Kommunen.dk
MENU

Stigende priser presser offentlige byggeplaner

Chef i teknik og miljø i Herning bokser med en rullende snebold af dilemmaer, der alle har samme årsag: inflation og travlhed i byggebranchen.

Stigende priser presser offentlige byggeplaner

Chef i teknik og miljø i Herning bokser med en rullende snebold af dilemmaer, der alle har samme årsag: inflation og travlhed i byggebranchen.
I Knasten tuner Kommunen.dk ind på en aktuel problemstilling, et dilemma, som fylder og spænder ben i en eller flere kommuner og regioner.  Denne gang er det chef i teknik og miljø i Herning Kommune Jacob Philipsen, der giver sit højaktuelle bud.
I "Knasten" tuner Kommunen.dk ind på en aktuel problemstilling, et dilemma, som fylder og spænder ben i en eller flere kommuner og regioner. Denne gang er det chef i teknik og miljø i Herning Kommune Jacob Philipsen, der giver sit højaktuelle bud.

For nylig satte teknik- og miljøudvalget i Herning 1,8 mio. kr. af til til at udskifte vinduer på flere af kommunens skoler, men nu er projektet udsat på ubestemt tid. For det har ikke været muligt at få en pris under 2,2 mio. kr. i en tid med støt stigende priser på byggematerialer og arbejdskraft.

- Vores største dilemma for tiden er, hvad et udbuds-system som vores stiller op, når priserne på anlæg og vedligehold på kort tid stiger 20-30 pct.? Pludselig er der ikke råd til de projekter, politikerne har vedtaget og sat penge af til. Det tvinger os til at udskyde og omprioritere, siger chef i teknik og miljø i Herning Jacob Philipsen.

Nu gælder det om at spå rigtigt

Men udskyde til hvad? Prisstigningerne sætter Jacob Philipsens forvaltning i et kæmpe dilemma, for, som han siger, “ingen aner jo, hvordan verden ser ud om et år”, og de udsatte projekter kan hurtigt blive en rullende snebold i retning af kommunens økonomi.

- Vinduerne kan måske fint holde lidt endnu, men de er jo ikke så energieffektive som moderne vinduer. Fugerne er ved at være slidte, så på sigt er der risiko for, at fugt trænger ind, og det kan føre til skimmelsvamp og andre skader. Ved at vente går vi altså glip af besparelser og risikerer enorme ekstraudgifter, og uanset hvad vi gør, bliver det helt sikkert dyrere, konstaterer han. 

Herning budgetterer årligt med 12-14 mio. kr. til udvendig vedligeholdelse (“tag, fag og tekniske installationer”) af de 450.000 kvadratmeter, kommunen har under tag. Derudover bliver der hvert år sat et par hundrede millioner af til større renoveringsopgaver og nybyggeri, herunder de nye daginstitutioner og skoler, som et hastigt stigende børnetal skaber behov for.

Ro på 

- Vi er ikke i nærheden af at kunne bygge det, vi havde planlagt for et år siden, og vi har lige nu gang i en masse store udbud, der ikke kan udsættes. Blandt andet en ny skole til 160 mio. kr. Med den slags langsigtede byggeprojekter bliver det for alvor spændende at se, hvor sultne håndværkerne er efter at få noget i ordrebogen et år eller to frem, siger Jacob Philipsen.

Alle analyser viser, at priserne på et tidspunkt falder igen. Men hvornår ved ingen. Og selvom kommuner typisk indhenter en fast pris på hvert nyt byggeprojekt, er der ifølge Kommunen.dks juridiske ekspert i offentlige udbud, partner i Bech-Bruun Anders Birkelund Nielsen, bygget prisreguleringsmekanismer ind i mange aftaler. Igangværende projekter risikerer altså også at blive markant dyrere.

- Så her hos os vælger vi indtil videre at se tiden an. Holder lidt igen for at fremme en bedre balance i en overophedet byggebranche. Vi ønsker i hvert fald ikke at bidrage til yderligere overophedning. Når vi sender opgaver i udbud, spørger vi derfor, hvad det vil koste, hvis vi venter et år. Jeg kan ikke se, vi kan gøre andet. Men gode idéer er da velkomne, siger Jacob Philipsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR