Vejrudsigten har på ingen måder meldt skybrud. Alligevel er der en del ‘brud’ i luften, denne varme og solrige dag, da kommunen.dk møder borgmesteren Peter Rahbæk Juel (S) i hans “regerings-by” Odense.

Det er, imens vi cykler ud og rundt i de dele af byen, som Peter Rahbæk Juel har valgt, vi skal se, at hans fortællinger om brud - både i historien, i byen og i mennesket - bryder frem. En efter en. Sted for sted.

Og man er ikke i tvivl.

Peter Rahbæk Juel, der har læst historie på universitetet og efter eget udsagn beskuer “verden, samfundet, folket og dets adfærd gennem historiske øjne”, er optaget af brud og det, som følger i kølvandet; nemlig forandring og fornyelse.

Det er dog med en vis skepsis, at journalisten føjer borgmesterens ønske om et interview foregående på cykel. Blæst og trafikstøj har aldrig været en diktafons bedste venner, men Peter Rahbæk Juel insisterer: “Odense skal ses fra en cykel.”

Ergo:

Vi starter midt i Odense bymidte, der hviler på “tre ben”: en middelalderlig bydel, en moderne bydel og Eventyrhaven med å-forløb.

Historikeren i borgmesteren fortæller indlevende om Knud den Hellige, den sidste vikingekonge og byens skytsengel, der blev stukket ned i den gamle Sankt Albani Kirke i Odense efter et oprør. Han bliver afbrudt af et pludseligt tilråb fra en vej- og parkarbejder i orange vest, der på klingende fynsk råber:

“Det er godt nok en lækker borgmester-cykel, den der, Peter. Så’n en vil jeg også ha.’”

Borgmesteren griner og råber tilbage til manden i vesten: “Jamen, du kan da bare købe dig en …”

Vej- og Park arbejderen griner og ønsker ‘Peter’ en god dag.

Peter Rahbæk Juel genoptager sin fortælling om byen. Nu om bykernen, der er i en større moderniserings- og omdannelsesproces.

- I gamle dage var der 30.000 biler, der kørte gennem Thomas B. Thriges gade, men efter årtiers diskussion fik vi i 2014 endelig lukket gaden af. Så nu kan vi binde byen sammen med letbane og supercykelsti, erhverv og boliger og med Odeon, vores ny musik-, kultur- og konferencehus nede i den anden ende, peger og fortæller Peter Rahbæk Juel.

Karmarun og vaskekone i Eventyrhaven
Vi trækker vores cykler videre til parken, til den grønne del af Odense og til åen. Den har været fredet de sidste 200 år, hvilket ifølge Peter Rahbæk Juel er helt unikt.   

- Det her hedder Eventyrhaven, siger Peter Rahbæk Juel med stolthed med i stemmen.

Åen ligner også noget fra et eventyr, som den glitrende og blinkende slanger sig afsted midt mellem svulmende og frodig grønt. Eventyrhaven er også kendt som H.C. Andersen Haven.

- Noget tyder på, at vores studerende læser til eksamen. Ellers havde der ligget et hav af unge og slænget sig i solen,” siger Peter Rahbæk Juel.

Mere specifikt 45.000 unge, som er det antal studerende, Odense favner.

Vi går på åen-stien, der strækker sig fra fjorden og ud til den anden side af motorvejen.

Strækningen svarer til, at man kan løbe en halvmarathon. Det er her på å-stien, at ‘Karmarunner Odense’ foregår. Det er navnet på en løbe- og bevægelsesklub, som Peter Rahbæk Juel var med til at starte sidste år.

Initiativet er støttet af sponsorer og skal afhjælpe og sætte fokus på psykiske lidelser for sårbare unge. Det er hver tirsdag, og man kan bare møde op eller tilmelde sig på Facebook.

- Nogle går, andre løber. Når vi bevæger os, samler vi ind til Headspace - bedre psykiatri og sind. Sidste år samlede vi 45.000 kroner ind, fortæller Peter Rahbæk Juel.

Bedre psykiatri er én af borgmesterens hjertesager. At gøre opmærksom på psykisk syge, der bliver ramt af angst, stress og depression.

