Goddag Peter Sørensen. Tak fordi du har lyst til at blive interviewet til vores serie Bagom borgmesteren. 

- Ja, men det kan jeg godt sige dig; jeg er dybt skuffet over at blive spurgt som nummer 23 i rækken. 

Som nummer 23? Du er nummer 50. 

- Hvad? Det er jo nummer sjok-agtigt!

Nej, du ligger da lunt og flot i midten.

- Tror du, jeg vil lade mig spise af med det? 

Peter Sørensen (S) griner højt. 

- Nå, spøg til side, siger han og griner af. 

Det prøver vi så.

Det lykkedes med nød og næppe at få en interviewaftale i kalenderen med Peter Sørensen. Udover at han er en travl mand, som de fleste borgmestre er, er det december måned, hvor der er ualmindeligt mange ting i den kommunale verden, der skal underskrives og afklares inden nytår, forklarer han. 

Hvad med årets julefrokost på rådhuset; er den overstået?

-  Jeg deltager ikke i julefrokosten på rådhuset. Jo, fra klokken 16.00 til 16.15, griner han. 

-  Det forventes, at borgmesteren kommer og holder en humoristisk tale klokken 16, og når jeg har holdt den, siger jeg skål, god jul og hav en fantastisk aften. Og så går jeg.

Om det er noget, alle borgmestre gør, ved Peter Sørensen ikke. Men for ham skal den julefrokost ene og alene være personalets aften, hvor de kan give den gas uden ham, fortæller han. Han drikker af princip heller ikke alkohol, når han er på arbejde, så talen bliver også holdt uden promiller i glasset. 

Og den humoristiske tale er holdt og overstået. 

Hvad var det sjoveste, du sagde?

- HA! De grinede stort set, fra jeg kom, til jeg gik. De var i godt humør. Det var et taknemmeligt publikum, siger Peter Sørensen.

Men det, der tog flest kegler blandt personalet, fortæller Peter Sørensen, var historien om et ‘opdigtet’ takkebrev, han havde modtaget fra beskæftigelsesministeren efter, at han havde udlånt byens nationale helt og tidligere superligamålmand Søren Jochumsen, der i dag arbejder som eliteidrætskonsulent på rådhuset, til klubben AC Horsens, der af skadesårsager havde manglet en målmand. Beskæftigelsesministeren havde i sit brev rost Horsens Kommune for at være et af de få jobcentre i Danmark, der kunne rekruttere til en superligaklub, hvortil Peter Sørensen kommentar var: Jo, jo, og Søren Jochumsen var ovenikøbet den eneste, de havde ledig. 

Lun og lyttende
Hverken borgerne i Horsens eller hans familie er i tvivl om, at Peter Sørensen er en mand med lune og humor, så vidt han ved.

- Jeg elsker at have det sjovt. Jeg trives i miljøer, der er frie og afslappede. Også på arbejdet. Vi skal have en fri tone, men vi skal ikke såre nogen, og vi skal heller ikke være naive. Men vi skal have det sjovt, siger han.

Hvem eller hvad griner du selv af?

- Jeg griner af mine egne vitser. Nej, jeg griner af mange ting. Jeg griner for eksempel meget, når jeg læser avisen, den lokale avis. 

Peter Sørensen griner også af og med sin sekretær, der tager sig af borgmesteren som en anden reservemor. 

- Vi har en afslappet tone, men det foregår selvfølgelig med den respekt, der skal være i det. Det gælder i alle mine relationer på rådhuset, fortæller Peter Sørensen. 

Og langt de fleste på rådhuset ved også, at hans dør altid står åben. Alle er velkomne til at komme ind og dele sjove såvel som trælse ting med borgmesteren, arbejdsrelaterede ting som private ting. For Peter Sørensen lytter. Og der er mange, der går gennem den åbne dør.

- Gudskelov, siger han. 

Drop in ledelse
De fleste mennesker rummer flere personlige sider; også Peter Sørensen. Lige så sjov en spasmager og leder, han kan være, lige så alvorlig er han, og lige så benhård kan han være, når han skal være det. Som han siger. 

Men først og fremmest er hans ledelse baseret på tillid. Noget han er sikker på, at hans medarbejdere vil skrive under på. De ved, at han ved, at hvis de får lov til at udfolde deres faglighed, deres ideer og deres talenter, så får han de bedste medarbejdere ud af det. 

Helt generelt gælder det for medarbejderne hos Peter Sørensen, at så længe man holder sig inden for kommunens værdier, så er ledelses- og manøvreringsrummet enormt stort i Horsens Kommune.  

- Som politikere skal vi hele tiden huske at spørge os selv, om alle er klædt godt nok på til alt det nye, der kommer, siger Peter Sørensen. 

Som født og opvokset i Vejle kan jeg huske, at rangordenen var den, at vejlenserne så ned på horsensianerne, mens koldingenserne til gengæld så ned på os i Vejle. 

- Det er rigtigt. Min generation havde en skjult underdanighed over for Vejle. Vi følte, at Vejle fik alting foræret. De fik amtsgården, de havde det store sygehus, de fik også en Bilka! Da vi fik vendt skuden i 1990’erne, syntes vi stadig ikke, at vi fik noget foræret. Vi skulle hele tiden arbejde hårdt for det. Men sådan er mentaliteten i arbejderbyer.  

