, og coronaprøven er positiv. Lægerne kan dog ikke forklare vejrtrækningsproblemerne. Der er ikke noget i vejen med hende fysisk. 

Lægen kigger på Sonja Marie Jensen og spørger forsigtigt: 

- Har du været stresset på det seneste?

Sonja Marie Jensen affejer spørgsmålet. Hun elsker sit arbejde som folkeskolelærer og sit politiske arbejde som gruppeformand for Socialdemokratiet og som 2. viceborgmester i Nyborg Kommune. 

Det seneste år har hun mentalt kørt med 130 kilometer i timen. Før valgkampen arbejdede hun fast 60 timer om ugen, og under kommunalvalgkampen skruede hun yderligere op for sin politiske indsats i et forsøg på at sikre sig selv og sit parti et godt valg i en kommune, hvor Venstre har siddet solidt på borgmesterposten siden 2013. 

Det er nok eftervirkninger fra corona, siger Sonja Marie Jensen til sig selv. Eftervirkningerne vil dog ikke slippe sit tag i hende. Hun er træt, udkørt, kæmper med en cyste i underlivet og begynder at få problemer med sit syn. Hun begynder at sove 15 timer i døgnet og har svært ved at passe både sit civile og politiske arbejde. 

Hos lægen siger hun fortsat fra, når lægen taler om stress. Hun går med til at blive sygemeldt, men vil ikke acceptere mere end én måned. Men da måneden er gået, har hun ikke fået det bedre. Igen vil hun ikke acceptere mere end en forlængelse på en måned. Måneden efter gentager scenariet sig. 

D. 1. maj vender Sonja Marie Jensen tilbage, men det er kun for en kort periode, før hun igen begynder at få fysiske symptomer. Der er noget helt galt. Lægerne konstaterer fortsat, at hun ikke fejler noget fysisk, men at det nok er stress. 

Men gang på gang nægter Sonja Marie Jensen at acceptere lægernes konklusion. 

- Jeg forstod det ikke dengang. Det gør jeg i en eller anden grad heller ikke i dag. Jeg var kun interesseret i de fysiske undersøgelser, blodprøver og så videre, ikke hvordan jeg havde det i hovedet. 

I løbet af forsommeren ender Sonja Marie Jensen med at bryde sammen, da hendes kæreste konfronterer hende med sine bekymringer for hendes helbred. Og først da erkender hun, at hun – som så mange andre – er blevet syg af stress. 

‘Politik var hele mit liv’

Sonja Marie Jensen betegner sig selv som lidt af en stræber, der allerhelst var overforberedt til byrådsmøderne. Hun kom derfor let til at bruge mere end de 20 timer om ugen, som medianlokalpolitikeren bruger om ugen på byrådsarbejdet. 

- Vi har ti stående udvalg, hvilket er ret vildt for en kommune med 33.000 indbyggere. Derudover går vi ofte dybt ned i nogle sager, som vi måske skulle være bedre til at lade embedsværket håndtere. Det betyder, at når vi har så mange sager og opgaver og går så dybt ind i dem, så bliver der bare enormt meget arbejde, siger Sonja Marie Jensen. 

Derudover fulgte opgaver som gruppeformand, formand for udvalg og næstformand i andre udvalg. Med tiden blev det sværere og sværere for Sonja Marie Jensen at skelne mellem hendes private og civile liv og hendes politiske. 

- Politik var hele mit liv. Jeg havde været fuldtidspolitiker i et halvt år op til, at jeg blev sygemeldt, samtidig med, at jeg var skolelærer. Jeg tog til alle borgermøder og debatter, jeg sagde aldrig nej. Jeg var altid overforberedt, fortæller hun. 

Politik var endt med at fylde alt for Sonja Marie Jensen. Derfor ramte nedturen desto hårdere. 

- Når folk slog på mig som politiker, var det hele mig, de slog på. Jeg kunne ikke tage en politikerkasket på og distancere mig fra det.

- Da stress ramte, var det pludselig det hele, der væltede. 

Som at ride på en tiger

I Ikast-Brande blev Simon Vanggaard (DF) i Ikast-Brande stod med en tilsvarende følelse tilbage i 2019, da han ligeledes blev sygemeldt med stress. 

- Jeg havde arbejdet som lokalpolitiker på fuldtid. Det fyldte hele mit liv, men det betød også, at jeg ikke havde nogen ventil til at slippe politikerlivet. Jeg lavede politik fra morgen til aften, og når jeg skulle få tankerne væk fra de udfordringer, jeg ellers måtte have haft, var det politisk arbejde, jeg tog fat på. 

Som barn drømte Simon Vanggaard om at blive rockstjerne eller statsminister. Han udlevede sin politiske drøm. Han kom i lokalbestyrelsen hos DF som 15-årig, blev spidskandidat til kommunalvalget som 21-årig, og nu sad han som viceborgmester og stilede mod at blive valgt ind til Folketinget.

- Det var den verden, jeg syntes var fantastisk spændende, og jeg har altid vidst, at det var der, jeg gerne ville arbejde, fortæller Simon Vanggaard. 

