Tæt på en tiendedel af Danmark kan ændre sig
Tæt på en tiendedel af Danmark kan ændre sig
Vi kan stå over for en "kæmpestor" omlægning af danmarkskortet med den grønne trepartsaftale, som blev indgået sent mandag aften.
Der skal med aftalen rejses 250.000 hektar skov, og der skal i alt nu lægges 140.000 hektar af de klimaskadelige lavbundsjorde under vand.
Alene de to mål omhandler tæt på en tiendedel af Danmarks areal.
- Som politiker skal man passe på med at bruge parafraser og sige, at det er historisk, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mandag.
- Jeg bliver bare nødt til at sige på egne vegne, at jeg har levet længe, men jeg kan ikke huske at have lavet en aftale med politisk bevidsthed om, at det vi har aftalt i dag, det er noget, der står, lød det ved præsentationen.
Den grønne trepart har de seneste måneder forhandlet om en CO2-afgift for landbruget - altså hvor meget deres udledning skal koste.
Ved at ramme landmændene økonomisk skal det presse dem til at omstille sig, så klimamålene nås. Men fronterne har været trukket skarpt op.
Landbruget ønsker grundlæggende ikke en afgift. Omvendt har regeringen forpligtet sig på at levere en sådan, og det har også været ønsket fra grønne organisationer.
Men det er altså lykkedes at få parterne til at mødes.
De er nået til enighed om, at landmændene fra 2030 skal betale 300 kr. per ton CO2, som deres husdyr og gødning udleder til atmosfæren.
Den stiger til 750 kr. per ton i 2035, men der kommer et bundfradrag, så de reelle afgiftssatser bliver 120 kr. i 2030 og 300 kr. i 2035.
Provenuet går i 2030 og 2031 til investeringer i klimateknologi og produktionsomstilling målrettet de landmænd, der "rammes hårdest" og har "svært ved at omstille sig".
Landbrug & Fødevarer har været med ved bordet i treparten. Ifølge formand Søren Søndergaard er idéen om en afgift ikke groet hos dem.
- Men det er lykkedes os - mod alle odds - at få en afgiftsmodel, hvor den landmand, der gør brug af godkendte og økonomiske bæredygtige klimaløsninger, helt kan undgå afgiften.
- Det er ubetinget det vigtigste, siger han i en pressemeddelelse.
Med aftalen vurderes det nu, at Danmark når sit mål om i 2030 at have en årlig udledning af drivhusgasser, der er 70 pct. lavere end i 1990.
Foruden CO2-afgiften etableres der med aftalen en fond med 40 mia. kr. til blandt andet skovrejsning.
Derudover skal der ske "strategisk jordopkøb", og der skal gives støtte til udtagning lavbundsjorde, så de ikke udleder CO2 til atmosfæren.
- Vi sætter med etableringen af Danmarks Grønne Arealfond 40 mia. kr. af til en kæmpestor omlægning af danmarkskortet, lød det mandag fra økonomiminister Stephanie Lose (V).
Alle er dog ikke lige imponerede over trepartens arbejde.
Miljøorganisationen Greenpeace kalder den et "slattent kompromis", og på borgen er Danmarksdemokraterne fortsat modstandere af CO2-afgiften.
- CO2-afgiften kommer til at koste tusindvis af arbejdspladser, landbrug må dreje nøglen om, og oksekødet bliver dyrere for den enlige mor med de tre børn, skriver formand Inger Støjberg på X.
Ifølge regeringen vil aftalen koste 1.000 arbejdspladser i landbruget. Et tilsvarende antal arbejdspladser ventes dog skabt andre steder.
Prisen på en pakke hakket oksekød vil stige én krone i 2030.
Aftalen er ikke politisk bindende og skal vedtages af Folketinget.
På pressemødet mandag aften opfordrede flere parter til, at der ikke skal være nye politiske forhandlinger om aftalen med de øvrige partier.
Eksempelvis sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at han håber, at resten af Folketinget "kvitterer for" enigheden i treparten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.