Helle Gade (S) er født i 1971 i Silkeborg. Hun boede de første 13 år i Voldby sammen med sin mor, far og lillebror i et trygt og kærligt arbejderhjem uden store armbevægelser, men med masser af bilferier i Norge i en lille Honda.

Efter 13 år i Voldby flyttede familien til Hammel, hvor en lillesøster kom til.

Faren var specialarbejder på en smedevirksomhed og på Materielgården i Hammel, moren hjemmesyerske og senere dagplejer.

Det vigtigste, Helle Gade har med fra sine forældre, er, at man skal tro på sig selv og vide, at man er god nok, som man er.

Helle Gade er uddannet væksthusgartner og blomsterbinder. Har arbejdet i gartneri og på Hammel Kirkegård. Blev graver og kirketjener i Voel i 1999 frem til og med 2022.

Bor i parcelhus i Voel med sin mand Ole, der også er graver. Sammen har de Emma (10), Lasse (12) og Signe (20). Signe er handicappet og har boet på bosted, siden hun var 17 år.

Helle Gade har været håndboldtræner og været med at starte handicaphåndbold op i Silkeborg Kommune.

Har været bestyrelsesformand for Dybkjær Specialskole.

I fritiden prøver Helle Gade at få løbet og prioriterer ellers tid med sin familie og venner.

I januar 2022 blev Helle Gade borgmester i Silkeborg. Hendes fokus og mantra er: Mennesket først.

Helle Gade - professionelt

Hvad er den største forskel på at være graver og borgmester?

Den allerstørste forskel er, at jeg nu går meget mere indenfor end udenfor. Min krop har været forkølet i tre uger, jeg tror, den akklimatiserer. Den er forvirret, den spørger, hvad laver du dog så meget indenfor? Det er en stor forandring. Jeg sidder heroppe på fjerde sal og ser ud over Langsø, det er dejligt vejr, og jeg længes efter at komme ud. Derfor har jeg også et par sko her på kontoret, så jeg kan gå en tur indimellem. Komme ud. Det kan godt være, at jeg snakker i telefon imens, men jeg mærker vinden, varmen, kulden og blæsten i mit ansigt.

Bliver du en borgmester, der holder gående møder?

Jeg har intentionerne om at lave meget om, og gående møder kunne sagtens være en del af det, selvom møder er lidt nemmere, når man har en computer foran sig. Faktisk har vi selv i Silkeborg byråd og fritidsrådet udråbt os til at være Danmarks outdoor-hovedstad, og jeg har talt med en kollega fra Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at vi skal have et åbent udendørs kontor. Vi har så fantastisk meget natur omkring os, og det skal udnyttes.

Nej, jeg har aldrig flyverdragt på! Jeg bruger heller ikke hue og vanter, jeg har en høj kropstemperatur.

Et udendørs kontor bliver jo perfekt for alle i overgangsalderen …

Haha, ja, så langt er jeg ikke nået endnu, men det kan jeg jo så glæde mig over til den tid …

Har du noget med fra jobbet som graver, der gør dig til en bedre borgmester?

Ja, og det gælder de personlige relationer. Jeg kommer fra et arbejde, hvor jeg har mødt folk i sorg og i glæde; ved død og begravelse, barnedåb og bryllup. Som borgmester møder man også borgere i forskellige livsfaser og i forskellige følelsesmæssige situationer. Det har stor betydning for borgerne at blive mødt i øjenhøjde, så de ikke føler sig oversete i forhold til de personlige udfordringer, som de måtte have. Ligesom det betyder noget, at jeg som borgmester selv svarer dem på mails og ikke overlader det til min sekretær hver gang.

Er det også et nærvær, som dine medarbejdere mærker?

Jeg er meget opmærksom på medarbejderne. Både dem, jeg møder på min vej, og dem, jeg møder på gangene; jeg ser dem og spørger ind til dem.

Er der noget, der har overrasket dig ved borgmesterjobbet?

Nej, jeg har mere fået bekræftet det, jeg godt vidste: At en borgmester spiller en vigtig rolle i en kommune. Alle vil have fat i en, have løfter og hensigtserklæringer, og der står en direktion og forvaltning klar til at servicere mig 24/7, hvis det var det, jeg ville. Det er et privilegium, og det er en rolle på toppen af kransekagen, som man ikke skal overspille, men være ydmyg overfor. Jeg husker mig selv på, at det handler om sammenhæng og fællesskab; at sikre medejerskab og følgeskab. Det er vigtigt for mig.

Ja, det tror jeg, det er jo svært selv at vurdere. Men jeg befinder mig godt med det. Jeg kan godt lide at have indflydelse og sætte nogle helt klare dagsordener.  

Hvordan kommer borgerne til at mærke, at det er Helle Gade, der sidder i stolen nu?

Silkeborg Kommune har i lang tid haft udfordringer med kapaciteten på særligt børne- og skoleområdet, og vi har sagt ja til forskellige lokalplaner, som ikke har fungeret. Vi har slet ikke kunnet følge med antallet af børn, der er kommet til, men vi skal sørge for, at folk kan få passet deres børn i lokalområdet. Vi er generelt mange kommuner, der oplever, at værdigheden forsvinder ud af vores services. Derfor har jeg lavet en værdighedskontrakt med borgerne inden for sundheds- og ældreområdet, som omfatter et generelt løft, mere rengøringshjælp, pårørende-konsulenter og kompetenceudvikling af vores medarbejdere, så vi kan få øget rekrutteringen. Jeg har lovet at opfylde kontraktens mål inden for de næste fire år. Og jeg håber, at de kommer til at sige, at det var den nye borgmester, der fik styr på kapaciteterne og fik sat en retning for velfærden.

Hvad har været den største udfordring og den største succes indtil nu?

Jeg har ikke nået at lægge de store linjer eller resultater endnu, men jeg kan mærke, at der er både opmærksomhed og velvilje for de emner, som jeg er gået til valg på. Og det er jeg rigtig glad for.

Nu er det lidt tidligt at spørge, men hvad kommer der til at stå på din borgmester-gravsten?

Hvem gad, Helle gad! :

Helle Gade - privat

Hvordan har det påvirket dit liv at være mor til en handicappet datter?

At få et handicappet barn har været en øjenåbner og en udfordring. Signe er meget handicappet. Hun har også epilepsi, som har været ved at tage livet af hende. Hun er 20 år og kravler. Det er den måde, hun kommer rundt på. Hun kan også gå i rollator og sidde i kørestol, men hun skal have hjælp til at komme op og ned. Hun har lige haft brækket armen i tre måneder, og fordi hun ikke kunne kravle, er hun blevet rigtig god til at køre i kørestol og selv dreje hjulene. Hun er stærk og viljestærk. Hun vil sit liv, hun kæmper, og Ole og jeg kæmper sammen med hende.

At prioritere. Hele tiden tænke på, hvad er vigtigst? Da både Ole og jeg arbejdede som gravere, kunne vi tale sammen i telefon flere gange om dagen, planlægge og koordinere. Det kan vi ikke i samme grad nu, hvor jeg har travlt som borgmester, men jeg prøver at sætte min mand og børn i første række, før jobbet og før mig selv. Det kræver noget af én som menneske og som par at have et så handicappet barn, og vi lever efter: en dag ad gangen. Ingen af os ved, hvad dagen i morgen bringer. Man lærer at være til stede i nuet.

Hvad er typisk dig?

At smile. Jeg kan godt blive sur, men så skal der eddermame meget til.

Hvordan fylder du rundt om et bord til en fest?

Jeg kan godt lide at være en del af hele fællesskabet, så jeg prøver altid at sætte mig i midten. Men jeg passer på med ikke at fylde for meget, for jeg kan sagtens fylde et rum ud. Jeg er kæk i replikken, bramfri, og kan godt nogle gange tale, før jeg tænker. Noget, jeg som borgmester selvfølgelig skal balancere og passe lidt på med. Det var nok derfor, at den afgående borgmester Steen Vindum (V) gav mig bogen Takt og Tone af Emma Gad, ha ha. Heldigvis er det de færreste, der slår sig på min humor, der bare er for sjov og kærligt ment.

Hvad kan gøre dig bange?

Tanken om at miste dem, der står mig allernærmest. Miste den kærlighed, jeg har til dem og får af dem. Før var det mine forældre, nu er det mine børn og min mand. Men jeg har mistet min svigerfar og min mormor. Min mormor betød rigtig meget for mig. Hun havde sine holdninger, men hun var kærlig og god til at give plads til alle. Hun døde i 1992. Jeg lægger gran på hendes gravsted hvert år, selvom jeg ikke har tid til det, og hver gang tænker jeg på, hvor meget jeg savner hendes trygge hule med tipslørdag og den trælse sofa, og hendes toastbrød med spegepølse, ketchup og ristede løg. Da hun døde, måtte jeg finde et nyt sted at få noget mad. Så kørte jeg forbi min farmor og farfar efter arbejde om fredagen og fik stuvet macaroni med røde pølser. En dejlig ret. Og de var dejlige mennesker.

Hvor mødte du din mand?

På et diskotek i Hammel, vi var kærester i et halvt år, så skiltes vi. Vi var ikke helt klar på, hvad vi ville. Ole tog til Vedersø Klit og blev uddannet kok. I 1990, tre år senere, mødtes vi igen på et diskotek i Hammel og faldt pladask for hinanden og har været sammen lige siden.

Er der noget i dit liv, du gerne ville have været foruden? Nogle skavanker?

Ja, min PCO. Det er en hormonforstyrrelse, som både giver uønsket hårvækst, vægt- og fertilitetsproblemer. Både Signe og Lasse er reagensglasbørn. Det tog ni år og syv graviditeter at få vores første barn. Mens Emma, den yngste, hun kom af sig selv.

Hvem ser du op til?

Min mand. Han er god til at få mig trukket ned i tempo og er en god sparringspartner i forhold til beslutninger. Det kræver selvfølgelig, at han er til stede, som han ikke var, da jeg som graver foreslog mit menighedsråd i Voel, at vi skulle fremme forretningen med et slogan på vores arbejdstrøjer og på flyers til plejehjemmene, som lød: Dø du blot, vi begraver så godt.

Du har selv spillet håndbold - hvilken spiller er du mest duperet af på herrelandsholdet p.t.? 

Målmanden Niklas Landin. Han gør det fantastisk. Og så er jeg imponeret over, at en så høj mand kan være så elastisk.

Hvad var det bedste og det værste ved at fylde 50?

Det værste var, at jeg ikke kunne fejre med pomp og pragt på grund af corona. Det bedste var, at min mand overraskede mig med, at vores allernærmeste venner og familie kom, og vi hyggede os – uanset om vi måtte eller ej.