- I har spist ni boller, siger han.

- Nej, siger konen, der har bagt bollerne. Vi har spist ti boller.

- Nej, ni, vedbliver han.

Han har selv talt de nybagte boller om morgenen, inden han tog hjemmefra. Konen ved, at nu må hun fremlægge data, selvom det ikke nytter noget alligevel. Hun remser op: Bertram har spist to boller, Mejse har spist to boller, hun har spist ... og så videre. Det bliver ti boller i alt.

Men hun kan sige, hvad hun vil. Han ved, at han har ret. Ikke fordi han er borgmester i Vordingborg Kommune, men fordi han er Mikael Smed.

Historien om bollerne kommer fra Mikael Smeds kones egen mund. Og den er ikke enestående. Mikael Smed er både stædig og påståelig - nogle gange med et glimt i øjet - men det giver anledning til absurde diskussioner på hjemmefronten, hvor konen, der hedder Sia Smietana, ikke kommer langt med data, og hvor børnene ryster på hovedet og siger: 'Ja, ja, far. Fint. Du tror bare, hvad du tror på, så har vi andre vores egen virkelighed.'

Mikael Smed ved godt, at han er påståelig og stædig, men:

- Det er værre derhjemme, end det er i mit politiske arbejde. Der er jo rigtig mange interesser, der skal bringes i spil, hvor man må lytte og samarbejde om at finde frem til det rigtige, fortæller han.

Så du skruer ned for stædigheden på arbejdet og op for den derhjemme?

- Ja, det er jo nok noget med, at man giver mere los derhjemme, hvor man har sin trygge base ...

Tænkepause.

- Men med hensyn til de boller der … så mener jeg stadig, at jeg har ret, det vil jeg bare sige, griner han.

Hvor påståeligheden og stædigheden er gennemgående træk hos Mikael Smed, så var det til gengæld et enestående stunt, han lavede, da han friede til Sia Smietana under et byrådsmøde, lige efter at han var tiltrådt som borgmester.

- Det havde jeg aldrig nogensinde drømt om skulle komme fra Mikael, aldrig. Da han gjorde det, var det et signal om, at han virkelig ville mig, fortæller Sia Smietana, der var organisatorisk aktiv og medlem af bestyrelsen på det tidspunkt.  

Det offentlige frieri betød meget for Sia Smietana, også fordi Mikael Smed ellers ikke er nogen kreativ romantiker. Eller perfekt for den sags skyld, men han er åben, troværdig, god at snakke med og hjælpsom overfor alle omkring sig, fortæller Sia Smietana om manden, hun har seks sammenbragte børn med.

Lidt af en drømmemand med ridser i lakken? Hvad siger han selv?

- Selvfølgelig er der ridser i min lak, siger Mikael Smed.

- Nu er jeg jo for eksempel i en delefamilie, hvilket betyder, at jeg har en kone fra før og har været igennem en skilsmisse. Men jeg tænker da, at jeg ikke er det værste, man kan rende ind i … jeg er vel inden for skiven af, hvad man kan tillade sig at være, griner han.

Mikael Smed vedkender sig, at han ikke er romantisk anlagt, men det offentlige frieri var dedikeret - og han havde spurgt chefen for ledelsessekretariatet om lov.

- Jeg ville gerne vise alle, at jeg elsker Sia, og fortælle, hvor stor betydning hun har for mig. Ikke kun i valgkampen, hvor hun var en KÆMPE støtte, men også i dagligdagen, hvor jeg kan sparre med hende om alt, fortæller han.

Fra Præstø til politiskole
Mikael Smed er vokset op i Skibinge, en lille landsby i Præstø, der er en del af Vordingborg Kommune. Standard kernefamilie; trygt miljø, mor var hjemmesygeplejerske, far viceforstander på en døgninstitution og byrådsmedlem, én storesøster, masser af venner på vejen, spejderliv og en indforståethed i familien om at være og gøre noget for andre.

I skoleklassen, som var god og mobbefri, husker Mikael Smed sig selv som klovnen, men også som ham, der troede, at han havde svaret på det hele - uden altid at have det.

- Vi var to drenge i klassen, der begge ville ‘føre an’. Vi havde en lille magtkamp kørende over flere år, og jeg blev edderspændt rasende, når jeg tabte magtkampene, fortæller han.

Hjemme tog Mikael Smed ikke nogen magtkampe, ej heller oprør gennem teenageårene.  Han gled fra folkeskolen over i gymnasiet til Forsvaret og videre til København i en to-værelses andelslejlighed i Nordvest til 42.000 kroner - og begyndte at læse på Handelshøjskolen, fordi han troede, han skulle være simultantolk i engelsk og spansk.

En uddannelse, han droppede ud af efter to år.

- Det med det spanske blev for svært, fordi jeg ikke havde været ude at bo i et spansktalende land.

Men lejligheden i Nordvest blev byttet ud med en større, da han mødte en kæreste, som siden blev hans første kone, og som han flyttede til Lundby med i 2002. Og Mikael Smed blev pendler. Fra Lundby til Politiskolen i København, hans nye studie. I 2004 fik han politi-kasketten på. Og i 2005 flyttede han og hans daværende kone til Møn, hvor Mikael Smed stadig bor.

‘Styr på stumperne’
Desværre døde Mikael Smeds mor af kræft i 2006 efter et tre-årigt langt sygdomsforløb. En oplevelse, som Mikael Smed betegner som en form for vendepunkt i sit liv.

- Det var et tidspunkt i mit liv, hvor summen af uheldigheder var ret så høj. Under min mors sygdomsforløb blev min far pludselig også indlagt med mistanke om en blodprop. Jeg husker, at jeg sad hjemme på gulvet op ad sofaen og tænkte: ‘Nu må det fandme være nok, det her kan vi ikke holde til.’

Men samtidig med afmagten oplevede Mikael Smed også den velkendte stædighed.

- Jeg havde en stærk følelse af, at jeg skulle stå op hver dag og gøre noget for min familie og for samfundet - uanset hvor håbløst det så ud, fortæller Mikael Smed.

Både som spejder og i Forsvaret lærer man begrebet at ‘holde styr på sine stumper’, noget, som Mikael Smed ellers er god til, men da moren døde, og faren gik i stykker, var det ikke så nemt for ham.

- Det der med at have travlt med livet og med børn, og hvor meget husker man så lige at få sin far med i loopet, samle ham op … ? Nej, da var det mest min søster, der holdt sammen på stumperne, erkender Mikael Smed; bevidst om, at der er forskel på praktiske og mentale stumper.

Men styr på stumperne havde Mikael Smed i 18 år i politiet, hvor han i godt kollegaskab har prøvet det meste: patruljetjeneste, beredskab, nærpoliti, efterforskning, vagthavende, lederforløb, specialpatrulje, bekæmpelse af narko- og bandekriminalitet.

- De fire år, jeg arbejdede med bandekriminalitet, var de bedste. Det at få fjernet rockere og deres våben og stoffer fra gaden, at få pillet de rigtige nøglepersoner ud og væk og holde kriminaliteten nede - det er en vigtig sejr for samfundet. Det er et sindssygt spændende område, hvor det kollegiale fællesskab og fokus også var helt unikt.

Politi, politik og personsager
Hvad kickstartede din interesse for politik?

- Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet, da jeg flyttede til Møn i 2002. Min far var socialdemokrat, og ham havde jeg mange snakke med, da formandsvalget mellem Helle Thorning og Frank Jensen kom. Jeg gik meget op i det valg, og det var nok det, der for alvor kickstartede min interesse, men det var først ved kommunesammenlægningen, da der opstod en masse polemik omkring sammenlægning af partiforeningerne, at jeg blev rigtig aktiv, organisatorisk aktiv. Da jeg blev valgt ind i byrådet i 2013, trak jeg mig fra det organisatoriske arbejde for at bruge mere tid som politiker.

Komplementerer politi og politik hinanden?

- Ja, det synes jeg. I politiet får man et indgående kendskab til mennesker og et indblik i, hvordan samfundet er indrettet og ser ud, som er nyttig og en rigtig god ballast i politik. Jeg har i det hele taget oparbejdet en bred livserfaring - både gennem mit arbejde som politimand, men også gennem de job, jeg havde, før jeg kom i politiet. Jeg har arbejdet på motorvejsrestauranter, på pallefabrikker, kørt med reklamer og aviser, arbejdet hos en købmand, arbejdet på vaskeri og kørt med linned. Jeg har mødt mange forskellige mennesker fra forskellige samfundslag og har også set ridserne i lakken. Alle har ridser - nogle er bare dybere end andres.  

Og nu er du så borgmester - hvilke knaster oplever du som sværest?

- Det fylder, når vi har personsager, hvor det handler om mennesker, der kommer i klemme. Til eksempel havde vi en tvangsfjernelsessag i vores kommune, hvor vi havde fjernet nogle børn fra en plejefamilie, en historie, som B.T. kørte imellem jul og nytår. I den sag er der ikke nogen vindere, uanset hvordan man vender og drejer det. Hvordan løser man det bedst? Hvordan kunne vi have håndteret det bedre?

- Så er der det med den grønne omstilling. Vi vil jo rigtig gerne have en grøn profil. Men for nogle år siden måtte vi skrinlægge en vindmølleplan, fordi der var så meget modstand, og der var ingen, der turde tage et ansvar i den dagsorden.

- Nu har vi en ansøgning inde om et biogasanlæg, som fylder rigtig meget i debatten. Og det gør jo indtryk på mig, når der er 400 borgere, der skriver under på, at de ikke vil have et sådant anlæg ude i deres lokalområde. Det er svære dilemmaøvelser. Jeg vil rigtig gerne i gang med en grøn omstilling, men jeg heller ikke lyst til at trampe på borgerne.

- Mere personligt var det svært for mig ikke at kunne honorere et af mine valgløfter om at få flyttet borgerservice ud af biblioteket og tilbage til hovedgaden. Selvom jeg har sørget for, at borgerservice har fået mere uddannet personale og bredere åbningstider, så er det ikke lykkedes mig at ændre på placeringen, som jeg lovede, og den får jeg nok at høre for til næste valgkamp.

Afslutningsvist og med glimt i øjet: Virakken om Lindholm … Hvis du blev sat ud på Lindholm (en ‘øde ø’) - hvem og hvad ville du så tage med dig?

- Det er et super godt spørgsmål. Så ville jeg, helt praktisk, tage noget med, så jeg kunne sejle væk fra øen. Jeg ville også have fangst- og jagtredskaber med, så jeg kunne skaffe mig mad. Og så ville jeg have min kone Sia med … Det lyder selvfølgelig ikke så godt for ungerne, haha, men det er jo rart at have et fornuftigt menneske med, som man elsker …

Og hvis du fik 31 kroner  i lommepenge, hvad ville du så bruge dem på?

- Så ville jeg købe en lille øl til vores beskedne aftensmad af fugle, vi selv havde fanget …