Tina Tving Stauning (S) er hjemmefødt i 1960 i en lille lejlighed i Kollerød med mus i skabene. Siden flyttede familien tilbage til Lillerød og senere til Horns Herred.

Faren er udlært smed, moren blev socialpædagog i en voksen alder, og så har Tina Tving Stauning en lillebror.

Husets huskeregel var at gribe de muligheder, der bød sig, have et standpunkt samt ændre, hvad man gerne ville ændre.

Tina Tving Stauning er uddannet folkebibliotekar og har arbejdet i faget i mange år.

Hun er tidligere biografdirektør og daværende medejer af Skibby Kino.

Har siddet i et utal af bestyrelser og har blandt andet en Master i professionel kommunikation fra Roskilde Universitet.

Bor i dag i Frederikssund i et gammelt byhus fra 1910 med have, hindbær og en gammel Morris 1000, som hun selv kan reparere.

Tina Tving Stauning er fraskilt og har tre voksne børn på 32, 28 og 27 og to børnebørn.

Er kæreste med Arne, der bor i Sorø.

I sin fritid er hun sammen med familie og venner, går ture, ser film, er omkring haven og veteranbilen.

Er mangeårigt byrådsmedlem og blev borgmester i 2022. Hendes primære fokus er at udvikle, velfærden, sætte fart på den grønne omstilling og ikke mindst; sætte en ny retning for bedre samarbejde hele vejen rundt.

Tina Tving Stauning - professionelt

Hvad er den største forskel på dit liv, før og efter du blev borgmester?

Den største forskel er, at jeg nu er helt tæt på maskinrummet; på dagligdagen, på direktionen, på kommunaldirektøren. Jeg har fået en anden serve-ret, den som gjorde, at jeg gik ind i kampen for at blive borgmester.

En af dine kæpheste er det gode samarbejde …

Ja. Og jeg har smidt det lange mødebord ud og anskaffet mig et rundt bord på kontoret. For at fremme dialogen, fællesskabsfølelsen. Man kan ikke helt positionere sig ved et rundt bord. Alle har det samme udgangspunkt, det samme udsyn. Alle har lige meget værdi. Og så er bordet genbrug! Det er stolene dog ikke alle sammen. Det er syverstole. En stor hilsen til min morfar, som arbejdede på Fritz Hansen Møbler, ’fabrikken’, som det bare hed dengang. Godt, gedigent dansk håndværk.

Hvilken erfaring som bibliotekar kan du drage mest nytte af som borgmester?

Som børnebibliotekar mødte jeg rigtig mange børn. Børn, der kom med hver deres udgangspunkt, med hver deres lille liv og hver deres udfordringer. Mange af dem manglede voksne, der havde tid til at lytte til dem. Jeg opnåede en fortrolighed med børnene, guidede dem og hjalp dem med stort og småt. For dem – og også for unge og voksne – var biblioteket et sted, hvor de fik gode oplevelser, blev set og hørt. Dét har jeg taget med ind i mit job som politiker. Kommunen skal også være et sted, hvor man får gode oplevelser, bliver set og hørt. Altså vi kan godt lave en masse lovgivning og systemer, men hvert enkelt menneske er unikt og har hvert sit at slås med. Det skal matche ind i de rammer, vi politikere sætter. Det kræver, at vi lytter til dem. Til lånerne, borgerne.  

Hvilke ændringer har du som ny borgmester lavet indtil videre?

Jeg har brugt det første halve år på at sætte en ny retning. Vi har ændret udvalgsstrukturen. Vi har lavet makkerskaber. Der er klippet tre procent af lønnen til formændene for de stående udvalg, og pengene er givet til næstformændene. Jeg har bedt begge parter om at være ansvarlige for, at den politiske dagsorden i deres fagudvalg kører efter bedste evne. Da vi tit har formænd og næstformænd fra hver sin side af salen, har det givet nogle nye bekendtskaber og samarbejdsflader. Det er et eksperiment; jeg tror ikke, at der er andre kommuner i Danmark, der har lavet de her makkerskaber på udvalgsniveau, og vi evaluerer om to år. Har det fungeret? Har det styrket den politiske samtale? Og ført til mere borgerinddragelse, som også er formålet? Derudover hedder det ikke længere borgmesterklager hos os, det hedder borgerhenvendelser. Det kan synes som en lille ting, men jeg tror, det har betydning; at det styrker opfattelsen af kommunen som borgernes kommune.

 Det er oppe i tiden, at nytilkomne borgmestre, får medietræning og coachingforløb (i kommunaløkonomi, samarbejde og kommunikation)

Nej. Jeg har en kommunikationsuddannelse, og jeg har mere end 20 års erfaring i kommunalpolitik, så jeg synes ikke, at jeg har behov for det lige nu. Jeg kunne helt sikkert godt styrke min kommunikationsindsats ved at være mere aktiv på de sociale medier, men det er et fravalg fra min side. Havde jeg været 40 år, ville jeg nok have gjort mere ud af det, men jeg vil hellere bruge tiden på den direkte snak med borgerne og på at få sendt organisationen og kommunen i den retning, som jeg synes er vigtig.

 Hvordan har du det med at lede? Hvad er godt, og hvad er svært?

Det bedste er det med at have serve-retten og være medspiller på det øverste strategiske niveau. Det svære er – og det er hudløst ærligt - at være skånselsløs. I forhold til at sige nej, sætte en grænse. Altså, jeg kan godt sige nej, jeg har været enlig mor til tre. Men det er svært, når jeg er nødt til at træffe hårde beslutninger, som har konsekvenser for andre menneskers liv.

At slukke lyset i nogens øjne … Har du det svært med det generelt?

Nej, jeg kan godt sige til og fra, men det er svært at være hårdhudet …

Der er forskel på at være konsekvent derhjemme som mor og så som borgmester?

Ja.

 Som tidligere biografdirektør: Hvis dit job som borgmester var en film - en katastrofefilm – hvad ville den største katastrofe så være?

Den største katastrofe ville være, hvis jeg dejsede om i morgen og ikke fik gennemført det retningsskifte, som jeg arbejder for. Dét ville, set med mine små, egoistiske briller, være fantastisk ærgerligt.

 Og hvis det var en Askepotfilm – hvad ville være din største gevinst?

Det ville være, hvis det helt utænkelige skete, at vi fik et nyt rådhus/bibliotek/borgerhus. Et samlet kultur-rådhus. Dét ville betyde så utrolig meget for arbejdsgangene her på rådhuset. Så kunne vi arbejde langt mere effektivt og samarbejdende. Med andre ord, hvis jeg var virksomhedsleder, så ville jeg arbejde på at få et nyt hovedsæde. For medarbejdernes skyld og for borgernes skyld.

Tina Tving Stauning - privat

Dit efternavn – er du i familie med gode, gamle statsminister Thorvald Stauning?

Nej. Jeg giftede mig til navnet, da børnenes far og jeg blev gift. Han fik mit Tving, og jeg fik hans Stauning. Der er ikke nogen direkte slægtsmæssige forbindelser til Thorvald Stauning i mine børns familie. Til gengæld hed vores hund, da børnene var små, Thorvald. Så der stod Thorvald Stauning på vores postkasse. Det, syntes vi, var meget sjovt.

Hvordan slapper du allerbedst af?

Ved at gå i biografen. Jeg elsker det. Vi er så privilegerede at have flere biografer omkring os i Frederikssund, så jeg kan sagtens suse ud klokken ni om aftenen og se en film. Jeg er en af dem, der er med til at holde biograferne i live.

Nej. Selvom jeg er vild med litteratur og historier og elsker ord, har jeg ikke nogen drømme om selv at belemre verden med endnu en roman. Men jeg skriver en del – også mine egne taler.

Men hvilken roman ville du gerne have lagt forfatternavn til, hvis …?

Dén er svær. Jeg holder af rigtig meget litteratur, særligt nordisk. Norske Per Petterson, svenske Kerstin Ekmann, dansk-samiske Maren Uthaug. Og islændingene. Jeg elsker historier, der væver det lange liv, slægten, tiden og kvindernes historie sammen. Historier om skæve eksistenser i en nordisk kontekst, der lever et anderledes liv end mit. Men jeg kan ikke vælge én, jeg gerne ville have skrevet.

Hvad med film? Er du også til nordiske film?

Ja, jeg ser alt! Bare ikke macho-film; RoboCop og den slags. Jeg har lige set De forbandede år af Anders Refn og Toscana med Anders Matthesen … Og giver du mig en svensk krimi, så slapper jeg helt af.

Dit liv: Hvad er det største vendepunkt, krise og klimaks?

Det største vendepunkt i mit liv var, da jeg mistede min mand/kæreste Bengt som 27-årig. Han døde pludselig af en hjerneblødning. Krise; at blive skilt er en stor krise. Det var en stor tur for mig. Og klimaks? Jamen, det har dybest set været at få børn og børnebørn. Og at jeg har mødt kærligheden igen i den alder, jeg har. Jeg har været single i mange år, og så møder jeg Arne. Vi har været kærester i to år nu, og vi styrker hinanden. Det er forrygende, det overskygger det liv, som jeg før stort set brugte på politik.

Du er et godt sted i livet?

Ja. Jeg er virkelig glad for mit liv. Det går godt med mine børn og børnebørn, jeg bor godt, har en dejlig kæreste, et dejligt job, og så har jeg stadig mine forældre, det er jo dybt privilegeret. Siden jeg mistede Bengt, har jeg været bange for at være for tilfreds, for glad for livet. Bange for at miste lykken igen. Men nu har jeg tilladt mig at være i den tilstand igen. Det er jeg virkelig glad for.

Det røde tørklæde – er det dit image?  

Hahaha, ja! Jeg har altid haft det. Det startede ikke som et bevidst valg, men så blev det mit varemærke hen ad vejen. Mit socialdemokratiske tørklæde. Jeg elsker rødt. Jeg tager det dog af i situationer, hvor jeg synes, jeg skal være en mere neutral borgmester; når jeg vier folk for eksempel.

Det er et sprudlende tørklæde … er du sprudlende? En der indtager rummet, fylder og er energisk?

Nej. I hvert fald bonger jeg ud som 50 pct.  introvert og 50 pct. ekstrovert i personlighedstests. I mit job skal jeg være meget ekstrovert, så jeg skal altid lige hjem og vende og nå at blive introvert, haha. Og nej, jeg er ikke den, der går ind og tager et rum, men jeg screener et rum, lynhurtigt. Hvor er vi? Hvem er her? Hvad skal der ske?

Du er til runde borde – men er du også firkantet?

Jeg er firkantet på den måde, at jeg vil have fakta. Det ligger i mit bibliotekarsind. Nu ”slår vi op”, og så finder vi svarene, ikke? At drive politik på et ikke-faktuelt grundlag, dét har jeg det meget svært med.