Kommunen.dk
MENU

Kan SF bryde den norske forbandelse?

Det er nu, SF skal gribe chancen for at undgå samme kurs mod spærregrænsen, som partiets norske søsterparti SV har oplevet. I kommunerne er SF’erne optimistiske.

Kan SF bryde den norske forbandelse?

Det er nu, SF skal gribe chancen for at undgå samme kurs mod spærregrænsen, som partiets norske søsterparti SV har oplevet. I kommunerne er SF’erne optimistiske.
Illustration: Jakob Thuemoes / Polfoto
Illustration: Jakob Thuemoes / Polfoto

I Norge kæmper SF’s søsterparti Sosialistisk Venstreparti i meningsmålingerne med en tilværelse under spærregrænsen. Alt imens ser SF ud til at undgå samme skæbne, selvom de to partiers udvikling og regeringsdeltagelse har mindet om hinanden, og SV blev brugt som forbillede og argument internt i partiet, da SF overvejede at indgå i et regeringssamarbejde.

SF’s vælgermæssige nedtur har kostet partiets plads i regeringen. Dog viser udviklingen i de seneste meningsmålinger, at den totale nedtur indtil videre er undgået. Men SF-ledelsen skal træde varsomt frem mod næste valg, lyder vurderingen fra historiker og ekspert i nordiske forhold Lars Hovbakke Sørensen.

- Det bliver nogle afgørende måneder for SF, hvor Pia Olsen Dyhr balancerer på en knivsæg. Hun skal vise, at hun mestrer balancegangen i at komme med en hård kritik af dagpengesystemet og regeringens politik, samtidig med at hun har erklæret, at hun på længere sigt vil med i regeringen igen. Det vil afgøre SF’s skæbne, for spørgsmålet er, om vælgerne tror på, at partiet vil holde fast i sine idealer eller falde tilbage til den mere pragmatiske linje, der prægede regeringssamarbejdet, siger han.

Og spørger man i SF's bagland nogle af de skarpeste kritikere af konsekvenserne ved regeringssamarbejdet fra SF’s bagland, gør Pia Olsen Dyhr sit arbejde godt.

- Det er et svækket udgangspunkt, når man har været med til at indgå en række aftaler på for eksempel dagpengeområdet, som man bagefter kritiserer. Men jeg tror, at der langt hen ad vejen vil være forståelse i SF’s vælgerskare. For SF var helt åbenlyst bundet op på regeringsgrundlaget. Selvom jeg ikke har været med i Pia Olsen Dyhrs fanklub, har hun gjort det fint, siger Bjarne Sørensen, der er medlem af Horsens byråd for SF og gang på gang kritiserede SFSR-regeringens kurs på dagpengeområdet. ”Dødskurs” kaldte han partiets linje i 2013.

- Rigtig mange traditionelle SF-vælgere blev utroligt skuffede over den måde, partiet optrådte på, da det var i regering. Skuffelsen forsvinder ikke bare, selvom man siger, at man fortryder det, man har gjort, men nu står for noget andet. Sådan spiller klaveret ikke. Man skal vise, at man mener det, og det er et langt, sejt træk. Men jeg tror på, at vi kan få nogle af de vælgere tilbage igen. Spørgsmålet er dog, hvor mange vi kan få tilbage inden valget.

Den norske arv

Da SV blev en del af Norges regering i 2005, havde partiet 8,8 procent af vælgernes tilslutning, og i 2001 oplevede partiet den største tilslutning nogensinde, da man fik 12,5 procent af stemmerne ved valget til Stortinget. Herhjemme har SF lidt samme skæbne. Dog med nogle års mellemrum. Da SF var på sit højeste i 2007, stemte 13 procent af vælgerne på partiet. Men det var efter en vælgernedgang, at SF gik i regering med Socialdemokraterne og De Radikale. Sammenligningen ligger derfor ligefor. Men i modsætning til SV, som sammen med Arbeiderpartiet og Senterpartiet tabte magten til højrefløjen sidste år, har SF forladt regeringen i tide, mener Lars Hovbakke Sørensen. Og det giver den nuværende formand Pia Olsen Dyhr langt bedre arbejdsforhold for at redde partiet fra spærregrænsen på fire procent, som SV i Norge er røget langt under i dag, vurderer han.

- Kritikerne i SV’s bagland kan sige, at de havde ret, da de sagde, at man aldrig skulle have indgået i regeringssamarbejdet. Derfor har SV været et ødelagt parti siden, de tabte magten. Sårene vil tage længere tid om at hele end i SF, siger Lars Hovbakke Sørensen.

”Da vi sad i regeringen og kunne se, at SV havde problemer med deres regeringsdeltagelse, gav det nogle overvejelser om, hvordan vi skulle klare det, og om vi risikerede, at det gik lige så galt som i Norge. Så galt er det dog ikke gået.”

Og det har givet ro på de indre linjer, at Annette Vilhelmsen i slutningen af januar gik af som formand og trak partiet ud af regeringen, understreger en af de politikere fra baglandet, der forsøgte at presse Vilhelmsen til at ændre dagpengereformen.

- Da vi sad i regeringen og kunne se, at SV havde problemer med deres regeringsdeltagelse, gav det nogle overvejelser om, hvordan vi skulle klare det, og om vi risikerede, at det gik lige så galt som i Norge. Så galt er det dog ikke gået, siger Brian Dybro, der er viceborgmester i Odense Kommune.

- Men det er altid let at gøre sig klog på, hvad man skulle have gjort anderledes. Derfor er det vigtigt, at vi lærer af vores dyrekøbte erfaringer, fortsætter han.

Nestor: SF vender tilbage

Ligesom Brian Dybro tror SF’s nestor, tidligere gruppe- og næstformand i partiet Aage Frandsen, på lysere tider. For timingen var rigtig, da man forlod regeringen, selvom det ikke skete ”på en køn måde,” som han formulerer det.

- Hele forløbet viser, at SF’erne er meget loyale, men at loyaliteten ikke kan vinde over, at SF’erne også er kritiske, når partiet går over stregen. På den anden side tror jeg, at alle var klar over, at SF hverken var enige i dagpenge- eller kontanthjælpsreformerne, ligesom man vidste, at SF var uenige i indgrebet over for folkeskolelærerne. Derfor tror jeg ikke, at det virker utroværdigt, når partiledelsen nu kritiserer for eksempel dagpengereformen, forklarer Aage Frandsen og fortsætter:

- Men var der kommet et folketingsvalg i foråret eller her i september, havde det ikke været godt. Men på længere sigt kan SF igen blive det største parti til venstre for Socialdemokratiet, forudser Aage Frandsen.

Selv en af de største kritikere af SF’s regeringsdeltagelse fra partiets bagland tror på, at forbandelsen fra Norge nu er brudt. På SF’s landsmøde i maj 2013 erklærede Jørgen Grøn fra SF’s talerstol ellers, at partiet var på vej til at styrte mod afgrunden.

- Hvis vi var blevet i regeringen, var jeg alvorligt bange for, hvor partiet ville havne henne. Men efter vi har forladt regeringen, er der er en chance for, at vi ikke lider samme skæbne som SV. På mellemlangt sigt tror jeg, det vil vise sig ved, at vælgertilslutningen bliver øget igen. I hvert fald i løbet af den næste valgperiode, siger Jørgen Grøn, der i dag er kasserer for SF Nordjylland og har været medlem af SF siden 1976 og blandt andet siddet som byrådsmedlem i 10 år.

Skal i regering igen

Det er dog delte meninger i SF om, hvor hårdt partiet skal arbejde for igen at indtræde i et regeringssamarbejde. Kirstine Bille var folketingskandidat, da SV kom ind i billedet, fortæller den nuværende viceborgmester og tidligere borgmester i Syddjurs Kommune.

- Men for os som praktiske SF’ere er det fuldstændigt ligegyldigt at skele mod SV, for vi er optagede af at gøre noget godt for de borgere, vi arbejder for i hele landet og vores kommuner.

Og det gør partiet bedst ved igen at blive regeringsparti, mener hun.

- Det kræver konkrete resultater, og dem kan Pia Olsen Dyhr ikke levere, når hun sidder uden for regeringen og uden direkte indflydelse. Så det er vigtigt også at fokusere på igen at blive en del af beslutningstagerne, siger Kirstine Bille.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR