Hjælpemiddelområdet er en stor og vigtig opgave for alle kommuner. KL anslår, at kommunerne i 2022 brugte 2,6 mia. kr. på hjælpemidler. Det er kroner og ører som er i skarp konkurrence med de mange andre otive og selvstændige i deres eget liv på en måde, som ellers ikke ville være muligt.

Det kræver en præcis indsats til det pgaver, som kommunerne skal prioritere mellem for at give den bedste service og velfærd til borgerne.

Hjælpemidler bliver ofte italesat som en udgift.  Som ergoterapeut vil jeg vende den om og sige, at det er en mulighed for at investere i mennesker - og også for at spare penge. Hjælpemidler kan gøre borgere akenkelte menneske og rette hjælpemiddel til rette tid.

Regeringen har bebudet en regelforenkling på hjælpemiddelområdet, og processen er sat i gang. Det er godt! Der er ikke blevet set på hjælpemiddellovgivningen i årtier, og både borgeres behov og udbuddet af hjælpemidler og velfærdsteknologi er eksploderet siden da samtidig med, at regler og bureaukrati er vokset stødt.

Let dokumentationskravene

Ergoterapeuter er den primære faggruppe på hjælpemiddelområdet, og vi ønsker ikke at bruge urimelig meget tid ved skrivebordet for at skrive sidelange afgørelser. Vi ønsker, at dokumentationskravene bliver lettet, så vi kan bruge tiden på at hjælpe borgeren.

Derfor er det godt med regelforenkling, men vores faglige opråb er: Det må aldrig blive på bekostning af borgerens ret til det rette hjælpemiddel. Hjælpemidler er kategoriseret som medicinsk udstyr, og borgere har ifølge serviceloven krav på rådgivning og vejledning af hjælpemidler.

Flere steder taler man om, at hjælpemidler skal kunne udleveres uden ventetid og visitation. Mange kommuner har allerede gode løsninger med kvik-skranker, hvor borgere kan komme i åbningstiden og hente et basalt udvalg af hjælpemidler.

Det er en god løsning for borgere og for at spare bureaukrati i kommunerne. Men det er essentielt, at der er terapeutfagligt uddannet personale til stede.

Manglende faglighed kan blive en bjørnetjeneste for både borger og kommune

Det kan lyde simpelt at have brug for en rollator, men det kræver faglighed at vurdere rette model og træne borgeren i at bruge den korrekt. Uvidenhed kan i sidste ende give ondt i ryggen.

Forkert kan blive meget dyrt

Jeg har i min tid som ergoterapeut set mange ældre gå med en rollator, der er for lav eller en kørestolspude, som var lagt forkert. Og så begynder det at koste dyrt i den anden ende, når følgevirkninger skal behandles og hjælpemidlet ikke er levet op til sit eget formål, nemlig at hjælpe.

Alle ved, hvordan det er med nye vaner. Det kan tage tid at komme i gang. Sådan kan det også være med hjælpemidler. Hvis borger ikke får træning og den rette tilpasning, risikerer man, at hjælpemidlerne ikke bliver brugt. Og så har man igen en udgift, som kunne have været både en menneskelig hjælp og en forebyggende instans for kommunen.

Vi ser desværre, at hjælpemidler nogle gange udleveres uden terapeutfaglig rådgivning og vi hører røster, der argumenterer for, at man skal kunne hente hjælpemidler på samme måde, som hvis man skulle hente en ny reol. Det lyder nemt, men forkerte eller manglende hjælpemidler kan for borgeren betyde sygemelding, potentielle følgesygdomme, samt øget behov for hjemmehjælp. Det er ikke rimeligt overfor borgeren, og det er dyrt for kommunen. Ligesom vi ergoterapeuter heller ikke håndterer medicin, bør fagpersoner uden viden om hjælpemidler som medicinsk udstyr heller ikke udlevere hjælpemidler.

Kommunernes penge skal række langt – og ofte længere, end hvad rimeligt er. Regeringen har en stor og vigtig opgave med at rydde op i regler og bureaukrati på hjælpemiddelområdet, så der kan blive frigivet ressourcer, og ventetiderne kan komme ned. Samtidig har kommunerne et ansvar for at sikre og investere i den rette faglighed, når borgere skal have hjælpemidler.

Det er bedst for borgeren, og det er bedst for den kommunale økonomi.