Kommunen.dk
MENU

Peter Hansted går hånd i hånd med K.E. Løgstrup

Kom med bag om Ærøs nye borgmester, der er søn af Jens Otto Krag, elsker demokrati og god mad og har drukket det, han skulle.

Peter Hansted går hånd i hånd med K.E. Løgstrup

Kom med bag om Ærøs nye borgmester, der er søn af Jens Otto Krag, elsker demokrati og god mad og har drukket det, han skulle.
 Peter Hansted (S) har haft et livligt og alsidigt arbejdsliv. Men jobbet og livet som efterskolelærer og forstander på Rantzausminde Efterskole har betydet alt for ham. Nu gælder det borgmesterjobbet, og det har indtil videre været rigtig fedt, fortæller han
Peter Hansted (S) har haft et livligt og alsidigt arbejdsliv. Men jobbet og livet som efterskolelærer og forstander på Rantzausminde Efterskole har betydet alt for ham. Nu gælder det borgmesterjobbet, og det har ”indtil videre været rigtig fedt,” fortæller han
Foto: Tim Kildeborg Jensen,Ritzau Scanpix

Peter Hansted (S) er født i 1956 i Usserød i arkitekten Poul Henningsen og hans kone Ingers baghus.

Enebarn og opvokset op i et livligt arbejderkvarter i Lyngby i en lille to-værelses lejlighed sammen med sin mor Lisbet, der arbejdede på Rigshospitalet som uuddannet hospitalslaborant. Hans far er tidligere statsminister Jens Otto Krag (S).

I hjemmet i Lyngby blev der prædiket ligeværd og ordentlighed.

Peter Hansted er uddannet inden for landbrug og har arbejdet som landmand på Sydsjælland og på Samsø. Har derefter blandt andet været efterskolelærer og forstander på Rantzausmindes Efterskole i Svendborg. Han har drevet kælderværtshuset Hansted i Svendborg, været køkkenleder på højskolen på Ærø og bryggeridirektør på Ærø Bryggeri.

I dag bor Peter Hansted i et ældgammelt hus i centrum af Ærøskøbing. Han bor alene, har to drenge på 35 og 33, to børnebørn samt to bonusbørn; to piger på 21 og 16 fra et tidligere forhold.

Fritiden bruger Peter Hansted på sin familie, på at læse politiske sager, gå lange ture, lave god mad, se venner, nyheder og streame serier.  

I 2000’erne meldte Peter Hansted sig ind i Socialdemokratiet. I januar 2022 blev han borgmester i Ærø Kommune.

Peter Hansted  - professionelt

Du har haft et rigt og varieret arbejdsliv. Er borgmesterjobbet rosinen i pølseenden?

Jeg er lige fyldt 66, og hvis jeg holder denne periode ud, er jeg halvfjerds, og jeg har ingen forventninger om at skulle ud at være lærer igen eller lave mad, så på den måde er det da en rosin. Nu tager vi den herfra og ser, hvordan det går. Indtil videre har det været rigtig fedt. Jeg er superglad for det.

Hvordan mærker befolkningen på Ærø, at du sidder i stolen nu?

Jeg synes, at det, vi har lavet de sidste otte år, hvor vi har haft posten, har været godt. Og nu er min vision at få lavet en god strategiplan for de næste fire år. Indholdsmæssigt er det noget, jeg gør sammen med kommunalbestyrelsen og embedsværket, så den største forandring bliver nok processen. Jeg er meget klar på at tænke ud af øen; samarbejde med de andre øer, så vi kan stå stærkt sammen. Og jeg tager gerne listeskoene af og tager kontakten til Christiansborg for at tale vores egen og fælles sag, når det er nødvendigt. Jeg vil ikke krybe langs væggene.

Jeg tror aldrig, jeg har råbt af mine medarbejdere - heller ikke i køkkenet. 

 

Hvem ringer du til, når du har brug for at vende svære emner og knaster?

Udover mine kolleger i hverdagen snakker jeg med vores tidligere borgmestre Jørgen Otto (S) og Ole Wej (S). Ole har styr på alt omkring kommunens økonomi. Ham taler jeg rigtig meget med. Men man skal ikke klynke overfor ham, når man nogle gange synes, at det er uretfærdigt, at vi som lille ø med små ressourcer skal gennemgå det samme som de store kommuner. Der skulle jo nødigt være nogen, der kom og sagde, at vi måtte lægge os sammen med Svendborg, hvis vi føler os for små til at være selvforvaltende … I det hele taget skal man jo ikke klynke.

Hvilke typer svinger du bedst med arbejdsmæssigt?

Jeg synes faktisk, at jeg arbejder godt sammen med de fleste. Skal man samarbejde, så skal man altså helst kunne klare hele paletten. Men der må da godt være lidt humør på og en ’det gør vi sgu’-indstilling. Men fordi jeg selv kan få nogle ret skæve og hurtige ideer, har jeg også brug for reflekterede folk omkring mig. Fx foreslog jeg vores teknikdirektør at lade en del af rådhusets kæmpe græsplæne gro vildt og få lavet nogle vandhuller, hvortil hun svarede: Og hvor fa’en skulle vandet komme fra? Det havde jeg jo ikke lige tænkt på, ha ha. Til gengæld åd de min idé om at lade den sidste færge blive liggende, når der skal være landsstævne i Svendborg til sommer. Så åbner vi gabet på færgen og holder en kæmpe fest.

Hvordan er du som chef?

Flere af mine medarbejdere har gennem årene givet udtryk for, at jeg har krævet meget af dem - men på den positive måde. For jeg har altid selv været der og gået forrest. Man får ikke folk til at arbejde mere eller være glade, hvis man ikke selv er der. Og ofrer noget. Medarbejderindflydelse og ikke mindst ligeværdighed er gennemgående og vigtigt for mig. Om jeg er en rolig chef? Ja, det vil jeg sige. Jeg tror aldrig, jeg har råbt af mine medarbejdere - heller ikke i køkkenet.

Hvilken politiker er sværest for dig at lægge arm med?

Du får ikke noget navn, det er det en alt for lille ø til, ha ha. Der er jo altid nogle, der er supergode i debatter, hurtige og skarpe for tungen, som holder en vågen, men de allersværeste er dem, der går i ukonstruktiv opposition, dét er opslidende. Jeg arbejder altid på at skabe størst mulig konsensus. Jeg synes, det er tungt, når folk ikke vil i samme retning.  

Synes du, at du har arvet nogle politiske talenter fra din far?

Da jeg var ung, var jeg – modsat min far - venstresocialist og EF-modstander, men det ændrede sig for mig i 2000’erne, hvor jeg så Enhedslisten og andre i oppositionen sige nej til alting, hvilket betød, at Fogh Rasmussen (V) bare kunne banke derudaf; der kunne aldrig samles et flertal imod ham. Da gik det op for mig, at det var nødvendigt med et stærkt Socialdemokrati. Min far havde en meget pragmatisk tilgang og klippefast tro på velfærdssamfundet og Socialdemokratiets projekt. Både troen og den pragmatiske tilgang synes jeg er indlejret i mig. :

Peter Hansted - privat

Hvordan slapper du bedst af?

Sammen med mine børn og gode venner. Jeg har venner, som jeg har kendt i over 40 år, og det gør det bare utrolig nemt at være sammen. Vi spiser mad. Og drikker øl og god vin. Går lange ture. Vi er også en flok venner, der tager til udlandet én gang om året og ser to fodboldkampe, selvom fodbold ikke interesserer mig en døjt. Men de er heldigvis også interesserede i mad, så hygger vi os med at finde gode spisesteder i Lissabon, Madrid eller hvor vi nu er.  

Hvad er den særeste eller mest udtalte vane, du har?

Jeg slukker altid lyset efter mig i de rum, jeg går ud af. Og forholder mig til det, når mine børn ikke gør det. Jeg beder dem også om at se op i loftet, når de støvsuger. Spindelvæv, du ved. Det er jo lidt pinligt, at jeg stadig opdrager på mine børn, der er over 30 år. Jeg prøver at holde op med det, jeg prøver.

Jeg er egentlig ret godt tilfreds med mine valg i livet, men jeg har været igennem to skilsmisser, og det er jo aldrig særlig godt. Heller ikke for ungerne, vel.

 

Hvordan fylder du rundt om et bord til en fest?

Hvis vi taler om mindre selskaber med folk, jeg kender, er jeg i mit es. Masser af snak og gang i den. Både sjov og alvor. Men jeg kommer også ud til en del ting nu, hvor jeg finder jeg mig selv i et hjørne med det der glas bobler og tænker: Hold nu kæft, hvad laver jeg her, jeg kender jo ikke et øje. I de situationer er jeg ikke så skrap til at gå hen til nogen, jeg sådan halvkender. Fx en fire-fem ministre, dem kunne jeg jo godt snakke med, men jeg ved jo ikke, om de gider snakke med mig, vel? Glas i hånden-arrangementer kan altså være ret anstrengende.

Hvordan er du i trafikken?

Hvis jeg er stresset, kan jeg godt finde på at råbe lidt, men ellers kører jeg ret pænt. Jeg er ikke en aggressiv bilist.

Hvad griner du ad?

Jeg griner ad gamle historier og anekdoter sammen med mine venner. Vi griner ad os selv.

Hvad græder du over?

I takt med min fremskredne alder kan selv en ringe amerikansk film godt give mig tårer i øjnene. Men sidste film, der fik mig, var filmen om Aretha Frank-lin. Hun var fantastisk, hendes vanvittige talent, personlighed, alt det hun gav … Det er lige før, jeg får tårer igen.

Hvilket af dine livsvalg har været mest vellykket?

Det bliver min tid på Rantzausminde Efterskole. Både som elev, som lærer og forstander. Det har bidraget utroligt positivt til mit liv på alle mulige måder og gør det stadigvæk i kraft af venskaber, holdninger og livssyn. Jeg havde ikke den mindste interesse for efterskoler, men så blev jeg opfordret til at tjekke skolen ud af en lærer på min friskole i Farum og altså – det har betydet så meget for mig. Fantastisk sammenhold og fælles demokratisk livssyn. Det var med K.E. Løgstrup-attituden hele vejen: Vi bærer hinandens liv i vores hænder.

Og mindst vellykket?

Jeg er egentlig ret godt tilfreds med mine valg i livet, men jeg har været igennem to skilsmisser, og det er jo aldrig særlig godt. Heller ikke for ungerne, vel.

Hvad er det vigtigste for dig som forælder?

I de år vi boede sammen, holdt jeg stædigt på, at vi spiste måltiderne sammen ved bordet og ikke foran fjernsynet. I dag oplever ungerne det som noget værdifuldt, men de spurgte jo af og til om lov til at rejse sig fra bordet og fik tit et nej; vi skulle snakke. Aftensmåltider, der strækker sig over lang tid og over god mad, som vi selv har lavet, og hvor samtaler kan få lov at udvikle sig, er utroligt vigtige. Det er en rigtig god anledning til at få set og hørt sine børn – og dele sit livssyn om ligeværd med dem.

Hvad vil du ikke bruge penge på?

Jeg synes ikke, at jeg er en fedterøv, men jeg gider ikke bruge penge på ting, der forurener eller er for dyre. Igen, det er vigtigt for mig at slukke lyset, skrue ned for varmen, lukke dørene. Det har jeg med hjemmefra fra min mor; der blev ikke fyldt mere vand i kedlen, end der skulle bruges. Hun gjorde det for at spare. I dag gør jeg det både for at spare og også for at skåne miljøet.

Drikker du mindre øl nu, hvor du ikke er bryggeridirektør?

Ja. Jeg drikker i det hele taget mindre alkohol nu. Behovet er blevet mindre med alderen. Jeg tror, jeg har fået det, jeg skulle. På vores fodboldture for ti år siden kunne vi sagtens give den gas, men nu er det ikke usædvanligt, at vi ligger i køjen til midnat. Jeg tåler alkohol mindre nu, hvor jeg er blevet ældre.  

Man begynder hurtigere at snøvle …

Lige præcis! Og dét er der jo ingen grund til at sidde og blamere sig med.

Forfatteren Ernest Hemingway har sagt, at når man bliver ældre, betyder den sociale maskine mindre. Hvad tænker du om det?

Dét er jeg faktisk ikke enig i. Altså, jeg kan sagtens forstå det med, at man har været ude at opleve verden, og man ved, hvem man selv er, og hvor man står – men jeg har stor glæde af alle mine mange, gamle venner; vi ved, at vi altid har hinanden. Også i mit arbejde synes jeg, at sociale sammenkomster er vigtige. Det binder folk tættere sammen at spise og drikke og have tid til at spørge: Hvorn’ går det med ungerne? :

Hurtige skud på Peter Hansted

Shelter eller hotel: Som totaloplevelse, shelter

Forår eller efterår: Forår (og visne blade)

Bond eller Bergman: Bergman

Parfume eller naturel: Parfume

Motion eller sofa: Motion (men så vil folk sige, ”du ligger for helved’ altid på din sofa”).

Badeshorts eller speedos: Badeshorts

Dansegulv eller bænk: Bænk

Treo eller tømmermænd: Tømmermænd

Skjorte i buks eller udenpå: I buks

Kronprins Frederik eller Prins Joakim: Frederik.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR