Genindførelse af coronapasset rykker tæt på
Genindførelse af coronapasset rykker tæt på
Vi har prøvet det før: Smitten stiger, og restriktioner bliver indført på stribe.
Både Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og direktør i Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum anbefaler nemlig at sætte ind mod den stigende smitte. De er bekymrede for den forestående vinter.
Begge foreslår at genindføre coronapasset. Anbefalingen kom allerede fra Søren Brostrøm torsdag, og fredag lød det fra Henrik Ullum:
- Det skal ses i lyset af en kraftigt stigende smitte og stigende indlæggelsestal, og at vi kigger ind i en vinter, hvor der kommer endnu mere sæsoneffekt, siger han til "Go' Aften Live" på TV2.
Kort forinden oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han har bedt Epidemikommissionen vurdere, om corona igen bør opklassificeres som en samfundskritisk sygdom.
Sker det, vil det give regeringen en række beføjelser til at indføre tiltag mod smittespredning med hjemmel i epidemiloven uden nødvendigvis at komme frem til et flertal i Folketinget.
Det vil betyde, at der bliver hjemmel til at genindføre nogle af de kendte restriktioner som eksempelvis mundbind og krav om coronapas. Det kan blandt andet blive på barer og restauranter. På forhånd er brancheorganisationen Horesta skeptisk.
Et sådant krav vil ifølge organisationen kunne flytte smitterisikoen til private hjem, når selskaber rykker fra restauranterne til stuerne. Det siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i Horesta.
K: Det er for tidligt
På forhånd har SF-formand Pia Olsen Dyhr meddelt, at SF er klar til en genindførelse. Anderledes lyder det fra De Konservative og Enhedslisten.
- For mig er det for tidligt til, at vi bare ruller coronapas ud over hele Danmark, siger De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen.
Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, peger på, at hans parti lytter nøje til eksperterne.
- Men det, der er behov for lige nu, er, at regeringen fremlægger en plan for, hvordan vi kommer igennem efteråret og vinteren. Der er en lang række tiltag som bedre hygiejne, vi kan tage, siger han.
Smittetallene har den seneste tid været høje. Torsdag kulminerede stigningen med 2598 nye smittede med coronavirus. Det er det højeste antal hidtil i 2021.
Fredag var der 2.251 nye coronatilfælde og 263 indlagte i Danmark. 75,2 pct. af befolkningen er færdigvaccineret.
De stigende antal smittede øger ifølge Sundhedsstyrelsen risikoen for en stor overbelastning af sygehusene i efteråret og vinteren, hed det fredag i en pressemeddelelse.
Søren Brostrøm forklarede her, at personalet allerede løber stærkt.
- Samtidig har vi ikke den robusthed, som vi tidligere har haft, fordi der har været pres på i en lang periode. Der er simpelthen mindre overskud end normalt, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.