Kommunen.dk
MENU

Den første behandling mod corona er fundet

Medicinen Remdesivir kan ifølge studie reducere dødeligheden og indlæggelsestid ved coronavirus. Patientorganisation vil have sikret tilstrækkelige leverancer.

Den første behandling mod corona er fundet

Medicinen Remdesivir kan ifølge studie reducere dødeligheden og indlæggelsestid ved coronavirus. Patientorganisation vil have sikret tilstrækkelige leverancer.
Hvis lægemidlet Remdesivir gives på det rigtige tidspunkt, kan det reducere coronadødeligheden med omkring 80 pct.
Hvis lægemidlet Remdesivir gives på det rigtige tidspunkt, kan det reducere coronadødeligheden med omkring 80 pct.
Foto: Pool New, Reuters/Ritzau Scanpix

For første gang har forskere fundet et middel, der virker mod coronavirus. Medicinen hedder Remdesivir, og et nyt globalt studie viser, at dødeligheden og indlæggelsestiden ved sygdom grundet coronavirus kan mindskes markant, hvis medicinen gives i rette tid.

Flere danske hospitaler bruger allerede nu medicinen. Den er endnu ikke godkendt, men man kan ansøge hos Lægemiddelstyrelsen om at få lov at behandle patienter ramt af coronavirus med den.

Og mange flere skal have gavn af medicinen på baggrund af det nye studie, mener Morten Freil, der er direktør i interesseorganisationen Danske Patienter. Her mener man, at regeringen allerede nu bør lægge en plan for at få leveret medicinen.

- Det er vores håb, at Det Europæiske Lægemiddelagentur hurtigst muligt får godkendt det her lægemiddel.

- Det næste er, at man fra både danske myndigheder og på europæisk plan får sikret en leverance, der gør, at man ikke løber tør. Hvis det er så godt, som det tyder på nu, kan man frygte, at der vil blive rift om det og mangel på det. Derfor er det vigtigt, at man får lagt pres på lægemiddelfirmaet bag, siger Morten Freil.

  Hvis det er så godt, som det tyder på nu, kan man frygte, at der vil blive rift om det og mangel på det.

Usikre bivirkninger

Danmark er med i studiet. Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, leder den europæiske del. Det er banebrydende resultater og første gang, man dokumenterer en effekt af behandling mod coronavirus, siger han.

- Studiet viser, at hvis vi behandler infektionen tidligt og før, den har forårsaget alvorlig organskade, er der tilsyneladende en markant fordel.

Endnu er der dog usikkerheder omkring bivirkninger ved medicinen, som ikke er godkendt.

- Om stoffet i sig selv har en bivirkning på specielt lever og nyre, som vi kender det fra andre studier og patientgrupper, at det måske har, skal analyseres nærmere.

- Men overordnet set, når du afvejer fordele og ulemper, kan vi se, at det virker, hvis man starter tidligt, siger han.

  Overordnet set, når du afvejer fordele og ulemper, kan vi se, at det virker, hvis man starter tidligt.

Patent kan brydes

Derfor kan der også blive tale om at tage voldsomme metoder i brug for at skaffe nok af medicinen, mener Morten Freil.

- Først og fremmest må vi se, om Gilead Sciences, der er det amerikanske firma bag Remdesivir, kan lave tilstrækkeligt med medicin til en ordentlig pris.

Hvis det ikke sker, kan man overveje en særlig nødretsbestemmelse i Verdenshandelsorganisationen WTO's patentrettigheder. Den siger, at i en folkesundhedsmæssig nødsituation kan man bryde patentet og dermed lave egen produktion af en given medicin.

- Jeg mener, vi har en særlig situation, hvor man bør overveje det, hvis virksomheden ikke kan sikre en tilstrækkelig produktion til rimelige priser, siger Morten Freil.

Fem facts om Remdisivir

  • Remdesivir er et såkaldt bredspektret antiviralt lægemiddel. Det er udviklet af det amerikanske medicinalfirma Gilead Sciences i 2009.
  • Remdesivir blev oprindeligt udviklet til at behandle hepatitis og som muligt middel mod ebola, men har også vist sig at have en effekt mod coronavirus.
  • Det er endnu ikke godkendt, men Det Europæiske Lægemiddelagentur er tæt på en godkendelse, efter studier har påvist en effekt mod coronavirus.
  • I Danmark har Lægemiddelstyrelsen givet tilladelse til, at man kan ansøge om brug af lægemidlet. Det har mindst ti danske hospitaler gjort.
  • Det er endnu uklart, hvad de konkrete bivirkninger er ved brug af Remdesivir.
    Kilder: Gilead Sciences, Rigshospitalet, New England Journal of Medicine, Lægemiddelstyrelsen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR