Billund Kommune er en succeshistorie. Målsætningen i inklusionsloven fra 2012 var, at 96 procent af alle skolebørn skulle være inkluderet i 2015. Billund Kommune har ligget på 98 procent siden 2011 og kunne let træde op på vægten, da kommunernes inklusionsgrad skulle vejes i 2015.

Så Billund Kommune burde egentlig være den succeshistorie, der viser, at inklusionen er mulig. Men sådan lyder konklusionen ikke i den evaluering, Billund Kommune selv bad Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, om at lave sidste år, og som lå klar i marts.

- Data fra trivselsmålingen peger endvidere på, at den faglige trivsel er en udfordring både for elever med og uden særlige behov, når der sammenlignes med landsgennemsnittet.

Sådan lyder en af formuleringerne. Fire forskere har gennem kvalitative interview med blandt andre elever og lærere, spørgeskemaer og data fra en national trivselsundersøgelse evalueret Billund Kommunes inklusionsindsats i folkeskolen. De påpeger, at ikke alt er godt, blot fordi inklusionsgraden er høj.

Mange af de børn, som ville være blevet segregeret, er i store perioder ikke en del af undervisningen - enten fordi de følger et særligt forløb sideløbende, fordi de sidder med en iPad for at holde sig i ro eller bliver taget ud af klassen, fordi de forstyrrer de andre elever.

- Den fysiske placering af børn og det mål, du kan nå på grund af det, siger intet om, hvordan de har det, og om de lærer noget. Intet. Der er meget stor forskel på de kvantitative og de kvalitative mål, og vi har i lang tid været meget kvantitative i vores diskussion - i hvert fald på det politiske niveau, siger Lotte Hedegaard-Sørensen, lektor i specialpædagogik på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU.

Måltal i vejen for kvalitet

Den nationale målsætning var, at 96 procent af alle skolebørn skulle gå i en almen folkeskole, men på landsplan nåede tallet kun op på 95,2 procent. Billund var altså blandt vinderne i inklusionsspillet - rent kvantitativt.

For der var også en målsætning om, at trivslen skulle fastholdes og fortsat øget fagligt niveau tilstræbes. Og på det sidste punkt er Billund Kommune altså ikke blandt vinderne.

Skal man tro interesseorganisationer og eksperter, er Billund ikke den eneste kommune, som er endt der. Af de tre målsætninger er inklusionsgraden på 96 procent den lettest målbare, den nemmeste at opnå, og mange kommuner har derfor valgt at satse benhårdt på at nå det mål. Det mener psykolog, ph.d. og inklusionsekspert Rasmus Alenkær, som gennem sit arbejde har besøgt mange skoler.

- Man kan sagtens klare de der 98 procent som Billund,; det er bare at købe nogle busbilletter og invitere nogle børn. Men når vi bare gør det, så halter det faglige, siger han.

Han mener, at den kvantitative målsætning har stået i vejen for de kvalitative resultater - for en god inklusion.

- Man er meget optaget af, om det kan lade sig gøre at holde dem inde – så kalder man det for inklusion, fortsætter han.

En af de lærere og pædagoger i Billund Kommune, som SFI har interviewet, lægger sig tæt opad Rasmus Alenkærs holdning:

- Inklusion i Billund Kommune handler om, at børnene er på en folkeskole, punktum. Og det er ikke altid, at jeg synes, at det betyder, at børnene er inkluderet. For de er her, men de er i deres eget lille system og i hvert fald ikke altid børn i trivsel.

DLF vil have handleplaner

I november sidste år nedsatte regeringen en ekspertgruppe, der fik til opgave at give inklusionsarbejdet et grundigt gennemsyn, og deres rapport ventes lige rundt om hjørnet. Skoleeleverne, kommunerne, pædagogerne, PPR og lærerne er repræsenterede, og skoleledernes formand Claus Hjortdal står i spidsen for gruppen. Slutproduktet er kritik og forslag til ændringer.

Kritik og forslag til ændringer har det dog ikke skortet på. Skole og Forældre er en af de organisationer, der fra starten så skeptisk på måltallet.

- Man har fuldstændig enøjet kigget på de 96 procent og ikke set på alt det bagved, der kræves for at skabe god inklusion. Det er så dejligt let at måle på, for det er et nemt og tilgængeligt tal. Men det skal ikke være en undskyldning for at glemme kvaliteten, siger formand Mette With Hagensen.

Næstformand i Danmarks Lærerforening, DLF, Dorte Lange, er enig. Hun oplever, at mange folkeskoler inkluderer flere elever, end de er i stand til, og så ender de uden for undervisningsmiljøet, fordi den nemme løsning er at tage dem ud af klassen eller stikke dem en iPad. I hendes optik bliver måltallet på 96 procent ødelæggende for inklusionens kvalitet, hvis det overskygger de andre mål - hvilket hun mener, det har gjort.

- Hvis det kvantitative mål er med til at fremme et succeskriterie, der hedder, at alt er i orden, når bare vi har nået dét mål, så er det kvantitative mål et problem, siger hun.

Dorte Lange og Danmarks Lærerforening mener, at der i stedet bør sættes nogle konkrete målsætninger for inklusionens kvalitet. Hvor de oprindelige mål fokuserer på den samlede trivsel i klassen og det fælles faglige løft, skal man nu forsøge at måle inklusionen hos hvert af de børn, som før skulle sendes i specialtilbud. Der skal laves handleplaner til dem alle.

- De specialiserede støttelærere skal sammen med skolens ledelse evaluere på, om de magter at løfte den enkelte elev. For de skal lære mindst lige så meget i den almindelige undervisning, som de ville have gjort i et specialtilbud, siger Dorte Lange og påpeger, at ressourcerne er der til at lave kvalificerede handleplaner - i hvert fald indenfor de økonomiske rammer, politikerne har lovet dem, skynder hun sig at tilføje. Det er derfor hendes håb, at handleplaner vil være et af ekspertgruppens forslag, da det er en præmis, at omkostningerne til inklusion ikke må stige.

Fagligheden halter

Det har siden 90’erne været et dansk mål at mindske antallet af børn i specialtilbud, og det blev begrundet med især to argumenter: Omkostningerne var høje, og en stor andel af de segregerede børn kom aldrig videre i uddannelsessystemet. Pointen har derfor været, at disse børn ville stå sig bedre ved at være folkeskoleelever.

Men flere rapporter fra SFI og Aarhus Universitet tegner et billede af, at fagligheden ikke kan følge med.

Som en tilføjelse til inklusionsloven blev S-SF-R-regeringen i sin aftale for kommunernes økonomi i 2013 enig med KL om, at færre elever skulle få 02 eller under i dansk og matematik til deres afgangseksamen fra folkeskolen i 2015. Sådan ville man få et indtryk af, om fagligheds- og inklusionsopgaven blev løftet hånd i hånd.

En rapport fra marts 2015 om kommunernes omstilling til øget inklusion, som SFI og Aarhus Universitet står bag med afsæt i 12 kommuner, fastslår, at den andel, der fik under 02 i dansk, var øget i 11 kommuner, mens der var status quo i den sidste. Ved matematik var andelen øget i otte kommuner, mens der i tre kommuner til gengæld så bedre ud. Også her var andelen uændret i en enkelt kommune.

Ifølge Rasmus Alenkær har folkeskolerne ikke været rustede til at rykke børn fra specialtilbud ind i almenklasser og hæve det faglige niveau samt fastholde trivslen. Som i Billund Kommune har løsningen ofte været, at børnene bliver taget ud af undervisningen - enten fysisk eller bag en skærm - og dermed misser de flere fag; hvilket nogle af de interviewede børn i SFI’s evaluering fra Billund selv er trætte af.

- Man har forestillet sig, at man med et trylleslag kan skabe høj faglighed og høj trivsel ved at tilbagetage nogle børn til mere eller mindre den samme skolepraksis, som man altid har haft. Og det er jeg ret kritisk overfor - det skal man være. Det giver jo ikke nogen mening, siger inklusionsekspert Rasmus Alenkær.

De rigtige måltal

Lotte Hedegaard-Sørensen, som også er medforfatter til bogen 'Lærerfaglighed, inklusion og differentiering - pædagogiske lektionsstudier i praksis', der netop er udkommet, taler overordnet set for inklusion - hvis ressourcerne er der. Og der er som sådan heller ikke et problem i at sætte nogle måltal. Men det forandrer ikke noget, hvis måltallet mangler substans.

- Man kan sige, at et tal har flyttet sig, men der skal en stor faglig udvikling i gang i folkeskolen, hvis de børn, der bliver placeret i fremmede læringsmiljøer, også skal trives og lære, siger hun.

Mette With Hagensen er enig. Ligesom Dorte Lange mener hun, at man skal se på hver enkelt og måle, hvor meget deres trivsel eller faglige præstationer har rykket sig. Det kan der ifølge Mette With Hagensen også sættes procenttal på.

- Trivslen skal for eksempel stige med fem eller ti procent fra måling til måling. Jeg er som sådan ikke imod mål-tal; vi skal bare måle på det, som er vigtigt, fremfor det, der er nemt at måle, siger hun.

S: Bredt ønske om måltal

Det var en bred forligskreds, der i 2012 vedtog inklusionsloven. Kun Enhedslisten stemte imod. Undervisningsordføreren for det tidligere bærende regeringsparti, Annette Lind (S), påpeger derfor, at opbakningen til målene om inklusion var stor. Og hun fortryder ikke, at 96- procent-målsætningen var et af dem.

Annette Lind vil ikke kategorisk afvise, at det i nogle kommuner er gået for stærkt, men hun er ikke enig i, at måltallet fyldte for meget. Trivsel og det faglige løft var ifølge hende noget, Socialdemokraterne tog seriøst. Derfor opstiller de ikke et konkret slutmål for faglighed og trivsel.

- Vi skal gøre alle børn dygtigere. Og for at gøre en god skole bedre skal vi jo ikke have slutmål: Vi skal have udviklingsmål, der handler om alle børn - dem, der kommer tilbage i klasserne, og dem, som var der i forvejen, siger Annette Lind og nævner i en sidebemærkning, at hun selv har været afdelingsleder på en folkeskole.

Annette Lind påpeger, at måltallet på 96 procent også var et ønske fra KL, og Anna Mee Allerslev (R), som er formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg, fastholder, at den kvantitative målsætning var nødvendig.

- Aftalen om et måltal på 96 procent for inklusion blev indgået for at vende en udvikling, hvor skolerne ekskluderede flere og flere. Kommunerne brugte en meget stor andel af de samlede ressourcer på specialtilbud, uden at eleverne der eller i folkeskolen fik tilstrækkelig gode resultater, skriver hun i en mail til Kommunen.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) afventer at tage stilling til eventuelle praksisændringer, før hun har læst ekspertgruppens rapport.