Så meget desto sværere blev det at trække i bremsen, da tilværelsen som politiker begyndte at løbe løbsk. 

- I politik er det svært at trække stikket, komme ud og komme ind igen, siger Simon Vanggaard. 

Det er, som Poul Hartling sagde: “Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt.”

- Enten skulle jeg helt ud, eller også måtte jeg finde en måde at holde liv i den politiske ild, selvom den var ved at kvæle mig. 

Samtidig var Simon Vanggaard blevet far for første gang, men han kunne mærke, at han havde svært ved at være der fuldt ud. På sin 30-års fødselsdag, overvældet af presset og skam, brød Simon Vanggaard sammen på sofaen i sit hjem. Han var nødt til at hoppe af tigeren. 

Sociale medier er et vilkår

I dag har Simon Vanggaard lagt ambitionerne om at blive statsminister på hylden. I stedet har han valgt en rolle bag scenen som partisekretær hos Dansk Folkeparti og som lokalpolitiker ved siden af. 

Det er ikke et sundt job at være politiker, hverken lokalt  eller på landsplan, bemærker Simon Vanggaard. 

Men sådan har det ikke altid været. Ét er, som Rasmus Tue Pedersen fra Vive bemærker, at kommunerne er blevet større efter sammenlægningerne, og de enkelte byrådsmedlemmer har flere opgaver, noget andet at opgaverne og beslutningerne også er blevet mere komplekse. 

Men det mest markante skift, som Simon Vanggaard har oplevet, er, at tempoet i politik er skruet op. Det er særligt noget, de sociale medier har bidraget til. 

- Min første valgkamp var,  før sociale medier spillede den store rolle. Dengang handlede det om at skrive nogle læserbreve og se, om du kunne komme i avisen. Der var en start og en slutning på en dag. 

- Nu skal du være tilgængelig hele tiden. Du skal stå i udstillingsvinduet hele tiden, og du skal konstant gøre dig bemærket, siger Simon Vanggaard. 

Simon Vanggaard er ikke længere i samme grad på sociale medier, som han var, som da han dyrkede sit politiske virke på fuld tid. Derfor kan det virke, som om det gode råd blot er at slukke for telefonen. Men det er ikke altid en mulighed, mener han: 

- De nationale politikere eller en borgmester kan lettere slukke telefonen og læne sig tilbage. 

- Medierne skal nok tage fat i dem, ligesom de har pressefolk, der hjælper dem. Som byrådsmedlem nummer 15 skal du være synlig, og du har kun dig selv til at gøre det. Du kan ikke tillade dig ikke at være tilgængelig, siger han. 

Det handler ikke kun om synlighed på sociale medier. Som Rasmus Tue Pedersen forklarer, kan politiske sager få sit eget liv på sociale medier, og lokalpolitikerne kan blive konfronteret med dem igen og igen. I nogle tilfælde ender det ligefrem med chikane. 

For Simon Vanggaard satte en skolelukning gang i et digitalt stormløb. 

- Det var som sådan en beslutning, jeg godt kunne stå inde for. Men skolelukningen satte gang i et enormt pres, særligt på sociale medier. Det endte derude, hvor jeg måtte politianmelde en borger for chikane på Facebook. Jeg kunne ikke slippe det og komme videre, fordi jeg hele tiden blev konfronteret med sagen, fortæller Simon Vanggaard, der beskrev forløbet som den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over. 

Overfusning førte til angst

Da Mira Issa Bloch (ALT) blev valgt ind i byrådet i Skanderborg i 2017, havde hun en målsætning  om at være med til at skabe en ny politisk kultur. Hun mødte dog en kultur – både i byrådet og administrationen – som hun havde svært ved at ændre. 

Det første år var hårdt for Mira Issa Bloch. Særligt én oplevelse har sat sig i hende, da hun havde en oplevelse af at blev overfuset på et byrådsmøde, fordi hun havde et punkt på dagsordenen som medlem.

- Punktet blev høvlet ned. Ikke kun på grund af indholdet, men fordi det dengang ikke var kutyme at få punkter på dagsordenen, som ikke var gået gennem et udvalg. Jeg fik nærmest et angstanfald under mødet. Alting begyndte at gå i slow-motion, mit blik blev sløret, og mit hjerte bankede afsted, fortæller Mira Issa Bloch. 

- Jeg stod bævende og rystet, mens jeg havde en oplevelse af angreb fra mange sider. Jeg følte mig ikke som en særligt kompetent politiker bagefter, da jeg ikke var i stand til at give svar på tiltale.  

Efter den oplevelse begyndte hun ofte at få ondt i maven, hjertebanken og angstsymptomer allerede tre dage før et byrådsmøde. I lang tid afholdt oplevelsen hende helt fra at sætte punkter på dagsordenen. 

At følge strømmen 

De ubehagelige oplevelser begrænsede sig ikke til byrådssalen. Mira Issa Bloch fortæller, hvordan personer fra embedsværket talte bag om hendes ryg, himlede med øjnene, når hun talte, og ikke hilste.  

Selv føler Mira Issa Bloch, at hun blev decideret mobbet, og det endte sidste år med, at hun blev sygemeldt med stress. 

I dag er hun tilbage i byrådet, men hun har stadig ondt i maven inden byrådsmøderne. 

- Jeg har da spurgt mig selv, om det bare var mig, der var sart. Svaret er nej. Jeg føler, at jeg i dag kan klare mere, og jeg er blevet mere hårdhudet. Jeg tror dog stadig, at jeg vil få det dårligt, næste gang jeg skal have et punkt på dagsordenen. 

Mira Issa Bloch har aldrig fulgt strømmen og sagt,  hvad alliancepartnere forventede. Hendes oplevelser og stresssygemelding har dog betydet, at hun fremover vil forsøge at være bare lidt mere “som alle de andre”, fortæller hun. 

- Ingen har lyst til at være en tudemarie. 

Rollemodel med stress

Det første, Nicolaj Bertel Riber (S) gjorde, da han vendte tilbage til sit arbejde efter to ugers sommerferie, var at tælle dagene til jul. Det var der, han vidste, at han med god samvittighed kunne slukke telefonen og holde helt fri. Det var samtidig, da han sad med kalenderen og talte dagene, at han vidste, at han var endt på et skråplan. 

 

Til KV21 gik han efter borgmesterposten i Dragør, og så handlede det om at være på. Han erkender i dag, at han skulle have trukket stikket for lang tid siden. Men selvom han kogte indeni, udskød han sygemeldingen gang på gang. 

Da han endelig sygemeldte sig sidste efterår, besluttede han, at han ville være åben om årsagen: 

“Jeg har søgt om orlov fra kommunalbestyrelsen p.g.a. stress fra det politiske arbejde. Der er aldrig et godt tidspunkt for at melde sådan noget ud. Måske er det det værst tænkelige tidspunkt overhovedet. Alligevel gør jeg det,” skrev han på Facebook. 

- Selvom det er enormt tabuiseret, så er stress en folkesygdom. Det, at man siger, at man er brændt sammen, bør derfor ikke ses som et svaghedstegn, selvom nogle måske vil tolke det sådan, siger Nicolaj Bertel Riber. 

I dag er han tilbage i byrådet og har brugt tid på at reflektere over sin sygdom. Han har læst Jacob Marks bog ‘Fartblind’, hvor SF-profilen fortæller om sin sygemelding. 

- Jeg kunne genkende mange af de ting, som Jacob Mark beskriver. Det er både lidt befriende og skræmmende, at jeg kunne have skrevet to tredjedele af bogen selv, fortæller Nicolaj Bertel Riber. 

Selv om folk i Nicolaj Bertel Ribers netværk har advaret ham imod at melde ud om sin stresssygdom, har han ønsket at være åben. 

- Det var for min egen skyld, men også for at advare andre. De skulle ikke vente lige så længe, som jeg gjorde, siger han. 

- Som politiker vil man gerne lave om på ting for at hjælpe andre. Du har som politiker en platform, som du både har ret og pligt til at bruge. Du er en rollemodel, om du vil det eller ej, siger han. 

Brud med skammen 

Selvom man i en årrække har arbejdet for at nedbryde tabuet omkring stress, er man kun nået noget af vejen. Blandt politikere gemmer der sig stadig et tabu. 

- En side af mig er ikke stolt over ikke at have været stærk nok i forhold til at kunne klare mosten. Jeg er dog glad for, at jeg er stået frem, og oplever, at det er blevet bedre, efter at jeg har italesat det. At sige det højt var jo også et stort dilemma, fordi jeg også gerne vil i Folketinget. Hvem vil dog stemme på sådan en, der ikke kan klare mosten?  Også selvom den er over stregen, siger Mira Issa Bloch. 

Da Sonja Marie Jensen var tilbage fra sin sygemelding, fortalte hun til Fyens Stiftstidende om baggrunden for sit sygdomsforløb. 

- Jeg var nødt til at fortælle om mit forløb, men jeg kunne slet ikke sove, natten før artiklen kom ud. Jeg havde så ondt i maven og syntes, det var enormt pinligt, selvom jeg havde det godt igen og var på vej tilbage. Jeg var rædselsslagen for, at jeg skulle blive slagtet på sociale medier, fortæller hun.

Hun blev dog ikke mødt af spydigheder eller mangel på forståelse, tværtimod. 

- Mange fortalte om deres egne stressforløb. Mennesker, jeg har kendt og respekteret, fortalte pludselig, at de selv havde ligget med stress, uden at jeg havde opdaget det.

Men selvom Sonja Marie Jensens fortælling blev modtaget med forståelse og omsorg, har hun stadig i dag svært ved at tale om det. 

- Jeg kan stadig være bange for at blive stemplet eller blive behandlet anderledes. Jeg kan bebrejde rigtig mange mennesker og strukturer for, at jeg endte der, hvor jeg gjorde. Men jeg kan også i høj grad bebrejde mig selv.

- Jeg er stadig i en tilgivelsesproces, tilføjer hun.