På det menneskelige plan er der kun godt at sige om Jakob Ellemann-Jensens bebudede tilbagevenden, efter at hans stressymptomer sendte ham ned at kysse gulvet. Stress kan knække selv de stærkeste, og Venstres førstemand er blot det seneste eksempel inden for politik. Man kan befrygte, at der kommer flere.

Men indtil videre er alt godt, eller det bliver det i hvert fald pr. 1. august, når Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage med fuld styrke som både partiformand og forsvarsminister. Og vicestatsminister, som han selv huskede at nævne i sit Facebook-opslag om emnet. En post, som ikke fulgte med, da vikarerne Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen rykkede til undsætning.

Raskmeldingen/bebudelsen af den er kun en af flere mellemstationer på vejen til genvunden Venstre-normalitet. Næste bliver den faktiske tilbagevenden og det ekstreme fokus på den raskmeldtes performance, som man må vente følger med.

Er han nu også helt rask, eller er det bare noget, de siger, fordi det efterhånden var nødvendigt at sige noget? Kan han holde til det, eller vil han få tilbagefald? Og så videre.

Den uundgåelige kynisme

Der vil blive holdt skarpt øje, selvom det ikke er god tone at analysere på andres mulige vanskæbne på den måde. Det vil blive gjort alligevel, vær sikker på det, om ikke andet så pakket ind i beklagelser over kynismen, som imidlertid vil blive kaldt uundgåelig, ligesom diverse overvejelser under sygemeldingen var.

Indtil videre er der dog ingen som helst faktuelle holdepunkter for at betvivle raskmeldingens validitet. Så hvis vi lægger til grund, at Jakob Ellemann-Jensen er fit for fight, når han pr. 1. august på ny indfinder sig på Christiansborg henholdsvis i Forsvarsministeriet, hvad er situationen så?

Under sygemeldingen har Jakob Ellemann-Jensen været omfattet af en betydelig forståelse. Christiansborg er foruden en politisk kampplads også en arbejdsplads, hvor politiske skel ikke står i vejen for en udbredt kollegialitet.

Dertil kommer den almindelige pli, at man ikke går efter folk, der er syge. Men lige den del af det ophører jo så fra august.

Og ikke alene det, en eventuelt tiltænkt skånsomhed vil være ikke-eksisterende fra Dag 1, ja faktisk allerede fra Sekund 1, når Jakob Ellemann-Jensen lander på sit kontor og øjeblikkeligt skal forholde sig til, hvad man venligt kunne kalde uklarhed om præmisserne for en hu-hej beslutning i januar om indkøb af våben til erstatning for 19 for længst bestilte men endnu ikke leverede artilleripjecer, som en uge forinden var doneret til Ukraine.

Mindre venligt kunne man kalde det noget andet end uklarhed, og det er der da også en opposition der gør. Hvad Jakob Ellemann-Jensen vil kalde det, kan vise sig afgørende for hans politiske fodfæste.

Den politiske savanne

Før FV22, mens det endnu så ud til muligvis at kunne gå i retning af en borgerlig regering, koketterede Jakob Ellemann-Jensen flere gange med at kalde sit parti for det største dyr på savannen. Som tiden gik, blev det en mere og mere forkrampet metafor, og nu efter FV22, efter regeringsdannelsen og efter rutsjeturen nedad i meningsmålingerne er det en helt anden savanne-sammenligning, der trænger sig på.

Savannen er som bekendt Darwin-land, der hvor den stærke æder den svage. Stadig en metafor, der kan bruges politisk, men der er endnu mere i det.

For når et rovdyr angriber et byttedyr, der er en del af en flok, så kunne flokken i mange tilfælde godt redde den stakkel, der er udset til løvemad. Men det gør den ikke, den stikker af og overlader byttedyret til angriberen. Hvorfor? Fordi det for flokken som helhed er en styrkelse, at de svageste dyr bliver skilt fra i stedet for at overleve i flokken og fortsætte med at sinke den.

Stærk eller svag?

Fuldstændig ligesom i politik. Eksemplerne er mange.

I tilfældet Jakob Ellemann-Jensen er spørgsmålet derfor, om han ud fra en darwinistisk-politisk betragtning er en af de stærke, eller om han vurderes som svag og derfor er i risiko for at blive ofret. Bemærk, at vi her ikke taler om stress og sygemelding, men udelukkende om politisk styrke og svaghed.

Selv længe før sygemeldingen nagede tvivlen i Venstre, om han nu også er den rigtige formand til på ny at bringe partiet ind i Statsministeriet. I den faktiske regeringskonstellation har det fra starten været tydeligt, at Mette Frederiksens dobbelt så lange og Lars Løkke Rasmussens tre gange så lange Christiansborg-erfaring gav dem en klar overhånd overfor Jakob Ellemann-Jensen.

Når hans varslede raskmelding træder i kraft efter sommerferien, står han fra starten i vand til halsen, efter den udvikling der over kort tid har været i kritikken af det forcerede våbenindkøb lige inden sygemeldingen. Den vikarierende forsvarsminister vil helt tydeligt ikke blandes ind i noget og har bestilt en redegørelse, så han kan være helt sikker på at det bliver Jakob Ellemann-Jensen selv, der kommer til at stege.

Sagen har i princippet potentiale til at vælte en minister, men om den også konkret har potentiale til at vælte en vicestatsminister, henstår indtil videre i det uvisse. Men godt er det ikke, og det er ikke første gang Jakob Ellemann-Jensen har fedtet rundt i begynderfejl af en kaliber, der ikke bør forekomme for en partiformand.

Begynderfejlene

For et års tid siden antydede Jakob Ellemann-Jensen i folketingssalen, at partifællen Claus Hjort Frederiksen var udsat for målrettet politisk forfølgelse og ikke blot lidenskabsløs standard-retsforfølgelse for brudt tavshedspligt. Dertil er kun at sige, at en sammenligning mellem retssamfundet Danmark og forholdene i Rwanda ikke er kompatibel med regeringsambitioner. Hurtigt efter var han da også ude med en forklaring om, at sådan skulle det jo heller ikke forstås, selvom enhver, der hørte det, var helt på det rene med, at det skulle det netop.

Sidste sommer havde Jakob Ellemann-Jensen så meget uld i munden, da han blev spurgt om Inger Støjbergs muligheder for en ministerpost i en eventuel fremtidig blå regering, at Troels Lund Poulsen offentligt afbrød og korreksede sin partiformand. Ikke hverdagskost, faktisk nærmest uhørt, men det var ikke Troels Lund Poulsens driftssikkerhed, episoden satte spørgsmålstegn ved.

Det er børnelærdom for politikere altid at holde en bagdør åben, ellers risikerer man at havne i et regulært løftebrud. Hvilket netop var, hvad der skete, da SVM-regeringen blev dannet.

En position i andet geled

Hvis Jakob Ellemann-Jensen stadig drømmer om en dag at kunne pege på sig selv som statsminister, så ligger det mere end tungt, efter at hans tidligere næstformand, nu partileder i egen ret Inger Støjberg, præsterede 1:1 lignende afsværgelser i januar i år. Hun “vil aldrig nogensinde kunne stole på” formanden for hendes tidligere parti, og det er derfor “fuldstændig udelukket”, at hun nogensinde vil pege på ham som statsminister. Ikke ultimativt, som Jakob Ellemann-Jensen kaldte det, men “definitivt”.

Uden Inger Støjbergs Danmarksdemokrater er et borgerligt flertal ude af syne, og det samme er udsigten til en Ellemann på statsministerposten. I hvert fald i Danmark, som Schlüter engang iskoldt bemærkede om faderen.

Uffe Ellemann-Jensen trak sig selv i god ro og orden, da hans statsministerdrøm definitivt forsvandt. Sønnens situation er indtil videre en anden, idet han jo trods alt er en del af en siddende regering.

Men hans parti kan ikke i længden stille sig tilfreds med en position i andet geled, uanset at det er andet geled i en regering. Og da slet ikke efter, at man nu har oplevet lydefri driftssikkerhed fra et vikarhold, der godt kunne ligne en varig konstellation.

Man går ikke efter folk, der er syge, det hører til almindelig pli. Men fra august er det et hensyn, man ikke længere behøver at tage.