Rådhuset på Fanø er småt og nydeligt, en gammel skole fra 1849, og står som en diametral modsætning til rådhuset i Esbjerg, en stor, kvadratisk kontorbygning. Også Sofie Valbjørns (ALT) borgmesterkontor er sparsommeligt, men hyggeligt indrettet. Langs den ene væg står fx en sofa, der er købt i en genbrug til 600 kr., hvilket står i skarp kontrast til, hvordan den tidligere partifælle Niko Grünfeld indrettede sit borgmesterkontor for 130.000 kr., som endte en mindre shitstorm. 

På Fanø er det dog en anden storm, der har blæst om ørene på Sofie Valbjørn. Samarbejdsklimaet i byrådet i Fanø har ikke levet op til øens ellers idylliske udtryk. Det er Sofie Valbjørn godt klar over, og ved årsskiftet  annoncerede Sofie Valbjørn, at hun ikke ønskede at genopstille til KV21. Dermed ender – for nu hvert fald – en kort politisk karriere, som samtidig giver stof til eftertanke omkring lokalpolitik i en lille kommune som Fanø. 

- Der er en kultur, som borger og politikerne her på øen har været med til at holde i live. Jeg synes ikke, at vi i byrådet har været gode nok til at gå foran. Vi kan ikke forvente, at vores borgere ændrer adfærd, hvis vi ikke selv kan. Jeg ville ønske, at når man er valgt ind og sidder ved bordet, at man så arbejder sammen om at udvikle Fanø sammen. Vi skal forsøge at finde de steder, hvor vi er enige i stedet for de steder, hvor vi er uenige, siger Sofie Valbjørn. 

Sofie Valbjørn er vokset op på Fanø, og efter en årrække væk fra øen vendte hun tilbage og fandt et stort potentiale for at udvikle det tætte lokalsamfund. En del af den vision var, at man skulle udnytte de tætte relationer og borgernes engagement til at kompensere for kommunens administrative størrelse – eller lige frem at bruge kommunens statur som en fordel. Det er dog ikke gået uden udfordringer. I stedet er det endt med interne magtkampe, forsøg på at profilere sig selv og spænde ben for de andre i byrådet. 

- Når vi gør det i byrådet, så kommer borgerne også til at kæmpe for deres eget og spille os ud mod hinanden. I et så lille samfund som Fanø, hvor der ikke skal så mange stemmer til for at blive valgt, bliver det hurtig en usund form for demokrati, siger Sofie Valbjørn. 

- Hvis vi først begynder at stille spørgsmål ved hinandens integritet, er det klart, at borgerne også gør det. Vi skal stå vagt om demokrati, siger Sofie Valbjørn. 

Tonen og tilgangen 

I løbet af det seneste år er der en række politiske profiler, som har kritiseret det politiske miljø særligt omkring Christiansborg. Senest har fx Tommy Ahlers (V) nået frem til, at han kunne gøre mere for den grønne omstilling ude af politik, og Joy Mogensen (S) valgte at trække sig som minister med et svirp til den politiske kultur. 

“Jeg har været bedst i mit liv som politiker, når jeg kunne samle mine politiske kolleger og samfundets aktører omkring visioner og løsninger. Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunne tage med ind i landspolitik,” skrev Joy Mogensen i sin afskedssalut på Facebook. 

Men selvom kommunernes konsensusbaserede måde at drive politik kan føre til et konstruktivt arbejdsmiljø, er der talrige eksempler på kommuner, som ikke er et hak bedre end Christiansborg. Politikerne på Christiansborg kan tilsyneladende let skifte mellem at forsøge at flå hovederne af hinanden i Folketingssalen for bagefter igen at være venner, kan det modsat hurtigt blive meget personligt i et lille lokalsamfund. 

- De mennesker, som kalder mig alt muligt i politiske sammenhæng, er de samme mennesker, som jeg sidder til forældremøde med eller er i samme vennekreds med, siger Sofie Valbjørn. 

Hun gør det op særligt to problemer; tonen og tilgangen. 

- Et er tonen, den måde vi taler til hinanden, men noget andet er, hvad vi kommer med og efter. Er vi her for at gøre det bedste for Fanø, eller er vi her for at forsøge at få flere mandater eller styrke vores egen position frem til næste valg? Det kommer tit til at handle om tonen i dansk politik, men det er det andet, som jeg har sværest ved at være i. 

“Demokrati skuffer konstant”

På grundlovsdag delte Sofie Valbjørn et skriv fra hendes partifælle Jan Kristoffersen, som skrev: “Demokrati skuffer næsten altid – men er alligevel den idé som vi bygger en bæredygtig fremtid på.” 

Det var næppe tilfældigt, at det var lige var dette skriv, som hun valgte at dele – for mødet med lokalpolitik har på sin vis ikke levet op til forventningerne. 

- Det har været skuffende, hvordan lokaldemokratiet har udspillet sig i byrådet i den her periode. Det har jeg ikke haft lyst til at være en del af. Så vil jeg hellere bruge mine kræfter på en anden måde, siger Sofie Valbjørn. 

Der var nok også en del borgere, som blev skuffet over lokaldemokratiet, da konstitueringen bag Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokallisten blev sprunget af netop Sofie Valbjørn, som først pegede på Kristine Kaas Krog som borgmester, men i stedet endte i spidsen for et smalt flertal på den anden side. En kollega i byrådet har ikke tøvet med at kalde det for “den næst-grimmeste konstituering ved valget” kun overgået af Slagelse. 

- Den måde vi kom fra land har helt klart ikke været befordrende for et godt og tillidsfuldt samarbejde, vedkender Sofie Valbjørn. 

Det førte til to fløje, som stod hårdt over for hinanden. Ifølge Sofie Valbjørn er det særligt kommet til udtryk i tilgangen til rollen som byrådspolitiker – om man er valgt til at drive politik på vegne af sine vælgere, eller om man er valgt til at repræsentere sine vælgere. 

Der var også et alternativ

Med sloganet “der er også et alternativ” bragede Alternativet ind i Folketinget med ni mandater. Drømmene og visionerne var store, og i 2017 manifesterede partiet sig i kommunalpolitik med 20 byrådsmedlemmer, en borgmesterpost på Fanø og en borgmesterpost i København. 

Men måske var visionerne for store. Alternativet gik tilbage til fem mandater ved Folketingsvalget i 2019, uroen begyndte at ulme, Uffe Elbæk trådte tilbage, og da Josephine Fock blev politisk leder – og forblev politisk leder – forlod fire medlemmer af Folketingsgruppen partiet for at danne et nyt projekt. Josephine Fock trak sig senere, hvorefter Franciska Rosenkilde, kulturborgmester i København, blev ny politisk leder. I mellemtiden har otte af de 20 byrådsmedlemmer fra KV17 forladt partiet.  

- Det vi lykkedes med i Alternativet var i høj grad, at vi fik skubbet til nogle dagsordner. Vi havde ambitioner, vi råbte højt og vi forsøgte at skabe forandringer med stort mod. Alle omkring os grinte af os og sagde, de er vanvittige, men det viser nok snarere, at paratheden ikke var der. For fire år siden turde jeg nærmest ikke tale om grøn omstilling og kødfrie dage herovre, nu er det helt mainstream, siger Sofie Valbjørn. 

Sofie Valbjørn blev Alternativets første borgmester udenfor København, og nogen vil nok hævde, at hun bliver den sidste. Sofie Valbjørn påpeger, at der heller ikke var mange, der spåede hende eller Alternativet mange chancer i sin tid. Men mens Alternativets grønne dagsorden endte med at blive en sag, som alle partier på landsplan pludselig skulle forholde sig til, endte partiets mål om en sundere politisk kultur som en opgave, de ikke selv magtede internt. På samme måde er det paradoksalt, at Sofie Valbjørn, som ville skabe en ny kultur i byrådet og tale om visionen for Fanø, er endt med at være brandslukker i spidsen for et byråd, hvor fløje trækker i hver sin retning. 

- Jeg har selv skubbet til nogle ting, som har været med til at skabe en parathed. Det har så kostet mig, som det har kostet Alternativet. Det kan godt være, at vi ender med at blive væltet på bekostning af det. Vi er ikke nået i mål med alt det, vi gerne ville, men nogle gange har man brug for at tage en pause, og så kan det være, at der er andre, som kan tage stafetten videre, sigere Sofie Valbjørn.