National plan for senfølger efterlyses
National plan for senfølger efterlyses
Mange patienter, der har haft covid-19, lider af slemme følgeskader, og de får ikke nødvendigvis den rigtige hjælp og behandling i dag. Derfor er der behov for en national plan for senfølger af sygdommen, der er forårsaget af den smitsomme coronavirus.
Sådan lyder et fælles opråb fra fem faglige organisationer inden for sundhedsvæsenet. Det er Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter, FOA og Overlægeforeningen.
Organisationerne er gået sammen i et fælles brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
- Vi kender endnu ikke den fulde rækkevidde af følgerne efter denne sygdom, ligesom vi heller ikke ved, hvor mange der lider af senfølger i Danmark. Men vi ved, at de mennesker, der er ramt, blandt andet kæmper med vedvarende træthed, hovedpine, åndenød, hårtab, kognitive forstyrrelser og føle- og sanseforstyrrelser, lyder det i brevet.
Slemme følgevirkninger
Ifølge organisationerne gælder det både deres medlemmer, hvoraf mange er blevet smittet i forbindelse med deres arbejde, og de patienter, de behandler.
Følgevirkningerne kan være så slemme, at mange har svært ved at komme tilbage og passe deres arbejde, lyder det fra FOA's formand, Mona Striib.
- De skal hjælpes bedst muligt, og vi skal sikre, at de mange kommer igennem det og kan vende fuldt tilbage til arbejdsmarkedet. Det haster, siger Mona Striib.
Ifølge formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er en del af problemet, at der kan være ret stor forskel på behandlingen, afhængigt af hvor i landet man bor.
De skal hjælpes bedst muligt, og vi skal sikre, at de mange kommer igennem det og kan vende fuldt tilbage til arbejdsmarkedet. Det haster.
- Det er meget forskelligt, hvordan man bliver tilbudt udredning eller behandling, afhængigt af hvor man er i kontakt med læger, siger hun.
- Vi bliver nødt til at hjælpe alle de mennesker, der går rundt på den måde og har symptomer. Vi må tale højt om det og hjælpe dem med at blive udredt og give dem ensartede tilbud på landsplan, tilføjer Grete Christensen.
Behandling og rehabilitering
Organisationerne foreslår, at der sættes systematisk ind i to spor - opfølgning og udredning samt behandling og rehabilitering.
I første omgang skal et pakkeforløb sørge for, at covid-19-patienter automatisk bliver udredt for senfølger.
Desuden skal flere med symptomer, men som ikke er sikre på, om de har haft covid-19, have tilbudt en antistoftest.
- Nogle har måske aldrig fået en tydelig forvisning om, at de har været smittede, fordi der var mange falske negative podesvar i starten. Så der er stor usikkerhed, siger Grete Christensen.
Efterfølgende skal det sikres, at der er ensartede tilbud om behandling og rehabilitering på tværs af landet. Det mangler i dag, lyder det.
Nationale anbefalinger på vej
Tirsdag kunne Sundhedsstyrelsen meddele, at der er nedsat en ekspertgruppe, der skal rådgive om, hvordan man udreder og behandler personer, som lider af senfølger efter smitte med coronavirus. Det skal så munde ud i et sæt nationale anbefalinger til behandlingen.
Efterfølgende skrev sundhedsministeren på Facebook, at vores viden lige nu om "de længerevarende negative følgevirkninger" ikke er fuldkommen.
- Det, der er helt sikkert, er, at vi nøje skal følge og studere, hvordan coronavirus påvirker kroppen på længere sigt. Det skal sikre et bedre grundlag for rehabilitering, behandling og genoptræning til dem, der har brug for det, lød det blandt andet.
Men det arbejde har alt for lange udsigter, mener Mona Striib.
- Lige nu er der konkret brug for at få overblik over, hvor mange der er ramt, og hvad følgevirkningerne er og få sat behandling og rehabilitering i gang, siger hun.
Fire tal om corona i Danmark
- Antal bekræftede tilfælde siden januar: 20.571.
- Antal dødsfald: 633.
- Antal indlæggelser: 2950.
- Antal overståede infektioner: 16.557
Kilde: Statens Serum Institut, tal fra tirsdag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.