Nu kan flere end ti personer samles igen
Nu kan flere end ti personer samles igen
Fra mandag er det igen tilladt, at mere end ti personer forsamler sig i det offentlige rum i Danmark, efter det har været forbudt i mere end to måneder på grund af risikoen for smitte med coronavirus.
Forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer. Det fremgår af en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet natten til mandag.
Kommende brudepar, konfirmander og runde fødselarer kan dermed godt sende invitationerne afsted til sommerens fester.
De Radikales leder, Morten Østergaard, kalder det lempede forsamlingsforbud for 'endnu et meningsfuldt skridt i normaliseringen af vores liv og sociale kontakt'.
- Så kan man med god samvittighed få hele klassen til fødselsdag, fejre den runde dag på restaurant eller booke en kursusdag på et af de hoteller, der bare sukker efter gæster, skriver Morten Østergaard på Twitter.
Flere lempelser på vej
Inden længe kan festerne blive endnu større. For flere lempelser kan være på vej. Regeringens udspil lyder, at op til 100 personer vil kunne forsamles fra 8. juli, mens det fra 8. august skal være lovligt at forsamles op til 200 personer. Helt frem til natten til mandag var der usikkerhed om, hvor mange personer der fremover må forsamles i Danmark.
Såfremt partierne er indstillede på det, vil regeringen imidlertid foreslå en aftale om, at der i løbet af etape 1 gennemføres et forsøg, hvor der kan afvikles en eller flere superligakampe med et større antal tilskuere end 500.
Det stod klart, at regeringen og Folketingets partier var enige om at hæve det eksisterende forbud. Men det var uklart, om grænsen blev sat ved 30 eller 50 personer. Fredag lagde regeringen op til, at der fra næste fase af genåbningen kan komme 500 tilskuere på stadion til eksempelvis superligakampe. Men ifølge TV2 vil regeringen gennemføre et forsøg, hvor flere får lov at komme ind.
- Såfremt partierne er indstillede på det, vil regeringen imidlertid foreslå en aftale om, at der i løbet af etape 1 gennemføres et forsøg, hvor der kan afvikles en eller flere superligakampe med et større antal tilskuere end 500.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i et brev til partilederne, som TV2 er kommet i besiddelse af.
Mette Frederiksen understreger dog, at det forudsætter, at sundhedsmyndighederne vurderer, at der kan laves en forsvarlig model.
Dans og fitness atter tilladt
Mandag begynder også genåbningens fase 3, som regeringen og Folketingets partier lørdag aften blev enige om at udvide. Det betyder, at også svømmehaller, fitnesscentre, legelande og den sidste del af idræts- og foreningslivet kan åbne.
Retningslinjerne kom på plads natten til mandag. De viser blandt andet, at sportsaktiviteter med tæt fysisk berøring som dans, håndbold, fodbold og basket igen kan gennemføres.
Og på grund af det lempede forsamlingsforbud kan eksempelvis fodbold- og håndboldhold på amatørniveau igen spille mod hinanden efter coronakrisen. Det glæder DGI, Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger, siger konstitueret direktør Troels Rasmussen.
- Man kan kalde det en mere eller mindre fuld genåbning af idrætten, for alle aktivitetstyper er tilladte. Selvfølgelig under ordnede forhold og stærk hensyntagen til retningslinjerne, siger han.
Historisk forsamlingsforbud lempes
Mandag hæves forsamlingsforbuddet, så man nu kan samles op til 50 personer.
Forsamlingsforbuddet trådte i kraft 16. marts, efter at Folketinget havde vedtaget en hastestramning af epidemiloven. I første omgang blev forsamlinger over 100 personer forbudt for at hindre spredning af coronavirus.
Dagen efter skærpede regeringen forbuddet yderligere og forbød flere end ti personer at samle sig. Det omfattede både indendørs og udendørs, offentlige og private arrangementer.
Forbuddet gjaldt i første omgang indtil den 30. marts. Efterfølgende blev det forlænget til 14. april, dernæst til 18. april, til 11. maj og siden til 8. juni.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde 6. april, at forbuddet mod forsamlinger på over 500 ville gælde til 1. september. I forlængelse af det blev alle sommerens festivaler aflyst.
Forsamlingsforbuddet forventes hævet yderligere fra 8. juli og igen fra 8. august.
Kilde: Regeringen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.