Ministerliste med generationsskifte i V-toppen, i S består fornyelsen i fravalget af ministre
Ministerliste med generationsskifte i V-toppen, i S består fornyelsen i fravalget af ministre
Venstres ministre i den nye SVM-regering repræsenterer et generationsskifte i partiets top. Foruden Venstre-leder Jakob Ellemann-Jensen selv er kun Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde med fra tidligere ministerhold.
Det er ikke udelukkende et fravalg foretaget til lejligheden. Lars Chr. Lilleholt, der var energi-, forsynings- og klimaminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen III (VLAK-regeringen), er den eneste minister fra den seneste regering med V-deltagelse, som ikke er kommet med denne gang. De resterende ni er enten selv trådt ud af politik, har skiftet parti eller er blevet stemt ud.
De er: Kristian Jensen, Karsten Lauritzen, Claus Hjort Frederiksen, Karen Ellemann, Tommy Ahlers, Ellen Trane Nørby, Ulla Tørnæs, Inger Støjberg og Eva Kjer Hansen. Kun Hans Chr. Schmidt fra den rene V-regering lige før VLAK og fra for endnu længere tid siden Søren Gade deler skæbne med Lars Chr. Lilleholt som eks-minister i folketingsgruppen.
Forsvarsministeriet regnes sædvanligvis ikke for et af de tungeste ministerier, men Ukrainekrig og oprustning lægger dog noget til for Jakob Ellemann-Jensen denne gang. Ministeriet fik også en smule mere pondus, ved at Claus Hjort Frederiksen rykkede herind fra Finansministeriet, og man må så blot håbe for Jakob Ellemann-Jensen, at han er bedre end ham til at holde tand for tunge i følsomme sager, jævnfør balladen om Claus Hjort Frederiksens immunitet og muligt tiltale for røbelse af statshemmeligheder. Men Jakob Ellemann-Jensen har jo selv været soldat, som han ofte minder om, så mon ikke det går.
Forsvarsministeriet regnes sædvanligvis ikke for et af de tungeste ministerier, men Ukrainekrig og oprustning lægger dog noget til for Jakob Ellemann-Jensen denne gang.
Af de to andre med ministererfaring er Troels Lund Poulsen blevet økonomiminister med den ene opgave at danne partipolitisk modvægt til den socialdemokratiske finansminister, og Sophie Løhde har fået indenrigs og sundhed, hvorved sidstnævnte område er fjernet fra den populære forgænger Magnus Heunicke. De suppleres af fire nye, Jacob Jensen (fødevarer, landbrug og fiskeri), Louise Schack Elholm (landdistrikter, kirke og nordisk samarbejde, Thomas Danielsen (transport) og som ministerlistens junior-islæt Marie Bjerre (digitalisering og ligestilling).
Fire S-ministre på samme post, syv på nye
Helt anderledes ser det ud hos Socialdemokratiet. Her er samtlige ministre gengangere, de fleste dog i nye ministerier. Mette Frederiksen, Nicolai Wammen, Kaare Dybvad Bek og Jeppe Bruus fortsætter som de eneste med deres hidtidige porteføljer som henholdsvis statsminister, finansminister, udlændinge- og integrationsminister og skatteminister. Sidstnævnte er den eneste af de fire, der ikke har været minister i hele foregående valgperiode.
Syv ministre fortsætter på nye poster. Peter Hummelgaard træder et trin op fra beskæftigelsesminister til justitsminister, Morten Bødskov et trin ned fra forsvarsminister til erhvervsminister. Dan Jørgensen rokerer sidelæns fra klima, energi- og forsyning til udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Magnus Heunicke fra sundhed til miljø, og Pernille Rosenkrantz-Theil fra børn og undervisning til social og bolig. Ane Halsboe-Jørgensen opgraderes fra kultur- og kirkeminister til beskæftigelsesminister, og Mattias Tesfaye nedjusteres fra justitsminister til børne- og undervisningsminister.
Fornyelsen på S-holdet udgøres således af fravalget af de ni hidtidige ministre, der ikke følger med fra Regeringen Mette Frederiksen I til SVM-regeringen.
Mindst overraskende Rasmus Prehn, der diskvalificerede sig selv med kreditkortrod i Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, og Jeppe Kofod (udenrigs) som ved FV22 blev diskvalificeret af vælgerne. Begge sad ellers i hele foregående valgperiode, og det gjorde også Lea Wermelin (miljø), Simon Kollerup (erhverv), Astrid Krag (først social og indenrigs, siden social og ældre) og Trine Bramsen (først forsvar, siden transport og ligestilling).
Derudover er også tre af fire, der blev indskiftet som ministre undervejs i valgperioden, nu ude igen. Det er Flemming Møller Mortensen, der blev minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde i en rokade i november 2020, da Mogens Jensen blev fældet af minkskandalen, Jesper Petersen der blev uddannelses- og forskningsminister i en rokade i august 2021, da Joy Mogensen trak sig som kultur- og kirkeminister, og Christian Rabjerg Madsen, der blev indenrigs- og boligminister i maj i år i den rokade, der fulgte af, at justitsminister Nick Hækkerup forlod regeringen.
Broget blanding hos Moderaterne
Som nyt parti står Moderaterne i sagens natur i en helt anden situation. Her har kun Lars Løkke Rasmussen ministererfaring, til gengæld på den absolutte toppost, nu næsten lige så højt i hierarkiet som udenrigsminister. Partiets næstmest erfarne er Jakob Engel-Schmidt, der har fem år bag sig som menigt folketingsmedlem og nu får Kulturministeriet.
Som den eneste af Moderaternes debuterende folketingsmedlemmer er Mette Kierkgaard på ministerlisten som ældreminister, til gengæld med kommunal embedsmandserfaring og derfor ikke helt ukendt med det politiske. Partiets to resterende ministerposter er gået til personer udenfor folketingsgruppen.
Den ene af de to er Christina Egelund, der var folketingsmedlem for Liberal Alliance fra FV15 til FV19 og efterfølgende forsøgte sig med det senere kuldsejlede partiprojekt Fremad. Hun bliver uddannelses- og forskningsminister.
Den anden er Lars Aagaard, der bliver klima-, energi- og forsyningsminister. Han har sin politiske og også faglige erfaring på området som lobbyist for brancheorganisationen Dansk Energi. Her stoppede han, da organisationen fusionerede til Green Power Denmark, hvor i øvrigt tidligere V-næstformand Kristian Jensen nu har direktørposten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.