Kommunen.dk
MENU

Kendisser flokkes til kommunalvalget på Frederiksberg

Listen af kendisser på stemmesedlen på Frederiksberg er vokset de seneste uger. Men med så mange kendte navne, risikerer de at udligne hinandens effekt.

Kendisser flokkes til kommunalvalget på Frederiksberg

Listen af kendisser på stemmesedlen på Frederiksberg er vokset de seneste uger. Men med så mange kendte navne, risikerer de at udligne hinandens effekt.
Pelle Dragsted (EL), Bent Isager-Nielsen (K), Kirsten Lee (K), Manu Sareen (S) og Michael Brautsch (K) er nogle af de nye velkendte navne på Frederiksbergs stemmesedler. I kommunalbestyrelse sidder allerede Brian Holm, samt flere tidligere folketingsmedlemmer som Lone Loklindt, og det nuværende folketingsmedlem Jan E. Jørgensen.
Pelle Dragsted (EL), Bent Isager-Nielsen (K), Kirsten Lee (K), Manu Sareen (S) og Michael Brautsch (K) er nogle af de nye velkendte navne på Frederiksbergs stemmesedler. I kommunalbestyrelse sidder allerede Brian Holm, samt flere tidligere folketingsmedlemmer som Lone Loklindt, og det nuværende folketingsmedlem Jan E. Jørgensen.
Foto: Nils Meilvang, Ritzau Scanpix / Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix / Rode Joachim, Ritzau Scanpix / Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix / Nils Meilvang, Ritzau Scanpix / Frederiksberg Kommune

Kendte ansigter er almindelige i byrådssalen på Frederiksberg. Kommunen er hjemsted for mange personligheder i tv-branchen, landspolitik og sportsverden, og det smitter tilsyneladende af på kandidatlisterne.

I øjeblikket sidder Brian Holm, tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør på cykelholdet Deceuninck-Quick Step, og folketingsmedlemmet Jan E. Jørgensen (V) i kommunalbestyrelsen sammen med de tidligere folketingsmedlemmer Laura Lindahl (K), Helle Sjelle (K) og Lone Loklindt (R).

Snart får de selskab af flere kendte navne på stemmesedlen så som tidligere minister og børnebogsforfatter Manu Sareen (S) og Enhedslistens tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted, som begge har offentligjort deres kandidatur.

Seere af DR-serien Gift ved første blik vil også genkende programmets præst Michael Brautsch (K), mens også det tidligere folketingsmedlem og overlæge Kirsten Lee (R) stiller op. For nyligt meldte tidligere drabschef og chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen også sit kandidatur på for De Konservative.

    Når man oplister alle de kendisser, der nu stiller op på Frederiksberg, er der ved at være så mange, at de udligner hinanden.

Dermed bliver der tale om et regulært kendisvalg på Frederiksberg, og det medfører både fordele og ulemper, fortæller Johannes Andersen, der er valgforsker og ekstern lektor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet 

- I udgangspunktet er det klart en fordel at være kendt i forvejen. Vælgerne er begyndt i større udstrækning at sætte krydset ud for en person i stedet for et parti. Så derfor kan det være gavnligt at have en på sin liste, som mange vælgere kender i forvejen. siger Johannes Andersen.

Kendiseffekt mindskes

Johannes Andersen fortæller, at vælgerne som regel kun kender navnene på et par kommunalpolitikere i deres kommune. Derfor kan et kendt navn tiltrække krydser fra dem, der kun følger lidt med i poltik.

- Men når man oplister alle de kendisser, der nu stiller op på Frederiksberg, er der ved at være så mange, at de udligner hinanden. Værdien i en kendis falder i hvert fald, hvis der er en placeret i hvert parti. For så skal vælgeren igen til at tænke sig om og finde en anden vinkel til, hvorfor man sætter krydset ved den ene frem for den anden.

