Store papirsække bliver slæbt ud: ringbind, billeder, bøger, politiske oplæg og referater i massevis. Det konservative formandskontor er i gang med at blive tømt, da Kommunen kommer for at tale med den nye mand i spidsen for partiet: borgmesteren fra Viborg,

Søren Pape Poulsen. Smilende kommer han ind sammen med en pressemand fra partiet.

- Du har travlt, Søren, husk det, lyder det formanende fra pressemanden, før den nye leder inviterer indenfor på sit nye kontor.

En mild konstatering taget i betragtning, at han dagen forinden både har prydet Politikens forside med en lokalsag fra Viborg og samtidig åbent for rullende kameraer erklæret, at han er homoseksuel. En vild dag i en vild uge for en jysk borgmester, der til de flestes overraskelse pludselig skulle være politisk leder af sit parti.

Men han er kendt for at bruge megen tid på sit job – i hvert fald en 70-80 timer om ugen, hvis han selv skulle skyde – og så kommer Søren Pape Poulsen fra den virkelige verden, som både Hjørrings viceborgmester Daniel Rugholm (K) og Holstebros borgmester H.C. Østerby (S) skrev om ham, da hans lederrolle blev offentliggjort. Han stiller gerne op selv i penible sager og situationer.

- Når vi er blevet givet et folkeligt mandat som politikere, skal vi også turde møde folk. Det her med bare at tale vælgerne efter munden eller gemme sig bag embedsmænd, synes jeg, er for ringe. Du er valgt, og så må du også gå ud og stå på mål for dine beslutninger. Det kan godt ske, de er upopulære, men du har magten til at træffe dem, og du har også ansvaret, siger han.

Diskussionslysten

Da lærerlockouten sidste år var en realitet og folkeskolens ansatte demonstrerede i Viborg, stillede KL-repræsentanten Søren Pape Poulsen sig op og talte i små 20 minutter.

- Det er ikke i orden, når min næstformand i KL, Erik Fabrin, strammer retorikken så meget, at han siger, at lærerne må komme på deres grædende knæ. Det er simpelthen tåbeligt, det er direkte dumt, og det er ikke udtryk for en udtalelse, jeg vil stå inde for, lød det ærligt fra Viborgs borgmester, hvorefter han sendte en sproglig skudsalve efter Lærerforeningens Anders Bondo Christensen.

Den nye K-leder er ikke bleg for en politisk diskussion – og han siger gerne tingene, som de er.

- Jeg ville elske at diskutere hver dag med Johanne
Schmidt-Nielsen, hvis det skulle være. Jeg elsker Enhedslisten, fordi det er fedt at have nogen, man bare altid ved, man er uenig med. Det kan man få nogle fede diskussioner ud af. Man må gerne gå til hinanden. Det kan jeg faktisk rigtig godt lide, fortæller Søren Pape Poulsen, der også måtte undvære Enhedslisten som det eneste parti i sin seneste brede konstituering i Viborg.

- De sagde jo, at de ikke ville pege på en borgerlig nedskæringsborgmester. Det lever jeg så fint med, for Enhedslisten er jo en samling af partier, som er lidt for glade for dem derovre østpå. Jeg er antikommunist i hjertet. Den der tankegang om, at kollektivet altid står over mennesket, systemet over mennesket. Det mener jeg, Enhedslisten står for. Jeg har ikke noget imod dem som mennesker, men politisk er de bare de diametrale modsætninger af, hvad jeg står for, lyder begrundelsen.

Antikommunist

Det med dem ovre østpå, kommunisterne, har været en stor del af Søren Pape Poulsens politiske dannelse. På formandskontoret er Lars Barfoeds billede af John F. Kennedy blevet fjernet til fordel for en anden amerikansk præsident: 80’ernes Ronald Reagan.

- Min generation har jo fået lov til at opleve noget ganske unikt, nemlig da Muren faldt i 89. Jeg kan stadig huske billederne af, hvordan østtyskerne kørte over grænsen ved Brandenburger Tor og blev modtaget. Uden Thatchers og især Reagans utrættelige kamp mod verdens kommunister var det aldrig sket. Det tændte mig. At der var nogen, der stod og forsvarede, at en hel verden ikke skulle have lov til at leve i frihed, det kunne jeg ikke forstå. Reagan sagde: Tear down this wall! Den der kompromisløse kamp mod kommunisme og ufrihed – det dannede mig politisk, fortæller K-lederen, der også kalder daværende statsminister Poul Schlüter en ’shining star’ i sin politiske ungdom.

Frihed er et af de ord, der igen og igen dukker op, når Søren Pape Poulsen snakker politik. Og kombineret med kærligheden til Ronald Reagan kommer det næsten til at lyde, som om det er Søren Pind og ikke Pape, man taler med. Hvad er egentlig forskellen?

- Menneskers frihed vil altid være en vigtig konservativ dyd – vi supplerer det bare altid med samtidig at tage hånd om dem, der ikke kan. Hvis jeg kun talte frihed, så var jeg ikke konservativ. Man kan ikke tale om frihedsbegrebet uden også at tale om ansvaret. Uden at tale om, at du skal tage dig af de mest udsatte i samfundet. Det er hele essensen i konservatisme, lyder svaret.

En anden form for frihed, Søren Pape Poulsen går op i, er friheden til at lave politiske forlig med dem, man vil. Han har ofte kaldt Christiansborg-politik for forudsigelig ud fra, hvilken blok den kommer fra. Noget, han gerne gør op med. Hvis han kan.

- Jeg kan starte med mig selv og sige: Jeg går ind for, at vi skal lave så mange brede aftaler, som vi kan, i Folketinget. Brede aftaler giver bare mere tryghed i samfundet. Det er den tilgang, jeg har. Men jeg kommer nok også til at deltage i en masse ting, hvor det ikke kan lykkes, og sådan er det, siger han.

Borgmesterens forrige konstituering til venstre for Venstre er ikke gået ubemærket hen i hans første dage som K-leder, og hvis man kigger lidt nærmere på tallene fra sidste kommunalvalg, så var det ikke i forhold til de borgerlige partier, at Konservative gik frem. Det var på baggrund af vælgerflugten fra SF. Men det blev hurtigt meldt ud, at De Konservative fortsat peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister – og dermed også et projekt, der går ud på at samle den borgerlige blok ligesom VKO-flertallet i nullerne.

- Jo, det var blokpolitik, der blev ført i nullerne. Men det var der to sider, der var garant for. Du havde en rød blok, der stod og råbte, at den offentlige sektor blødte og blev skåret ned, og da de så selv kom til, så blev der da virkelig skåret igennem. Fint, synes jeg. Det skal de ikke høre ondt for fra mig, forklarer Søren Pape Poulsen, der altså mener, at det politiske billede i dag er anderledes.

Bomberne fra Bruxelles

Men når du nu siger brede forlig, der er holdbare i længden, er det jo interessant, at Venstre har fremlagt en udlændingepolitik, som gør op med en række af de forslag, de selv sammen med jer fik indført op igennem nullerne. Er det så holdbart i længden?

- Noget af udspillet gør op med vores forslag, ja. Men den konservative udlændingepolitik defineres jo ikke af, hvad Venstre mener. Vi har i al stilfærdighed sagt, at den udlændingepolitik, der var, da vi slap regeringsansvaret, er det niveau, vi vil rulle udlændingepolitikken tilbage til. Vi har endnu ikke forholdt os nærmere til det nye udspil, for vi har ikke haft mulighed nok for at diskutere det. Men du skal ikke forvente, at udlændingepolitikken bliver en stor konservativ mærkesag.

Søren Pape Poulsen er et sats som partileder, bemærkede den tidligere K-formand og udenrigsminister Per Stig Møller, da det stod klart, at det var den vej, partiet gik. Muligvis fordi han selv måtte opgive sin EU-venlige linje i partiet, da Viborgs borgmester sammen med flere på landsrådet i 2012 fik gennemtrumfet en række EU-kritiske principper - kun godt et år efter Lars Barfoed havde proklameret, at De Konservative ville have Danmark med i euroen. Det er den konservative idé om nationalstaten, der bliver udfordret af EU.

Men det skyldes bestemt ikke det indre marked, forsikrer Søren Pape Poulsen:

- Det, der kolliderer med nationalstaten, er, når EU udvider og detailstyrer i politik. Der sidder nogle kommissærer, der har et stærkt embedsapparat, som skal have noget igennem og bevise, de kan producere noget. Det er en stor maskine, der bare står og kører. Så det er svært, tror jeg, for danske ministre at holde strømmen af politik tilbage, når de konstant bliver bombarderet nede fra Bruxelles.

En møgsag er det også allerede blevet til i Søren Pape Poulsens korte tid som leder. Stadionsagen fra Viborg ser ikke rigtig ud til at dø foreløbig. Men dø vil den, mener Viborgs borgmester, der ikke forlader kommunen med dårlig samvittighed, når han stopper i gerningen den 3. september.

- Den måde, det her bliver fremstillet på, er Christiansborg, når det er værst. Jeg får bekræftet alle mine fordomme om, hvordan systemet herinde virker. Ingen af de journalister, der har dækket sagen, tror jeg, har brugt særlig mange dage ude i en kommune for at finde ud af, hvordan det lokale demokrati egentlig fungerer, siger han slagfærdigt.

Søren Pape Poulsen er et frisk pust i det kongelige kristne konservative parti. Han er ikke som fabriksejeren én, der tvinger forandringer igennem fra oven. Han er pragmatisk, progressiv og forhandlingsvillig. Og så går han op i, at jyderne får mere del i for eksempel trafikinvesteringerne.

- Jeg er bevidst om, at jeg er leder af et parti, men jeg er også bevidst om, hvor jeg kommer fra, hvor jeg har rod, hvor jeg har hjemme. Alt andet ville være utroværdigt af mig at sige, siger han.

Spørgsmålet er, om de konservative vælgere, der mestendels befinder sig i Nordsjælland og hovedstadsområdet, så kan genkende sig selv i en mand som Søren Pape Poulsen.

- Om jeg ved, hvad de vil have? Jeg vil i hvert fald påstå, jeg ved, hvad konservativ politik er. Og så håber jeg, der er vælgere til det.

- Der er alt for meget i politik i dag, der handler om at finde ledige standpunkter og rende efter, hvad folk mener. Jeg vil gerne have det sådan, at hvis jeg går ned på gaden og spørger: Hvad mener Det Konservative Folkeparti, skal folk vide, at vi i hvert fald står for de tre ting, jeg har præsenteret igen og igen: Nej til tvangs-lektiecafeer, nej til topskatten og mere tryghed. Så må de gøre op med sig selv, om de vil stemme på os eller ej.