Måske første gang i historien: Viborg holdt helt digitalt byrådsmøde
Måske første gang i historien: Viborg holdt helt digitalt byrådsmøde
Ulrik Wilbek kigger skiftevis ind i kameraet og ned i sine papirer, mens han gennemgår dagens dagsorden. Han er iført ternet skjorte og sort blazer og sidder midt i Viborgs byrådssal. Foran ham står en pc og en tablet. Bag ham er lange, røde gardiner trukket for vinduerne, så lyset ikke blænder webcammet. Omkring ham står 31 stole tomme. Byrådsmedlemmerne er blevet hjemme.
- Og vi godkender, siger Ulrik Wilbek, mens han bladrer videre i papirerne.
De første tre punkter er hurtigt overståede. Indimellem hører man en mumlen eller et host i fra en, der har glemt at slukke sin mikrofon. Ellers er der god ro og orden. Borgmesteren er den eneste, der er med på video. Resten af byrådet kan udelukkende høres på lyd, mens et stillbillede af dem popper op på skærmen.
- Ja, tak og så er det Flemming Gundersen (EL), siger Ulrik Wilbek, da et byrådsmedlem slutter sine indsigelser mod nogle nye vindmøller.
Stilhed.
- Er du derude Flemming?
Stadig stille.
- Jeg tror ikke, vi har Flemming med lige nu. Så jeg foreslår, vi springer Flemming over. Så kan han komme på senere, når vi har fået kontakt igen.
Viborg skrev næsten historie
Der var et par små tekniske fejl mødet igennem. Sådan er det jo, når man prøver noget nyt for første gang, medgiver Ulrik Wilbek, da komunen.dk snakker med ham dagen efter byrådsmødet:
- Men det gik faktisk forbavsende godt. Vi var lidt ramt på tiden til forberedelse, for it-afdelingen skulle klare det hele på 32 timer. Men de ringede rundt til alle byrådsmedlemmer og hjalp med at sætte det hele op.
- Ingen forestillede sig, at det ville gå så smertefrit, som det gjorde, siger han.
Denne uge er det muligvis første gang i Danmark, at et byrådsmøde er blevet holdt 100 pct. digitalt, hvor politikerne alle har siddet hjemme.
For mens flere byråd i disse dage enten aflyser eller udskyder deres møder, er der enkelte, der går forrest med digitaler løsninger. Viborg nåede dog ikke at blive de første i landet.
Allerede dagen arrangerede Fredericia et ekstraordinært byrådsmøde for at lave en krisepakke til det lokale erhvervsliv.
Historisk set kender kommunalforsker ved SDU Ulrik Kjær ikke til, at sådanne digitale møder skulle være lavet tidligere.
- Men jeg ved det faktisk ikke. Det er mig bekendt ikke noget, der bliver registreret. Jeg kunne forestille mig, der har været en snestorm engang, der har kunnet forhindre, at folk i at møde op, men dengang har man nok ikke haft udstyret til at mødes digitalt som i dag.
- Jeg tør dog ikke udelukke, at der har været noget i en eller anden kommune før, siger han.
Kan I høre noget?
Debatten om vindmøllerne fortsætter. I bedste byrådsmødestil bliver der sendt hug til højre og venstre mod de andre partiers holdninger, helt som der plejer at gøre.
Flemming Gundersen fra Enhedslisten er dog stadig ikke kommet igennem. Så Ulrik Wilbek må igen give ordet til den næste i rækken. Det bliver Niels Dueholm (V), som når at tale i et par minutter.
- Det vi er i gang med nu, det er simpelthen det største projekt med grøn energi i Viborg Kommune, jeg kan huske, siger han, inden han bliver afbrudt:
- Jeg prøver nu. Kan I høre noget? Flemming Gundersens stemme bryder endelig igennem.
- Flemming, der er lige en anden, der har ordet, siger Ulrik Wilbek.
- Men nu var jeg jo ellers lige på, lyder det skuffet.
Kræver meget forberedelse
Inden mødet skulle byrådsmedlemmerne downloade en Microsoft Teams app på deres telefon eller iPad. Herefter var det bare at godkende den invitation, de fik tilsendt. Sværere er det ikke at sikre lokalt demokrati, når en pandemi huserer i kongeriget.
- Den helt store udfordring var så, at de skulle trykke ’mute’ og så un-mute, når man ville sige noget. Det tager lidt tilvænning, forklarer Ulrik Wilbek.
Han havde bedt medlemmerne om at byde ind inden mødet med, hvilke punkter de ønskede at få ordet til. 12 skrev sig op til vindmølledebatten, som varede lidt over en time. Under mødet kunne medlemmerne løbende skrive i chatten, hvis de ønskede ordet efter de opskrevne.
- Det kræver selvfølgelig, at jeg har et lidt større overblik. Jeg sidder alene på rådhuset og skal operere det hele. Så jeg sagde mere ind imellem punkterne, end jeg normalt gør, og så samlede jeg også lidt mere op end normalt, siger borgmesteren.
Han forklarer, at andre borgmestre skal være godt forberedt til møderne, når de kommer til at sidde i den samme situation i løbet af de kommende uger.
- Og så skal man altså have en rigtig dygtig it-afdeling, griner borgmesteren.
Ej, men det er fantastisk
- Værsgo Flemming, siger Ulrik Wilbek, men det lykkes igen ikke at få fat i ham.
Ordet bliver i stedet givet til Claus Clausen (V), der begynder sin talestrøm. Kort tid efter, bliver også han afbrudt.
- Er jeg på nu? bryder Flemming Gundersen ind.
Lyden er underlig.
- Der er forsinkelse på, siger Wilbek.
Mødet bliver afbrudt. Men kun for et kort minuts tid for at fikse det tekniske, og der kommer en pauseskærm på i mellemtiden. Så bliver det hele startet op igen, og Claus Clausen får lov at snakke færdigt.
- Skal vi prøve engang til med Flemming?
- Er jeg igennem?
- Ja! Ej, men det er da fantastisk! udbryder Ulrik Wilbek.
Og så får Flemming Gundersen endelig lov til at fremføre sine argumenter mod opsætningen af de nye vindmøller.
Video næste gang
På trods af de tekniske fejl erklærede byrådet mødet for en succes. Efterhånden som coronakrisen udvikler sig, tyder alt da også på, at også næste møde skal holdes på samme måde.
- Debatten var faktisk ikke anderledes end normalt. Der var måske en to, tre punkter i begyndelsen, der kørte nemmere igennem end normalt, men det punkt om vindmøller blev til en fin debat, og jeg tror, der blev sagt nøjagtigt det samme, som man normalt ville sige, fortæller Ulrik Wilbek.
Til det første digitale byrådsmøde var det kun borgmesteren, der var med på video. Sådan bliver det ikke nødvendigvis fremover.
- Vi turde ikke bruge videodelen til alle denne gang, for det kan pludseligt gå i stå, og så er man ikke sikker på at få mødet afviklet ordentligt. Men vi satser på video næste gang, så man kan se folk live.
- Og jeg kan ikke forestille mig, at det næste møde bliver i byrådssalen. Måske bliver det næste igen heller ikke.
En aura af højtidelighed
Men det er ikke sådan, at byrådsmøderne som udgangspunkt kommer til at blive digitale, forklarer Ulrik Wilbek.
- Til byrådsmøder skal der jo kunne være tilhørere, og vi skal kunne se på hinanden. Det her er en nødforanstaltning.
Det er kommunalforsker Ulrik Kjær enig i.
- Det er godt at kunne fornemme ansigtsmimik og kunne høre, om der er nogen, der grynter rundt om bordet til det, der bliver sagt. Det er den der pingpong, der kommer, når man mødes, siger forskeren og fortsætter:
- Derudover kan man jo sige, at der er en vis aura, når Folketinget eller kommunalbestyrelsen mødes. Der er en højtidelighed over, at nu sidder man og træffer beslutninger, der har betydning for andre menneskers liv. Det, at der er den stemning ved et månedligt møde, skal man ikke kimse ad.
Men det har også en værdi, at flere politikere i disse dage bliver tvunget til at lære at håndtere digitale møder, mener Ulrik Wilbek. Det har i hvert fald betydet noget for ham selv.
- Når der er socialudvalgsmøde i KL, tager jeg tit over for at være med. Der bruger jeg jo en helt dag på at rejse, selvom mødet ikke nødvendigvis varer særligt langt tid. Det møde kan jeg godt forestille mig, at jeg fremover kan tage over video, siger han.
For demokratiets skyld
Til slut i den åbne del af byrådsmødet klipper skærmen over fra billeder af byrådsmedlemmerne til igen at vise video af borgmesteren. Mødet har varet godt ti minutter længere end normalt, men alle punkter er gennemgået med god vilje og godt mod.
- Det er en svær situation, vi er i, forklarer borgmesteren til kameraet.
- Nogen snakker om demokrati, og at det ikke er demokratisk at holde det på den her måde. Jamen, det er demokratisk, for vi repræsenterer befolkningen. Og de tilhørere, der måtte være til sådan et måde, må alligevel ikke give til kende i forhold til, hvad de mener, siger han måske mere henvendt til seerne end til byrådet.
- Derfor er det et fuldt demokratisk møde, vi har gennemført, med 31 medlemmer, der alle sammen har fået mulighed for at ytre sig. Også selvom der undervejs var enkelte tekniske problemer.
Artiklen er rettet kl. 16.18 d. 19. marts, da en læser gjorde kommunen.dk opmærksom på, at Fredericia holdt digitalt byrådsmøde allerede tirsdag. Altså én dag før Viborg. I den oprindelige udgave af artiklen fremgik det, at Viborg muligvis var de første til at holde et digitalt byrådsmøde. Det er nu blevet rettet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.