Bent Isager-Nielsen har en række cheftillinger bag sig i Rigspolitiets Rejsehold, Frederiksberg Politi, Københavns Vestegns Politi, Bagmandspolitiet samt Nordsjællands Politi. Han bliver ofte brugt som kilde i medierne i forbindelse med mordsager. Derudover har han skrevet en række bøger. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I det lange løb kan det også være en ulempe, hvis de kendte personer ikke tidligere har beskæftiget sig med politik. For så kan det være, de mangler det kommunalpolitiske drive, der skal til for at troppe op til udvalgsmøde efter udvalgsmøde og sætte sig godt ind i de mange sager.

- Det kan være, de stiller op, fordi de har en holdning til nogle konkrete beslutninger, hvor de tænker: ”Det var sgu urimeligt, hvad der foregik der”. Men så er den tit heller ikke længere. For opstillingslysten er sjældent drevet af et langt kommunalpolisk engagement, siger Johannes Andersen.

Der er det noget andet med landspolitikere, som træder ind på den kommunale scene.

- Her har man har at gøre med erfarne politikere, som kan kvalificere arbejdet i byrådet, fordi de er skarpe og har en erfaring med det politiske spil.

- Men det er også lidt ligesom med EU-parlamentet, hvor man belønner nogle særligt centrale politikere. Arbejdet er stadig politisk, men man påtager det måske kun i den udstrækning det lige nu passer med ens øvrige tilværelse, siger Johannes Andersen.

Manu Sareen var tidligere radikal og har været minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold og før det minister for ligestilling, kirke og nordisk samarbejde. Foto: Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix

Forgangne kendisser

Der er ikke noget nyt i, at lige netop Frederiksberg er den kommune, hvor kendisserne flokkes. Kommunen har en lang historie med kendte ansigter i byrådssalen såsom den tidligere skuepillerinde og statsministerfrue Helle Virkner, der var valgt ind fra 1974 til 1982.

Stig Elling, der i mange år var salgsdirektør i Star Tour og kendt som mr. charterrejse, var også kommunalpoltiker i to perioder med en pause imellem, indtil han stoppede på grund af en depression.

- Men det er ikke altid nok at være det kendte navn. Fra kommunalvalg til kommunalvalg er der altid kendisser, som aldrig kommer igennem nåleøjet, siger Johannes Andersen.

Det skete blandt andre for skuespillerinden Chili Turéll, kendt fra tv-serien Landsbyen, teaterstykker og sit ægteskab med digteren Dan Turell. Hun stillede op for Alternativet i 2017, men fik ikke stemmer nok. 

Kendis-borgmestre

Frederiksberg er naturligvis ikke den eneste kommune, hvor kendte mennesker engagerer sig lokalpolitisk.

I 2017 blev skuespiller og tv-vært Ole Stephensen valgt ind i Gentofte for De Konservative, hvor også den tidligere tv-journalist Morten Løkkegaard (V) sikrede sig en plads. Og I Randers har den tidligere håndboldspiller Katrine Fruelund (V) siddet i byrådet siden 2013.

  I udgangspunktet er det klart en fordel at være kendt i forvejen. Vælgerne er begyndt i større udstrækning at sætte krydset ud for en person i stedet for et parti.

Amin Jensen stillede op for Nationalpartiet i Hvidovre i 2017, men blev ikke valgt. Det samme skete for skuespiller og filminstruktør Tomas Villum Jensen, der stillede op for Liberal Alliance i Fredensborg.

En anden, der manglede stemmer, var Robert Nielsen, kendt som Dovne Robert, der stillede op i København for sin egen liste.

Seneste kommunalvalg bød dog på to kendisborgmestre.

Den ene er Anders Gerner Frost, (Nyt Gribskov), som man måske kan huske som en af de faste ejendomsmæglere i Hammerslag, og den anden er tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek (S) i Viborg. Til maj kommer der endnu en. Tidligere håndboldspiller Michael Fenger (K) overtager borgmesterkæden i Gentofte i maj i år efter Hans Toft (K).

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR