Klumme/
Diskussionsprolaps midt i en feedbackkrise tilsat dårlig banankunst?
Klumme/
Diskussionsprolaps midt i en feedbackkrise tilsat dårlig banankunst?
KOMMUNALBESTYRELSESMEDLEM (S), FORMAND FOR UDVALGET FOR BØRN, KULTUR OG TURISME
MORSØ KOMMUNE
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Udtryk som ”kald nu en skovl for en skovl” eller ”vær klar i mælet” har på en eller anden måde altid været garant for åbenhed og ærlighed. Ikke at forputte noget eller tage falske hensyn. Det at sige tingene som man ser dem uden omsvøb.
I sportens verden taler man om at gå efter bolden og ikke manden. I debatter besvares man fra tid til anden med: ”Jeg hører, hvad du siger…” Med et underforstået: ”men”. Når nogen faktisk går efter bolden, så er der alligevel folk, der føler,de blev tacklet.
Er vi i en ømtålelig tid blevet så berøringsangste, at vi ikke giver hinanden reel feedback, af frygt for moraliserende tendenser og skrøbelige samtaleformer?
Slut med feedback
Kunst og kultur bliver ved gud ikke bedre af, at der blot automat-roses. Den politiske debat bliver ved gud ikke bedre af, at argumenter ikke konfronterer modsatrettede holdninger i en dybere dialog.
For nyligt hørte jeg Noa Redington, politisk kommentator og tidligere spindoktor, fortælle, at hans kone argumenterede for, at vi i Danmark står midt i en feedback krise. Forstået på den måde at vi i de sidste årtier har fået berøringsangst på den helt store klinge. Så meget at vi ikke giver umiddelbar feedback længere. Vi modificerer vores samtale for ikke at støde nogen. Eller for at mene det ”rigtige” i den kontekst vi står i. Eller for at fremstå som korrekte og smagfulde.
Det betyder bare, at vi slet ikke får rykket ved hinanden helt ind i substansen. Få udtrykker efterhånden deres ærlige følelse for et kunstværk eller et menneske eller en holdning. Og hvad efterlader vi så?
I min optik gør det et samfund mere fattigt, at vi ikke mere åbent tør udfordre hinandens synspunkter. At kunsten ikke får den rolle, som den skal. Kunsten skal nemlig spidde, udfordre, underholde, danne og forme. Og det sker ikke, hvis den bare lappes ind, uden at man som enkelt individ forundres og reagerer på det vi ser. Vi må ikke nå dertil, hvor man stiltiende accepterer alt som værende okay og fint nok.
Vi skal død og pine insistere på, at den levende samtale kun er levende, hvis vi står fast på forskellige syn og holdninger.
Derfor bliver vi nødt til at love hinanden at øve os i igen at debattere og analysere åbent og ærligt. Det har næste generation om noget brug for, så de ikke opsluges totalt af den negative tendens til at tale mistrivslen op af den ældre generation.
Diskussionsprolaps forude
Vores unge er nysgerrige, visionære og robuste som udgangspunkt. Og det skal vi pirre og pleje, ved at insistere på uenighedens styrker.
Ellers ender vi med, at alle synes, at det har sin berettigelse, at et dårligt italiensk banankunstværk fra 2019, indeholdende rettigheden til at placere en banan med et gråt stykke gaffatape på en tilfældig placering på en væg, kan koste over 43 mio. kr. Og det vil være alt for trist, for det er da om noget totalt til grin… Hvis vi ikke tør sige det højt og fast og insisterende, er vi på vej til at blive et fattigt samfund med diagnosen: diskussionsprolaps.
Og så er Noas kones tanke om en feedbackkrise for alvor en realitet, og kommende generationer kan med rette klandre os for, at vi blot lod stå til, mens tid var…
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.