Ingen skal påstå, Rasmus Bjerregaard kommer let til sin hyre som kommunaldirektør. Kort inde i sin periode som kommunaldirektør i Holbæk blev han øverste administrative leder for en spareplan, der barberede 200 mio. kr. af de kommunale budgetter. Og efter at være rykket til samme stilling i Helsingør tidligere på året varetager han et par måneder senere en spareøvelse i størrelsesordenen 70 mio. kr., som skal findes i 2023-budgettet.

Betingelserne kunne være gunstigere, men Rasmus Bjerregaard taler hverken udfordringerne eller sin egen indsats op, når han analyserer økonomiske udfordringer i den offentlige administration generelt og kommunal økonomi specifikt.

For ham vil budgetudfordringer altid være et vilkår. Økonomisk ansvarlighed og bundlinje-tankegang er fundamentet i det kommunale lederskab og gælder både i med- og modgangstider. Det er forudsætningen for at kunne skabe forandringer og forbedringer, at budgetterne balancerer.

- Man kan godt beskylde kommunerne for at have tænkt i public management-baner i en årrække, men jeg giver ikke meget for den diskussion. Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at alle sad og kiggede ned i et regneark for ti år siden, og så forsvandt menneskene i beslutningsprocessen, siger han og tilføjer:

- I min bog har det altid været en forudsætning for, at man har kunnet udvikle kommunen, udvikle de faglige løsninger og udvikle de borgerrettede løsninger, at man grundlæggende har styr på sin økonomi.

Vær tydelig i kommunikationen

Til gengæld vægter Rasmus Bjerregaard ærlighed som det måske vigtigste redskab i oprydnings- og restaureringsarbejdet i en presset kommunal økonomi.

- Hvis jeg skal pege på noget, som jeg har lært, er det at være tydelig i forhold til kommunikation og problemernes omfang. Altså, hvilke problemer står vi overfor? Vi skal  kommunikere det så tydeligt og ærligt som muligt, ikke bare til et politisk niveau, men også til en organisation og til en omverden. Det, tror jeg, er fuldstændig altafgørende, siger han.

I sparetider kalder Rasmus Bjerregaard det en erkendelsesproces, hvor omgivelserne skal forstå, at ubehagelige beslutninger kan være nødvendige. Men han påstår ikke, at manøvren er ligetil eller smertefri. Hverken i den nuværende situation i Helsingør eller for år tilbage i Holbæk.

- Det er jo rigtig svært at komme som ny og skulle fortælle dem, der har ansat dig, at der er noget galt. På den ene side skal du have modet til at stille dig frem og sige, at der er noget, der ikke fungerer, som det skal. Og på den anden side er der en rigtig stor risiko for, at du skubber folk fra dig, erkender Rasmus Bjerregaard, som kalder balanceakten hårfin. 

- Vi skal  kunne sige: Vi har problemer, vi har udfordringer uden at mange skal føle sig talt ned til eller trådt under fode. Det er forudsætningen for, at vi bagefter kan spørge os selv ‘Hvordan får vi rettet op på det?’.

Kunsten at finde konkrete besparelser uden nemme genveje, særligt når det gælder her-og-nu-løsninger, karakteriserer Rasmus Bjerregaard som sindssygt kompliceret. 

Som en del af de langsigtede løsninger peger Rasmus Bjerregaard på, at fremtidens velfærdsopgaver skal inkludere større inddragelse af frivillige, ligesom frisættelsesprojektet - som Helsingør allerede er en del af - også kan anvise nye løsningsmuligheder.

- Men noget skal løses her og nu, og noget skal have nogle andre greb i et lidt længere tidsperspektiv. Og det er jo det forbandede ved at være bagud.  Vi skal finde løsninger, der giver penge på den korte bane. Det gør jo også, at man nogle gange finder på løsninger, som måske ikke er lige hensigtsmæssige på lang sigt, erkender Rasmus Bjerregaard.

