Kommunen.dk
MENU

Den grønne omstilling skaber nye muligheder i Produktionsdanmark

Skiftende regeringer har forsøgt at vende årtiers centralisering med udflytning. Den grønne omstilling kan være et trumfkort i bestræbelserne på et land i bedre balance – men det kræver, at kommunerne bliver belønnet for deres indsats.

Den grønne omstilling skaber nye muligheder i Produktionsdanmark

Skiftende regeringer har forsøgt at vende årtiers centralisering med udflytning. Den grønne omstilling kan være et trumfkort i bestræbelserne på et land i bedre balance – men det kræver, at kommunerne bliver belønnet for deres indsats.
Der var stor interesse fra de lokale til Skivemødet i at høre, hvordan politikerne kan arbejde for et land i bedre balance.
Der var stor interesse fra de lokale til Skivemødet i at høre, hvordan politikerne kan arbejde for et land i bedre balance.
Foto: Søren Roland Jessen

Det er tidligt på festivalsæsonen. Den tidligere forsanger fra Skive-bandet Dúné, Mattias Kolstrup, fortæller anekdoter fra den store verden. Nu er han tilbage, hvor det hele startede, sin hjemstavn Skive, og står det samme sted, hvor han debuterede til det hedengangne Skive Beach Party – nu er rammerne Skivemødet.

Men selvom der ikke er så langt fra Skive til København og New York, når en af byens stolte sønner fortæller om sine eventyr, så bliver det vestjyske folkemøde afholdt med en bekymrende udsigt. 

u-9LrWUg Mattias Kolstrup (længst til højre) har tidligere turneret verden rundt med bandet Dúné og kan fortælle anekdoter fra Moskva, New York og sin hjemstavn Skive på Skivemødet. Nu er han tilbage, hvor det hele startede, selvom adressen er i København. Foto: Søren Roland Jessen

Ifølge den seneste befolkningsprognose fra Danmarks Statistik er fremtiden ikke lys for Skive. Om ti år vil befolkningstallet være faldet med 5,6 pct. Ikke langt derfra vil Silkeborg Kommune vokse med hele 13,5 pct. I 2045 vil befolkningstallet i Skive være faldet med 11 pct. i forhold til i dag. Sammen med Langeland og Lemvig står Skive overfor det største befolkningsfald i Danmark. 

“Danmark i balance” er derfor det oplagte tema på Skivemødet, som har trukket den politiske a-kæde til byen. Debatten har fyldt meget, siden Venstre satte gang i den store udflytning af statslige arbejdspladser i 2015, men har i de seneste år været tvunget i baggrunden af coronanedlukninger, klimakamp og senest krigen i Ukraine.  

Jeg synes, det går bedre med balancen i Danmark end tidligere, men vi er der ikke endnu

I Skive var centraliseringsdebatten igen i centrum, men på det nye bagtæppe. Det kan dog vise sig at give nye muligheder. 

Nødvendigt at tage ansvar

Ny mand i spidsen for S-regeringens Danmark i balance-strategi er Christian Rabjerg Madsen. Han er selv opvokset i Ølgod i Varde Kommune, der ligesom Skive ser ind i en fremtid med risiko for negativ befolkningstilvækst. Som ny indenrigs- og boligminister ser han det som sin fornemste opgave at skabe et Danmark i balance som selv-erklæret minister for sammenhængskraft. 

- Summen af de mange beslutninger skal have en mening. Derfor er det vigtigt at have en overordnet retning at sigte efter, siger Christian Rabjerg Madsen.

Tidligere i år har Socialdemokratiet besluttet, at det nu var uddannelsespladser, der skulle rykkes ud i landet, ligesom man har fortsat udflytninger af statslige arbejdspladser. Senest har S-regeringen desuden landet politiske aftaler om blandt andet nærpolitistationer og -hospitaler. 

- Vi skal være opmærksomme på, at det er politiske beslutninger, der har centraliseret landet. Derfor er det også politiske beslutninger, der kan rulle centraliseringen tilbage igen, siger Christian Rabjerg Madsen. 

5VtnLBjo  Det var den politiske A-kæde, der var taget til Skive for at diskutere, hvordan man bedst sikrer et land i balance.
Foto: Søren Roland Jessen

Det er “åbenlyst nødvendigt”, at man som politiker handler, hvis man skal sikre et land i balance – også selvom det kan synes som tvang i modstandernes øjne, mener ministeren. 

- Jeg synes, det går bedre med balancen i Danmark end tidligere, men vi er der ikke endnu, siger Christian Rabjerg Madsen.

Vindmøller for uddannelser

I skyggen af krigen i Ukraine har regeringen omfavnet energipolitik som sikkerhedspolitik, og det har skabt et nyt momentum for vedvarende energi. Dermed har regeringen  fået en kærkommen chance for at styrke udviklingen i landdistrikterne. 

For med ”Danmark kan mere -I og -II” og senest Esbjerg-erklæringen skal der skabes job- og udviklingsmuligheder i hele landet, håber formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard. Det kræver, at energi- og klimapolitik også bliver brugt som landdistriktspolitik. 

- Det er vigtigt, at det handler om udvikling i et bredt perspektivt. Det skal give arbejdspladser, skabe udvikling, man skal tænke uddannelse og forskning ind i det, ligesom vi også skal huske gode bosætningsmuligheder, siger Steffen Damsgaard. 

Christian Rabjerg Madsen peger selv på ”Danmark kan mere II”-udspillet som en af de store udfordringer som minister, hvor han sammen med kommunerne skal finde plads til fire gange så meget vedvarende energiproduktion på land. Det store puslespil giver dog også muligheder. 

De kommuner, der leverer størst og først på den grønne omstilling, burde også stå forrest i køen til uddannelse, forskningsmiljøer og andre statslige initiativer.

Steffen Damsgaard mener eksempelvis, at det er oplagt, at Christiansborg fordeler fx uddannelsesinstitutioner og sol og vind efter, hvor kommunerne har sat solceller og vindmøller op. 

- De kommuner, der leverer størst og først på den grønne omstilling, burde også stå forrest i køen til uddannelse, forskningsmiljøer og andre statslige initiativer. Det handler ikke kun om, at Christiansborg skal levere de rette rammevilkår, men også om at sikre  langsigtet udvikling. Det håber jeg, at ministeren tager med sig herfra, siger Steffen Damsgaard. 

Flere vindmøller skal snurre på land

* Regeringen vil udpege 10-15 områder, hvor der skal være store energiparker.

* Samtidig skal et loft over antallet af vindmøller fjernes.

* Regeringen vil sørge for, at klagesager bliver behandlet hurtigere.

* Det skal også være muligt at sætte solceller og vindmøller op i herregårdslandskaber ved en ændring af planloven.

* Rejsehold skal hjælpe kommuner til flere vindmøller og solceller

Kilde: Indenrigs- og boligministeriet, ritzau

En gylden mulighed

Hen mod aftenen kom statsminister Mette Frederiksen, festivalens hovednavn om man vil, på scenen for at tale ja-sidens sag, fortælle anekdoter og diskutere Danmark i balance. Statsministeren understregede efterfølgende over for Kommunen.dk, at den grønne omstilling er en chance for at skabe muligheder i hele landet: 

- Allerede i dag er der tusindvis af danskere, der går på arbejde ikke på trods af den grønne omstilling, men på grund af omstillingen, siger statsministeren. 

Tidligere på ugen havde hun stået på Esbjerg Havn og præsenteret det store fælles europæiske udspil om at udnytte det store potentiale for havvind i Nordsøen. Her sagde hun blandt andet, at aftalen skulle være med til at fremtidssikre ikke bare byen, men hele regionen og Jylland. Året forinden var statsministeren desuden på besøg hos en af de mange underleverandører til vindindustrien Polytech, i nabobyen Bramming, som har haft succes med at skabe både produktions- og vidensjob på Vestkysten. 

- Det handler ikke kun om havvindmøller, men også alt det imellem; energieffektivisering, vinger til vindmøllerne, Po-wer-to-X. Det er en kavalkade af danske virksomheder, der gør, at Danmark står rigtig stærkt, og rigtig meget af produktionen ligger i Jylland, siger Mette Frederiksen. 

