Tre måneder uden besøg på bosteder er slut
Tre måneder uden besøg på bosteder er slut
I tre måneder har beboere på bosteder og døgninstitutioner landet over været underlagt et besøgsforbud for at hindre smitte med coronavirus. Men fra onsdag ophæves det midlertidige besøgsforbud på socialområdet, så beboere på sociale tilbud igen kan få besøg som normalt. Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
De sociale tilbud omfatter eksempelvis opholdssteder for børn og unge, døgninstitutioner, diverse botilbud og kvindekrisecentre.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er glad for, at hverdagen så småt vender tilbage.
- Vi skal både beskytte sårbare mennesker mod coronasmitte og mod ensomhed, der har ramt mange hårdt. Derfor har vi nu ophævet det generelle besøgsforbud på socialområdet, siger hun i pressemeddelelsen.
Besøgsreglerne er blevet lempet flere gange. Og nu bliver restriktionerne altså ophævet som led i genåbningen af Danmark. Det er besluttet af et bredt politisk flertal.
Mange ensomme
Ifølge flere organisationer har restriktionerne i praksis betydet, at mange helt har været afskåret fra besøg siden 18. marts, hvor besøgsforbuddet trådte i kraft.
Ophævelsen glæder landsformand Knud Kristensen fra Sind - Landsforeningen for psykisk sundhed.
- Mange, der bor på botilbud, har følt sig som fanger i deres eget hjem. Nogle steder har man fortolket det meget restriktivt, så det ikke bare var umuligt at få besøg. Samtidig har man sagt til beboerne, at de ikke måtte besøge deres pårørende eller mødes med dem ude i byen, siger han.
Mange psykisk sårbare har derfor været ensomme under coronakrisen.
- Og når man er ensom, er der masser af plads til de farlige tanker. Vores rådgivning har fået mange henvendelser fra folk, der har været bekymrede og nervøse, siger Knud Kristensen.
Hos Lev, som er en organisation for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende, har man af samme årsag skubbet på for at få ophævet besøgsrestriktionerne.
- Det er snart en måned siden, den politiske aftale kom på plads, så vi har ventet lige siden. Mange med udviklingshandicap har selvfølgelig haft rigtig svært ved at forstå, at de ikke har kunnet få besøg. Ensomheden og frustrationen er jo så rigtig stor for den her målgruppe. Derfor tilsvarende er glæden jo så stor, for at alle nu skal have besøg igen, siger Levs formand, Anni Sørensen.
Med ophævelsen af forbuddet bliver besøgene normaliseret. Det understreges imidlertid, at det er vigtigt, at der fortsat bliver taget generelle forholdsregler for at undgå coronasmitte under besøg.
20 mio. kr. til dagture
Samtidig har de lokale ledelser mulighed for at indføre besøgsrestriktioner på det enkelte tilbud, hvis der for eksempel er beboere, som er meget sårbare i forhold til smitte.
- Det vil også være muligt hurtigt at lukke af for besøg i et tilbud, hvis der eksempelvis er behov for det i forbindelse med håndtering af lokale smitteudbrud, siger Astrid Krag i pressemeddelelsen.
Der er politisk afsat 20 mio. kr. til, at beboere på forskellige botilbud kan tage på dagture. Pengene fra den såkaldte sommerpakke kan også bruges til andre sociale aktiviteter for beboerne resten af året.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.