KAPITEL 8: PROFESSIONSETIK

Professionsetiske beslutningsmodeller

Den professionelles møde med medborgeren tager afsæt i det sanselige nærvær og en relationsbærende tillid. Ydmyghed over for opgaven og omsorgsfuld handlen er, hvad der må forventes af den velfærdsprofessionelle, som har et ansvar ikke alene over for den konkrete medborger eller gruppe af medborgere, men over for samfundet som helhed, herunder de kommunale og statslige myndigheder. Det afføder et behov for, at den profes- sionelle kan begrunde og legitimere sine beslutninger, hvilket har været medvirkende til, at professionelle organisationer har formuleret professionsspecifikke etiske kodekser (for eksempel Dansk Sygeplejeråd 2001). De etiske kodekser skal først og fremmest værne om den professionelles og professionernes anseelse. De skal formulere og fastlægge de overordnede rammer for professionsudøvelsen og sikre medborgerens rettigheder i mødet med den professionelle. De bidrager imidlertid ikke specielt til de professionelles etiske beslutningskompetence. Det er til gengæld intentionen med de etiske beslutningsmodeller, der er fremsat de senere år.

Beslutningsmodellerne skal give en vejledning til, hvordan der konkret kan arbejdes med at træffe etisk forsvarlige beslutninger i situationer, hvor der kan være tvivl om, hvad der er det rette at gøre.

Professionsetik adskiller sig fra hverdagsetik, ved at der stilles krav til den om størst mulig transparens, og ved at den er underlagt en beslutningstvang. Den professionelle kan ikke unddrage sig at skulle tage stilling med relativt kort beslutningstid og er desuden forpligtet til at synliggøre og forsvare sit beslutningsgrundlag over for omverdenen:

Mens vi i den almindelige kontekst ofte mener at have lov til at stikke hovedet i busken, udskyde afgørelsen eller give op overfor problemet, går den slags ikke i den professionelle kontekst. Den professionelle skal handle og skal dermed træffe en beslutning. Mens vi i den almindelige kontekst af og til afgør sagen med noget i stil med at slå plat og krone eller følge sin mavefornemmelse, går den slags heller ikke an i den professionelle kontekst. Praktikeren skal kunne forsvare sin beslutning over for de parter, der har krav på det. (Husted 2009: 183 f.)

Det lægger et særligt pres på den professionelle. Etiske beslutninger er ofte komplekse, da der kan være mange hensyn at tage, og da der ikke på forhånd er entydighed om etikkens grundlag og vigtigste principper. Formålet med de etiske beslutningsmodeller er derfor at komme med anvisninger til en beslutningsproces, der er forholdsvis overskuelig og håndterbar.

Der er især to modeller, der har fået en vis udbredelse blandt velfærdsprofessionelle, særligt pædagoger og socialrådgivere – GODT-modellen og PEM-modellen. Begge modeller tager deres afsæt i en kombination af forskellige etiske teorier i erkendelsen af, at der næppe vil kunne opnås enighed om en enkeltstående teori. For eksempel vil nytteetikken, der hævder, at man skal af-veje de forventede konsekvenser af ens handlinger, så plausibel den end måtte tage sig ud, ofte blive mødt med den pligtetiske indvending, at der jo findes handlinger, der indlysende må være uetiske uanset deres konsekvenser, eller der findes handlinger, som er etisk påbudt, uanset hvad de indebærer. Når det kommer til stykket, har alle hidtil fremsatte etiske teorier – jeg vil primært nævne nytteetikken, pligtetikken, omsorgsetikken og dydsetikken – noget på sig. De har hver især en pointe og afspejler vigtige aspekter af menneskers moralske følelser. De er hver især optaget af at udpege, hvad de anser for at være det mest centrale i vores moralopfattelse. Etiske teorier er historisk og kulturelt betingede udtryk for et samfunds fremherskende værdier og normer. Problemet opstår, når teorierne hver især hævder at have universel gyldighed og monopol på sandheden. Det giver derfor mening at samtænke de mest anerkendte teorier i en professionsorienteret beslutningsmodel.

