Dansk Folkeparti opstod ved en metamorfose fra Fremskridtspartiets kaos. Hvem husker ikke Kristen Poulsgaards foragtelige “Tøsedrenge!”-udråb rettet mod blandt andre Kristian Thulesen Dahl på Fremskridtspartiets undergangs-landsmøde 1. oktober 1995. Fire dage efter var Dansk Folkeparti en realitet med fire afhoppede folketingsmedlemmer, som de fleste - fejlagtigt - afskrev nævneværdige overlevelseschancer dengang.

Det er nærliggende at lede efter paralleller til nutidens opløsningstendenser i afløserpartiet, men det giver også god mening at notere sig forskellene.

Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup var for længst fortid i sit eget parti, da det gik i opløsning, og allerede inden da havde han under afsoning af en fængselsstraf mistet kontrollen over det. I dag er der ikke nogen partileder i fængsel, men når/hvis den situation gentager sig, er der bestemt grund til at holde øje med, om det også bliver til et gensyn med en anden del af hændelsesforløbet fra dengang, nemlig at afløseren griber magten og ikke giver slip igen.

Dengang Pia Kjærsgaard, næste gang i givet fald Peter Kofod. Naturtalenter udgør en risiko for politiske ledere, der er sat ud af spil.

Afskalning uden politisk projekt

Hos udbryderne er beslutsomheden indtil videre ikke af samme kaliber, som blev udvist i 1995. Der er seks denne gang, muligt med udsigt til flere, men til gengæld ikke noget der ligner et politisk projekt. Blot afventen af - ja, netop: en afsoning af en frihedsstraf, så en anden afhopper fra et andet parti kan blive politisk operativ igen.

Fem af de seks DF-afhoppere, der nu har fået nye pladser bagest i folketingssalen. Fra venstre Marie Krarup, Bent Bøgsted, Karina Adsbøl, Hans Kristian Skibby og Liselott Blixt. Den sjette, Lise Bech, er ikke med på billedet. Foto: Afhopperne, Facebook

De første fire DF-afhoppere havde timet deres farvel til at støje mest muligt ind over partimoder Pia Kjærsgaards 75 års fødselsdag, mens den femte kom tumlende lidt ukoordineret dagen efter.

Liselott Blixt, Bent Bøgsted, Karina Adsbøl og Lise Bech angav et mix af mistillid til partiformand Morten Messerschmidt, utilpashed ved dele af den forventede partilinje samt et generelt dårligt arbejdsmiljø i folketingsgruppen som årsag til deres farvel. Hans Kristian Skibbys begrundelse for at forlade DF lignede de første fires så meget, at det er decideret påfaldende, at ikke alle fem gik samtidig.

Ilde anbragt Ruslands-forståelse

Marie Krarups farvel blev derimod helt forskelligt, selv om hun kæmpede en brav kamp for at få det til at ligne de andres. Hun kunne ikke leve med en partiformand, der ikke vil love at gå af, hvis han bliver dømt, sagde hun, og det er naturligvis en ærlig sag. Det var også en begrundelse, hun kunne have brugt en hvilken som helst dag.

Men hun gjorde det først efter, at DF-hovedbestyrelsesmedlemmerne Rene Danielsson og Anders Vistisen på Twitter opfordrede deres parti “til at drøfte hvilke værktøjer der skal i brug, når folk underløber partilinjen og udtaler sig decideret skadeligt”, en henvisning til Marie Krarups langvarigt udtrykte forståelse for Ruslands position og det kulturelle fællesskab med vesten. En position der ikke var verdens mest velanbragte dagen efter overfaldet på Ukraine. “Nu må det være slut”, lød det, og det sørgede Marie Krarup så selv for.

At hun insisterede på, at det var Messerschmidt og ikke Putin der var årsagen, tog ingen andre end hun selv alvorligt, og da slet ikke efter at hun fortsatte sine fortvivlede forsøg på at forklare sit russer-standpunkt. Der er tidspunkter, hvor det er klogest ikke at sige noget, og hun sådanne tidspunkter forpassede hun adskillige af efter sit farvel til DF.

