QR-koder (til at vise instruktionsvideoer af fx tandbørstning), VR-briller (til oplevelser og træning), sen-sorgulve (til at registrere fald), hologrammer (til at aflede opmærksomhed hos borgere med demens) og intelligente bleer (til at sende signal ved behov for skift) er nogle få af de mange velfærdsteknologier, som kommunerne har eksperimenteret med i ældre- og sundhedsplejen.

Kommunerne har lært vigtigheden af et tydeligt formål, medarbejdernes opbakning, brugervenlig teknologi og teknisk support - ellers ender teknologierne hurtigt i et lagerlokale. 

Én faktor har dog længe været for langt nede på listen, og det er måske den allervigtigste - nemlig borgernes perspektiv!

Uden borgernes aktive interesse og tilvalg bliver det meget vanskeligt at opnå tilstrækkelig skala og effekt til, at det giver mening at indkøbe ny teknologi samt at etablere en organisation og at uddanne medarbejdere til opgaven fx at vejlede i digital træning.

I Guldborgsund Kommune er man kommet et godt stykke vej med både digitale skærmbesøg og digital træning, men Center for Sundhed og Omsorg oplever det vanskeligt at få udbredt teknologierne til flere end de mest oplagte målgrupper af borgere.

- Vi er kommet til et punkt, hvor det er helt afgørende at få borgerne med, hvis vi skal videre med velfærdsteknologi, siger Marianne Søgaard, chef for Center for Sundhed og Omsorg, Guldborgsund Kommune.

Derfor har ledelsen taget initiativ til at samle op på erfaringerne med ”at få borgerne med ombord” og at udforske borgernes perspektiv på, hvad der skal til for at få flere borgere med på de nye teknologier.

Indsigter fra ”felten”

Udgangspunktet er, at borgerne skal opleve værdi ved velfærdsteknologier – fx færre hjælpere i eget hjem eller frihed til selv at kunne komme i tøjet. Teknologier, borgere og medarbejdere er ikke éns, og derfor gives naturligvis ikke en facitliste, men opsamlingen af erfaringer i Guldborgsund Kommune giver alligevel nogle rettesnore i forhold til at få borgerne interesseret i velfærdsteknologier:

• Engagerede medarbejdere, der forstår velfærdsteknologierne og kan matche den enkelte borger med relevante teknologier.
• Gradvis introduktion og gentagne praktiske demonstrationer af teknologier.
• Fællesskaber om anvendelse af teknologi. Fx digitale træningshold.
• Involvere pårørende, især til kognitivt svækkede borgere.

Desuden har der i Guldborgsund været en selvstændig værdi i, at lederne på området har været på ”feltstudie” og interviewet eller observeret borgere, der anvender eller netop ikke anvender velfærdsteknologier. Det giver indsigt i borgernes muligheder og begrænsninger.

 - Det virker bestemt ikke for alle, så differentiering er vigtigt. Men der er også nogle overraskende, rehabiliterende sidegevinster ved det her. Fx har en borger fundet ud af selv at kunne klæde sig på, fordi hun gerne vil være i tøjet, når hun får skærmbesøg, fortæller en leder i Guldborgsund Kommune.

Vi prøver det…

På baggrund af indsigterne er Guldborgsund Kommune nu gået i gang med en række nye prøvehandlinger for at få flere borgere med i digitaliseringen. Fx afprøves det:

• Om der også i plejeboliger kan være nogle borgere, der kan have glæde af digital vedligeholdelsestræning.
• Om frustrationer hos en svært hørehæmmet borger kan nedskaleres med simpel kommunikation på en ipad, hvor skriftstørrelsen er stor for at lette læsningen.
• Om en oversættelsesapp kan bruges til en bedre hverdagsdialog med en fremmedsproget borger.
• Og om en alarm på en mobiltelefon kan minde en hjerneskadet borger om, at det er tid til træning.

Det behøver ikke at være hverken raketvidenskab eller store projekter. Slet ikke. Faktisk er det ofte bedst, når det bliver helt små mikrohandlinger, der tager afsæt i borgernes situation og kan realiseres med det samme. Og allervigtigst er det, at ledere og medarbejdere fastholder nysgerrigheden på, om teknologierne giver mening i borgernes perspektiv.