YTebLYEw Statsminister Mette Frederiksen (S) var på scenen sammen med EP-medlem og formand for Esbjerg Havn, Søren Gade (V). Kort forinden Skivemødet havde Mette Frederiksen præsenteret en ny fælles strategi for havvind i Nordøen med Esbjerg i centrum.
Foto: Søren Roland Jessen

Industrien har dog flere gange advaret mod, at den grønne omstilling vil blive forsinket på grund af mangel på faglært arbejdskraft som elektrikere, smede og VVS’ere. Dermed passer omstillingen med en anden af tidens socialdemokratiske kæpheste, opgøret mod uddannelsessnobberiet, og den grønne omstilling giver derfor en kærkommen mulighed for at oprette flere relevante uddannelsesmuligheder i hele landet med afsæt i den grønne omstilling. 

Regeringen annoncerede allerede med ”Danmark kan mere I”-udspillet tidligere i år, at man ønsker at investere i tre nye klimaerhvervsskoler, som skal “være kraftcentre for den grønne omstilling med fagligt stærke miljøer for grøn omstilling og bæredygtighed” – og som samtidig kan styrke decentraliseringen. 

Et grønt håb for Skive

I Skives nabokommune Viborg ønsker selskabet BioCirc at etablere en energiø på land. Den skal skabe 200 nye grønne arbejdspladser, give gratis overskudsvarme, som kan dække halvdelen af kommunens fjernvarme, og selskabet bag vil oprette en fond, hvor kommunen kan bruge en del af overskuddet til glæde for borgerne. 

KL har tidligere foreslået, at der kan etableres energiøer på land i en størrelsesorden, der gør dem attraktive for fx pensionsselskaberne at investere i, mod at en del af investeringen går til lokal udvikling. 

Hvorvidt det skal være sådan en model for kommunerne, er endnu for tidligt at tale om, siger Christian Rabjerg Madsen. Ministeren for sammenhængskraft tilføjer dog, at “det er meget positivt”, at KL’s udspil flugter med regeringens tanker på området. 

Både Christian Rabjerg Madsen og Mette Frederiksen mener, at det endnu er for tidligt at tvinge kommunerne til at sætte VE-anlæg op for at nå den nødvendige målsætning om en firedobling af VE-produktionen på land, men hvis decentraliseringsdebatten har lært os noget indtil videre, så er det, at det kræver at tage ansvar for at sikre et land i balance. 

Energipolitik er allerede blevet sikkerhedspolitik, og med den rette model kan den vise sig at blive et vigtigt redskab for ministeren for sammenhængskraft. 

Vækst i GreenLab er ligeledes lig med vækst i Skive Kommune

I Nordvestjylland er GreenLab Skive måske det bedste eksempel på, hvordan den grønne omstilling kan skabe nye muligheder. Siden 2019 har tre forskellige ministre besøgt den grønne energi- og erhvervspark, og tidligere i år fik GreenLab Skive en kapitaltilførsel på 100 mio. kr., der skulle skabe plads til flere kunder og fabrikker.

- Parken er et grønt fyrtårn, og blandt andet i kraft af dén er vi foregangskommune for forskning og uddannelse inden for den grønne omstilling. Vækst i GreenLab er ligeledes lig med vækst i Skive Kommune, sagde borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) i den forbindelse.    

Og imens festivalgæsterne svajer fredsfyldt, mens de lytter til byens kortvarigt hjemvendte søn Mattias Kolstrup synge en sang dedikeret til hjemstavnen, kan festivalgæsterne håbe på, at der venter dem en grøn fremtid. Det er den vej, vinden blæser.

C6-1qhJU Vindmølleindustrien har  flere gange advaret mod, at den grønne omstilling vil blive forsinket på grund af mangel på faglært arbejdskraft som elektrikere, smede og VVS’ere. Derfor kan den grønne omstilling også være en ny chance for erhvervsskolerne. Foto: Søren Roland Jessen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR