“Historisk.” 

Sådan lød det gentagne gange fra de mange aktører, da man nåede til enighed om den grønne trepartsaftale, som tegner til at blive den største planlægningsmæssige forandring af det danske land i årevis. 

Det er dog ikke nogen problemfri opgave, som kommunerne får, når aftalen skal udmøntes. Det bliver nemlig kommunerne og ikke staten, der skal tegne stregerne til det nye Danmarkskort. 

- En ting er at lave planlægningen. En anden er, at hvis det skal lykkes, er der nogle planlæggere, som på et tidspunkt skal slå nogle streger for nogle jorde, som kommunen ikke ejer, siger Laila Kildesgaard, ekspert i grøn omstilling og lokal involvering og tidligere KL-direktør. 

Det er en opgave, der har lokalt konfliktpotentiale et år før KV25. 

- Enten er man nødt til at have rigtig mange penge op af lommen og købe sig lov til at planlægge, eller også er man nødt til at ekspropriere eller lovgive sig ud af det. Hvis der skal tages det sædvanlige hensyn til lodsejerne, og det, vil jeg tro, er vigtigt for denne regering, så kan man ikke bare knipse sig til en løsning. Det er også derfor, staten ikke vil røre det med en ildtang, siger Laila Kildesgaard.

Derfor er det kommunerne, der har fået pladsen for bord-enden og skal samle de mange parter og agere demokratisk anker, mens staten tager regningen. 

- Man kan sige, at staten betaler sig fra at skulle slå streger på andre menneskers jorde. Det er kommunerne, der får bøvlet, men staten betaler, siger Laila Kildesgaard og tilføjer: 

- Men der er nok ikke nogen bedre model, hvis man skal sikre opbakningen lokalt. 

Opgør med sagsbehandling

Der har i de senere år været et stigende fokus på de mange ønsker for Danmarks begrænsede arealer. Biodiversitet, skovrejsning, landbrug, vedvarende energianlæg, alt sammen kræver plads. 

Derfor har Henrik Vejre, professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet, i flere år argumenteret for behovet for en jordreform. 

- Det er første gang, at man fra statslig side siger, at mennesker fylder for meget. Samtidig er det også en erkendelse af, at vi har et behov for at styre udviklingen og prioritere, hvordan vi forvalter vores begrænsede arealer, siger Henrik Vejre. 

Det bliver dog ikke alene kommunerne, som skal sætte retningen for den store omlægning. Statens hånd bør være tydelig, mener han. 

- Det bliver helt afgørende, at man har kommunernes lokale kontakt og kendskab til landskabet, men det er nødvendigt med en grad af central styring. Opgaven kan kun løses med en kombination af top-down og bottom-up styring, så vi både opfylder formålet med aftalen på tværs af kommunerne og også har opbakning lokalt, siger Henrik Vejre. 

Det tegner dermed til at blive et brud med en løbende liberalisering og svækkelse af central planlægning. 

Tidligere har der været en tydeligere hånd fra statens og kommunernes side. Det er blandt andet derfor, at 60 pct. af arealerne i dag er afsat til erhverv og landbrug. 

Fingerplanen for København har siden 1947 sat retningen for udviklingen af hovedstads-området og er et godt eksempel på langsigtet planlægning, men  viser også, hvordan planer kan blive udfordret af driftige politikere: 

- Lynetteholmen er ikke nævnt med et ord i nogen udgave af Fingerplanen. Det viser jo, at planlægning kun rækker, indtil politikere får en ny idé, siger Henrik Vejre.

Generelt mangler kommunerne stærke planinstrumenter, mener han, men det kan man gøre op med gennem den grønne trepart. 

- Kommunerne skal i langt højere grad til at planlægge for det åbne land, som man har gjort med byerne i årtier. Det kræver, at man tænker langsigtet og projektorienteret. I dag er alt for mange kommuner og planafdelinger låst fast i sagsbehandling. Kommunerne skal sætte deres planlæggere fri til at tænke 25 år frem for det åbne land, siger Henrik Vejre. 

Behov for nyt landskabsdemokrati

Regeringen har sat ressourcer af til, at kommunerne kan ansætte ekstra hænder til at løse opgaven. Det handler dog ikke bare om at ansætte nye folk til opgaven, mener Laila Kildesgaard. 

- Vi mangler fast praksis for, hvordan man griber denne type opgaver an.  Typisk vil det være i et planråd eller -udvalg, men nu skal vi udvikle en helt ny form for governance og landskabsdemokrati, siger Laila Kildesgaard.

Regeringen har lagt op til at etablere en ny lokal organisering med kystvandråd samt styrke de 23 vandoplands-styregrupper (VOS), som skal udvides med flere centrale aktører. 

Allerede næste år skal kommunerne præsentere omlægningsplaner. Laila Kildesgaard kalder det “en meget ambitiøs tidsplan”. 

- Det kan godt lade sig gøre at udpege områderne allerede næste år, men det afgørende bliver, hvorvidt planerne kan implementeres og hvordan. Landskabsdemokrati er en ny størrelse, og de, der ejer jorden, har mere at skulle have sagt end dem, der bare har interesser. Det er en asymmetrisk magt, som vi skal forsøge at få det bedste ud af. 

Kommunerne er allerede lykkedes med at involvere de mange aktører omkring natur- og miljøprojekter flere steder. Laila Kildesgaard nævner blandt andet samarbejdet omkring Gudenåen og Holstebro. Opbygning kan også hente inspiration fra Naturnationalparkerne, hvor en rådgivende bestyrelse skal sikre, at alle parter bliver hørt. 

Laila Kildesgaard blev tidligere i år udpeget som formand for bestyrelsen, der skal lede arbejdet med Naturnationalpark Almindingen på Bornholm. Hun understreger, at der venter en stor opgave for kommunerne. 

- Det kan godt lade sig gøre, men det afgørende bliver, om implementeringskraften er der. Et er at inddrage alle interessenter, men noget andet er, om lodsejerne er interesserede efterfølgende.

Gode forudsætninger

Hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) glæder man sig over, at natur og bio-diversitet nu skal spille en mere central rolle i kommunernes planlægning.

- Tidligere har det jo været sådan, at naturen har været overladt til de restarealer, som man ikke havde andre planer med, fortæller Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver hos DN. 

Nu skal natur og biodiversitet spille en integreret rolle på tværs af de kommunale forvaltninger, så friarealer ikke kun er en sag for plan- eller miljøafdelingen, men også tænkes ind i forsyning og økonomi-afdelingerne. 

Det er ikke første gang, at staten sætter kommunerne i spidsen for denne type af opgaver. Kommunerne har tidligere fået store opgaver som fx at gennemgå og risikovurdere alle boringsnære beskyttelsesområder og udtagning af lavbundsjorde. 

Selvom det har vist sig at være udfordrende opgaver, er Thyge Nygaard optimistisk i forhold til, at kommunerne kan lykkes med opdraget. 

- Der har været gode grunde til, at det tidligere er gået langsomt med fx udtagning af lavbundsjorde. Der er en række elementer, som ikke har været på plads i forhold til fx støtteordninger og økonomi, som også er blevet afdækket af en taskforce. Det, der er anderledes denne gang, er, at vi har en fælles konsensus og opbakning bag aftalen med et bedre setup, siger Thyge Nygaard. 

Han peger på særligt tre faktorer, som kommer til at spille ind; penge, press og politisk set-up. 

- Tidligere har det været meget svært at finde de nødvendige penge til projekterne, men også til at kunne ansætte det nødvendige personale. Nu får kommunerne de ressourcer, de har brug for, siger Thyge Nygaard. 

Dernæst fremhæver han, at man politisk er klar til at lægge pres på lodsejerne, der ikke er villige til at indgå frivillige aftaler, med blandt andet afgifter for bestemte arealer. 

- Det er nødvendigt med en form for tvangsinstrument over for lodsejerne. Det behøver ikke at være ekspropriation, men alene det, at det er en mulighed, er med til at skubbe på processen. For at man skal være villig til at indgå en frivillig aftale, skal alternativet helst være værre. 

Sidst hæfter Thyge Nygaard sig ved det politiske set-up. 

- Alle parterne har været med omkring bordet og er enige om udgangspunktet. Vi har længe skubbet problemet foran os, og vi er presset af en række EU-direktiver og krav, men nu er der en fælles forståelse for, at man bliver nødt til at tage fat. 

Kræver tålmodighed

Siden Henrik Vejre i 2021 skrev en kronik om behovet for en jordreform, er debatten om Danmarks arealer eksploderet, og udtryk som ‘multifunktionel arealanvendelse’ er gået fra at være et snævert, fagligt begreb til et centralt politisk budskab og ønske.

- Det er jo glædeligt, at planlægning fylder så meget i den offentlige debat, griner Henrik Vejre. 

Og selvom det tager lang tid, før de nye skovområder kan vokse sig høje, så haster det for kommunerne at gå i gang med opgaven. 

- Kommunerne har meget travlt, hvis man skal nå det til næste år, siger han. 

Thyge Nygaard tvivler på, at det kan lade sig gøre at have alle omlægningsplaner klar næste år, men han understreger, at det er vigtigere at gå grundigt til værks end at blive færdig i 2025. 

Det bliver vel at mærke også i et valgår, at kommunerne skal præsentere omlægningsplanerne. 

Hvem, der skal slå de afgørende streger, er endnu uvist, men det bliver afgørende, at kommunerne får klargjort deres prioriteringer mellem erhverv, byudvikling, turisme, klima og biodiversitet, mener Henrik Vejre: 

- Vi ved endnu ikke, hvem der skal formulere den endelige strategi. Det er ikke noget, kommunerne kan gøre hver for sig, for det er nødvendigt, at det overordnede strategiske mål bliver sikret. Derfor skal statens hånd være tydelig, selvom det er kommunerne, der skal tegne stregerne til det nye danmarkskort. 

Også Laila Kildesgaard understreger, at det er vigtigt at skynde sig langsomt:

- Selvom planerne skal være færdige næste år, kræver det masser af tålmodighed og respekt for, at vi skal udvikle og lære helt nye processer og samarbejder. Den landskabsmodel, vi har i dag, er 200 år gammel, men vi har ikke 200 år til at skulle lave om på det, siger hun. 

Skov er ikke bare skov

Derudover handler det ikke bare om at udpege områder til skovrejsning. Skov er nemlig ikke bare skov, og det er derfor også vigtigt, at planlæggerne har for øje, hvad man ønsker at opnå gennem skovrejsning. 

- Det kan hurtigt blive forsimplet, når vi taler om skove og træer. Det er fantastisk med skov, men der er stor forskel på en produktionsskov og en skov, hvor man har biodiversitet eller menneskelige hensyn for øje, fortæller Martin Hedevang Andersen, forperson for Danske Landskabsarkitekter. 

Selvom skovrejsning er blevet præsenteret som et politisk columbusæg, der både skal give nye bæredygtige byggematerialer, opfange CO2, beskytte grundvandet og styrke biodiversiteten, så er det ikke muligt at løse alle udfordringerne på samme tid med det samme skovområde. 

- Produktionsskov hjælper i mindre grad biodiversiteten og er sjældent særlig rar at gå i som borger. Vi har derfor brug for variation i skovrejsningen. Her er det oplagt at se, hvordan det kan spille sammen med lokale interesser som fx beskyttelse af drikkevand eller bynær skov, men det kræver også, at der er nogle statslige rammer, siger Martin Hedevang Andersen. 

Han peger eksempelvis på Odsherred Kommune, hvor man har forsøgt at sammentænke kommunens planer for skovrejsning med dens planer for vedvarende energi. 

Derudover understreger han vigtigheden af, at skovområderne bliver sammentænkt på tværs af kommuner og regioner, hvor det er muligt for dyrelivet at vandre på tværs af områderne. 

- At sikre sprednings-korridorer bliver den helt store udfordring, da dyrelivet ikke kender til kunstige grænser, siger Martin Hedevang Andersen. 

Der er derfor lagt op til en kæmpe forandring af det danske landskab, og det er noget, borgerne kommer til at mærke. 

- Man kan ikke undgå, at landskabet vil forandre sig. Der kommer til at være nogle strækninger, hvor man tidligere har haft udsigt til vand, men som vil blive afskærmet af skov, siger Martin Hedevang Andersen. 

- Det kræver en menneske versus natur-diskussion. Skovrejsning er så vigtig en del af løsningen, at vi skal vænne os til, at det bliver en større del af vores hverdag.