Peter Sørensen begynder at grine og siger:

- Men prøv lige og hør her. Nu er det jo sådan, at VB (Vejle Boldklub) render rundt på alle de små 1. divisions stadioner, mens vi løber rundt i superligaen. Vi elsker at hade Vejle sportsligt, griner han og tilføjer:

- Der er jo ingen, der kan tage noget fra Vejles fodboldhistorie. Vi var jo alle sammen nede og se Allan Simonsen og Preben Elkjær, og det var vi rigtig glade for. Vejle er jo en fodboldfabrik uden lige, men det er klart, at vi gennem de senere år har manifesteret os i en række sportsgrene og godt kan være stolte af det. 

Med og uden bogreol
Det var ikke kun kulturen og AC Horsens, der fik et løft i Horsens, det samme gjorde uddannelsesområdet. Man begyndte at anerkende, at befolkningen havde brug for et uddannelsesløft i kølvandet på de ufaglærtes verden - og italesatte det over for befolkningen; ‘at det var vigtigt, det her’.

Indtil for fire-fem år siden lå Horsens’ gennemsnit på skolerne markant under landsgennemsnittet. Det er der vendt op og ned på nu, og Peter Sørensen er enormt stolt af det.

- Uddannelsesløftet er det, der blandt andet driver mig; det er derfor, jeg er i politik, siger han og fortæller om sit seneste private inspirations-besøg til Liverpool, hvor man har formået at transformere sig fra en arbejderklasse-by til en universitetsby. Netop ved at satse på uddannelse.

Peter Sørensen har store forhåbninger til, at det kommende campus i Horsens midtby vil løfte uddannelsesniveauet endnu mere i hele kommunen, styrke erhvervslivet, skabe liv i gaderne, men også, og ikke mindst, skabe noget liv til alle de børn, der bor i byen. 

Selv voksede han op med masser af liv og kærlighed i hjemmet i Egebjerg, men han kunne, set i bakspejlet, godt have ønsket sig mere fokus på det med uddannelse.

Faderen var selvstændig tømrer med de op- og nedture, som det fører med sig, og moderen en meget kærlig og omsorgsfuld hjemmegående.

- Jeg kommer fra et hjem uden bogreol, hvor der ikke var de store forventninger og ambitioner i forhold til skole. Min søsters og min opdragelse gik ud på, at hvis man havde vilje nok, kunne man klare alt. Og det var ligesom det. 

Et meget typisk ‘portræt’ af en familie i Horsens på den tid. 

Er du opmærksom på det med uddannelse i forhold til dine egne piger?

- Ja. Faktisk havde jeg en bog med under armen, da de begge to blev født. Jeg har læst utrolig meget med dem. Det var jo ikke, fordi jeg selv savnede det boglige, da jeg var barn; jeg var tryg og kom fint igennem folkeskolen, men jeg har selv haft et behov for at sige til pigerne, at læring og uddannelse er godt, og så gøre mit yderste for at holde muligheder åbne for dem. Så de havde et reelt valg.

I dag går de henholdsvis på CBS og universitetet, men det var ikke noget, Peter Sørensen havde ambitioner om, så længe de bare ville lande i noget, de var glade for. Men ‘stolt og sindssyg glad’ på deres vegne, det er han. 

Gruppeformand og gadekryds
Selv er Peter Sørensen mere eller mindre dumpet ind i uddannelse. Efter to år som portør på Brædstrup og Horsens sygehuse blev han tilbudt uddannelse som serviceleder og sad i den stilling i 19 år. Han ville stadig have siddet i den, hvis ikke det var fordi, han blev udvalgt til borgmester dengang i 2012, da Jan Trøjborg (S) pludselig fik hjertestop og døde.

- Vi havde verdens bedste borgmester i Jan Trøjborg, og jeg havde som glad gruppeformand ingen ambitioner om at blive borgmester. Det havde jeg virkelig ikke. Måske var det også derfor, at Jan stolede så meget på mig …

Men så pegede alle på dig, og det har de ikke fortrudt?

- Det håber jeg da ikke. Jeg er der i hvert fald endnu.

Har du et politisk nytårsforsæt?

- Selvom vi i dag, vores skolelærere, forældre og skolebestyrelser, leverer fantastiske resultater på skoleområdet, så er det uddannelse, der ændrer samfundet. Så det skal vi blive ved med at skubbe i ryggen. Nænsomt, men sikkert hele tiden. 

Og et personligt nytårsforsæt?

- Udover at finde mere tid til samvær med min kone og to døtre, så skal jeg have noget mere motion. Jeg elsker at gå, så jeg skal ud og gå. I byen og i skoven. Helst alene og søndagene sammen med min kone, når hun er hjemme. 

Ikke med nogen hund?

- Den er desværre død, og jeg må ikke få en ny. Min kone siger, at jeg ikke har tid til at gå med den! Ellers havde jeg købt et gadekryds i morgen. Gerne med en smule Golden Retriever i sig.

Er du selv lidt et gadekryds?

- Haha, det ville min gamle farmor sige, at jeg var. Hun syntes, at jeg kunne rumme mange ting.

Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål:

Hvad kan du blive bedre til som chef?

Ikke at slide så meget på mine nærmeste medarbejdere. 

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

At leve op til min maddag, som min kone har pålagt mig. Lægge lidt mere i den end at køre ud i SuperBrugsen og købe menuen. To bøffer og noget salat. 

Hvad må gerne ske i dit liv, som endnu ikke er sket?

At blive morfar. Det vil jeg elske. 

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

Jeg vil ikke huskes. Jo. Jeg vil gerne have, at man kan huske Peter. Ham der var mere Peter end borgmester.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Her hviler Peter. Sammen gjorde vi en forskel.