Simon Hansen (S) er født i 1985 i Næstved. Opvokset i Nykøbing Falster. Har en storesøster og en lillebror.

Faren er uddannet håndværker med arbejde i Banedanmark. Moren arbejder i dag i Guldborgsund Kommune som vej- og trafiksagsbehandler.

Forældrene flyttede fra hinanden, da Simon Hansen var fire år.

Simon Hansen er kontoruddannet. Har derudover en diplomuddannelse i ledelse.

Har senest arbejdet som sagsbehandler i Guldborgsund Kommunes folkeregister.

Fraskilt og har tre børn i alderen tre, fire og syv år.

I sin fritid ser Simon Hansen fodbold, lytter til podcast om sport og politik og er sammen med sine børn.

Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune siden 2011.

Borgmester i Guldborgsund Kommune siden 1. januar 2022.

Simon Hansen - professionelt

Hvem eller hvad har givet dig selvtillid og ballast til at påtage dig borgmesterrollen i en alder af 36 år?

Ti år i kommunalpolitik og en generel viden og interesse for, hvordan en kommune er opbygget, er en ret god ballast. Derudover havde jeg også ledelseserfaring fra både Udbetaling Danmark og Vurderingsstyrelsen. Og ikke mindst erfaring fra min tid som formand for vores lokale fodboldklub, som vi lagde sammen med en anden klub. Det var en lærerig proces med mange følelser, der skulle håndteres - fuldstændig ligesom i politik. Jeg har ikke selv tænkt over eller følt, at min alder var en udfordring eller en hæmsko. Måske fordi jeg aldrig er blevet mødt med begrænsninger hjemmefra i forhold til, hvad jeg ville eller kunne. Jeg er ikke blevet guidet eller vejledt til noget af mine forældre. Jeg har altid selv fundet ud af tingene, truffet mine egne valg og kun mødt opbakning fra deres side.

Da du overtog borgmesterposten efter John Brædder, lod han dig vide, at hans telefon stod åben, hvis du havde brug for sparring. Har du gjort brug af det?

Det har jeg nu. For vi har lige lavet en omkonstituering, hvor han er blevet 1. viceborgmester, men ellers brugte jeg ham mest i starten til at få styr på historik og den slags. Ellers rådfører jeg mig ikke med ham. Vi kommer jo trods alt fra hvert vores parti, så det skal man være lidt forsigtig med.

Oplever du nogle følelser eller spændinger i det forhold, nu hvor du er chefen?

Nej. Vi havde et godt samarbejde, da han var borgmester, og det synes jeg stadig, at vi har. Men det er klart, at en valgnat, hvor man kæmper om posten, slår noget i stykker relationelt, som så skal bygges op igen. Men det synes jeg, vi har fået gjort.

Hvem er dit politiske forbillede?

Jeg kan sagtens blive inspireret af andre politikere, men jeg har ikke nogen specifikke forbilleder. Ikke udover min afdøde farfar. Han var ikke i politik, men aktiv i fagbevægelsen. Det var ham, der vakte min interesse for samfundsdebatten. Han læste lokalavisen sammen med mig, og da jeg blev stor nok til selv at kunne læse, spurgte jeg ind til alle de socialpolitiske sager; hvad de betød, og hvad de gik ud på. Min farfar kæmpede for den lille mands ret, han havde et stort solidarisk engagement, hvilket jeg er inspireret af og præget af. Det er også mit ’take’ som borgmester; at stille op for de borgere, der har det allersværest og ikke kan stille op for sig selv. Der er sikkert mange borgere, der ikke synes, at jeg, vi, gør nok for dem, men det er det, som driver mig.

Hvad er den største forskel på at være sagsbehandler og borgmester?

Der er rigtig mange borgere, der ikke forstår, at borgmesteren ikke skal og kan sagsbehandle. Men det ligger jo ikke i vores beføjelser. Sagsbehandlingen ligger ude i organisationen, og det er mit job at stole på, at medarbejderne dér træffer de rigtige afgørelser, det skal jeg ikke blande mig for meget i.

Under dit første interview som borgmester gik alarmen på rådhuset. Har der ringet nogle ”alarmer” for dig siden?

Jeg tror altid, der vil ringe nogle alarmer i politik, og jeg skal altid kigge indad og lære af mine fejl og se på, om jeg kunne håndtere ting anderledes. Sådan er det at være borgmester. Det er learning by doing.

Er der noget, der ringer for ørerne lige nu?

Nej. Lige nu synes jeg faktisk, det går stille og roligt på trods af de udfordringer, der nu engang altid er i en kommune som Guldborgsund.

Du har lige været i Ukraine. Hvilke refleksioner og tanker gav det dig i forhold til dit job og din kommune?

Vi har et samarbejde med ni ukrainske kommuner, som vi hjælper med at styrke samarbejdet til civilsamfundet og deres lokale erhvervsliv. Ukrainerne har besøgt os, vi har afholdt workshops, og nu har vi så netop besøgt dem. Vores udveksling har intet med krigen at gøre, men det er klart, at man mærker krigen, når man er der. Hvert eneste menneske, vi taler med, kender en, der har været ved fronten eller er der nu. Og i alle byer er der store billeder ved vejene af dem, der er faldet i krigen. Man mærker, at de er mærket af det. Alligevel insisterer de på, at livet skal gå videre. De insisterer på at drive deres kommuner videre, at alle skal have så normal en hverdag som muligt. Det er jeg dybt imponeret over. Og det sætter jo tingene i perspektiv, når man tænker over, hvad vi hidser os op over og kan diskutere herhjemme; hullerne i vejene, fx. Det bliver meget kontrastfyldt.

Hvad lykkes du rigtigt godt med som borgmester, og hvad kan du stadig blive bedre til?

Jeg kan helt klart blive bedre til at håndtere konflikter. Det ligger ikke naturligt for mig at være i konflikt med andre mennesker, men det sker jo i politik. Og det udfordrer mig hver gang og tærer på min energi. Det er hårdt, men samtidig er det jo også der, arbejdet bliver sjovt, fordi jeg virkelig skal bruge mine evner til at få enderne til at mødes. Og det er min fornemmelse, at jeg er god til at få folk til at mødes og tale sammen. De sidste to års budgetter har hele byrådet stået bag. Det kræver stor velvilje fra alle, men det kræver også, bilder jeg mig da ind, at der sidder en for bordenden, der formår at trække tingene i samme retning trods forskelligheder og interesser. Det er jeg ret stolt over.

Du har en hoptimist stående på dit kontor. Er du optimist?

Ja, det er jeg. Min tilgang er, at de største bekymringer, vi har i livet, sjældent bliver så store, som vi frygter. Hvis folk har en vilje og gerne vil være med til at skabe og se resultater, så kommer de gode ting også til at ske.

Hvad hopper du allermest over i dit job som borgmester?

Når vi i fællesskab bliver enige og løfter demokratiet derhen, hvor demokratiet bør være. På midten. Hvor alle giver noget. Det er en succes for mig. Det er så fedt.

Simon Hansen - privat

Jeg har læst mig til, at du er madglad. Hvordan fylder mad i dit liv?

Ja, det læste jeg også i en artikel på TV2 Øst. Det var lige efter valget, og artiklen var udelukkende baseret på billeder fra min Instagram, de havde ikke talt med mig. På den måde var det en lidt sjov artikel, men den er ikke 100 procent forkert. Jeg kan godt lide mad. Og jeg kan godt lide at gå ud og spise. Få nogle gode madoplevelser. Og jeg kan godt lide at lave mad selv. Nye retter, som jo kan gå galt, når der kommer gæster, men så kan man jo altid ringe efter en pizza.

Så mad fylder lidt i dit liv - udover rundt om livet?

Ja, ha ha. Altså, jeg har aldrig været typen, der har fået motioneret det, jeg burde, og det er så blevet endnu værre, efter at jeg blev borgmester. Men jeg fik da løbet fem kilometer, da vi havde Royal Run sidste år, og det er jeg da ret stolt af. 

Du er også glad for fodbold og fadøl?

Ja. Fadøl er godt. Og fodbold. Jeg har altid bevæget mig i fodboldverdenen. Jeg har selv spillet fodbold, været fodboldtræner og dommer. Jeg er vokset op med fodbold gennem min far. Han tog mig med til superligakampe i Næstved og til kampe hernede på vores eget stadion. Og han var også selv fodboldtræner for min søsters fodboldhold. Fodbold er den sport, som jeg holder allermest af at kigge på. Og når man er ude og se fodbold med vennerne, så hører der en fadøl og en pølse til.  

Hvad er dit lykkeligste barndomsminde?

Det er timerne sammen med min farfar i hans have om sommeren. Det er meget stærke og lykkelige barndomsminder for mig. Min farfar var altid i sin have, og han og jeg lavede alt muligt ude i den have. Legede sten, saks, papir, skrællede kartofler, slog græs, snakkede. Men som voksen har jeg så ikke lige arvet hans interesse for at gå i haven. Som der var nogle borgere, der sagde til mig på gaden forleden: ”Vi gik lige forbi dit hus, Simon. Vi kan se på forhaven, at du nok ikke er så meget hjemme.”

Hvad har du fået med hjemmefra, som du forsøger at give videre til dine egne børn?

Det med, at der ikke er noget, der kommer af sig selv. Man må selv gøre noget. Og være hjælpsom overfor andre. Man stiller op og hjælper dem, der har brug for det. I mandags, hvor min søn var til fodbold, og jeg tilfældigvis skulle til et møde i klubben, sagde jeg til ham: Det er ikke sikkert, at jeg er helt færdig med mødet, når du slutter din træning, men så må du bare komme ind og vente. Så sagde han: ”Nej, nej, så hjælper jeg trænerne med at rydde op.” Der blev jeg glad. Det syntes jeg, var ret fint. Han er syv år. Så er der da noget, der er lykkedes.

Du blev skilt fra din kone sidste efterår. Hvad har den største personlige læring eller erkendelse været for dig ved at blive skilt?

Det var jo en situation, som jeg ikke havde stået i før, og hvor jeg tænkte: Hvordan håndterer jeg det? Det er jo svært. Og når jeg tænker tilbage på det, tænker jeg, at jeg måske godt kunne have tacklet det på en anden og bedre måde. Derudover er min største erkendelse nok, at det er vigtigt, at man finder sig godt tilpas i sit eget liv, at man har en base omkring sig, som man har det godt i, hvis man også skal kunne levere og præstere arbejdsmæssigt. Det var ikke tilfældet her.

Du er selv skilsmissebarn …

Ja, og man håber jo, at man aldrig selv skal udsætte sine egne børn for det, men det har jeg så gjort. Og for mig handler det om at gøre det bedre, end mine forældre gjorde det. De var ikke så gode til at samarbejde omkring det. Så det håber jeg meget, vi kan være. For børnenes skyld, for det er jo dem, det handler om.

Tror du stadig på kærligheden?

Ja, det gør jeg da. Det tænker jeg, at de fleste mennesker gør!

Der gik nogle rygter i byen i forbindelse med din skilsmisse, og du har udtalt, at det nok ikke kunne undgås i en by som jeres?

Ja, selvom vi er 60.000 indbyggere, så bliver Guldborgsund Kommune bare på godt og ondt meget Matador- og Korsbæk-agtig. Altså, vi ved allesammen noget om hinanden, og har man så ovenikøbet hørt noget om borgmesteren, så bliver det særligt interessant at bringe videre. De mekanismer forstår jeg jo godt. Men det er klart, at når man selv er en del af det, ville man jo ønske, at det ikke var sådan. Men sådan er det.

Har du nogensinde haft lyst til at flytte til storbyen, væk fra andedammen?

Nej, jeg elsker at bo her. Det er jo fællesskabet og det, at alle kender alle, man køber ind på ved at bo her. Og der er rigtig mange andre tilfælde, hvor det er virkelig godt, at folk kender hinanden og kan støtte hinanden på godt og ondt.

Hvilken livsfase har været din foretrukne indtil nu – barndommen, ungdommen eller voksendommen?

Det tror jeg ikke, jeg kan skille ad. Alle faser har indeholdt noget godt og positivt. Jeg har haft en god barndom, spillet fodbold og fået venner for livet der, som jeg stadig ser. Jeg har gået på handelsskole og fået venner for livet der, jeg stadig ses med. Jeg har været på arbejdsmarkedet og fået venner for livet der. Alle faser har bibragt mig noget godt.

Du har aldrig syntes, noget var svært?

Jo, men jeg er nok bare typen, der lader mig rive med i forhold til, hvad der nu lige sker. Ting er sket meget tilfældigt, og jeg har bare grebet de situationer, der opstod.  Jeg tror, jeg er god til at være menneske. Jeg bekymrer mig ikke så meget om fremtiden eller de ting, som jeg ikke kan ændre. Bliver jeg ikke genvalgt som borgmester, hvilket jeg håber, så opstår der helt sikkert nogle nye og andre muligheder. Sådan tænker jeg. 

Hvilke typer af mennesker omgiver du dig helst med?

Det er meget forskelligt. Jeg tror ikke, mine venner er en bestemt type. Mine venskaber er meget bundet op på historik og fælles interesser. På tryghed. Jeg er ikke god til få nye venner, jeg har heller ikke nogen personlig interesse i det. Jeg ser i forvejen de venner, jeg har, alt for lidt. Jeg er ikke typen, der skal være sammen med naboerne, bare fordi vi bor på samme vej. Og jeg hader familiefester, ikke fordi festen er dårlig, men det med at skulle sidde og snakke med en til festen, som jeg ikke kender og aldrig kommer til at kende – det er den værste situation, du kan sætte mig i. Men jeg elsker en god fest. Og får generelt også energi af at være sammen med mennesker.

Du er begejstret over fodbold, mad, fadøl, venner og farfar, hvad keder dig?

Møder. Værdiløse møder, som man ikke kan se pointen med, og som ingen får noget ud af. Og så havearbejde. Det har jeg sagt. Der er nogle mennesker, der slapper af ved havearbejde. Der er jeg ikke helt. Det må jeg bare sige.