Hvis man allerede har pengene, opmærksomheden og den politiske indflydelse, så batter det noget at tage på Folkemødet. Det er den polemiske udlægning af konklusionen i en ny rapport om indflydelse på Folkemødet, som professor Anker Brink Lund fra CBS står bag.

Rapporten bygger på en række kvalitative interviews samt en spørgeskemaundersøgelse, som 310 civile arrangører på Folkemødet har svaret på.

Her er arrangørerne blandt andet blevet spurgt, hvor mange penge de bruger på deres folkemødeindsats, hvor mange medlemmer de har, hvor høj en grad af politisk indflydelse de i forvejen havde, og i hvor høj grad de var i kontakt med medierne uden for Folkemødets regi.

Arrangørerne har også angivet, hvorfor de tager på Folkemødet. For langt de flestes vedkommende var de tre mest eftertragtede mål med at deltage i Folkemødet at udvide eller pleje netværk, at skabe øget kendskab til organisationen og at udbrede budskaber til beslutningstagerne.

I spørgeskemaet har man derfor efterfølgende sammenholdt, i hvor høj grad arrangørerne oplevede, at disse tre samt en række andre målsætninger blev indfriet.

- Ikke overraskende fremgår det af spørgeskemaundersøgelsen, at de organisationer, som investerer mange ressourcer i Folkemødet, også er dem, der selv vurderer, at de i høj grad får deres interesser varetaget, siger Anker Brink Lund og henviser til, at undersøgelsen viser, at selvom lidt også har ret, så var det organisationerne med de store budgetter, der i højest grad fik styrket deres netværk og opmærksomhed om deres budskaber blandt beslutningstagerne.

Mange medlemmer hjælper ikke
Men det er ikke nok at skyde en halv million i projektet og så bare læne sig tilbage og vente på, at politikerne henvender sig og spørger, hvad man mon har på hjerte. For ud over at poste en hel del penge i deres Folkemødeindsats er det også de organisationer, som i forvejen har en stærk kontakt til det politiske system, der løber med både den stærkeste eksponering, og som får mest ørenlyd hos beslutningstagerne.

Til gengæld er der én ting, der ikke nødvendigvis hjælper på ens gennemslagskraft til Folkemødet: nemlig antallet af medlemmer i organisationen.

- Så man kan spørge sig selv, om det betyder noget, at man repræsenterer mange, eller om det betyder mere, at man repræsenterer et velfinansieret og spektakulært standpunkt. Spørgeskemaundersøgelsen tyder på, at det for øjeblikket er mere effektivt at være en professionel organisation med en relativt lille medlemsbase, hvorimod de, som skal repræsentere en bredere almeninteresse – og det gælder sådan set også kommunerne, vil have sværere ved at få ørenlyd i den sammenhæng, siger Anker Brink Lund.

Kommuner kan også lære
Her ser han en fælles udfordring for både store civile organisationer og for kommunerne. For kommunerne repræsenterer også rigtigt mange borgere og skal derfor sørge for, at vælgere med forskellige interesser er tilfredse med den politik, der bliver ført.

- Kommunerne er repræsentative organisationer forstået på den måde, at de repræsenterer rigtig mange borgere, siger han.

Og selvom der her er tale om en undersøgelse af civile organisationer, mener han godt, at kommunerne kan lære noget af undersøgelsen alligevel.

- De organisationer, som tidligere var formidlere mellem de centrale beslutningstagerne og borgerne, har mistet betydning de senere år, hvor staten i højere grad taler direkte til borgerne. Og det er et repræsentationsproblem både for civile organisationer, kommuner og regioner, siger han.

For i sidste ende bliver det ifølge Anker Brink Lund et spørgsmål om, hvilke interesser der har legitimitet. Er det lobbyisten, som kan råbe højt om let kommunikerbare enkeltsager, eller er det den tunge organisation, som samler mange medlemmer om mange forskellige interesser?

- Kommunernes rolle er jo ikke at varetage enkeltinteresser. Det er jo at se på helheden. Derimod kan en patientforening eller protestbevægelse nøjes med at stille op for sin egen sag. Og det er tilsyneladende ikke afgørende, om man repræsenterer mange eller få berørte. Hvis man er i stand til at lave en professionel organisation med nogle få mærkesager, får man lettere ørenlyd både i medierne og hos beslutningstagerne. Det gælder også på Folkemødet. Hvis man derimod er nødt til at varetager mere diffuse interesser, drukner man let i mængden, siger Anker Brink Lund.