Kommunen.dk
MENU

Coronakrisens nørdede vismand

Fremtoningen er hverken lige så statsmandsagtig eller stålsat som Mette Frederiksen eller Søren Brostrøms, men budskaberne skal man ikke tage fejl af.

Coronakrisens nørdede vismand

Fremtoningen er hverken lige så statsmandsagtig eller stålsat som Mette Frederiksen eller Søren Brostrøms, men budskaberne skal man ikke tage fejl af.
Kåre Mølbak orienterer om smittespredningen til pressemødet i Statsministeriet 30. marts.
Kåre Mølbak orienterer om smittespredningen til pressemødet i Statsministeriet 30. marts.
Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Ryggen er ikke helt så rank, jakkesættet skinner ikke helt så blankt, og frisuren har ikke fået helt så meget opmærksomhed som sidemænd- og kvinders, når Kåre Mølbak tropper op i Statsministeriet. Kort og præcist udlægger han dog den aktuelle situation om coronavirussets udbredelse.

- Vi kan se, at smittetrykket i Danmark er cirka halveret, hvis man sammenligner med smittetrykket i midten af marts i forhold til det, vi ser nu, starter Kåre Mølbak til pressemødet mandag d. 30. marts.

Der bliver talt om den famøse røde og grønne coronakurve - lige for tiden ser det grønt ud. Men budskabet bliver ikke pakket ind i glittet gavepapir med bånd og sløjfer. Det bliver leveret med et fast blik i tv-kameraet, som talte han ind i en teleprompter.

Det er Kåre Mølbaks ansvar at forsøge at se ind i fremtiden. Hvad er det næste, rigtige skridt at tage i kampen mod coronavirusset? Altid på en baggrund af fakta og faglige begrundelser - ingen gætterier.

- Hvad er det, Danmark har gjort, som er anderledes i forhold til andre lande? Jo, altså det er min faglige vurdering, at det, der har været effektivt i Danmark, er, at vi har handlet tidligt, svarer Kåre Mølbak på sit eget retoriske spørgsmål.

Det er aldrig et politisk budskab, man får serveret. Det er en ren faglig vurdering fra én af Danmarks førende epidemiologer.

  Hvad er det, Danmark har gjort, som er anderledes i forhold til andre lande?

Internationalt anerkendt

Og det er ikke blot den danske regering, der får gavn af Kåre Mølbaks epidemi-ekspertise.

Han har delt ud af sin viden om alt fra salmonella, ebola, HPV, SARS, MERS, svineinfluenza, fugleinfluenza og nu covid-19 i årenes løb og er for nylig blevet valgt som en af de syv eksperter, der skal rådgive EU-Kommissionen i forbindelse med coronavirusset.

Politiken har spurgt en række mennesker, der arbejder sammen med Kåre Mølbak, og her er meldingen entydig.

Han er først og fremmest videnskabsmand. Han er et menneske, der tilegner sig viden, som en svamp suger vand i et badekar, og han har en fortræffelig evne til at omsætte den viden analytisk og strategisk i løbet af ganske kort tid.

- Udover at Kåre har en meget dyb faglighed på sit arbejdsområde, mestrer han også at sætte tingene i relief og finde gode løsninger. Han evner således at tænke på tværs af forskellige fagligheder og hensyn, herunder politiske og økonomiske, fortæller vicedirektør for Statens Serum Institut, Ole Jensen til Politiken.

Der er toner blandt tallene

Lige netop de karakteristika synes også at skinne igennem, når han står foran det meste af Danmark og øser ud af sin viden. Han nyder dog formentlig ikke at stå der - i søgelyset - fortæller tidligere kolleger.

Men skinnet bedrager måske en smule. For scenens spotlight er ikke helt uvant for coronakrisens nørdede overvismand.

Når smittekæder og inkubationstider ikke analyseres og beregnes, svinger han nemlig banjoen i Statens Serum Instituts husorkester, The Zerotypes - et ordspil, der dækker over fagtermet ´serotyper´, der bruges til at inddele undertyper af bakterier.

Men for nu er hans fokus på den grønne coronakurve. Så er spørgsmålet, hvor lang tid, der går før banjoen igen kan luftes. 

Blå bog

Født 24. september 1955  

  • Uddannet læge, 1985, fra Københavns Universitet
  • Dr. med., 2000, med afhandlingen 'The Epidemiology of Diarrhoeal Diseases in Early Childhood. A review of community studies in Guinea-Bissau'.  

 Ansættelser

  • 2018 - nu Faglig direktør, Infektionsberedskab, Statens Serum Institut
  • 2017 - nu Professor, Det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Universitet
  • 2004-2016: Afdelingschef, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, Statens Serum Institut
  • 2003: Overlæge, Epidemiologisk Afdeling, Statens Serum Institut.
  • 2001-2002: Gæsteforsker, Foodborne and Diarrheal Diseases Branch, Centers for Disease Control and Prevention, Atlanta, Georgia, USA
  • 1996-2003: Afdelingslæge, Afdeling for Epidemiologisk forskning, Statens Serum Institut.

Kilde: European Centre for Disease Prevention and Control

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR