Erkend det nu bare: Det offentlige kan ikke alt
Erkend det nu bare: Det offentlige kan ikke alt
I en tid med knaphed på både økonomiske og menneskelige ressourcer skulle man tro, at frivillig hjælp til borgere med behov ville blive modtaget med åbne arme i kommuner og regioner. Men virkeligheden for mange civilsamfundsorganisationer er, at det kan være vanskeligt at få en fod indenfor.
“Vi er mange i civilsamfundet, som brænder for at spille en større rolle,” skrev forperson for Ungdommens Røde Kors Jonas Wiederholt Larsen i et debatindlæg i nærværende magasin i efteråret. Men, lød det videre, organisationen oplever, at politikere og embedsmænd ofte glemmer at tænke civilsamfundet ind i det forebyggende arbejde.
- Jeg kunne godt tænke mig, at man havde taget stilling til, hvordan man kan bruge civilsamfundet bredt, uddyber Jonas Wiederholt Larsen.
Det offentlige kan ikke alt
Der er et enormt potentiale for kommuner og regioner i at samarbejde med civilsamfundet, fastslår formand for Frivilligrådet Anna Bjerre. Derfor bør det offentlige i højere grad invitere organisationerne med ind til bordet, når der skal findes løsninger på problemer som for eksempel ensomhed og mistrivsel, mener hun.
- Der er komplekse udfordringer, som kommunerne ikke kan løse alene, siger hun og nævner desuden hjemløshed og unge uden job og uddannelse.
Det offentlige er nødt til at erkende, at det ikke kan alt, supplerer chefanalytiker ved Vive Helle Hygum Espersen, som beskæftiger sig med samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet.
- Det offentlige er afhængigt af civilsamfundet, konstaterer hun.
En af civilsamfundets styrker er, at det ikke er underlagt de samme rammer og krav, som det offentlige er. Det er langt mere fleksibelt, og det gør det muligt at tilpasse indsatser til individuelle formål og behov. Noget, som det offentlige kan have svært ved.
Det centrale i samarbejdet er hverken kommunens eller organisationens behov, men at det skal give mening for den borger, der har brug for hjælp. En frivillig kan samtidig møde borgeren på en anden måde, end en kommunal medarbejder kan. Det er netop forskellene, der gør samarbejdet relevant.
Kreativ omfordeling
Man kan godt tale om en form for økonomisk og ressourcemæssig omfordeling, når kommuner i stigende omfang ønsker at kombinere professionel hjælp og frivilligt engagement for at sikre den nødvendige velfærd til deres borgere, mener sociologiprofessor ved Roskilde Universitet Thomas P. Boje, som har forsket i velfærd og civilsamfund i årtier.
- Hvis samfundet skal hænge sammen, er vi, lidt dramatisk sagt, nødt til at hjælpe og engagere hinanden på nogle punkter, som vi ikke har gjort tidligere, siger han.
Derfor kan det give god mening at lade civilsamfundet supplere eller helt overtage nogle af det offentliges opgaver, mener han. Når bare det sker efter aftale med borgerne og på deres præmisser. Ældre, der ønsker det, kan måske blive længere i egen bolig, hvis de får en gensidig kontakt til andre borgere og hjælp til rengøring og indkøb af frivillige, lyder et bud.
- Vi er ude i nogle sårbare zoner med, hvem der skal lave hvad og hvordan, medgiver han.
Lokale frivilligråd og frivilligcentre
34 kommuner har et lokalt frivilligråd, der som politisk organ repræsenterer de frivillige organisationers interesser over for kommunen og fungerer som talerør mellem kommunen og de lokale foreninger.
59 kommuner har et lokalt frivilligcenter, og tre har et undervejs. Det lokale frivilligcenter yder konsulentbistand til foreninger, synliggør frivillige aktiviteter og mobiliserer frivillige. Frivilligcentrene er primært finansieret af staten og kommunerne.
Kilder: Det nationale Frivilligråd og Frise, Landsforeningen for Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.