Han kan godt se det, når han ser sig i spejlet. Øjenlågene er virkelig begyndt at trække nedefter. Bente, hans kone, siger, at han snart må have det ordnet. Optikeren har også lokket med, at han vil få mere ‘lys ind’ og se bedre, hvis han får en operation.

Men Erik Lauritzen (S) er ikke meget for det. Det er en familieting, og han er bange for at komme til at se anderledes ud, hvis han lægger sig under kniven. Han bliver heller ikke ked af at få vide, at han har det, nogen kalder for ‘sorry eyes’. Triste øjne. 

For hvis der er noget, Erik Lauritzen ikke er, siger han, så er det trist. Det skulle da kun være, når tanken om, at vi rent faktisk skal dø, rammer ham. Det huer ham ikke. 

- Jeg er meget glad for livet. Og taknemmelig for alle de spændende ting, som jeg får lov til at være en del af. Tanken om, at der er ting på vej, som jeg ikke kommer til at opleve, kan gøre mig vældig trist, siger Erik Lauritzen.

Han nævner den fremtidige bro mellem Als og Fyn som et eksempel. Eller de positive resultater på reduceringen af CO2-udslip, som de blandt andet knokler med i klimaets navn i Sønderborg Kommune.

- Derudover mistede jeg min far som 13-årig. Det fik jeg aldrig rigtigt bearbejdet, så jeg har det lidt svært med døden, siger manden og borgmesteren, der netop er fyldt 60 og heldigvis føler sig i storform - på trods af en 'lidt for stor mave' og tunge øjenlåg.  

Sparsommelig eller nærig
Selvom Erik Lauritzen er ægte sønderjyde, var det ikke ringridning og kaffebord, der var på menuen på hans officielle fødselsdagsfejring i februar.

I stedet diskede værterne, kommunens byråd, op med vin og canapeer på Sønderborg Slot, hvor et væld af erhvervsfolk, foreningsledere og samarbejdspartnere mødte op for at fejre fødselaren. 

Erik Lauritzen, der efter eget udsagn er en glad festabe, nød dagen i fulde drag. Ikke mindst den lange række af pæne taler, der blev holdt, gjorde ham glad - og rørt. 

- Stort set alle partiordførerne var på podiet og holde tale. Og når man i det daglige af og til godt kan føle, at de er hårde, og at de sgu er efter en, blev jeg rigtig glad for, at de fremhævede mig som  'loyal, oprigtig, ærlig og troværdig'.  

- De lød, som om de mente det, smågriner Erik Lauritzen bevæget. 

At netop dét træk blev omtalt i talerne, overrasker ikke Erik Lauritzen. Han er i flere år blevet kritiseret af sine politiske modstandere for, at kassebeholdningen i Sønderborg er 'fuldstændig urimelig høj'. 

- Mit svar er altid, at vi jo har en plan, som vi skal følge. Vi skal nok få brugt de her penge, men de skal bruges på det rigtige og på det rigtige tidspunkt, siger Erik Lauritzen.

Men hvad med Tour de France, der kommer fordi Sønderborg næste år - er det ikke at rutte med pengene?

- Jo, det vil nogle synes. Men man skal, og det siger jeg efter mange grundige overvejelser, sørge for at gribe de enestående chancer, der byder sig. Og Touren er en enestående chance, som også passer ind i planen og strategien for Sønderborg, som er, at vi skal løfte os til en kommune, som stråler; til en kommune, som er en del af et kulturmekka. Ligesom vi for nogle år siden valgte at være værter for Spejdernes Lejr, som jo også i nogles øjne kostede vanvittigt mange penge. 

Og der er styr på økonomien. Penge på kistebunden. Der bliver ikke tale om, at kommunen skal ud og spare ekstra på grund af touren, forsikrer borgmesteren. 

Borgmesterens mavepine
Det er ikke kun bag rådhusets vægge, at Erik Lauritzen gerne vil passe på kassebeholdningen. Det gælder også på den hjemlige matrikel, hvor det er konen Bente, der må lægge ører til sætningen: 'Jamen, vi har jo lagt en plan, som vi må følge.'

