Den lokale restaurantejer ryster på hovedet. Han har ikke lyst til at snakke om politikerne på Fanø, men ombestemmer sig kort efter.

- Hvad vil du vide? spørger han brysk.

Man skal ikke snakke med mange lokale fanniker, om det så er på gaden, i baghaven eller på en af de to færger, der taktfast sejler mellem Esbjerg og Fanø, før man hører historien om et byråd, hvor samarbejdet er gået helt galt. Samarbejdet i byrådet er langt fra så idyllisk som det farverige Nordby i sensommeren.

De kalder byrådet for “en børnehave”, siger at “nogle politikere har sat sig selv over det bedste for Fanø”. Måske mest sigende om situationen er det, da en kvinde på færgen blot griner, da hun bliver spurgt ind til, om hun har hørt, at byrådets samarbejde skulle være betændt.

- Ja, det er vist ikke nogen hemmelighed. Det er noget, alle ved, siger hun med en tragikomisk lethed og tilføjer, at hun næsten ikke har lyst til at tænke på det, da det bare giver hende lyst til at flytte væk.

På borgmesterkontoret gør Sofie Valbjørn (ALT) status. Hun vil ikke sige, at hun har givet op, men snarere, at hun har brug for en pause fra politik.

- Jeg ville gerne lave politik på en ny måde, hvor vi i langt højere grad driver og udvikler kommunen sammen med borgerne og lokalsamfundet. Som en lille kommune har vi de bedste forudsætninger for dette, men det kræver en kulturændring. Det er vi ikke lykkedes med. Jeg har ikke kunnet ændre kulturen, fortæller Sofie Valbjørn på sit kontor.

Sofie Valbjørn var Alternativets første borgmester udenfor København, men hun kan også blive den sidste. Hun ville ændre den politiske kultur, gøre øen og kommunens størrelse til en fordel i stedet for en hindring og nedbryde muren mellem kommune og borgere. Muren kan dog paradoksalt nok vise sig at være vokset højere på grund af de interne kampe i byrådet, som er endt med at blive offentligt kendte.

- Det er endt med at handle mere om at slukke brande end at udvikle Fanø. Det var ikke det, jeg gik ind i politik for, og jeg har derfor spurgt mig selv, om jeg bruger mine kræfter på den rette måde, fortæller Sofie Valbjørn.

En leder i den lokale Fanøposten opsummerede situationen ved årsskiftet: "Møgsag på møgsag er fulgt efter hinanden, stort set alle topchefer i forvaltningen er blevet udskiftet, kommunaldirektøren er gået på pension, og flere medlemmer af byrådet skændes offentligt ... Den dårlige tone skader også demokratiet. Hvem har lyst til at gå ind i byrådet, når tonen er så hård, personlig og uforsonlig fra begge sider af spektret?”

Alt efter hvem man spørger, findes der mange svar på, hvorfor det gik så galt. Nogle mener, at de personlige magtkampe endte med at overskygge den fælles kamp for Fanø, andre, at Sofie Valbjørn endte i en kamp mellem Venstre og De Konservative, eller at det hele er blæst ud af proportioner.

De fleste er dog enige om, at en del af forklaringen kan findes i konstitueringen.

Konstituering slog sprækker

Det var på ingen måde givet på forhånd, at Sofie Valbjørn skulle have borgmesterkæden. Tværtimod. Hele syv lister blev valgt til 11 pladser ved KV17. Venstre blev det største parti med tre mandater med borgmester Erik Nørreby i spidsen. De Konservative og Fanø Lokalliste fik hver to mandater, mens S, SF, Miljølisten og Alternativet hver fik ét mandat.

Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste blev hurtigt udråbt som ny borgmester med De Konservative, SF og Alternativet i ryggen i et seks-fem ertal. Kristine Kaas Krog genåbnede dog aftalen for at søge en bredere konstituering, da det gik “for stærkt” på valgnatten. Det fik De Konservative og SF til at sætte spørgsmålstegn ved deres støtte, da de måtte læse gennem medierne, at aftalen nu var genåbnet. 

Konstitueringsaftalen var nu helt åben, og selvom K og SF igen udtrykte deres støtte, tippede flertallet til den anden side, da Venstre satte Sofie Valbjørn for bordenden i et nyt snævert flertal med støtte fra V, S og Miljølisten, hvor hun tidligere har været medlem.

Ved KV13 var der ligeledes et snævert flertal, men modsat tidligere faldt der aldrig ro på de interne gemytter, fortæller Erik Nørreby (V), der har siddet i byrådet siden 1989 og været borgmester fra 2006 til 2017.

- Det er helt normalt, at der går noget tid, før samarbejdet kommer op at køre efter konstitueringen. Det samarbejde faldt aldrig på plads. Det har været en usædvanlig periode, og stemningen i byrådet har aldrig været så anspændt, siger han.

I 2019 vedtog byrådet nye retningslinjer, der skulle sikre et bedre samarbejdsklima, men det lykkedes tydeligvis ikke. Særligt samarbejdet mellem Kristine Kaas Krog og Sofie Valbjørn er blevet beskrevet som betændt, og Kristine Kaas Krog endte med at forlade byrådet i foråret 2021.

Erik Nørreby mener, at samarbejdet har været det værste i hans nu otte perioder i byrådet, og tiden har været præget af valgkampsstemning gennem det meste af perioden, tætte afstemninger og mange ændringsforslag, ligesom der har været beskyldninger om kammerateri og korruption på sociale medier og i lokale medier fra borgere, som ifølge Erik Nørreby har kontakter til medlemmer af byrådet.

Blæst ud af proportioner

Det er dog ikke alle, der mener, at det har været så slemt. Christian Lorenzen (K) påpeger, at samarbejdet på Fanø ikke har været værre end i eksempelvis Esbjerg Kommune, som sidste år måtte hente en ekstern konsulent ind for at rette op på arbejdsklimaet.

- Vi havde nok den næst-grimmeste konstituering af alle efter kommunalvalget, men ellers er der ikke noget ekstraordinært her. Politik er meninger, der mødes og brydes. Der er ikke mere i det, fortæller Christian Lorenzen, der sludrer hyggeligt med den lokale caféejer og hilser på borgere, der går forbi i de farverige gader.

Christian Lorenzen er en af “de fem”, som oppositionsgruppen er blevet kaldt.

- Politik er en kontaktsport, og det vigtigste er, at det handler om substans. Vi er valgt ind for at skulle repræsentere vores vælgere, og selvfølgelig vil jeg kæmpe for dem. Politik er derudover et nulsumsspil, det er ikke som en virksomhed, hvor kagen kan vokse sig større. Hvis jeg skal have flere stemmer, så er det jo nødvendigt, at nogen får færre stemmer, siger Christian Lorenzen.

Han undrer sig i stedet over, at det er flertalsgruppen, som har talt problemerne i byrådet op, når det nu er dem, der har flertallet.

- Det er bare dårligt parlamentarisk arbejde, siger han.

Selvom Christian Lorenzen ikke lægger meget i de interne stridigheder udenfor det politiske arbejde, så er han utilfreds med måden, hvorpå Sofie Valbjørn annoncerede sit stop på Facebook, hvor hun satte ord på sin beslutning.

- Sofie sidder selv med et kæmpe ansvar for, at det er gået, som det er gået. Når man peger fingre ad nogen, peger der altid tre mod én selv. Det er fint, at hun taler om at ændre den politiske kultur, men de gjorde brug af det ældste trick i bogen ved at skifte side. Jeg mener ikke, at de ting, som hun skrev på Facebook, var i orden. Det var grimt.

“Vi skal tage os sammen”

Fælles for byrådsmedlemmer og borgere er et håb om en ny start. Christian Lorenzen håber, at det kommende valg byder på færre partier, der skal samles om samarbejdet, ligesom han og Erik Nørreby håber, at en bred konstituering kan skabe ro. Borgerne håber mest af alt, at politikerne tager sig sammen.

Det samme gælder Niels Heinel fra Miljølisten. Han kalder samarbejdet i byrådet i den seneste periode for “dysfunktionelt” og “fire år på laveste hylde”, som har været præget af en magtkamp mellem Venstre og Konservative.

- Vi bliver nødt til at tage os sammen. I en så lille kommune som vores er der ikke plads til så meget brok og splid. Mistilliden i byrådet forplanter sig til borgerne.

Situationen blev da også opsummeret skarpt i en leder i den lokale Fanøposten: "Møgsag på møgsag er fulgt efter hinanden, stort set alle topchefer i forvaltningen er blevet udskiftet, kommunaldirektøren er gået på pension, og flere medlemmer af byrådet skændes offentligt ... Den dårlige tone skader også demokratiet. Hvem har lyst til at gå ind i byrådet, når tonen er så hård, personlig og uforsonlig fra begge sider af spektret?"

Det står allerede klart, at byrådet bliver meget anderledes efter KV21. Niels Heinel har selv meddelt, at han ikke genopstiller efter 20 år i byrådet, og dermed stopper Miljølisten efter 40 års virke på Fanø. Alt i alt stopper seks af de 11 valgte byrådsmedlemmer fra KV17.

Tilsvarende har 11 forskellige personer været en del af chefgruppen, der består af fire poster, siden 2018. Chefen med højest anciennitet på Fanø har været i jobbet i halvandet år.

I 2005 stemte godt 65 pct. af Fanøs borgere for, at Fanø skulle være en selvstændig kommune. Der er ikke plads til, at man “spilder” endnu fire år – og hvis ikke byrådet viser sit værd, risikerer Fanø Kommune i sidste ende at vise, at den ikke kan finde ud af at stå på egne ben, advarer Niels Heinel.

Senest har en gruppe af borgere skrevet et debatindlæg rettet mod det kommende byråd, hvori de argumenterer for en sammenlægning med Esbjerg Kommune. Det er som sådan ikke noget nyt, at nogen mener, men det er dog bemærkelsesværdigt, at Vibeke Kinch er blandt underskriverne, da hun var kommunaldirektør fra 2014 til 2020.

"Vi ved, at denne debat vækker stærke følelser hos mange, men dette er et seriøst oplæg til en debat, som vi finder nødvendig og som vi mener, alle som ønsker at stille op til Byrådet i Fanø Kommune ved det kommende valg bør forholde sig til," skriver de blandt andet.  

Der var et alternativ

Sofie Valbjørn vedkender, at hendes tid som borgmester kom uheldigt fra start efter konstitueringen, og at det svære samarbejde gjorde en stor kulturforandringsproces endnu sværere. Det er dog endnu uklart, hvordan hun vil se tilbage på sin tid, når det hele er kommet på afstand. For ligesom Alternativet kom Sofie Valbjørn ind fra højre, rystede status quo og måtte senere erkende, at hun ikke selv kunne føre alle sine visioner ud i livet.

- Det er på en måde Alternativet i en nøddeskal. Vi skubbede til nogle ting, det var radikalt, men nødvendigt, og det har kostet mig personligt, siger Sofie Valbjørn.

På grundlovsdag delte Sofie Valbjørn et indlæg fra en partifælle med overskriften “Demokrati skuffer konstant men er alligevel den ide, vi må bygge en bæredygtig fremtid på”.

Det er ligesom at åbne et genstridigt syltetøjsglas, forklarer hun:

- Man kæmper og kæmper, men låget giver sig ikke. Men når man giver syltetøjsglasset videre, har låget alligevel givet sig en smule, så den næste nu kan få låget af.