Politisk krisepsykologi

At få de barske realiteter kommunikeret videre til det politiske niveau hører til den sværeste del af arbejdet. Set i bakspejlet karakteriserer Rasmus Bjerregaard det som en slags politisk krisepsykologi: Først forbløffelse eller forundring, dernæst fornærmelse og en søgen efter skyldige – og endelig accept.

- Man må igennem faserne, hvor det er legitimt at stille spørgsmålstegn og placere ansvar, før man accepterer, at det er en del af virkeligheden, siger han.

Når først erkendelsen er i hus og behovet for politisk handling etableret, gælder det om at eksekvere så ordentligt og smertefrit som overhovedet muligt.  

- Det er enormt voldsomt at skulle sige til 10 eller 15 pct. af de ansatte på et rådhus, at de ikke længere har et job. Det gør jo noget ved en organisation. Det kommer aldrig til at være smertefrit, men du kan gøre det mere eller mindre elegant. Frem for alt ved at lade være med at pakke det ind i new-speak, men sige det, som det er. Ordentligt og ærligt, siger Rasmus Bjerregaard og tilføjer:

- Hvis det så går rigtig godt, begynder man faktisk at leve med det. Og måske også blive en lille smule stolt over, at man lykkes med noget rigtig svært. Det, tænker jeg egentlig, har været en stor del af processen i Holbæk.

Tal åbent om velfærdspræmisserne

Den store sparereform i Holbæk blev gennemført i tæt parløb med borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) med det spinklest mulige flertal i byrådet, men Rasmus Bjerregaards fornemmelse er, at forståelsen for behovet for handling nåede langt bredere rundt. 

Under den igangværende besparelsesproces i Helsingør er det politiske fundament langt mere omfattende, og Rasmus Bjerregaard oplever kommunalpolitikere tage et stort økonomisk ansvar i en periode, han som administrativ leder kun kan karakterisere som “svær”.

- Det er tankevækkende, at det er kommunerne, som i øjeblikket taler om ansvarlighed og påtager sig den rolle og nærmest har fået den påduttet, siger han.

Han efterlyser større nationalt ansvar for at tale åbent og ærligt om velfærdssamfundets fremtid. Også selv om det gør ondt, siger han.

Rasmus Bjerregaard savnede diskussionen under valgkampen sidste år, men også generelt i den offentlige debat og samtalerne mellem regeringen, KL og kommunerne. En forbrødring eller et kompromis om velfærdssamfundets præmisser og enighed om, hvad den egentlige historiefortælling er.

- Vi trænger til at få taget den større diskussion om, hvad det er, man kan forvente af den offentlige sektor. Hele vejen igennem ledelseskæden fra Folketinget og ned, så vi får påbegyndt den her diskussion. Det står og falder med og starter med en forventnings-afstemning, som ikke rigtig er der lige nu, siger han.

I Danmark er vi gode til at rykke sammen

Kernen i Rasmus Bjerregaards ærlige analyse er erkendelse og borgerdialog: At kunne  fortælle folk, at det serviceniveau, som de har været vant til, og som de måske endda forventer vil vokse, ikke er realistisk i fremtiden.

- Vi kan ikke engang levere det, vi hidtil har kunnet levere. Det bliver man jo nødt til at kommunikere rimeligt tydeligt og sige, at her er noget, vi skal gøre på en anden måde og indstille sig på, at man kan få mindre fra fællesskabet. Ultimativt er det politikernes opgave, men der er også et fælles aspekt, for vi skal som administration hjælpe vores politikere med de tal og analyser, der ligger til grund for det, siger han.

Rasmus Bjerregaard vil gerne have os til at rykke sammen og gøre velfærdsudfordringen til en fælles opgave. Det er nødvendigt, hvis vi skal komme igennem velfærdskrisen på en måde, som trækker tråde tilbage til den måde, vi håndterer kriser og udfordringer, og som karakteriserer den danske måde at håndtere udfordringer og kriser.

- Jeg er optimist på den offentlige sektors vegne og den kommunale sektors vegne uden at være jubeloptimist, for det ser lidt svært ud på den korte og den mellemlange bane. Men selvfølgelig er jeg optimist. Vi skal nok få løst det her på den ene eller den anden måde.