Der er få privatansatte lønmodtagere i forhold til offentligt ansatte i byrådene, og hvis der skal rettes op på ubalancen, skal der en kulturændring til, så det bliver legitimt for privatansatte at gå ind i kommunalpolitik. Det mener Ulf Hjelmar, der er forskningsprogramleder på Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse, KORA. Det er hans klare indtryk, at det er lettere for offentligt ansatte end for privatansatte at opnå fleksibilitet til at varetage deres byrådshverv.

– Der er en anden forståelse for nødvendigheden og vigtigheden af at passe sine politiske hverv på offentlige arbejdspladser. Det er mere almindeligt, og der er en anden kultur, siger Ulf Hjelmar, der henviser til KORA's seneste opgørelse fra 2013, der viser, at 38 procent af kommunalpolitikerne er ansat i den private sektor.

Selvom kommunestyrelsesloven sikrer alle lønmodtagere - både ansatte i det offentlige og det private - ret til fravær for at deltage i byrådsmøder, er det ikke ensbetydende med, at kulturen og dermed vilkårene for offentligt og privatansatte er lige.

– En ting er, at man har nogle rettigheder på sin side. En anden ting er at bede om det i en travl hverdag, hvor der er behov for ens tilstedeværelse og ressourcer. Det er ofte en vurdering af, hvordan det påvirker ens personlige arbejdssituation, om man vil insistere på sin ret til at udøve et politisk hverv, siger Ulf Hjelmar.

Behov for kulturændring

Ifølge Ulf Hjelmar er der behov for en kulturændring for at rette op på underrepræsentationen af privatansatte i kommunalpolitik.

– Der er brug for et oplysningsarbejde overfor private virksomheder, så det ikke bliver op til den enkelte privatansatte at stå fast på sine rettigheder, men i stedet bliver en indarbejdet praksis hos private virksomheder i forhold til deres personalepolitik, at det selvfølgelig er helt legitimt at stille op til byrådet, siger Ulf Hjelmar. Han så gerne, at erhvervsorganisationerne og offentlige organisationer kom på banen med oplysning til det private erhvervsliv.

Hos Dansk Erhverv deler man opfattelsen af, at det private erhvervsliv burde være stærkere repræsenteret i kommunalpolitik.

– Der er ingen tvivl om, at det ville give mulighed for at få en langt mere nærværende debat omkring erhvervslivets forhold og vilkår i kommuner og byråd, siger underdirektør i Dansk Erhverv Niels Milling.

Han peger på, at mødekulturen i forbindelse med byrådsarbejde er den væsentligste barriere for privatansatte, der ønsker at træde ind i kommunalpolitik.

Men det er ikke Dansk Erhvervs opgave at oplyse og minde virksomheder om at sikre en kultur, hvor byrådsarbejde opfattes som legitimt, lyder det.

Det kan måske være svært for den enkelte ansatte at gå ind til chefen og banke i bordet og kræve sin ret. Kunne det ikke være relevant for jer at påtage jer den opgave?

- Nu er vi jo virksomhedernes repræsentant, og derfor er det virksomhedernes interesser, vi varetager, og der er forhold, som man aftaler på den enkelte arbejdsplads, og sådan skal det fortsætte med at være.

De mindst positive

I 2007 undersøgte kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole opbakningen fra venner, familie og arbejdsgivere til kandidater ved kommunalvalget i 2005. Her fandt han, at kandidaterne generelt oplever stor opbakning fra omgivelserne i forhold til res politiske kandidatur. Arbejdsgiverne er dog den spiller, som kandidaterne oplever som mindst positiv.

– Der er også en lidt mindre positiv stemning fra private arbejdsgiveres side end fra offentlige arbejdsgivere. Men det er variationer af opbakning og ikke variationer af modstand, siger Roger Buch og forklarer, at det kun er omkring fem procent af kandidaterne, der i undersøgelsen gav udtryk for, at deres arbejdsgiver var ‘negativ’ eller ‘meget negativ’ overfor deres kandidatur.

– Mit bedste bud er, at der generelt er en meget positiv stemning blandt arbejdsgiverne omkring det at være kandidat til et kommunalvalg, siger Roger Buch.