‘En af vøre.’ 

Det bliver han aldrig. Og det er han fuldt ud indforstået med. Også selvom det udtales med bornholmsk-lignende dialekt, og han er borgmester i byen. For ‘en af vøre’ er og bliver man kun, hvis man har boet i Dragør i 10-15 generationer. 

Og det har Eik Dahl Bidstrup (V), der er født og opvokset på Bornholm, så langt fra. 

Det er nemlig kun ti år siden, at Eik Dahl Bidstrup og familien flyttede til den lille idylliske skipperby, der blev grundlagt i 1300-tallet kun 13 kilometer fra Københavns Rådhus. Dragør, der også favner landsbyen Store Magleby, var i mange år et isoleret samfund, hvor der blev udviklet helt egne traditioner og dialekt. 

Og for en bornholmer som Eik Dahl Bidstrup er det ikke svært at føle sig hjemme i dialekten, havnen, markerne og de brostensbelagte gader i den gamle bydel, der minder borgmesteren om Rønnes indre bydel. 

Så selvom Eik Dahl Bidstrup aldrig bliver ‘en af vøre’, er han meget taknemmelig over at få lov til at være en del af det lille samfund og ikke mindst være borgmester for byen - ovenikøbet som den første og eneste Venstre-borgmester nogensinde. 

Bonderøv i byen
Dragør er en bykommune. Men det er også en kommune befolket af bønder. Og dét matcher godt med Eik Dahl Bidstrup, der med egne ord selv er ‘en bonderøv’.

Han voksede op som ældste søn i landsbyen Knudsker lidt uden for Rønne, på en gård i en socialdemokratisk håndværkerfamilie. I øvrigt med ‘bedsteforældre, der ville vende sig i deres grav, hvis de vidste, at jeg var blevet venstremand,’ fortæller Eik Dahl Bidstrup og griner. 

- I dag er jeg jo på mange måder en bymand, men jeg forstår også landmandens verden. Her i byen, men også landmanden i Vestjylland, der kæmper med helt andre ting, end vi gør i en bykommune. 

Københavns spisekammer
I Dragør er det ikke storlandbrug, de gør sig i, men mange små, økologiske landbrug, som blandt andet leverer grøntsager til store restauranter i København. 

- Vi kalder vores landbrug for Københavns spisekammer. ‘Spisekammeret’ er en del af Dragørs historie og gamle kultur, som strækker sig tilbage til Kong Christian II’s tid, hvor han inviterede en masse hollændere til byen for at dyrke grøntsager til København og hoffet.  

Og Eik Dahl Bidstrup har stor fokus på at holde de historiske, små landbrug i live. 

- I år har vi 500 års jubilæum på det spisekammer, som hollænderne startede. Og vi skal blive ved med at udvikle på det. Vi skal tænke det ind i en moderne, fælles platform, hvor flere kan eje et økologisk landbrug.

Selv er han glad for grøntsager, men dyrker dem ikke selv. Han har ikke grønne fingre. 

Kezia og kærligheden
Eik Dahl Bidstrup er et søgende og et nysgerrigt menneske med et mangfoldigt cv. 

Udover ungdomsjob som assistent på et plejehjem, lærervikar, lagermedhjælper, leder på et skateboardcenter og leder i et legeland har han som voksen været musiker og præst. 

Men allerførst tog Eik Dahl Bidstrup på en kristen efterskole i Mariager, hvor han mødte Kezia og forelskede sig hovedkulds. Han var 17 år, og hun var 14. Efter efterskoleopholdet rejste Kezia tilbage til Argentina til sine danske forældre, der arbejdede som missionærer med blandt andet gadebørn. 

Imens de begge tog studentereksamen, skrev de breve til hinanden. 

- Kezia skrev til mig hver dag. Jeg skrev en gang om ugen, griner Eik Dahl Bidstrup. 

- Og posten var ikke altid lige pålidelig i Argentina. Nogle gange var der strejke i landet, og så brændte de alle breve af - også mine. Og det var ikke populært, fortæller Eik Dahl Bidstrup. 

