Her er kommunernes travleste folkemødedeltagere
Her er kommunernes travleste folkemødedeltagere
Igen i år er kommunerne massivt til stede på Folkemødet i Allinge.
30 kommuner er selv arrangør eller medarrangør af et eller flere debatmøder, og derudover sidder mange politikere og embedsmænd i panelet hos andre arrangører.
47 borgmestre deltager i debatter eller andre arrangementer under Folkemødet. Allermest travlt får - ikke overraskende - Bornholms egen regionsborgmester Winni Grosbøll, som deltager i ikke mindre end 15 arrangementer, viser en optælling foretaget 5. juni.
Næstflest arrangementer deltager Gribskovs, Guldborgsunds, Holbæks og Lollands borgmestre i. Hele listen her:
Også andre kommunalpolitikere end borgmestre er aktive:
Bornholms viceborgmester (lidt endnu) Anne Thomas (ALT) deltager fx i otte arrangementer, Aarhus' sundheds- og omsorgsrådmand Jette Skive (DF) i syv, Københavns kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT) i fem, børn- og ungerådmænd Thomas Medom (SF) fra Aarhus i fire, mens social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz (S) fra Aarhus, sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl (V) fra Aalborg og børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) fra København deltager i hver tre.
Travle regionspolitikere
Sundhed er et hedt emne på Folkemødet, og det er ikke mindre aktuelt af aftalen om en ny sundhedsreform. Derfor får flere regionspolitikerne særdeles travlt.
Det gælder især Karin Friis Bach (R), som udover at sidde i regionsrådet i Hovedstaden er formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg. Hun deltager i 13 events. Travlt får også Danske Regioners formand og formand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V), formand Heino Knudsen (S) fra Region Sjælland og formand Anders Kühnau (S) fra Region Midtjylland med hver 11 arrangementer samt regionsrådsmedlem og nybagt folketingsmedlem Stinus Lindgreen (R) fra Hovedstaden med syv og formand Ulla Astman (S) fra Region Nordjylland med seks arrangementer i kalenderen.
Blandt de kommunale embedsmænd skiller kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe fra Fredericia sig ud som den mest travle med seks events. Kommunaldirektør Bo Rasmussen fra Gladsaxe og sundhedschef Otto Ohrt fra Aarhus deltager i tre, mens der er to debatmøder i kalenderen for kommunaldirektørerne Jesper Zwisler fra Herlev, Niels N. Ågesen fra Vejle, Peter Sinding Poulsen fra Horsens og Stine Johansen fra Helsingør samt for leder af dagtilbud på Bornholm Ann Rubæk-Nielsen, leder af Hjørnet på Langeland Stina Bjergård Arildslund og udviklingsdirektør i Region Sjælland Carsten Krabbe.
Aktive kommuner
30 kommuner står selv som arrangør eller medarrangør af i alt 43 debatter under Folkemødet.
Fredericia Kommune har flest, nemlig seks, hvoraf to er kommunens egne og fire laves i samarbejde med andre. De handler primært om verdensmål og sundhed.
Samsø og Ærø laver fem arrangementer i samarbejde med Balance Danmark, som alle omhandler ø-problematikker, mens Kalundborg selv står for fire, hvoraf to er ens, med fokus på erhverv og uddannelse.
Odsherred og Guldborgsund har tre events på programmet, Aalborg, Holbæk, Tønder, Sorø, Lolland og Langeland hver to, hvoraf en del er samarbejdsprojekter. Albertslund, Bornholm, Gentofte, Gribskov, Haderslev, Helsingør, Horsens, Hvidovre, Ishøj, Kolding, København, Middelfart, Nordfyn, Vejle, Vordingborg, Slagelse og Sønderborg står alle bag ét arrangement som arrangør eller medarrangør.
Åbent telt
En del af kommunernes arrangementer vil foregå i KL's telt, hvor KL selv i år arrangerer langt færre debatter end tidligere år. I stedet har KL valgt at tilbyde kommunerne at bruge teltet til egne arrangementer, og det har 16-17 kommuner benyttet sig af, fortæller kontorchef Brit Buchhave fra KL.
- Det vigtige for KL er, at kommunerne har et telt og kan være til stede på Folkemødet. Vi har ønsket i højere grad at lade kommunerne selv sætte den dagsorden, de har lyst til, og alle de udbudte pladser er blevet revet væk, fortæller hun.
KL er også aktiv som medarrangør af en stribe debatter på Ledelsesscenen, men teltet er stadig tænkt som det primære mødested for kommunerne.
Sådan gjorde vi
Data er modtaget fra Folkemødet 15. maj.
Flere programpunkter er kommet til siden da. 5. juni er samtlige borgmestre og regionsformænd samt øvrige navne, som lå højt på listen, derfor tjekket manuelt i programmet. Andre, som siden er kommet med på flere programpunkter, er derfor ikke med i optællingen, ligesom der kan være kommunale arrangementer, vi ikke har opdaget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.