Voksende mistrivsel blandt børn og unge repræsenterer en tiltagende hovedpine for forældre, lærere, politikere og offentligheden. Problemet er bare vokset de senere år, hvor flere politikere nu er klar til at afsætte ressourcer til bl.a børnepsykiatrien.

Det er dog ikke her, at nøglen til holdbare løsninger gemmer sig. Vi skal begynde et helt andet sted, hvor det hverken er kroner og øre eller karaktergennemsnit i skolen, som sætter dagsordenen, mener Frank E. Andersen, der som tidligere kommunaldirektør i Slagelse og Gentofte samt direktør for børn- og ungeområdet i sidstnævnte kommune har høstet erfaringer på området i tre årtier.

Frank E. Andersen har markante holdninger til offentlig ledelse i almindelighed og børn- og ungeområdet i særdeleshed. Men grundlæggende mener han, udfordringen er den samme på tværs af opgaver og forvaltninger: Vi har brug for at gentænke fokus og mål, som stadig har bund i årtiers vanetænkning.

I dag er han konsulent hos flere organisationer, som arbejder for børn og unges trivsel. Overordnet er han optimistisk i troen på, at vi kan skabe løsninger, hvis vi indstiller os på  både små og store forandringer hele vejen ned gennem den offentlige sektor.

Arbejdet begynder i mindsettet, ikke blot på børn- og ungeområdet, men i hele velfærdssektoren, mener han.

- Vi skal være rigtig glade for, at vi bor i det her land og har den offentlige sektor, vi har. Men vi har gennem de sidste 20-30 år hele tiden forsøgt at modernisere og effektivisere, og det løser ikke de største problemer, men skaber i virkeligheden bare flere, siger Frank E. Andersen. 

Det gælder lige fra uddannelse til sundhedsområdet og medarbejdernes trivsel.  

- Vi skaber simpelthen flere dårligdomme, end vi får løst problematikker. Vi bliver nødt til at lave ting om.

Udfordringen er kolossal, erkender han. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at hver femte pige (21 pct.) og hver sjette dreng (16 pct.) har mindst ét tegn på emotionel mistrivsel hver dag. Det er enten at være ked af det, i dårligt humør, nervøs eller at have svært ved at falde i søvn. Og problemet er vokset markant fra begyndelsen af 1990’erne til i dag.

Tag opgøret med public management

Frank E. Andersen efterlyser først og fremmest et opgør med public management-kulturen, som har gennemsyret den offentlige sektor  - ganske tankevækkende med start i 1990’erne -  på godt og ondt.

- Da new public management kom, syntes jeg jo, det var fornuftigt. Hvad brugte vi pengene på, hvor var vi effektive, og fik alle nu det, de skulle have? Men det har taget overhånd, og vi har opbygget en offentlig sektor, som er baseret på kvantitet fremfor kvalitet, siger Frank E. Andersen.

New public management--tankegangen og processen  har ramt de yngste ekstra hårdt.

- Der er noget galt i, at vi ikke giver lærere og pædagoger frihed til at vælge, om den her dreng i virkeligheden skal sidde og have de her matematiktimer, eller om han hellere skulle gå ned hos pedellen i en uges tid, fordi han kan noget med hænderne, men måske ikke er så stærk til det andet, siger Frank E. Andersen. 

Kort sagt efterlyser han en gentænkning af folkeskolens målsætning, som bygger på talrækker, man kan krydse og lave til gennemsnit - men som ikke giver plads til fokus på den enkeltes behov eller sociale forfatning, når skolegangen er overstået. 

- Risikoen er, at den måde, vi har kreeret systemet, gør nogle børn ondt. Det er jo rigtig svært at erkende. I dag lover vi barnet, at hvis du går i skole, så får du så mange matematiktimer.  Vi lover intet om, hvad du kommer ud med af kvalitativt resultat. 

- Vi skal i stedet turde sige: Vi gør alt, hvad vi kan, for at du får det højeste selvværd, og at du finder ud af, hvilke faglige ting, du er god til, så du står bedst, når du går ud af den her folkeskole.

Ud og snak med mennesker, hvor det sker

Han har selv befundet sig på det strategiske niveau i ledelse gennem det meste af karrieren, men også på topniveau har kolde tal domineret målsætninger og skabt benspænd for visioner. Det forplanter sig ned gennem systemet og gør det svært at improvisere.  

På såvel skoleområdet som i andre forvaltninger er public management endt med at diktere styring fremfor ledelse, mener Frank E. Andersen. 

- Det gælder det politiske niveau, men også topledelserne og chefer. Hvis jeg spørger en medarbejder i en skole eller et dagtilbud, så er de altid i gang med at implementere det, andre har fundet på. Og det er skævt. Det er galt, at de ikke selv i størstedelen af deres tid bruger tiden på at lave det, de synes er det rigtige.

Helt banalt begynder det med måden, vi omgås hinanden. Miljøet, hvor beslutninger tages.

- Hvorfor skal en skolechef sidde ved sin computer tre-fire timer om dagen og ordne mails?  Han skal selvfølgelig ud i klasserne, snakke og sparre med sine medarbejdere. Vi skal have gentænkt  ledelsesbegrebet, så det handler om at lede der, hvor kerneopgaven er. 

Der er masser af muligheder for at gøre noget ved det, påpeger Frank E. Andersen, der selv sad fast i sit kontor og brugte tre-fire timer på mails som kommunaldirektør. Det lavede han om med hjælp fra sine sekretærer. Og i hans administration vænnede folk  sig til, at man faktisk kunne løse tingene uden at være låst til skrivebordet. 

Frank E. Andersen ser også gerne politikere tættere på de administrative beslutnings-tagere.

- I en kommune er der typisk syv-otte niveauer på børn-, ungdoms- og skoleområdet. Syv-otte niveauer op gennem systemet, inden du når politikerne. Politikere skal ikke bare skubbes ud på et strategisk niveau. De skal også involveres. Men i stedet for at sidde fire timer i et lukket udvalgsværelse en gang om måneden skal de ud og snakke med skoler, dagtilbuddet og ikke mindst med børn og unge, siger Frank E. Andersen.

- Politikerne skal have lov til at være helt nede i materien og diskutere ting. På en aften ude på en skole med en skolebestyrelse har jeg oplevet politikere, der synes, de får mere indflydelse, end de har gjort i fem år i kommunalbestyrelsen. 

Hvad betyder frisættelse egentlig?

Særligt topledelsen har et ansvar for at sætte skub i nødvendig nytænkning, mener Frank E. Andersen. 

Det gælder først og fremmest ved at facilitere forandringer og sætte en retning på, hvad man vil gøre. For i dag handler alt for meget topledelse blot om detailstyring, og så kommer man ikke i bund med de store, essentielle problemer med mistrivslen.

Og for at sætte gang i det opgør behøver man ikke vente på frisættelsesbølgen, som regeringen har slået på tromme for. 

- Jeg håber, at man på politisk niveau vil tale om, hvad frisættelse egentlig betyder. For mig handler det i virkeligheden om bedre lederskab. Vi har detailstyret meget fra toppen i stedet for at styre og lede i virkeligheden, så vi giver plads til mennesker på området. Den snak skal vi have, anfører Frank E. Andersen. 

I sin tid som kommunal-direktør i Gentofte var Frank E. Andersen med til at introducere en ny politisk struktur, som handlede om at inddrage borgere og medarbejdere langt mere.

- Det er ikke sikkert, at det skal være sådan alle steder. Men vi bliver nødt til at lave noget om. Politikere skal sætte en tydelig retning, men også give plads til forskellige veje at nå dertil.  Det skal man gøre på alle niveauer. 

- Man skal turde at stille sig op på ølkassen og sige: Vi bliver nødt til at gå den her vej, og jeg ved ikke præcis, hvordan vi gør, det vil jeg gerne have jer til at hjælpe med, for jeg har stor tillid til det, I kan og vil på jeres områder, siger han.

Vi kan, hvis vi vil

Som kommunaldirektør har Frank E. Andersens forpligtende bundlinje handlet om økonomi, men han vil nødig gøre fremskridt på børn- og ungdomsområdet til en diskussion om finansiering.

- Økonomi er vigtigt, men det har taget overhånd og dominerer alt, hvad vi laver. 

Når KL laver en opgørelse over, hvilke kommuner der gør det bedst på fx kultur- og idrætsområdet, definerer man nummer ét som den, der bruger flest penge på området, fortæller Frank E. Andersen.  

- Det fremmer ikke innovation og nytænkning. Vi har en meget lineær økonomisk tænkning. En tro på, at flere penge gør det godt. Vi bliver nødt til at udfordre hinanden på, om vi kan gøre det her anderledes.

 Frank E. Andersen har mange erfaringer med forandringer i de kommuner, han har arbejdet for, og selv om unges mistrivsel skal reduceres med et langt, sejt træk, er han optimist. 

- Det kræver tålmodighed. Vi taler vel fem-ti år frem. Men jeg tror på, at man kan skabe små resultater meget hurtigt. 

- Hvis barn, lærer og forældre taler om noget i dag, som gælder i morgen, så er det det hurtigste, du kan gøre. Hvis man indsamler viden, som skal op til topledelsen, og som skal analyseres og gennemføres, så tager det lang tid.  Så man skal sørge for, at noget sker på rette niveau, siger han og tilføjer:

- Vi har en vilje og en tillid til hinanden. Så hvis vi sætter os for, at vi vil det her, så kan vi løse det.  Vi så det under corona. En kæmpe krise. Der rykkede vi sammen i bussen, og så fik vi simpelthen løst det, der stod foran os. Så vi kan som land kolossalt mange ting, og det gør mig  fortrøstningsfuld. Vi skal ville hinanden. Så kan vi sagtens løse det her.