Kommunen.dk
MENU

Fem pct. af coronasmittede har været indlagt

Knap 16.000 har været indlagt med corona i Danmark. Det svarer til fem procent af de smittede og vidner om alvorlig sygdomsbyrde, lyder det. SSI skifter fokus.

Fem pct. af coronasmittede har været indlagt

Knap 16.000 har været indlagt med corona i Danmark. Det svarer til fem procent af de smittede og vidner om alvorlig sygdomsbyrde, lyder det. SSI skifter fokus.
Med flere og flere vaccineret handler epidemikontrollen fremover om at undgå, at sårbare grupper og personer, der ikke er vaccineret mod covid-19, bliver smittet, siger SSI-direktør Henrik Ullum.
Med flere og flere vaccineret handler epidemikontrollen fremover om at undgå, at sårbare grupper og personer, der ikke er vaccineret mod covid-19, bliver smittet, siger SSI-direktør Henrik Ullum.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Det er efterhånden halvandet år siden, at der for første gang blev konstateret smitte med coronavirus i Danmark. Siden virusset blev fundet på dansk jord, har 15.824 personer været indlagt med covid-19 på et af landets hospitaler.

Det svarer til 5,2 pct. af de i alt 303.469 smittetilfælde, som er blevet bekræftet under epidemien. Det viser de seneste tal fra torsdag fra Statens Serum Institut (SSI).

  Jeg synes, det er alvorligt, at der er så mange, som er blevet indlagt.

Ifølge Christian Wejse, læge og lektor i infektionssygdomme på Aarhus Universitet, er tallene udtryk for, at der under corona har været "en væsentligt større" sygdomsbyrde i samfundet, end vi er vant til at se med for eksempel influenza.

- Jeg synes, det er alvorligt, at der er så mange, som er blevet indlagt.

- Det er langt under én pct., der bliver smittet med influenza, som bliver indlagt. Så det er en helt anden sygdomsbyrde, vi har haft med covid-19, siger han.

De indlagte fordeler sig ligeligt mellem mænd og kvinder, og alle aldersgrupper er repræsenteret. I starten var det især de ældre, men i takt med vaccinationerne er de indlagte blevet yngre. 56 pct. har samtidig haft en anden underliggende sygdom.

Christian Wejse vurderer, at de smittede i gennemsnit har været indlagt under en uge. Andre har kun haft behov for at være indlagt én dag. Meget få har været indlagt i måneder.

SSI skifter fokus

Under epidemien har sundhedsmyndighedernes primære fokus været at undgå overbelastning af sundhedsvæsnet. Men i takt med at flere og flere bliver vaccineret, er det fokus skiftet.

  Det vil sige, at på nuværende tidspunkt i epidemien skal vi kigge lidt mindre på indlæggelser og have mere fokus på for eksempel antal smittede.

I stedet handler epidemikontrollen fremover om at undgå, at sårbare grupper samt personer, der ikke er vaccineret mod covid-19, bliver smittet.

Det siger Henrik Ullum, der er direktør i Statens Serum Institut, SSI.

- Hovedproblemet er nu, at dem, der endnu ikke er beskyttet af vaccinerne, eller dem, som er dårligt beskyttet af vacciner, fordi de er sårbare, at de har risiko for at blive syge og eventuelt få langtidskonsekvenser.

- Det vil sige, at på nuværende tidspunkt i epidemien skal vi kigge lidt mindre på indlæggelser og have mere fokus på for eksempel antal smittede, siger SSI-direktøren.

Fakta

  • I alt har 15.824 personer været indlagt med covid-19 på et af landets hospitaler.
  • Det svarer til 5,2 pct. af de i alt 303.469 smittetilfælde, som er blevet bekræftet under epidemien.
  • Det er kvinder og mænd, piger og drenge, i alle aldersgrupper, som har været indlagt.
  • I begyndelsen var størstedelen af de indlagte ældre og sårbare.
  • Men i takt med at flere af dem er blevet vaccineret, har billedet ændret sig, og de indlagte har i stigende grad været yngre.
  • Kigger man på tallene fra SSI har mange af de indlagte haft underliggende sygdomme. Det gælder for 56 pct., som altså kan have haft for eksempel en lunge- eller hjerte-kar-sygdom eller diabetes.
  • Torsdag var det daglige smittetal 1.141 bekræftede tilfælde. Antallet af indlagte lå uændret fra onsdag på 51 patienter.

Kilde: Statens Serum Institut

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR