Kommunen.dk
MENU

Nu kan regeringen forbyde en trio

Et politisk flertal har strammet epidemiloven, så forsamlinger på flere end to personer kan forbydes. Men kun efter råd fra sundhedsmyndighederne.

Nu kan regeringen forbyde en trio

Et politisk flertal har strammet epidemiloven, så forsamlinger på flere end to personer kan forbydes. Men kun efter råd fra sundhedsmyndighederne.
Hasteloven underskrives sent tirsdag aften i folketingssalen.
Hasteloven underskrives sent tirsdag aften i folketingssalen.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Sent tirsdag vedtog et bredt flertal i Folketinget nye lovstramninger på grund af coronavirusset. I første omgang bliver der ikke pillet ved det eksisterende forbud mod at samles i grupper på flere end ti.

Men med de nye ændringer får regeringen fremover grønt lys til at forbyde grupper på flere end to personer at samles offentligt, hvis der ikke er tale om nære familiemedlemmer, som forældre, børn, søskende eller bedsteforældre.

Det er et samlet Folketing, der står bag den nye hastestramning af epidemiloven. Dog har flere partier denne gang dog kviet sig ved at lægge stemmer til de vidtgående indgreb i borgernes hverdag. Blandt andre stillede Venstre og Liberal Alliance krav om, at hvis der skal indskrænkes yderligere i forsamlingsfriheden, så skal det ske efter direkte indstilling fra sundhedsmyndighederne.

- Det synspunkt stod vi desværre alene med, skriver Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, på Facebook.

I stedet blev kompromisset, at det blev skrevet ind i loven, at nye forbud kun kan komme i stand efter 'rådgivning' fra sundhedsmyndighederne.

Sundhedsfaglig anbefaling er afgørende

Det er dog også et markant skridt fra den hidtidige lovgivning, hvor kritikere har påpeget, at forbud om at samles er blevet stanget ud, uden at der har været sundhedsfagligt belæg for at gøre det.

- Det er helt afgørende, at der ligger en sundhedsfaglig anbefaling om, at det er nødvendigt at tage nye tiltag, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til Jyllands-Posten.

Hvor stor en forsamling må være, bør dog stadig være op til politikerne, mener han:

- Vi kan ikke forvente, at sundhedsmyndighederne kan sige, at en forsamling på 12 personer er for mange, men at syv er i orden. Det er en politisk vurdering.

Der er lagt op til åbning

Selvom regeringen med de seneste stramninger nu har hjemmel til at lukke landet endnu mere ned, er der ingen tegn på, at de kommer i brug.

Tværtimod lagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde mandag op til, at Danmark måske kan begynde at åbne igen efter påske.

- Smitten spreder sig langsommere end forventet. Det nytter, det virker, alt det vi gør i en fælles indsats. Indtil videre kan det danske sundhedsvæsen følge med, og det er et godt tegn, sagde hun.

Genåbningen skal ifølge statsministeren dog foretages trinvis, og det kan eksempelvis komme på tale, at danskerne skal gå i skole eller på arbejde forskudt af hinanden.

Før man åbner landet op igen, kan det dog give god mening at skæve til Hongkong, mener professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren.

Her åbnede myndighederne op efter coronaen, da de daglige smittetal var nede på 60.

Mandag lød de igen på 642, og bystaten er nu igen lukket.

- Vi kan lære af Hongkong, at det kan gå galt, hvis man gør det for hurtigt, sagde Jens Lundgren tirsdag.

Denne passage indsættes i loven:

(...) forbud mod, at ti eller færre personer befinder sig på samme sted, kan alene fastsættes på baggrund af rådgivning fra sundhedsmyndighederne og kun, hvis de foreliggende oplysninger tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt.

Det følger desuden, at rådgivningen fra sundhedsmyndighederne skal være skriftlig og offentligt tilgængelig.

Kilde: Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR