Det var ikke af store klimavenlige årsager, at Kirsten Jensen (S) og hendes mand valgte at holde sommerferie i huset i Hillerød i år. Det var ene og alene for at få sat nogle flueben. Praktiske flueben. Ved alle de ting, som bliver udskudt i en travl hverdag. Som for eksempel at give husets vinduer en gang maling. 

- Nu er de vinduer malet. De er ikke længere i proces, de er blevet malet, det kan man se klart og tydeligt. Det er en beroligende og befriende følelse - og på den måde ferie for mig, griner Kirsten Jensen. 

Hun indrømmer gerne, at hun også har været lidt på arbejde som borgmester i sin sommerferie. Ingen møder, men mailudveksling og telefonkontakt med rådhuset og borgere og lidt besøg rundt omkring har Kirsten Jensen givet plads til - med glæde.

- Jeg ved godt, at man siger, at man helst skal koble helt af i sine ferier, men jeg nu har nydt balancen mellem ferie og arbejde denne sommer. 

Slangebøsser og sorg
Kirsten Jensen er borgmester for anden gang i sit barndomshood - eller tæt på i alle fald. Hun voksede op i lille Esbønderup, der ligger nord for Hillerød, og som nu tilhører Gribskov Kommune.

En rolig opvækst, hvor man uden voksen overvågning trygt kunne bevæge sig frit rundt på veje og marker - bare man var hjemme til aftensmad, fortæller Kirsten Jensen.

- Det var en barndom, hvor vi virkelig havde tid til at opleve og mærke naturen; mærke på grenene; hvilke var bedst at lave slangebøsser af? Bøjer den her fint, eller er det den slags, der hurtigt knækker?

Begge hendes forældre var engagerede skolelærere på byens lille skole, og fordi Kirsten Jensens far også var kirkesanger, var kirken en naturlig og integreret del af familien, der også talte en bror og tre halvbrødre fra faderens første ægteskab, hvor han blev enkemand.

- Min far førte kirkebøger, så jeg var en af de første til at vide, hvornår nogen var død. Jeg har selv oplevet frygtelige tab, både i min vennekreds og i familien og haft smerten tæt på. 

- Mine forældre var i øvrigt fra en generation, hvor man ‘bar sorg’, og hvor der var regler for, hvordan og hvor længe man ‘bar sorg’. Men den tradition brød min mor med, fordi der var behov for det. Hun så, at sorg og tab ikke måtte stoppe os unger i at leve videre i alt det smukke og rigtige, der var lige ved siden af. 

- Man må græde, men også grine lige bagefter. Det er en klog tilgang til livet, synes jeg, og den gør det lidt nemmere at være menneske.

Partipolitisk tavshed
I hjemmet i Esbønderup blev der talt om store samfundsanliggender og støttet mange forskellige projekter og hjælpeorganisationer. Moderen var blandt andet en ivrig sælger for Unicef og solgte kalendere og postkort på livet løs. 

- Man var ikke i tvivl om mine forældres holdninger, men jeg kendte ikke deres politiske ståsted, for der blev aldrig talt partipolitik hjemme hos os - heller ikke mine forældre imellem.

Hvorfor er Kirsten Jensen ikke i tvivl om.

- Begge mine forældre var ‘gamle’. Min far var født i 1907 og min mor i 1926. De kom fra en tid, hvor der havde været de her meget store totalitære, politiske bevægelser som nazismen og kommunismen; bevægelser, som forlangte lydighed og disciplin, og som undertrykte det enkelte menneske på en meget voldsom måde. Dét påvirkede dem, og det var vigtigt for dem, at holdninger og livssyn skulle være frie; at man ikke underkastede sig andres normer for, hvad man skulle stemme på. Og derfor skulle man ikke tale højt om det eller føle sig forpligtet til at tale om det. 

For Kirsten Jensen var forældrenes samfundssind og værdier rigtig fine, men da hun blev politisk aktiv som 14-årig og var med til at starte en DSU-afdeling i Gilleleje, kunne hun pludselig mærke, at hun manglede noget.

 - Jeg så jo, at det, mine forældre gjorde for at hjælpe andre, var godt, men jeg var meget optaget af, hvordan man kunne afhjælpe verdens uretfærdigheder, både hurtigere og mere grundlæggende. Og dér manglede jeg analysen af, hvordan samfundet var skruet sammen. Hvad mente og stod de forskellige partier for? Men det måtte jeg ud og opsøge andre steder, fortæller Kirsten Jensen.

Den rigtige vej
Nok fik Kirsten Jensen ikke den politiske analyse med hjemmefra, til gengæld fik hun en solid hånd i ryggen. 

- Selvom min far var en ældre mand, havde han i den grad en tro på, at jeg nok skulle kunne klare mig selv. Jeg ved ikke, om man kunne kalde ham for en ‘tidlig feminist’, et prædikat han ikke ville have brudt sig om, men han forventede præcis det samme af mig som af mine brødre. Og det har klart givet mig troen på, at ‘jeg kan godt’, fortæller hun.

Selvtilliden og opbakningen ‘hjalp’ dog ikke meget, da den videbegærlige Kirsten Jensen var færdig med gymnasiet og skulle beslutte sig for vejen videre frem. 

- Jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle være, men jeg vidste, at jeg ikke ville på universitetet. Dét var en verden, der var alt for fremmed for mig, som ikke kom fra et akademikerhjem, siger Kirsten Jensen. 

I stedet for at gå uddannelsesvejen kastede Kirsten Jensen sig over arbejdsmarkedet. I tre år arbejdede hun som lærervikar, postomdeler, pædagogmedhjælper og som sekretær i LO’s informationsafdeling, indtil hun besluttede sig for at søge ind på Journalisthøjskolen, hvor hun kom ind i første hug.  

- Journalistik blev løsningen på mit ‘problem’ med at begrænse mig. Faget er jo en undersøgelsesmetode, og for mig, der var så nysgerrig på alt og så bredt interesseret i samfundsforhold, var journalistik det helt rigtige. 

Men Kirsten Jensen skulle have hjælp til at se det. Og hjælpen kom fra hendes kusine og svoger, som selv tog uddannelsen. 

- De lyttede til al min snak og var ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle … De blev ‘den betydningsfulde voksne’, som man vist kalder det i dag, siger Kirsten Jensen og uddyber: 

- Den der mere erfarne voksne, man pludselig møder på det rigtige tidspunkt i sit liv, og som siger: ‘Ved du hvad, du skal da …’ 

Kirsten Jensen har mødt masser af betydningsfulde og dygtige voksne på sin vej; chefer for eksempel, som har stillet flere spørgsmål end givet svar, og som har ladet hende sætte sit eget præg på sit arbejde. 

- Det er en klog og vigtig egenskab at have, og jeg prøver selv at give mine medarbejdere i kommunen plads til at sætte deres eget præg på deres arbejde. Jeg mener, det er vigtigt, at man kan mærke den personlighed, der leder et plejecenter, en børnehave eller en skole. 

Problem-tyveri
Efter flere gode år som journalist og 10 år som medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne kaprede Kirsten Jensen borgmesterposten i 2007 - og efter en pause på fire år som viceborgmester erobrede hun posten igen i 2018. 

Hvad er den største forskel på de to borgmesterperioder?

- Den første periode blev meget hurtigt påvirket af finanskrisen. Vi fik masser af økonomiske begrænsninger, og alt det, vi troede skulle gå op, gik ned. I dag og i denne periode har vi en anden og bedre økonomisk situation, men til gengæld oplever vi, at flere og flere borgere har brug for hjælp i længere tid og også på et tidligere tidspunkt i deres liv. 

- Noget tyder for eksempel på, at det er vanskeligere at være barn i dag end tidligere. Der er rigtig mange børn, der har det svært, og som i stigende grad bliver diagnosticeret med forskellige lidelser, hvilket udfordrer hele spørgsmålet om inklusion. Der er et stort behov for at se på det problem og finde ud af, hvordan vi skal løse det, tilføjer hun.

At finde løsninger og være handlekraftig er i øvrigt noget, Kirsten Jensen er både drevet af og optaget af. 

- Jeg kan huske en af mine lærere, som syntes, det var synd for os elever, at vi skulle slæbe på alle vores bøger frem og tilbage fra skole, samtidig med at han også var lidt ærgerlig over, at vi ofte glemte at få bøgerne med igen, så en dag hev han os alle sammen ned i sløjdlokalet og satte os til at bygge en reol med rum til hver elev, hvor vi så kunne stille vores bøger. Han spurgte ikke nogen om lov, han gjorde det bare. Det er en indstilling og en handlekraft, som jeg virkelig godt kan lide. Der går alt for meget tid med ansøgninger og tilladelser og ting, der skal op og ned gennem systemet, inden der kan handles. 

Er du selv sådan? Griber til handling og fikser problemet nu?

- Jeg tænker utrolig meget på løsninger, og ja, jeg vil virkelig gerne løse problemer hurtigt. Nogle gange lidt for hurtigt. Somme tider siger folk til mig: 

‘Stop Kirsten, du behøver ikke løse mit problem, jeg ville bare fortælle dig om det.’ Det bliver næsten sådan: ‘Lad være med at tage mit problem, Kirsten, det er mit.’

Du er simpelthen en problem-tyv?

- Ja, lidt, ha ha. Jeg skal virkelig nære mig. Men i kommunalpolitik er det jo heldigvis sådan, at folk kommer til én med et problem, som man helst skal kunne finde en løsning på, og det passer mig nok rigtig godt. 

Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål:

Hvad kan du blive bedre til som chef?

At lade ting ske og blive gjort på en anden måde, end jeg selv havde forestillet mig, det skulle gøres. 

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

At være mere til stede. For eksempel når der står en søn på 19 år og taler til mig. Jeg husker en episode midt i en valgkamp, hvor min søn sagde, at der var noget, han gerne ville tale med mig om. ‘Fint’, sagde og foreslog et tidspunkt, hvor vi kunne tale sammen, hvortil han svarede: ‘Fint, og hvor lang tid får jeg?’ Hahaha. Stakkels dreng.

Hvad skal du have lært engang?

Jeg har et traume over, at jeg ikke passede mine klavertimer i min barndom, så jeg vil så gerne lære at spille et instrument. 

Hvad kommer du aldrig til at gøre?

Med al respekt for andre, der gør det, så kommer jeg ikke til at samle på apoteker-kuverter eller lignende. Det skaber ikke forandring nok for mig.  

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

At jeg gjorde plads til, at man kunne sætte sit eget præg på kommunen. 

Hvad skal der stå på din gravsten?

Mit navn, fødselsdato og dødsdato. Jeg synes ikke, man kan fange et menneskeliv i ét ord eller i én sætning.