Erik Lauritzen indrømmer det blankt. Han laver opsparingsplaner, grundige budgetter, lægger buffere ind. Der er en plan med pengene. Hvornår de skal bruges. 

- Der er vi ret forskellige, min kone og jeg. Hun synes jo, at vi skal slå til, når det gode tilbud byder sig, og vi har pengene, mens jeg gerne vil følge den plan, vi har lagt. Tilbud eller ej. 

Konen plejer nu alligevel at få sin vilje, fortæller Erik Lauritzen. Som nu med det gamle sommerhus de har købt, hvor de var enige om, at de ville skifte ting ud over tid. Men det meste er allerede skiftet ud nu. 

- Jeg skal helst have et par uger eller mere til at tænke over nye investeringer og indkøb og have tid til at pusle og korrigere lidt med budgettet, siger han. 

Og økonomiske overvejelser giver altid Erik Lauritzen lidt ondt i maven.

Ligegyldigt om det er indkøb af hårde hvidevarer, besparelser på vuggestuer eller ældreområdet eller en Tour de France, der skal tages beslutning om.

Borgmesterens mavepine er en kendt sag. Alle ved, at når mavepinen indtræder, så er det alvor, så skal borgmesteren have god tid til at overveje tingene en ekstra gang.

- Man skal have ondt i maven, når man træffer vigtige beslutninger. Også selvom maven er stor, hvilket der bliver joket om, så har jeg det sådan her: Den dag jeg ikke længere får ondt i maven, så skal jeg stoppe med at være borgmester, siger Erik Lauritzen. 

Umoralske kyllinger
Erik Lauritzens bekymringer over, om pengene rækker, kommer ikke ud af det blå. For han blev landmand. Købte en ejendom i Ullerup, en lille by mellem Sønderborg og Aabenraa, og stablede en kyllingefarm på benene - ligesom faderen havde haft, og som Erik Lauritzen voksede op på med sine tre store søskende. 

Livet på landet var for Erik Lauritzen og hans egen familie langt hen ad vejen en lykkelig tilværelse, men også en tilværelse som endte ulykkeligt, fordi økonomien ikke kunne holde vand.

At drive en kyllingefarm er fascinerende. Det går stærkt. Man starter med bittesmå, søde gule kyllinger, og kun fem uger efter, vupti, så skal de slagtes. Og så starter man forfra med et nyt hold kyllinger, fortæller Erik Lauritzen, der fik etableret en stor produktion i nogle rammer, som desværre var for små og uholdbare.   

Og gradvist begyndte kyllingeproduktionen også at give Erik Lauritzen moralske tømmermænd.

- Jeg havde ikke et forhold til mine dyr, ligesom man kan have til køer over flere år. Det blev bare en fabrik. Og pludselig kunne jeg mærke, at jeg ikke var særlig stolt af det kød, der kom ud af vores produktion. 

Da familien samtidig begyndte at producere andre kyllinger til sig selv for at få ‘ordentligt’ kød, vidste Erik Lauritzen, at den var gal. 

- Jeg mistede stoltheden, og arbejdet blev derefter. Så vi måtte indse, at det ikke gik. Vi lukkede produktionen, solgte og stod tilbage med et par millioner i gæld. 

- Heldigvis fik børnene en sund opvækst på en gård med natur og frisk luft, men økonomisk var det drønhårdt, siger Erik Lauritzen. 

Så selvom Erik Lauritzen i dag tjener en pæn løn, slipper oplevelserne med den økonomiske deroute altså ikke taget i ham. 

Landbrugets kommunist
Efter erfaringerne med livet som kyllingeproducent og landmand blev Erik Lauritzen landbrugsteknolog, rådgiver i landbrugsforeningen, underviser på Landbrugsskolen, politisk aktiv og kommunist. 

Eller det sidste er han i alt fald blevet kaldt.

- Jeg skulle have elever op til eksamen på landbrugsskolen, og en af eleverne fortalte mig, at hans far havde sagt: 'Nå, skal du til eksamen ved ham kommunisten?' Men det tager jeg bare som en kompliment, griner Erik Lauritzen. 

Hans far var også ‘rød’, så vidt han ved. 

- Jeg ved ikke helt præcist, hvor rød min far var. Dengang han levede, var det jo helt utænkeligt, at en landmand kunne springe ud som socialdemokrat. Han skiltede ikke med det, men jeg fornemmede det klart.

Selv har Erik Lauritzen aldrig været i tvivl om, at han politisk er rød helt ind i hjertet. 

Bliver du som rød idealist 'drillet' af alle de blå landmandskolleger omkring dig?

- Ork ja, det har jeg måttet høre for hele vejen. Men jeg bilder mig ind, at de studerende på Landbrugsskolen har været glade for at blive udfordrede i deres tankegang og argumentation af sådan en som mig.

- Desuden tror jeg også, at jeg har noget at tilbyde både landbrugserhvervet og erhvervslivet med den baggrund, jeg har. Jeg synes, at jeg har fundet en god balance imellem det at holde fast i socialdemokratiske værdier på velfærdsområderne, men samtidig have en forståelse for erhvervslivets og landbrugets tankegang, vilkår og forventninger.

Som en af talerne fra erhvervslivet sagde til Erik Lauritzen til fejringen på Sønderborg Slot: 'Heldigvis er du ikke så meget socialdemokrat, så det gør noget.'

Hausgaard og folkemusik
Spørger man Erik Lauritzen, hvornår livet har været bedst, svarer han, at alle faser på sin måde har været gode og lærerige. 

Men hvis man er vild med politik, så findes der, efter hans mening, ikke noget bedre job end borgmesterposten. 

- Det er et liv med lange arbejdsdage, men når man kommer hjem lørdag aften og smækker benene op, er det fantastisk at tænke på alt det, man får lov til at opleve, alle de spændende mennesker man får lov at møde. Man kan godt forstå, at der er mange, der gerne vil smide en af posten, siger Erik Lauritzen. 

Og derfor er der også kun to tidspunkter i Erik Lauritzens liv, som er fredet fra borgmesterrollen: Når han er på ferie med Bente, og når de er på Nord-Als Musikfestival og Tønder Festival. 

- Vi holder virkelig af festivalerne og irsk og skotsk folkemusik. Der skal en dronning til at holde mig væk fra dem.

Og hvis sanger og entertainer Niels Hausgaard er i sigte, så er Erik Lauritzen også på.

- Hausgaard er vigtig. Han siger det, der skal siges om os danskere. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når han ikke er der mere? 

Heldigvis er både Niels Hausgaard og Erik Lauritzen her endnu. Sidstnævnte også på valglisten til næste kommunalvalg i 2021. Og selvom det går godt for Erik Lauritzen og hans kolleger i den overvejende socialdemokratiske kommune, så har de trods alt ikke flertal i byrådet. 

- Og det kan da godt give mig lidt ondt i maven, når jeg tænker på det, afslutter Erik Lauritzen med en lille latter. 

Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål:

Hvad kan du blive bedre til som chef?

Jeg kan blive bedre til at forudse situationer, og hvordan de skal tackles, så jeg er afklaret, før vi står i dem. 

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

Udover at sætte mere pris på, at Bente har styr på det hele derhjemme, kan jeg blive bedre til at lægge landmands-tankegangen om, at ‘det går nok, at det roder lidt - det ordner vi i morgen’ fra mig.

Hvad må gerne ske i dit liv, som endnu ikke er sket?

Jeg vil meget gerne opleve at følge vores yngste datter op ad kirkegulvet.

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

At jeg var jordnær, troværdig og en ærlig mand.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Ikke andet end mit navn. Jeg hader titler. Jeg skal heller ikke have en due siddende på stenen. Og nej, heller ikke en kylling.