Lars Gunnar Lingås har i bogen Etik for social- og sundhedsarbejdere (Lingås 2005) fremsat den såkaldte GODT-model. GODT står for Grundlagsværdier, Omstændigheder, Deontologi og Teleologi. I en kritisk professionel beslutningssituation er det en god idé at drøfte og komme til en afklaring om, hvilke kulturelle værdier man på arbejdspladsen anser for grundlæggende for professionsudøvelsen. Her handler det om de generelle samfundsmæssige værdier, som eksempelvis kunne være tolerance, selvbestemmelsesret og demokrati, men det kunne også handle om kerneværdierne i professionsudøvelsen såsom empati og inklusion. Hos Lingås er det værdierne ærefrygt for livet, selvrealisering, frigørelse gennem solidaritet, ikke-diskriminering, demokrati og menneskerettigheder, personlig integritet, medvirken og deltagelse, selvbestemmelse, afvisning af brutale metoder, dialog og det personlige ansvar for egne handlinger (Lingås 2005: 248 f.). Disse værdier er normalt ikke til forhandling. De udgør derimod nogle af de ufravigelige principper for, hvad der inden for professionen og i samfundet anses for acceptabelt eller ej. Det siger dog sig selv, at de af Lingås anførte grundværdier kan diskuteres. Forsøg med at identificere de vigtigste kulturelle værdier i vores samfund har vist, at resultaterne langt fra er entydige.

Næste skridt er at identificere konteksten eller omstændighederne for den situation, der er under overvejelse. Omstændighederne udgør de mere konkrete rammer og vilkår for den etiske afgørelse. Det kan for eksempel være de økonomiske eller personalemæssige rammer, krav om implementering af en specifik retningslinje eller lovgivning, tidspres eller presset fra den offentlige mening (medierne). En etisk beslutning har altid en konkret historisk, kulturel og social kontekst. Når situationen således er sat i perspektiv, og handlemulighederne er indsnævrede, er det de udvalgte etiske teorier, der kommer i spil. Lingås har valgt pligtetikken, som også betegnes som deontologisk etik (δέον, deon = pligt) og nytteetikken eller utilitarismen, som er en variation af teleologiske etikker (τέλος, telos = formål).

Deontologien stiller spørgsmålet om, hvad vi i den generelle og konkrete kontekst har pligt til at gøre, uanset konsekvenserne. Det kunne for eksempel være pligten til ikke at lyve eller pligten til at behandle et andet menneske ikke kun som middel, men som mål i sig selv (respekten for mennesket qua menneske). Det er en position, som Imanuel Kant gjorde sig til talsmand for. Ligesom grundlagsværdierne og de konkrete omstændigheder afgrænsede vores etiske handlingsrum, vil også de pligtetiske principper indskrænke de handlingsmuligheder, vi har.

Det sidste trin i beslutningsmodellen er teleologien, som handler om at overveje de forventede konsekvenser af ens beslutning. Det er urealistisk at tage alle tænkelige handlinger og handlingskonsekvenser i overvejelse, men ofte kan man udpege et begrænset antal handlingsalternativer og identificere de væsentligste fordele og ulemper, som de tager sig ud i overvejelsens øjeblikke. Nytteetikken handler om at lave en kalkule over positive og negative konsekvenser og vælge det alternativ, der på bundlinjen fremstår som det bedste resultat. Når man i en professionsetisk sammenhæng skal afveje konsekvenser, er det nødvendigvis ikke de faktiske, men de forventede konsekvenser, der danner udgangspunktet. For at kunne kalkulere disse kon-sekvenser har man i økonomisk beslutningsteori udviklet den såkaldte 'expected utility theory'. Denne teori hævder, at beslutningstageren vælger mellem risikofyldte og usikre udsigter ved at sammenligne deres forventede nytteværdi, det vil sige summen af konsekvensers nytteværdi ganget med deres respektive sandsynligheder (Mongin 1997: 342). I praksis foretages der dog næppe økonomiske beregninger, men der drøftes fordele og ulemper af en beslutning og deres sandsynlighed for at indtræffe.

Lingås understreger, at GODT-modellen egner sig til at blive arbejdet med i teams, idet det er vigtigt, at der føres en alsidig og oplyst diskurs:

Evnen til at rejse, drøfte og afklare problemer i samtale mellem flere er en forudsætning for at komme langt i arbejdet med etiske problemer. ... [Der skal] foregå en afvejning af værdier blandt ligestillede personer i en åben og fri dialog. (Lingås 2005: 260)

Dermed føjer Lingås’ beslutningsmodel sig ind i rækken af diskursetiske teorier.

En anden beslutningsmodel er PEM-modellen. PEM står for ”Professionsetisk model” og er udviklet af Jørgen Husted. PEM-modellen består i det væsentlige af to elementer: det etiske hjul og et prioriteringskatalog. Det etiske hjul indeholder tre fokusområder – pligter, konsekvenser og værdier – der repræsenterer henholdsvis den pligtetiske, den nytteetiske og udvalgte elementer af den omsorgs- og dydsetiske tradition.

Modellen indsnævrer vores beslutningsgrundlag på tre måder: Først ved at udpege tre områder for etisk diskurs (pligter, konsekvenser og værdier), dernæst ved at udpege tre hovedkriterier for hver af de nævnte områder og til sidst ved at opstille nogle prioriteringsregler, der i tilfælde af, at de i alt ni kriterier kommer i konflikt med hinanden, anviser, hvilke der har forrang. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvorvidt de omtalte kriterier er de mest centrale. Det gør ikke nødvendigvis modellen uanvendelig, for det står frit for at komme med alternative bud, og i sidste ende vil det være drøftelserne på arbejdspladsen, der fastlægger indholdet i det etiske hjul. Det samme gælder prioriteringsreglerne. Lad mig komme med tre af de regler, som Jørgen Husted har formuleret med eksplicit henvisning til John Stuart Mill, der også mente, at vi i etikken må skelne mellem forskellige kvaliteter.

Regel nummer 2: 'Regler om at beskytte individers basale velfærd går forud for regler om respekt for andre individers valg og øn-sker.' Det vil sige, at den basale behovstilfredsstillelse er vigtigere end tilfredsstillelse af enkelte præferencer.

Regel nummer 3: 'Regler om respekt for individets autonomi går forud for regler om at fremme dets eget bedste, herunder beskytte dets basale velfærd.'  Det vil sige, at det pligtetiske princip er vigtigere end det nytteetiske.

Regel nummer 4: 'Forpligtelsen til at overholde love, regulativer, etikkoder og andre regelsæt for den professionelle praksis går i tilfælde af konflikt normalt forud for regler, der tillader den professionelle at handle efter eget skøn.” Det vil sige, at regler er vigtigere end den professionelles dømmekraft. (Jævnfør Husted 2009: 212)

Disse prioriteringsregler er et nyttigt redskab i forbindelse med en afklaring af, hvilke handlingsmuligheder vi har i en etisk beslutningsproces. Selvom de konkrete forslag kan diskuteres, så er det afgørende i denne forbindelse ikke indholdet, men processen frem til indholdet. Det handler om at skabe en dialog om, hvilke etiske teorier og hvilke særlige fokusområder man som arbejdskollektiv ønsker skal være grundlæggende for ens etiske beslutninger og i den forbindelse også en dialog om, hvordan vi i givet fald prioriterer mellem forskellige relevante etiske perspektiver, i tilfælde af at de kommer i konflikt med hinanden. For eksempel hvor megen plads ønsker vi, at der skal gives til det professionelle skøn, og hvor vigtigt er det at følge fastlagte regler og principper? Der kan sagtens tænkes forskellige værdier og holdninger på forskellige arbejdspladser. Det vigtige er gennemsigtigheden (transparens), og for at denne kan være der, må der en konkret afklaring af det etiske beslutningsgrundlag til. Såvel GODT-modellen som PEM-modellen vil derfor tillægge den forudgående dialog om værdigrundlaget en væsentlig betydning. Når det ligger fast, kan modellerne bruges som konkret redskab til at strukturere selve processen for den etiske beslutningstagen.

De omtalte beslutningsmodeller har den åbenlyse fordel, at de giver en relativt klar opskrift på, hvordan der skal arbejdes med etiske dilemmaer i den professionelle hverdag. Deres styrke ligger i, at har man først afklaret, hvilke værdier, normer og kriterier man ønsker at arbejde ud fra, så er der en entydig vej frem til en løsning. Beslutningsmodellerne er algoritmiske og derfor forholdsvis nemme at arbejde med, selvom etiske dilemmaer er relativt komplekse. De har også den fordel, at de er gennemsigtige for alle parter og offentligheden, hvilket bidrager til medborgernes retssikkerhed. Men modellerne har også en klar ulempe, og det er først og fremmest, at de er relativt udynamiske og udgør en ret rigid ramme for den professionelles beslutningstagen. Der er yderligere den udfordring, at de tilgrundliggende værdier, normer og kriterier kan variere fra arbejdsplads til arbejdsplads, og heri kan der ligge en fare for vilkårlighed, som udspringer af de lokale faglige miljøers særlige personalesammensætning. Eller også kan de professionelle organisationer være holdningsstyrende og forpligte de professionelle på et bestemt værdisæt, som de ikke nødvendigvis kan identificere sig med. Endelig kan der peges på, at beslutningsmodellerne er tænkt som refleksionsredskab for de professionelle. Det er imidlertid tvivlsomt, om det er hensigtsmæssigt ensidigt at pålægge den professionelle et særligt ansvar. Ansvaret for den rette beslutning og handling må vel være et delt ansvar, og det er uklart, om beslutningsmodellerne er egnede til at inddrage medborgeren i tilstrækkelig grad, eller om det i det hele taget har været hensigten. Hvis etiske beslutninger bliver til ekspert-beslutninger, kan de ende med at fejle i implementeringsfasen.

Præsentationen af etiske beslutningsmodeller vil ikke være fyldestgørende, hvis ikke jeg også nævnte den etiske drejning i Ove K. Pedersens Konkurrencestaten. Pedersens ærinde i bogen er at komme med forslag til, hvordan konkurrencestaten kan bringes under 'offentligt opsyn' ved at identificere de etiske hensyn, der skal tages i beslutningssituationer, hvor myndighedspersoner skal handle. Hans professionsetik henvender sig primært til ansvarlige medarbejdere i den offentlige sektor, men det er ikke udelukket, at den langt hen ad vejen også kan give mening i den private sektor.

Pedersens nøgleord er 'etiske øjeblikke'. Et etisk øjeblik er en situation, 'hvor det er muligt at retfærdiggøre trufne beslutninger ved hjælp af etiske argumenter' (Pedersen 2011: 292). Med andre ord er det Pedersens antagelse, at der i det professionelle liv vil være situationer, hvor beslutninger har en etisk karakter, og disse situationer vil der være flere og flere af i fremtiden. Det gælder ikke mindst ansatte i den offentlige sektor, da de må være underlagt strengere krav end privatansatte (Pedersen 2011: 292). Den særlige forpligtelse for de offentligt ansatte ligger i, at deres handlinger i et eller andet omfang må kunne bidrage til samfundets generelle velfærd. Dertil kommer det ansvar, der følger af den professionelles autonomi, det vil sige de krav, medborgerne har på at få indsigt i og begrundelser for de trufne beslutninger. Det etiske øjeblik er ifølge Pedersen karakteriseret ved, at der foreligger enten en etisk konflikt eller et etisk dilemma, som den professionelle skal forholde sig til ved at påtage sig et ansvar over for almenhedens interesser (Pedersen 2011: 296). Men hvad er det så for etiske hensyn, der skal tages? Pedersen tager her udgangspunkt i foreliggende internationale etiske kodekser og udleder heraf 12 normer for god embedsførelse:

Pedersens normer for professionel embedsførelse er tænkt som sammenfatning af etikkodekser for primært offentlige ledere. Det begrænser umiddelbart deres anvendelighed. Jeg har imidlertid ovenfor argumenteret for, at ledelsesopgaven er en opgave, som alle medarbejdere i en organisation bør have del i og være ansvarlig for. Derfor giver det mening at opfatte Pedersens 12 normer som normer for hele organisationen. Pedersen begrunder normerne ud fra aktuelle etiske kodekser, som han anser for tidstypiske (Pedersen 2011: 289). Normerne er derfor empirisk funderede, men ikke nødvendigvis almengyldige og udtømmende. De er ikke teoretisk funderede, og det er uklart, hvilke etiske positioner de påberåber sig. Det er også uklart, hvordan der skal arbejdes med normerne i hverdagen. Kan de fungere som tjekliste i den daglige beslutningstagen, eller er de snarere et princippapir, der kan tages frem af skuffen, når grundlæggende politikker og strategier skal legitimeres?

Pedersen taler om de 'etiske øjeblikke', hvor etiske beslutninger skal træffes. Når 'tilliden til den spontane etik er svækket' (Holm 2010: 92), ville det være rart at have nogle håndterbare regler eller teoretiske positioner at holde sig til. Om Pedersens normer er tilstrækkelige, er svært at afgøre på forhånd. Jeg skal i det følgende vælge en anden strategi: Ud fra beskrivelsen af ny professionalisme vil jeg nemlig forsøge at identificere dets etiske grundlag, og hvordan der kan arbejdes med det i en konkret kontekst.