Den igangværende coronarestriktionsrunde bliver den sidste. Det er ikke kun et håb, og for den sags skyld heller ikke kun en besværgelse. Det er en både realistisk og sandsynlig mulighed, selv om man selvfølgelig aldrig kan være helt sikker på andet, end at man ikke kan vide sig sikker. Men den medicinske fagkundskab peger den vej, og det gør også politiske og andre lægmandsbetragtninger.

Kriser efterfølges altid af normalitet. Ikke nødvendigvis den samme normalitet som før, men dog en normalitet tilpasset de nye vilkår. I tilfældet corona er et godt gæt på en ny normalitet, at tilbagevendende revaccination bliver et af elementerne.

Mundbind og indskrænkninger i den frie livsudfoldelse hver vinter derimod ikke. Vi gider simpelthen ikke mere, og man kan heller ikke vedblivende betale virksomheder for at holde lukket. Desuden har sygehusområdet efter coronavinterpakken vist sig modstandsdygtig mod forudsigelserne om kollaps.

De blå og de røde

Krisestemningen var fra starten tværpolitisk, men blev med tiden normaliseret, herunder parti- eller i hvert fald blokpolitisk differentieret med den blå side som fortalere for færre restriktioner, end den røde side foretrak. En forskel der er blevet tydeligere, samtidig med at midterzonen mellem de to sider er forskudt i retning af de blås udgangspunkt.

Man skal ikke forveksle det med en ideologisk forskydning. De røde er ikke blevet mere blå, alle er bare mere og mere trætte af restriktioner og begrænsninger, og forsigtighedsprincippet er ikke længere enerådende. Folkeskolerne er åbne igen, med diverse besværligheder ganske vist, men også med forhåbningen om at det kun er for en tid.

Helt fra begyndelsen blev det forudsagt, dels at coronavirusset ville mutere til stadig nye varianter, dels at disse ville blive stadig svagere, så covid-19 ville ende som blot endnu en influenza. Omikronvarianten peger i den retning med mildere sygdomsforløb, hvad enten det så skyldes vaccinerne eller coronaen selv, og Statens Serum Institut kalder det “sandsynligt at vi får noget, der minder om befolkningsimmunitet til foråret”.

“Vi får det normale liv igen”, sagde faglig direktør Tyra Grove Krause endda som konklusion, dog forsigtigvis med den tilføjelse, at nye varianter kan melde sig på scenen, og at sundhedsvæsenet kan blive belastet på anden vis af fx en influenzaepidemi.

Kundskab og indsigt

Man risikerer ellers nemt at blive forvekslet med en antivaxxer, hvis man anstiller sammenligninger mellem corona og influenza, og som Dronningen sagde i sin nytårstale, så er det “kundskab og indsigt” man skal læne sig op ad og ikke selvbestaltede alvidere på YouTube, Facebook og Twitter.

Følgende sammenligning hviler derfor udtrykkeligt på kundskab og indsigt, mere præcist den man kan finde hos Danmarks Statistik, hvor en oversigt over dødsårsager holder den absolutte distance til coronaen, der kommer af at tallene kun går til og med 2019. Altså før der var registreret så meget som et eneste corona-dødsfald.

Set under ét for aldre og køn dør der i runde tal årligt mellem 51.000 og 55.000 personer her i landet. Superdræberen her er kræftsygdomme med over 15.00 dødsfald hvert år, den næste er hjertesygdomme lidt under det halve, og efter endnu en halvering kommer de tre sygdomsgrupper bronkitis/astma, mentale sygdomme og karsygdomme i hjernen.

Udenfor Top 6

Først derefter kommer vi til lungebetændelse og influenza, som i de tre sidste hele år før coronaen kostede 1.882 døde i 2017, 2.103 døde i 2018 og 1.737 døde i 2019. Til sammenligning – ikke af sygdommene, men af deres omkostninger i menneskeliv – er der til dato efter små to år registreret omkring 3.500 coronarelaterede dødsfald.

Selv uden at skelne mellem døde med corona og døde af corona er det på årsbasis et lavere antal dødsfald, end lungebetændelse og influenza koster, og dermed uden for Top 6 når statistikken engang kommer til at omfatte 2020 og senere. Man kan argumentere for, at i det første år med corona, fra marts 2020 til marts 2021, var dødstallet højere (2.389 på årsdagen for det første dødsfald), men så er følgeslutningen, at vi coronaens andet år lander på et antal omkring det halve.

Den blå side tog meldingen som afsæt til endnu en gentagelse af ønsket om restriktionslempelser, men den røde side ville godt lige vente og se, for samtidig med forudsigelsen om befolkningsimmunitetens sandsynlighed og det normale livs tilbagevenden udsendte instituttet også en risikovurdering, hvorefter smittetallet ventes at toppe i slutningen af denne måned.

Så indtil da… – men derefter er der lys.