Det var i hans job som rådmand for ældre og handicap-området, at han opdagede, hvor stort omfanget af lidelserne var. Og ikke mindst, hvor tabuiseret problemet er.

- Vi har ikke problemer med at fortælle om en brækket arm, men depression og angst er vi simpelthen ikke rummelige nok til at tale om og håndtere åbent. Frygten for at fortælle om sin lidelse er det fængsel, der skaber svagheden, siger Peter Rahbæk Juel.

Han mener, at det er samfundets pligt at afmontere frygten og anerkende problemet, fordi det rammer mange og kan ramme alle. Peter Rahbæk Juel er ikke i tvivl om, at vores moderne præstationssamfund har meget af skylden.  

- Vi har jo mere travlt med at præstere end at snakke med hinanden. Og jeg kan jo se det på min egen omgangskreds, at det med at skulle have uddannelse, karriere og børn på en gang - det har kostet nogle sygeforløb, siger han.

Peter Rahbæk Juel stopper op ved et lille brostensbelagt udkigssted og peger ud i åen.

- Her stod H.C. Andersens mor og vaskede tøj for de rige folk i byen, siger han.

H.C. Andersen. Arbejderdrengen, søn af en skomagersvend og en vaskekone, der blev kendt i hele verden for sine eventyrlige historier. Byens store vartegn og stolthed. En mønsterbryder af rang. Og tydeligvis et idol for Peter Rahbæk Juel.

- Det var jo et usædvanligt mønsterbrud, H.C. Andersen gjorde i sin tid. Han ‘brød’ jo ikke bare lokalt, men ud i hele verden, siger Peter Rahbæk Juel og fortsætter:

- For mig personligt er det ikke hans eventyr, der er det centrale. Det er hans person. Det, at han brød et mønster på den måde. det taler til mig, siger han.

Vi forlader vaskekonens arbejdsplads.

B&O og Bowie
I den gamle brostensbelagte bydel med grønttorv og H.C. Andersens barndomshjem, der i dag er et museum, befinder Peter Rahbæk Juel sig stadig mentalt i mønsterbruddet. I essensen af det.

- Et samfund, der evner at sætte mennesker fri; gøre dem i stand til at bryde det mønster, de er sat i verden i, er et godt samfund, siger Peter Rahbæk Juel, mens vi trækker cyklerne gennem en lille gade med lave huse.

- Det at kunne give mennesker friheden til at jagte de drømme, de har, uanset om de er store og vidtløftige eller små og intime, ikke? Mønsterbrud ligger meget dybt i min personlige bevidsthed, siger Peter Rahbæk Juel. Og det mærker man - helt ned i brostenene.

En skarp dunst af modnet ost rammer næseborene og bryder den eksistentielle, lidt højstemte stemning.

Vi står midt ud for ostevognen på Grønttorvet. Her er et jævnt middags-leben. Rundt om Torvet er der cafeer, udeliv.

Vi bevæger os videre og passerer Recordpusher. En af de mere “skæve forretninger”, som Peter Rahbæk Juel kalder butikken. Der sidder et par unge mennesker udenfor butikken, der siger hej til borgmesteren. Han hilser igen og fortæller:

- I Recordpusher kan man bladre i vinyl, og har man ikke en pladespiller derhjemme, kan man høre en plade i deres lille bar, siger Peter Rahbæk Juel.

Er du selv en vinylfyr?

- Ja. Min far er gammel radio-tv mekaniker fra B&O, så mit barndomshjem var altid fyldt med B&O anlæg med gamle trækabinetter. Og faktisk fik jeg gennem nogle venner fat i et af B&Os første anlæg, hvor kassetteafspiller, radio og pladespiller er i samme anlæg. Men den gik i stykker. Jeg prøvede at skille den ad, og det var ikke nogen god idé. Så i dag kan jeg ikke høre vinyl derhjemme. Jeg har endda David Bowies Hunky Dory stående, som ikke er kommet ud af plastikken endnu.

Meget apropos ringer Peter Rahbæk Juels mobil, og tonerne fra David Bowies Ashes to Ashes flyder ud af lommen på ham. Han tager den op og slukker for den med det samme.

Det har stået i flere interviews. At borgmesteren i Odense er dedikeret David Bowie fan.

Hvad er det, David Bowie kan? Gør ved dig?  

Peter Rahbæk Juel stopper op.

- Der er tre ting, der fascinerer mig, siger han og læner sig op ad sin cykel.

- For det første; han er fornyende. Han var altid et par år forud for sin tid, hvilket jo er en magisk evne at have - særligt i hans branche.

- Og så var han en forvandlingskugle, evigt foranderlig. Hvis du er ‘konstant’, kan du hurtigt blive fortid. Du bliver nødt til at kunne forvandle dig, hvis du skal give svar. Særligt i en tid som den, vi lever i, hvor tingene går stærkt, og folk har en oplevelse af personlig og samfundsmæssig fragmentering. Livsmønstrene forandrer sig. Folk flytter længere væk fra hinanden. Vi snakker mere med færre, men mindre med mange. Vi er sammen med dem, der ligner os selv. Der er nogle helt tydelige og klassiske modernitets-opbruds-mønstre, som gør, at evnen til at kunne forvandle sig og forandre sit mindset og approach til forskellige typer af problemstillinger er et aktuelt værktøj, som vi mennesker, og ikke mindst politikere, skal være meget bevidste om. Altså, skal du samle en by for eksempel, så skal du connecte med mange typer af mennesker, der befinder sig på vidt forskellige platforme.

- Og for det tredje så rummer Bowie kunstnerisk nogle dybder, som jeg ikke tror, at jeg nogensinde bliver helt færdig med at reflektere over og forstå ... hvilket nok også meningen … at man ikke skal forstå alt, afslutter Peter Rahbæk Juel.

Der bliver stille. Vi står lidt. Summen og strømmen af ord og højtravende refleksioner skal lige bundfælde.

Peter Rahbæk Juel husker tydeligt, hvor han var, da nyheden om David Bowies død kom ud.

- Jeg sad på mit arbejde som sekretariatschef i Byg til Vækst og havde et ‘check-ud’-break, da jeg opdagede nyheden i mit feed, fortæller han.

Han er ret sikker på, at han pakkede sine ting og gik hjem.

- Jeg blev virkelig ked af det. Manden har altid fulgt mig, altid været der. Det var en energi, der blev slukket, siger Peter Rahbæk Juel.

Vi forlader Bowie, manden, der på sin måde også går i kategorien ‘mønsterbryder’, og går ind i Odeon, byens et år gamle musik-, teater- og konferencehus.

Vi skal se det, fordi det er et hjertekammer i Odense, fortæller Peter Rahbæk Juel.

Huset favner alt lige fra Syddansk Musikkonservatorium, Skuespiluddannelsen Odense og Odense Teaters Blackbox til detailhandel, en café og ungdomsboliger.

Lige under verdens største Le Klint lampe står Byens Scene, som er tilgængelige for alle, der har et nummer på hjerte. Peter Rahbæk Juel siger, at han nok skal klappe, hvis journalisten vil give et nummer.

- Vi har landets bedste symfoniorkester, siger Peter Rahbæk Juel, da vi står i den store, tomme koncertsal. Og i aften har 1740 publikummer muligheden for at fordybe sig i Wagners ‘Ringen’.

“Skal du have foldet noget i stål?”
Det er ikke kun mennesker, der bryder mønstre. Byer gør også. Peter Rahbæk Juel udtrykker det således:

Mønsterbrud er blevet en del af Odenses gamle og nye fortælling. Det gamle mønsterbrud er repræsenteret af H.C. Andersen, og det nye brud er processen, omstillingen, fra industri til teknologisering.

Eller mere konkret fra skibe til robotter.

I mange år var Odenses DNA og stolthed Mærsk’s stålskibsværft, Lindøværftet, der blev grundlagt i 1917. Værftet var Fyns største privatejede arbejdsplads og beskæftigede 3.200 medarbejdere i 2005. Et værft, der ifølge Peter Rahbæk Juel producerede verdens bedste skibe.

Værftet blev lukket i 2012, og Mærsk omdannede i årene op til den endelige lukning området til en industripark, hvor værftets faciliteter kunne servicere nye virksomheder på området.

- Efter lukningen måtte byen finde noget nyt at stå på, og vi kastede os over udvikling af robotter. I dag har vi 120 robotvirksomheder i Odense med 3200 ansatte i branchen, ligesom der var på værftet. Vi er blevet en robotby, smiler Peter Rahbæk Juel glad.

Selvom det ærgrer ham, at vi ikke har tid til at visitere de fysiske resultater af det nye brud.

I stedet cykler vi ud til Skibhuskvarteret, der i flere årtier var befolket af arbejdere fra Lindøværftet.

Skibhuskvarteret var rent socialdemokratisk og så meget arbejderkvarter, at det først blev indlemmet i byen i 1935. Der var konservativt styre i Odense dengang, og de holdt hårdt og længe på at holde kvarteret udelukket fra resten af byen. Helt præcist i 27 lange år.  

Her er ingen robotter, men “skal du have foldet noget i stål, så skal du bare spørge her i gaden,” siger Peter Rahbæk Juel, smiler bredt og fortæller en lille metallisk anekdote:

- Vores stålindustri-historie er stadig så tæt på, så der render rigtig mange mennesker rundt her i byen, der ved alt om stål og metal. Så da vi fik bygget Byens Bro, gik der rygter om, at der var noget galt med svejsningerne i stål-pylonerne. Folk i byen anklagede simpelthen byggefirmaet for sjusk, og jeg var henne og kigge på det, men jeg kunne sgu ikke se, at der var noget galt med de pyloner der. Men dét var der - byens skarpe metal-øjne havde ret, og så måtte vi, kommunen, jo lægge sag an for byggesjusk, griner Peter Rahbæk Juel - ikke uden respekt.  

I dag bor Peter Rahbæk Juel i øvrigt selv i “et Lindøværft hus” fra 30’erne sammen med sin kone og to drenge. Men det ligger for langt væk til, at vi kan nå det. Han vil hellere vise noget andet. Så vi hopper op på cyklerne og haster videre. Mod moderne tider.

Fagre nye verden har til huse i en gammel nedlagt SCO cykelfabrik og hedder Coworking Plus. En innovationens højborg på tre etager og 4500 kvadratmeter.

Her er plads til 120 små virksomheder, der udvikler alt fra apps, brætspil, workshops og andre hippe sager. Hipt er der også indenfor med dekorative motorcykler, kreative teambuilding-rum og lounges, der blender ind mellem åbne og lukkede kontorlandskaber.

Hele ideen med huset er netværk og at bygge bro mellem ‘start up’ virksomheder og det etablerede marked.

- Man behøver ikke være mere end et tomandsfirma, for så kan man hente resten af styrkerne internt i huset. Det handler om at drage nytte af hinandens kompetencer, siger den entusiastiske iværksætter, der giver os en hurtig rundvisning.

Også Peter Rahbæk Juel har et crush på coworking.

- Det er vigtigt, at de talenter, vi udklækker her i byen, ikke behøver at tage ud af Odense for at realisere deres jobdrømme og starte virksomhed op. Coworking Plus inkarnerer et miljø og et netværk, der matcher den entreprenante og unge del af byen, siger Peter Rahbæk Juel.  

Summa summarum. Her er en idé, som skaber virksomheder og vækst og holder på talenter.

Og det kan borgmesteren godt lide.

Vi kører over for rødt, da vi drejer til højre ned mod havnen. Det må vi nemlig godt. Odense Kommune har plaget om det i otte år. Og nu, i dens andet frikommune-forsøg, har kommunen endelig fået lov. Endda 30-35 forskellige steder i byen.

- Vi er jo en cykelby. Vi er den by i Danmark, der har flest kilometer cykelsti per indbygger, siger Peter Rahbæk Juel.

Blæsten truer. Og journalisten gentager ind i diktafonen: “Plaget om det i otte år … 30-35 steder, en cykelby, flest kilometer per cykelsti …”

Odense er bare bedst set fra en cykel.

“Just one out of hundred”
Vi stiger af cyklerne ved Storms Pakhus - Odense Street Food. 6 barer. 24 madboder. Vi trænger til at få slukket tørsten.

Og har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå.

Vi må gå. Ingen af os har penge med. Så meget for at være borgmester. Som Peter Rahbæk Juel grinende siger: “Just one out of hundred.”

Det var i pakhuset, Peter Rahbæk Juel holdt sin 40 års fødselsdag sidste år.

Nogle mennesker runder fyrre uden at føle, at de er landet eller står det sted i deres karriere eller liv, som de havde håbet og forventet - og så har de ikke lyst til at fejre den runde dag. Men det gjaldt vel ikke for Peter Rahbæk Juel?

- Nej. Den følelse blev jeg sparet for, fordi jeg jo allerede blev rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen som 30-årig, siger Peter Rahbæk Juel.

Hvilket betyder?

- At jeg skulle øve mig på at forvalte et vigtigt job i en relativt ung alder. Det at skulle være ansvarlig for ældre og handicappedes ve og vel i byen, det kræver nogle værdimæssige og menneskelige sider, som, hvis du ikke er i kontakt med dem, så skal du hurtigst muligt se at komme det, siger han.

Værdimæssige og menneskelige sider? Kan du være mere specifik?

 - Du skal have en empati og forståelse for mennesker, der er i en vanskelig situation. Dine afgørelser har jo konsekvens for, om de lever eller dør, om de har det godt, kan få det bedre, eller om de lider, siger Peter Rahbæk Juel.

Pludselig åbenbares en gigantisk swimmingpool. Frit i rummet, fristende og klar, som C.V. Jørgensen synger (bare om sin uredte seng).

- Ja, vi vil jo også gerne være med på havnebad-bølgen. Men Odense Havn er desværre uden naturlig gennemstrømning, så derfor har vi lavet et klorbassin i stedet for, så man altid kan bade i rent vand, siger Peter Rahbæk Juel.

Vi sætter os på en lang trappe af træ, som ligner dem, man møder i en sauna, og nyder synet. Og ikke mindst den faste grund under interviewets sidste del.  

Om vinteren holder de bassinet frostfrit, så det også kan bruges til vinterbadning. Med tilhørende saunaer naturligvis. Og nytårsaften mødes folk spontant ved bassinet med champagne og ønsker hinanden godt nytår, fortæller Peter Rahbæk Juel.

Her kommer også folk, som gerne vil hilse på borgmesteren. Som manden på knallerten, der lige har været nede og teste temperaturen i badet, og som synes, borgmesteren skulle vide det.

Og hundelufteren, hvis hund, der også gerne vil hilse på borgmesteren. Det virker, som om borgmesteren hygger sig med det og ikke har udfordringer med ‘folkelig appel’.

Men manden er jo også fra Skjern og fra et hjem med to faglærte forældre; en radio-tv mekaniker og en mor, der var sygeplejerske - og så var Peter Rahbæk Juel midterbarn ud af en stor børneflok.

- Der var godt gang i den derhjemme. Vi er fem biologiske søskende, og så fik vi en plejebror. Mine forældre var sådan: “Der er altid plads til én til.”

Flokken blev opdraget omsorgsfuldt og rummeligt. Og grænserne for, hvad der var muligt, var vidde.

- Min far var en entreprenant type og startede virksomhed to gange. Den ene gang gik det godt, den anden gang gik det galt. Men han var altid sådan: “Bare kast dig ud i det! Gå i gang og se, hvad der sker.”

Hellere gå i gang med noget end ikke gøre noget.

Mønsterbryder fra Skjern
Det at vokse op i en stor en børneflok har givet Peter Rahbæk Juel en grundlæggende nysgerrighed over for menneskers forskelligheder og egentlig også en kærlighed til forskellighed, fortæller han.  

- Vi er virkelig kommet ud som en blandet flok. Min yngste søster er sociolog, min lillebror er murer, jeg er borgmester, min anden bror er art director, min storesøster er pædagog og min plejebror er elektriker, griner Peter Rahbæk Juel.  

Trods en god opvækst i Skjern kunne Peter Rahbæk Juel ikke komme hurtigt nok ud af byen. Så da Handelsskolen var slut, pakkede han sit habengut og flyttede til Odense.

- Jeg var nysgerrig og videbegærlig, og jeg vidste, at jeg ville læse historie på universitetet, siger Peter Rahbæk Juel.

At det lige blev Odense og ikke Aarhus var en tilfældighed.

Var det svært for dig at studere - som dreng fra et arbejderhjem?

- Ja, det var det. Jeg var den første, der fik hue på i familien, og også den første der kom på universitetet, og jeg vidste godt, at der ikke var noget hjælp at hente hjemmefra. Det første år, hvor jeg skulle prøve at forstå, hvad det her handlede om, var utrolig hårdt. Og bare det at læse på engelsk …man kan bare se i de første bøger fra dengang, hvordan jeg har oversat  tre-fire ord i hver linje. Det var ligesom at gå i gang med at træne til en maraton. Men jeg var stædig. Jeg skulle ikke tilbage til Skjern.

Og i dag er du borgmester ...

- Ja. Jeg har altid været et politisk væsen og har altid haft lyst til politik. Helt fra barnsben har jeg funderet over ting, jeg synes var uretfærdige. Og hele tiden har jeg været drevet af: Hvad kan man gøre ved det?

Og hvordan har du det med rollen i dag - her halvandet år efter?

- Jeg føler mig egentlig meget afslappet og i balance med det. Jeg fik en god start med den store opbakning, hvor vi fik 41,8 procent, hele 13 procent flere stemmer end ved valget i 2015. Byen virker flytbar - det er min fornemmelse. Både de, der stemmer på os, og de, der ikke gør. Jo, jeg har det meget udmærket med rollen.

Tiden er gået, og Peter Rahbæk Juel skal videre til et møde.

Vi rejser os fra bænken, vender havnen ryggen og fronten mod vores cykler.

Peter Rahbæk Juel går med raske skridt i sine lyse sommerbukser, mørk La Coste skjorte, tilbagestrøget hår og store solbriller …

Har du haft en stylist på?

- En stylist? spørger Peter Rahbæk Juel overrumplet.

- Øhhh, siger han og griner lidt forvirret. Journalisten griner med.

Du er meget forandret på billeder, der ligger af dig på nettet. Hele dit look er anderledes fra tidligere; håret, skægget, brillerne, kropsvægten … Du er blevet skarp at se på. Så måske fulgte der en stylist med borgmesterjobbet?

- Nej, jeg har ikke haft en stylist, he he, siger han - stadig let rystet over spørgsmålet.

- Men det er rigtigt, det er kommet sådan lidt gradvist … For fire år siden fik jeg et podagra-angreb - en variant af urinsyregigt. Angrebet satte sig under min fod. I et led i storetåen. Og det giver en infernalsk smerte.

Vi krydser et fodgængerfelt. Peter Rahbæk Juel fortsætter:

- Årsagen kan enten være genetisk eller livsstilsrelateret. Jeg var ret sikker på, at jeg var genetisk disponeret, men jeg foretog alligevel en stram livsstilsforandring i en periode. Ingen kød, ingen sukker, ingen alkohol. Jeg troede egentlig, at jeg i udgangspunktet levede ret sundt, men det fandt jeg så ud af, at det gjorde jeg ikke. Det var en hård erkendelse. Alene det med mængden af mad, jeg før havde indtaget … men sådan er det nok, når man kommer fra en stor søskendeflok; man lærer at være hurtig, tage for sig af retterne … Jeg tabte 12 kilo på et halvt år - og det har jeg holdt.

Nu er vi landet ved vores cykler.

- Men jeg bliver da glad over, at du spørger, griner Peter Rahbæk Juel og låser sin cykel op.

Fortjenesten går også til Peter Rahbæk Juels kone.

- Hun er det tætteste, jeg har på en stylist, Hun har et ret godt øje for, hvad der går og ikke går - og så holder jeg mig til det, siger Peter Rahbæk Juel.

Som krokodiller på blusen? Hvad mon arbejderne i byen siger til, at socialdemokraten går i Lacoste?

- Det ved jeg ikke. Det kan godt være, at det er lidt firser-yuppie?! Men den er pæn og god til den her varme.

Borgmesteren og mønsterbryderen stiger op på jernhesten og cykler videre ud i sit helt eget Odense eventyr, der forresten ikke kun er befolket af helte og solstrålehistorier, men også - som i ethvert eventyr - af skyggesider og anti-helte …