Hvor længe skal vi arbejde? Og hvorfor? Og ikke mindst: Hvem skal bestemme, hvornår vi går på pension og under hvilke vilkår?

Dén debat er genstartet med statsministerens august-melding om, at Socialdemokratiet ikke længere automatisk vil stemme for en stigende pensionsalder,

I Djøf hilser vi debatten velkommen.

Med Velfærdsforliget fra 2006 kan en nyuddannet på 27 se frem til en pensionsalder på 74 år. Når jeg snakker med nyuddannede, oplever jeg, at de har endog ganske svært ved at forholde sig til sådan et tal. Det kan virke som helt uoverskueligt længe. For vi taler altså om arbejdsliv på op imod 50 år.

Giv os argumenter for at blive på arbejdsmarkedet

I teorien i hvert fald. For tallene viser, at det ikke går sådan for de fleste.  Faktisk er det kun en tredjedel af danskerne, der er i arbejde helt frem til folkepensionsalderen. 

Omvendt er der nogle – herunder ganske mange af de medlemmer jeg repræsenterer – der fortsætter med at arbejde, selvom de reelt kunne vælge at blive folkepensionister. Fordi det giver mening for dem at fortsætte med at arbejde. Fordi de får noget ud af det. 

Med Seniorpension, “Arne-Pension”, efterløn og mulighed for førtidspension har vi i dag en række muligheder for at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet af helbredsmæssige eller anciennitetsmæssige årsager. Det er også oplagt at se på, om de ordninger er tilstrækkelige, eller om de skal forbedres.

Gode arbejdsliv, gode arbejdsliv, gode arbejdsliv 

Men jeg synes at diskussionen om afslutningen af arbejdslivet mangler noget. 

I min optik er det selvfølgelig vigtigt for sammenhængskraften i Danmark, at alle oplever, at pensionssystemet er rimeligt og med ordentlige muligheder for tidlig udgang til dem, der enten er fysisk eller psykisk nedslidte.  Uanset hvilken uddannelsesbaggrund man har. Samtidig er det en stor og meget vigtig opgave at balancere befolkningens ønsker til længden på arbejdslivet med behovet for holdbare offentlige finanser. 

Arbejdsrelateret stress koster samfundet dyrt

Men med de lange arbejdsliv forude er det simpelthen ikke tilstrækkeligt at diskutere tilbagetrækningsordninger og folkepensionsalder. Det er egentlig heller ikke særligt visionært i sig selv. Det bør så afgjort ledsages af en diskussion om de lange arbejdsliv, der går forud for pensionstidspunktet. 

Tænk på, hvor meget energi og arbejdskraft der ligger i motiverende arbejdsvilkår, som krop og sind kan holde til! Tænk hvis vi turde tale mere om – og handle på – hvordan vi undgår at så utroligt mange bliver slidt ned, fysisk og mentalt.

Derfor må debatten om pensionsalder følges af en diskussion om, hvordan vi skaber arbejdsvilkår, som man kan holde til hele livet og i alle livets faser. Pensionsalder er et centralt element, men også meget andet er på spil. Vi har brug for langt større opmærksomhed på, hvordan vi gør arbejdslivet så attraktivt og fleksibelt, at folk har lyst til og kræfter til at være i det længe. 

Arbejdsrelateret stress koster samfundet 55 mia. kroner om året viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er cirka, hvad Forsvaret kostede os sidste år. Ikke alene er omfanget beskæmmende, men størrelsen på regningen burde også få os til at skifte spor. 

Jeg tror på, at vi er nødt til at tale om arbejdslivet på en måde, hvor ret og pligt suppleres med glæde og vilje. Med fleksibilitet og anerkendelse. Det er en kæmpe ledelsesopgave. Men også ekstremt meningsfuldt – for den enkelte og for samfundet.