Hun er heller ikke sluppet voldsomt godt fra sine forsøg på at forklare forskellen på “en dømt formand” (Morten Messerschmidt) og “en dømt formand” (Inger Støjberg), hvis sidstnævnte skulle blive formand for noget, som Krarup gerne vil være med i. Dog, lige dét vil DF-afhoppernes umiddelbare fanskare formentlig ikke betragte som et større problem. Værre er den Ruslands-/Putin-forståelse hun insisterer på, og som i givet fald vil blive lige så pinagtigt for en eventuel ny partidannelse, hun måtte deltage i.

Fremsøgning af muligt snavs

Uanset disse obstruktioner er og bliver det primære problem for DF-afhopperne, at de indtil videre ikke er andet end det. “Nu må vi se” sælger ikke mange billetter i politik, og håb er som bekendt ikke en strategi.

Så indtil videre er det (nogle af) de tilbageblevne i Dansk Folkeparti, der står for det strategiske islæt. For formand Morten Messerschmidt var de første fem’s farvel, der resulterede i et flertal af støtter i folketingsgruppen, ikke nogen stor katastrofe, og det sjette farvel, Marie Karups, var ligefrem en lettelse.

Yderligere farveller kan ikke udelukkes, og bliver det heller ikke af dem, det i givet fald skulle være. Kristian Thulesen Dahl er nærmest bevidst uklar om emnet.

Samtidig er han og Peter Skaarup blevet gjort til genstand for en undersøgelse af den interne parti-økonomi under deres daværende ledelse. Den nye formand Morten Messerschmidt vil ifølge Ekstra Bladet have de seneste fem års bilag gennemgået.

En vred Kristen Poulsgaard i 1995 under det landsmøde, der beseglede Fremskridtspartiets skæbne.
Foto: Erik Jepsen, Ritzau Scanpix

Det ligner en fremsøgning af muligt snavs, der kan bruges mod de to og svække skadevirkningen for Dansk Folkeparti, hvis de bliver de næste afhoppere. Det ligner også en advarsel rettet mod næste runde i byretten, hvor Morten Messerschmidt i første runde var alt andet end tilfreds med de daværende partispidsers vægren mod at påtage sig nogen som helst del af ansvaret for Meld-/Feld-miseren.

Og det ligner et veltilrettelagt læk i partiet, hvor det efter formandsskiftet skulle være slut med at lufte interne forhold i offentligheden.

Kamp om den politiske arv

Afskalningen fra Dansk Folkeparti synes isoleret til folketingsgruppen. Eneste lokalt folkevalgte der har sagt farvel, er Martin Henriksen, der er kommunalbestyrelsesmedlem på Stevns men i denne sammenhæng nok først og fremmest tidligere folketingsmedlem, partifunktionær og hovedbestyrelsesmedlem.

I de lokale partiorganisationer ser man tiden an, og partihovedkvarteret har derfor skruet op for opmærksomheden overfor lokalforeningerne. Tre drevne DF’ere er hyret på deltid til at være lokalforeningskonsulenter for at yde bedre støtte lokalt.

Fra nord og sydover er det byrådsmedlem og udvalgsformand Simon Vanggaard fra Ikast-Brande, der betjener Nordjylland og Midtjylland. I Sydjylland og på Fyn er tjansen gået til byrådsmedlem, udvalgsformand og tidligere folketingsmedlem Susanne Eilersen fra Fredericia. Øst for Storebælt kan lokalforeningerne få bistand af tidligere DFU-formand Chris Bjerknæs, der i forvejen er partiansat som blandt andet redaktør for sociale medier.

Alle skal i deres nye rolle være bindeled mellem lokalforeningerne og partihovedkvarteret. Måske ikke ligefrem en politisk strategi, men bestemt et strategisk træk i den politiske kamp, der ulmer under overfladen, om hvad arven efter Dansk Folkepartis første kvarte århundrede skal være, og hvem der skal bære den videre.

Til den ende er det nationale forsvarskompromis’ folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet en uventet gave til Messerschmidt-holdet.