Men kærligheden overvandt både afstand og strejker, og de blev gift, flyttede til Rødovre, og næste år har de sølvbryllup. 

Hvor stammer navnet Kezia fra?

- Kezia er et bibelsk navn. Og navnet på en af Jobs døtre. Job mistede alt, også sine børn, men blev senere velsignet af Gud og fik døtre, der var skønnere og smukkere end andre kvinder på jorden. Som altså Kezia. 

Er din Kezia så det? 

Ja, det er hun. Og jeg har ofte oplevet, at folk siger: ‘Sikke en skøn datter, du har.’ Det er lidt grænseoverskridende for mig, griner Eik Dahl Bidstrup. 

Guitar og teologi
Nu hvor kærligheden til Kezia var i hus, fik Eik Dahl Bidstrup kastet sig over endnu en passion; musikken. Guitarspillet. 

Han begyndte på MGK, det musikalske grundkursus til musikkonservatoriet, men fandt desværre hurtigt ud af, at et liv som musiker indebar dårlige arbejdstider, en hel del knofedt og mere talent, end han måske besad. 

Men selvom Eik Dahl Bidstrup opgav drømmen om at blive jazzmusiker, og musikken ikke længere spiller en så central rolle i hans liv, har han altid jazzmusik kørende i baggrunden. Og meget gerne saxofonisten Dexter Gordon, som han forsøger at indoktrinere sin musiske søn med. 

Ligesom jazzmusik har troen en vigtig plads i Eik Dahl Bidstrups liv, og han begyndte at læse teologi. Han læste bachelordelen ved et brevkursus på et australsk universitet.

- Jeg valgte det australske kursus, fordi uddannelsen på det danske universitetet var præget af alt for meget græsk og hebraisk. For meget form og sprog og for lidt om mennesket. Men masterkurset tog jeg herhjemme i samarbejde med universitetet i Australien. 

Og med masteren i hus gik turen til en frikirke i Skjern i Vestjylland. 

Politik i præsten
I arbejdet som præst kunne Eik Dahl Bidstrup udnytte et af sine største talenter, nemlig at sætte sig i andre menneskers livssituationer - både de glædelige og de sørgelige. Og ikke mindst; lytte. En evne han har med hjemmefra, er han sikker på. 

- Der var altid fyldt med folk til kaffe i vores hjem. Både naboer, min fars medarbejdere, men også skæve eksistenser, som faldt igennem systemet og som havde brug for et øre. Og ører havde mine forældre. De tog sig tid til at lytte. 

Eik Dahl Bidstrup i lygtepælen op til KV17.

Eik Dahl Bidstrup havde lyttet i 12 år som præst, da fascinationen af politik blev vakt i forbindelse med, at han blev involveret i et demokrati-projekt i kommunen. Mødet med politikere, foreninger, organisationer og inddragelsen af borgere var noget helt nyt og spændende for ham. 

Ovenikøbet var præsten og konen nabo til den senere minister Esben Lunde Larsens (V) forældre.

- Jeg fik mange gode snakke med Esben, når han var hjemme på besøg fra studierne dengang. 

Og præsten bestemte sig for at blive medlem af et parti. 

- Jeg læste på ideologierne og var ikke i tvivl om, at Venstres grundideologi om, at ethvert menneske har ansvar for sit eget liv, men også ansvar for dem, der ikke kan selv, passede til mig, siger Eik Dahl Bidstrup.

Ergo rørte det sig i bedsteforældrenes grav. For familien flyttede til Dragør og Eik Dahl Bidstrup blev politisk aktiv i Venstre.

Nytilflytter og uerfaren
Eik Dahl Bidstrup kom ind i Venstre og til borgmester-jobbet ad bagdøren. Gradvist, men alligevel ret pludseligt.

- Jeg gik til min første generalforsamling i Venstre. Der sad 13 mennesker i den store hal, og jeg var den eneste under 50 år. Inden jeg gik hjem, var jeg valgt ind i byrådet.

Da så spidskandidaten gik af to måneder før kommunalvalget i 2013, blev Eik Dahl Bidstrup spurgt, om han ville overtage hans plads i kommunalbestyrelsen. 

Eik Dahl Bidstrup takkede ja.

- Jeg vågnede op 1. januar og var borgmester og tænkte: 'Panik, hvad laver jeg her?'

Han griner.

- Det blev en stejl læringskurve de første måneder, kan jeg betro dig. Jeg havde kun været til to kommunalbestyrelsesmøder i mit liv, fortæller Eik Dahl Bidstrup. 

Men hvordan tog ‘en af vøre’ imod dig? En nytilflytter, uerfaren politiker og ovenikøbet kristen?  

- Jamen, overraskende godt, tænker jeg. Og med hensyn til min fortid som præst, så håber jeg, at borgerne i Dragør ikke mærker det.  Jeg flasher ikke min tro, om jeg så havde været muslim, hinduist eller troet på reinkarnation.

 - Min tro har ikke noget at gøre med mit daglige arbejde som politiker og de beslutninger, jeg tager - det er vigtigt for mig at sige. Troen er for mig en personlig styrke, ikke noget jeg pådutter andre. 

- Jeg er kristen, men jeg er lige så meget borgmester, lige så meget venstremand, og så er jeg Eik. 

Sokker til jul?
Ligesom alle andre borgmestre oplever Eik Dahl Bidstrup også tonen på de sociale medier nappe i haserne. 

- De sociale medier er jo både en velsignelse og også en forbandelse. Man skal ikke sige meget, før man bliver kritiseret. I perioder har jeg måttet sige til mine børn, at de ikke skal gå på Facebook, fordi der bliver skrevet hårde løgne om mig. Heldigvis lader de sig ikke gå alt for meget på af det. Den ældste af dem er selv politisk aktiv, arbejder på Christiansborg, så han kender vilkårene. 

Men Eik Dahl Bidstrup og familien har også prøvet, når kritikken blev fysisk. 

- I forbindelse med vores budget sidste år måtte vi tage nogle svære beslutninger og lukke tre institutioner og spare 20 mio. kr. Det fik nogle borgere til blandt andet at kaste med sten med onde beskeder om tæsk og korruption mod vores hus. Det gør altså ondt. Når man nu prøver at gøre sit bedste. 

Hvordan tackler du jobbet, når det eksploderer på den måde?

- Jeg forsøger at abstrahere fra det. Går ture i naturen. Ringer til min gode ven og erfarne, norske kollega og deler mine tanker og bekymringer med ham. Laver italiensk mad, mens jeg lytter til opera eller jazzmusik.

- Det sværeste og det bedste ved jobbet er jo borgerne. Det er fantastisk at bruge tid sammen med dem og forsøge at hjælpe dem i specifikke situationer og skabe gode rammer for dem. 

Men kun så længe, det er omkostningerne værd. Det skal give mening. Det er Eik Dahl Bidstrup ikke i tvivl om.

Man skal kunne se værdien i, at man bruger så meget tid på politik og på andre mennesker; tid som går fra ens egen familie. 

Så du ønsker dig mere end bare et par sokker til jul?

- Hahahaha, ja, jeg ønsker mig fred på jord! Helt ind i den hektiske, kommunale hverdag. Jeg ønsker mig, at vi kan blive enige om gode langsigtede og bæredygtige mål. 

 - Og så glæder jeg mig til at samle vores børn og vores svigerdatter til jul. Kezia og jeg er allermest trygge, når vi har dem rundt om os og kan høre dem ligge og trække vejret, når de sover. Så sænker vores skuldre sig.  

Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål:

Hvad kan du blive bedre til som chef?

At tage mig tid og ro til at tænke langsigtet. 

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

Dyrke mere motion.

Hvad må gerne ske i dit liv, som endnu ikke er sket?

At rejse rundt i Asien med min familie. 

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

At have skabt rammer og tiltag for det gode liv. Personligt vil jeg gerne huskes for at have været en nærværende borgmester, der kunne lytte. 

Hvad skal der stå på din gravsten?

‘Kun én dag. Et øjeblik ad gangen.’ Ordene er den svenske salmedigter Lina Sandells. De rummer min taknemmelighed for livet; for de store og for de små ting.