Rådhuspladsen er dækket af vådt grus. I udkanten står en elefant og en hund støbt i hvidt marmor. Bag et metalgitter kigger en rigtig labrador sløvt ud fra sit hundehus. Rådhuspladsen ligger langt væk fra Christiansborg. Den sidste bus kørte gennem Nollund kl 15:30, og i det fjerne kan man høre brølende motocrosscykler, der flyver over jordvolde hos naboen. 

Det er selvfølgelig ikke en almindelig rådhusplads. Det er Per Nyhus’ indkørsel. Skiltet fik han i gave, efter at det var blevet til overs i Billund Kommune. Måske råder han over den eneste rådhusplads i landet, hvor kan man se en håndfuld vindmøller snurre bag tomme, nyligt høstede kartoffelmarker.  

Per Nyhus er DF’s tilbageværende medlem af byrådet i Billund Kommune. Byrådsgruppen illustrerer på sin egen vis, hvad Dansk Folkeparti har været igennem.

I 2020 var de tre medlemmer, efter kommunalvalget var de to medlemmer, og i dag sidder Per Nyhus alene tilbage, efter at partifællen Mogens Jørgensen meldte sig ud i protest mod balladen på Christiansborg. Selvom Nollund, kartoffelmarkerne og Rådhuspladsen måske er langt væk fra magtkampen og Christiansborg, mærker man også konsekvenserne her. 

- Dengang Mogens (Jørgensen, red.) fortalte mig, at han meldte sig ud af partiet, havde samme tanke strejfet mig 14 dage før, fortæller Per Nyhus. 

Alene i løbet af det seneste år har flere profiler i Folketinget, 26 byrådsmedlemmer og en lang række menige medlemmer forladt partiet.   

- Vi har mistet rigtig mange. Til årsmødet manglede der mange mennesker, som jeg normalt snakker med. 

Per Nyhus har som mange andre lokale medlemmer måttet følge nedturen og stridighederne udefra – og uden indflydelse. 

- Vi vidste heller ikke, hvad der skete. Vi måtte selv læse om det hele i aviserne, forklarer Per Nyhus. 

Han sukker og søger opgivende med hænderne efter den rette forklaring.

- Altså, når folk spørger mig, ”hvad er det, der er gået galt, hvorfor er stemningen endt sådan?”, så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved det simpelthen ikke. 

Fra “Pia-nist” til løsgænger

Kommunen.dk tog på besøg i Sydjylland for at tale med en række nuværende og tidligere byrådsmedlemmer af Dansk Folkeparti for at finde ud af, hvordan partiet kunne gå fra mere end 30 pct. af stemmerne i en lang række kredse til langvarig flirt med spærregrænsen helt frem til valgnatten. 

Når Per Nyhus og andre tilbageværende og tidligere medlemmer skal forsøge at forklare partiets nedtur, peger de på valget i 2015, mediernes framing, Venstres behov for at være størst i blå blok, symbolpolitik, manglende indflydelse og manglende anerkendelse af den indflydelse, partiet har haft. Og ikke mindst, at en håndfuld partier har sat sig for at tilbageerobre vælgere fra Dansk Folkeparti.  

Men det, der primært går igen i Sydjylland, er en frustration og forundring over den behandling, deres tidligere formand og lokale stolthed Kristian Thulesen Dahl fik.

Mogens Jørgensen er en af de frafaldne. Han tænder en cigaret, da vi møder ham i regnen uden for rådhuset i Billund. Vejret går ham ikke på. Det regner altid, når Mogens er udendørs, driller hans venner.

Af gammel vane kommer han stadig til at sige ‘vi’, når han taler om Dansk Folkeparti. Men siden midten af juli har Mogens Jørgensen ikke længere været en del af partiet. 

- Magtkampe er en del af politik, det er fair nok. Men når du har vundet, skal man op på den høje hest og komme videre. Folk, man har kæmpet med side om side i 30 år, er ikke rotter, der forlader den synkende skude, landsforrædere, levebrødspolitikere eller tøsedrenge. Det blev for meget.    

 

 

Mogens Jørgensen er selv-erklæret “Pia-nist”, har været medlem i godt ti år, men har haft DF i hjertet siden den spæde start fra Fremskridtspartiet. 

- Det var hende, der fangede mig. Jeg er stadig en kæmpe fan, fordi jeg kan huske, hvem hun var, fortæller Mogens Jørgensen og tilføjer: 

- Men jeg synes, det er synd, hvis hun – det bedste, der er sket for dansk politik i efterkrigstiden – skal huskes som en sur, gammel dame. 

For Mogens Jørgensen flød bægeret over, da Pia Kjærsgaard delte et Twitter-opslag, hvori folketingskandidat Nana Harring, der netop havde misset en plads i Aarhus byråd, kaldte Kristian Thulesen Dahl for “en tøsedreng”. Tankerne gled naturligvis tilbage til 1995, da Fremskridtspartiet ligeledes var fanget i en selvdestruktiv spiral.   

- Det har fået lov at fortsætte for længe. Måske var det et håb om, at min udmeldelse kunne sende et signal. Politisk er der ikke noget, der har ændret sig. Men til sidst kunne jeg ikke se mig selv i det mere, siger Mogens Jørgensen. 

Det betyder ikke, at Mogens Jørgensen har vendt partiet ryggen. Op til valgkampen har han hjulpet med at hænge plakater op, ligesom hans stemme fortsat ligger trygt hos DF. 

- Jeg mener stadig det, jeg altid har ment, og for mig er DF hjertet i blå blok. 

Frustration i ´Thuleland´

I nabokommunen Vejle blev det hele ligeledes for meget for byrådsmedlem Kenneth Fredslund Petersen, som altså bor i ´Thuleland´.

- Det var sgu hårdt at bo i Vejle Kommune. Vores medlemmer var tossede og frustrerede, hver gang der blev delt verbale lussinger ud til Kristian Thulesen Dahl. Jeg lavede ikke andet end at besvare vrede mails og opringninger fra nuværende og tidligere medlemmer, fortæller Kenneth Fredslund Petersen. 

Han forsøgte uden held at stoppe jagten på Kristian Thulesen Dahl, fortæller han. Til sidst gav han op og meldte sig ud af partiet. 

- Som formand har man ansvaret, men man har ikke skylden. Men efter et dårligt valg, havde man brug for en syndebuk. Det var bare ikke nok. Det blev ved. Det var, som om de ville have, at Kristian skulle melde sig ud. Jeg tror ikke på, at det var hans egen ambition. 

Alle partier har sine op- og nedture. Men efter en årrække med succes på succes var Dansk Folkeparti ikke rustet til den modgang, som fulgte. 

- DF har været forvænt med, at det kun kunne gå én vej. Man kunne jo nærmest gå på vandet, og det strømmede ind med nye medlemmer. Det er jo altid sjovest at være med på vinderholdet. 

Konspirativt kommunalvalg

Ved kommunalvalget sidste år fik Per Nyhus et flot valg med tredjeflest personlige stemmer i Billund Kommune. Det var dog ikke nok til at afværge den tilbagegang, som ramte partiet over hele landet, og i Billund måtte man sige farvel til et af de tre mandater, man sad med. 

Mogens Jørgensen lægger ikke fingre imellem, når han ser tilbage på kommunalvalget: DF blev smadret i valgkampen. 

- Det, der fældede os, var listestemmerne. De var væk, og det koster. Vi er blevet smidt under bussen af en Christiansborg-magtkamp, fordi nogle havde brug for et dårligt kommunalvalg, så man kunne vippe formanden af pinden, siger Mogens Jørgensen og fortsætter: 

- Vælgere gider ikke ballade. Det er ballade, der har skabt et endnu dårligere valgresultat ovenpå et dårligt valgresultat. Vælgerne gider ikke at stemme på sure mennesker, der slås. Så simpelt kan det være. 

Balladen har skabt en ond spiral med partihop, udmeldinger, usikkerhed om kandidaternes fremtid og udfordringer med at rekruttere nye kandidater, fortæller Per Nyhus.  

- Vi var måske bagud på point op til kommunalvalget, men jeg synes også, det handler om, hvordan man lokalt har handlet og er gået med i dårlige aftaler. Men det har godt nok været svært at finde nogen, der vil stille op, fortæller Per Nyhus. 

Medløber eller ej

Det kandidatfelt er blot blevet mindre, efter at Inger Støjberg introducerede Danmarksdemokraterne, som har lokket en række tidligere DF’er over til det nye parti. 

En af dem er Kenneth Fredslund Petersen. Han havde ellers forberedt sig på en politisk pensionering efter sin udmeldelse af DF, men da konsulent i Danmarksdemokraterne Steen Thomsen, der ligeledes har en fortid i DF som partisekretær, tilbød ham chancen på Inger Støjbergs hold, var han klar til at tage endnu en tørn. 

- Jeg har stadig masser af erfaring, som jeg gerne vil bidrage med, forklarer han. 

Det er ikke alle, der tog Kenneth Fredslund Petersens skifte til Danmarksdemokraterne lige pænt. Efterfølgende er han blevet “kaldt alskens ting og sager”, selvom Kenneth Fredslund Petersen fastholder, at han reelt havde forberedt sig på en tilværelse som løsgænger, og at der derfor ikke er tale om et decideret partihop. 

- Jeg var afklaret med, at jeg måtte tage den skideballe, der måtte komme, når jeg meldte mig ud. Det er bare ikke alle, der har forstået, at der jo ikke er tale om et partihop. 

- Hvis man er uønsket på sin arbejdsplads, så er det bedste, man kan gøre, at finde en ny. Men det er som om, at når det handler om politikere, så gør man det bare for at få sine vederlag. Men hvad er forskellen? De fleste går på arbejde for at få løn. Jeg synes ikke, det er helt rimeligt, at debatten er endt der, for hvis jeg skulle ønske at bidrage med min livserfaring, er jeg nødt til at have en platform til at komme ud med mit budskab. 

Kenneth Fredslund Petersen lægger ikke skjul på, at de budskaber til forveksling stadig ligner dem, han tidligere er gået til valg på for Dansk Folkeparti:

- Jeg står for det, jeg altid har gjort. Det har været det letteste ved at skrive mine flyers. Det var bare at skrive det samme, som jeg plejer. 

En vej tilbage

Efter politikerflugten til Danmarksdemokraterne har en lang række nye kandidater måttet træde til for Dansk Folkeparti. I Koldingkredsen trådte viceborgmester og næsten 30-årigt medlem af Kolding byråd Søren Rasmussen til, efter at Karina Adsbøl skiftede til Danmarksdemokraterne. 

- Det har været meget frustrerende, at jeg har gået og arbejdet lokalt for Dansk Folkeparti for at se, at der var nogen, hvor det så ud, som om de forsøgte at nedbryde partiet indefra. Det slog hovedet på sømmet, at vores lokale folketingsmedlem har optrådt illoyalt over for partiet. Derfor ville jeg gerne stille op imod Karina Adsbøl. 

Søren Rasmussen peger konkret på tiden efter formandsvalget i forbindelse med valget af gruppeledelsen. 

- Det er fair nok, hvis man ikke vil være med mere, men så må man sige det og komme videre. Det, at man er blevet for at skabe uro, er uacceptabelt. Vi havde brug for, at det igen kom til at handle om politik og ikke personspørgsmål, men det fortsatte. 

I takt med, at meningsmålingerne har svinget frem og tilbage, har Søren Rasmussen været nervøs for, at partiet helt skulle ryge ud af Folketinget. Succeskriteriet for Søren Rasmussen illustrerer på fin vis den deroute, partiet har gået igennem. Målsætningen er først og fremmest at holde sig over spærregrænsen. 

Søren Rasmussen forventer dog, at man nu har ramt bunden, og at man igen kan se fremad. 

- Nu, hvor der igen er ro i partiet, er jeg sikker på, at vi nok skal komme tilbage i en stærk position. Partier som fx De Konservative eller SF har vist, at man kan komme ovenpå igen efter intern uro. Det vil altid gå ned ad bakke, mens der er uro, og så kan man arbejde sig op igen, når der er ro. 

Følelsernes vold

Det er lang tid siden, at det har været sjovt i Dansk Folkeparti. Det handler ikke kun om vigende indflydelse og interne magtkampe, det handler også om forliste venskaber og sammenhold. 

- Der er mange, gamle følelser indblandet. Dem, man elsker mest, er dem, man kan blive mest vred på. For nogle handler det om 30 års venskab. Dem, der er ligegyldige, kan man være ligeglad med, fortæller Mogens Jørgensen. 

 

 

Per Nyhus har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2004 og blev første gang valgt i det lokale byråd i 2009. Det lå aldrig i kortene, at Per Nyhus skulle blive politiker. Ikke desto mindre lod han sig lokke med til et vælgermøde, hvor han mødte Pia Kjærsgaard. Mødet står stadig klart i erindringerne. 

- Vi var måske 300, der var mødt frem. Efter mødet gik hun rundt og gav hånd til hver enkelt af os. Det gjorde et stort indtryk på mig, fortæller Per Nyhus, mens han hælder letmælk i sin pulverkaffe. 

Mødet med Pia Kjærsgaard, som heller ikke havde en politisk karriere i kortene, indtil hun tog dansk politik med storm, var med til at inspirere Per Nyhus til selv at stille op i politik. Det er nu blevet til snart 13 år i lokalpolitik. 

Per Nyhus lægger ikke skjul på, at han tilhører den pragmatiske del af partiet, den midtersøgende kurs. Men selvom den politiske retorik har ændret sig med formandsskiftet til den nok mere ideologiske Morten Messerschmidt, har det ikke været udslagsgivende for Per Nyhus’ tanker om at forlade partiet. 

Han ser opgivende ud. Selvom han taler om, at partiet nok skal komme tilbage, så tyder det på, at der er noget fundamentalt, der har ændret sig i partiet. Måske handler det om den ordentlighed og medmenneskelighed, som Per Nyhus først oplevede, da Pia Kjærsgaard mødte ham i øjenhøjde og gav ham hånden til sit første vælgermøde. En ordentlighed, som var det første offer i kampen om magten.

- Den måde, man har svinet og nedgjort Kristian Thulesen Dahl på – også mennesker, som har stået ham nær – det har ikke været i orden. Det må have gjort ufatteligt ondt på ham, siger Per Nyhus. 

Efter at Kristian Thulesen Dahl måtte forsvare valgnederlaget på TV, sendte Per Nyhus ham en sms. 

“Du gjorde det godt,” skrev Per Nyhus blandt andet. 

Det tager godt en halv time at køre fra Nollund til Thyregod, og Per Nyhus tænker da også, at han en dag gerne vil lægge vejen forbi sin tidligere formand for at få en snak.  

- Jeg er egentlig ked af, at jeg aldrig fik sagt ordentligt farvel til Kristian