Han vil hellere være borgmester i Guldborgsund end Gentofte
Han vil hellere være borgmester i Guldborgsund end Gentofte
Der skete ikke en skid. For nu at sige det, som det er. Eller var.
Dengang tilbage i 1960’erne ude i de allerbagerste kartoffelrækker på Lolland, hvor John Brædder (Guldborgsundlisten) voksede op på forældrenes planteavlsbrug gennem fire generationer.
Der var langt til alting - også til legekammerater - og alt, John Brædder havde, var stort set en lillesøster, en skovl og en grusbunke at lege med.
Om det er den stille og begivenhedsløse barndom, der har gjort, at John Brædder som voksen hele tiden søger nye udfordringer og eventyr, vil han ikke afvise.
Det er meget muligt, at drømmene om et spændende liv blev sået, mens han gik og rodede rundt i sin grusbunke.
- Der var i alle fald tid til eftertænksomhed, skal vi ikke bare sige det sådan, siger John Brædder og smiler.
Men derudover tror han også, at hans behov for at sætte spor i livet og opsøge ting, der synes “umulige” at opnå, handler om, at han af natur er et nysgerrigt menneske med stor lyst på livet.
Han er med andre ord en sulten mand.
Sparrer med far
I dag er John Brædder 58 år og godt i gang med at æde sig ind på livet. Som borgmester, som selvstændig erhvervsdrivende, som hobbypilot, som vinbonde, som golfspiller, som far, bonusfar og ægtemand for anden gang.
Der er ikke meget at klage over. Faktisk slet ingenting.
Men han har også knoklet for det og gør det stadig, fortæller han. For der skal knofedt til, hvis man gerne vil udvikle sig og tjene penge. Det sidste vidste John Brædder allerede i en ung alder, at han gerne ville.
Det var derfor, han i første omgang valgte at blive selvstændig erhvervsdrivende. Han lagde ud i en alder af 23 år som landmand i planteavlsbrug ligesom sin far, der i dag er en 79-årig frisk fyr, som han deler 850 hektar jord med.
John Brædder deler også tanker med sin far. Sparrer med ham omkring forretningsudvikling - og det endelige mål: Hvordan kan de bedst muligt udvikle og overlevere en virksomhed med “et fornuftigt grundlag” til den næste generation?
Indtil videre ser det hele meget “fornuftigt ud.”
Det hjælper selvfølgelig også på det, at John Brædder i dag er ejer af flere erhvervsudlejningsvirksomheder plus det løse. Ligesom han har gode folk omkring sig til at hjælpe ham med at styre driften af sine aktiviteter.
- Jeg har en driftsleder på gården, som på en måde er min chef. Jeg kan ikke bare komme hjem og fortælle ham, hvad der skal laves, så tager jeg ansvaret fra ham. Det er ham, der bestemmer, hvad jeg skal lave.
- Men han udvikler ikke på min virksomhed. Det kan man ikke overlade til andre, siger John Brædder.
Heldigvis. For det er tydeligt, at det er udviklingsdelen, som John Brædder brænder allermest for.
Derfor er det heldigt, at han også blev borgmester. Endda i en kommune som i den grad har brug for nogen, der kan tænke i udvikling.
Som borgmester skal du samarbejde med andre for at få ting igennem. Du skal have tålmodighed til at sætte dig i rundkreds og på demokratisk vis finde fremme til den rigtige løsning.
Demokrati?
Det var nemlig én af drømmene, der gik i opfyldelse for John Brædder. At blive borgmester hvilket, trods manglende flertal, lykkedes for ham i 2009. Overraskende og glædeligt, men også mærkeligt, fortæller han.
- Det at gå på arbejde og pludselig få en fast løn. Det var helt nyt for mig som selvstændig erhvervsdrivende, hvor løn afhænger et hundrede procent af ens egen indsats hver eneste dag, siger John Brædder.
At være selvstændig er at være sin egen lykkes smed, og at være borgmester handler om at løfte i flok og gøre livet bedre for andre.
Hvordan hænger de to liv sammen for dig?
- Den helt store forskel er, at som selvstændig får du selv ideerne og fører dem selv ud i livet. Som borgmester skal du samarbejde med andre for at få ting igennem. Du skal have tålmodighed til at sætte dig i rundkreds og på demokratisk vis finde fremme til den rigtige løsning.
John Brædder griner lidt og siger:
- Og det kan jeg lige så godt indrømme; det var jeg rigtig, rigtig dårlig til i starten. Både det med tålmodigheden, og så synes jeg, det var svært, når de andre ikke synes, at min ideer var geniale. Det skulle jeg virkelig vænne mig til.
Og er han så “vænnet til” her godt ti år efter?
Det mener han selv.
- Jeg er ved at have lært, at der er demokrati i Danmark, siger han med et lunt smil.
- Og i dag ved jeg også, at det brede politiske samarbejde har en masse fordele.
Ligesom der er en masse fordele i at arbejde sideløbende som borgmester og som selvstændig. I hvert fald for John Brædder. For når han er på arbejde i sin virksomhed, får han ideer til sit job som borgmester, og når han er på job som borgmester, får han ideer til sin virksomhed.
- Jeg er overbevist om, at den her kombination gør mig til en bedre borgmester. Ligesom jeg er sikker på, at det at have egen virksomhed og kende det pulserende erhvervsliv indefra, gør mig til en bedre beslutningstager - som borgmester, siger han.
Hvilken kalender bestemmer i dit arbejdsliv; din virksomhed eller borgmester-kalenderen?
- Det gør borgmesterkalenderen. Definitivt. Og hvis der er travlhed i begge lejre, så står jeg op to timer før, så når jeg det hele.
Hyler med hunden
På John Brædders Facebook-profil ligger en seværdig video, hvor man kan opleve ham hyle som en ulv i kor med familiens schæferhund Huxi.
Mon manden, der har haft vanskeligheder med at tilpasse sig de demokratiske beslutningsprocesser i byrådet, øver sig i at hyle og indordne sig de “ulve,” han er iblandt, sammen med sin hund?
John Brædder griner af tanken.
- Det er godt tænkt, men det handler desværre ikke om politik. Det er bare en skæg video, der viser mennesket bag borgmesteren, der har det sjovt sammen med sin hund.
Det var helt tilfældigt, at John Brædder fandt ud af, at Huxi kunne hyle.
Hver gang John Brædder talte til den med en høj tynd stemme, begyndte den at hyle. Og nu er hylekoncerten blevet til fast underholdning, når der kommer gæster.
Men hvad er det, I hyler om?
- Jamen Huxi fortæller mig, at han har det rigtig godt der, hvor han bor.
Det går i den rigtige retning for os, og om fem år så er vi oppe at ringe.
Eller måske savner den noget? Ulve udtrykker ofte savn med deres hylen …
- Det tror jeg nu ikke. Tværtimod siger han, at han er meget glad for sit liv med mig.
John Brædder griner højt.
Savner du noget i dit liv?
- Nej, og hvis jeg savner noget, så prøver jeg at få det opfyldt. Jeg sætter mig mål. Jeg har en tese om, at man kan, hvad man vil. Bare man vil det nok.
John Brædder underbygger sin tese med, at da han startede som selvstændig, havde han kun 50.000 kr. på en etableringskonto, og da han blev valgt som borgmester, havde han sølle fire mandater i ryggen.
Ligesom han som ung blev bremset i at uddanne sig til pilot, fordi han var let farveblind. Men i 1994 tog han et A-certifikat, blev hobbypilot og i dag har han et delefly med fem andre. Hvis det er muligt for ham, flyver han til sine møder i Jylland.
Så nej, der er ikke noget, John Brædder savner. Han er bare sulten efter at udvikle sin virksomhed og Guldborgsund Kommune.
Sjovt at være underdog
Når man er en hund efter fremdrift og udvikling, er Falster og Guldborgsund Kommune et godt sted at være.
Kommunen er sammen med Lolland kendt for at være i en konstant afvikling frem for udvikling. I hvert fald indtil for fem år tid siden, mener John Brædder, der sammen med Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) fremmaner optimisme på deres Sydhavsøers vegne.
- Det går i den helt rigtige retning for os, og om fem år så er vi oppe at ringe, siger John Brædder.
Mange vil sikkert sige, at de vil se det, før de tror det. Det er en skepsis, som borgmestrene og deres teams altid arbejder under.
Og det gør ikke John Brædder noget. Tværtimod.
Jeg vil hellere være borgmester i Guldborgsund end i Gentofte. Det må sgu være lidt kedeligt, når man bare får alt serveret på et fad.
Han har det rigtig godt med at være undervurderet.
- Det er sjovt at være underdog. Der er ingen, der regner med os, men når vi så overrasker, og vi kommer til at overraske, så skal folk nok spærre øjnene op, siger han.
Det er manden, der ser udvikling som en sport, som snakker.
Blå bog
John Brædder (Guldborgsundlisten), 58 år.
Borgmester i Guldborgsund siden 2010 og selvstændig erhvervsdrivende.
Uddannelse: Landmand.
Gift med Mette.
Har tre børn på 24, 26, 29 år og tre bonusbørn på 24, 26, 30 år.
- Jeg vil hellere være borgmester i Guldborgsund end i Gentofte. Det må sgu være lidt kedeligt, når man bare får alt serveret på et fad, griner John Brædder.
Han kan godt lide, når stengærderne er høje og svære at komme over.
Det er også det, der kilder i ham ved at være pilot. Man er altid lidt under pres, forklarer han.
- Når du flyver, er du højt oppe, men du skal nok komme ned. Det er bare ikke altid, at det sker på den mest behagelige eller nemme måde. Det er et pres, jeg befinder mig godt i.
Det er også et pres, om han som borgmester formår at vende afvikling til udvikling. Men John Brædder tror på det.
Jeg kan tydelig huske, at jeg stod i et interview med TV2 Øst, hvor jeg fik tårer i øjnene, og det er godt nok aldrig sket før. Der var jeg sgu ramt.
- Jeg håber meget på, at jeg får fire år mere i stolen, så jeg kan følge og opleve alle de gode frø, vi har sået, blive høstet, siger han.
Kynisk nedkøring
Hvis man som journalist gerne vil afprøve et nyt spørgsmål, så er en innovativ fyr som John Brædder en nem testperson. Han hverken tøver eller synes spørgsmålet er plat:
Hvis du var at finde på et menukort, hvilke dele af dig selv, ville du så anbefale andre? Din hjerne, dit hjerte, din holdning, din rygrad ...?
- Så ville jeg anbefale min rygrad. For jeg tør godt indrømme, når jeg har fejlet og også stå ved det. Som da jeg i starten af min borgmestertid, hvor vi var hårdt presset på økonomien, valgte at lukke fem skoler. Det var en virkelig dårlig beslutning, som fik store, negative konsekvenser for de små lokalsamfund, hvor skolerne lå. Det er den beslutning, som jeg fortryder allermest i min politiske karriere. Men jeg var ikke klogere. Desværre.
John Brædder vil også gerne anbefale sit hjerte, for han synes selv, at det kan sætte sig i andres sted.
- Jeg forsøger at behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles, siger han.
Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål
Hvad kan du blive bedre til som chef?
At uddelegere opgaverne til mine medarbejdere og kolleger.
Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?
At spørge mere ind til min kones liv - herunder hendes arbejde.
Hvad er ikke sket i dit liv, som gerne må ske?
At få lavet en plan for, hvor jeg er om ti år - også hvis jeg ikke længere er borgmester.
Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?
At have vendt kommunen fra at være i afvikling til at være i udvikling.
Hvad vil du være taknemmelig over, når dit liv er slut?
At jeg har levet et liv, hvor jeg altid har sagt ‘ja’ til det, som jeg synes lød sjovt.
Og måske forsøger John Brædder endnu mere på det efter, at han selv blev udsat for en hjerteløs behandling af sine politiske kolleger forud for kommunalvalget i 2017.
Kollegerne valgte at lave et budget uden om ham som borgmester. Et kynisk træk, siger John Brædder, der husker episoden med smerte.
- Jeg blev kørt ned bagfra. Jeg kan tydelig huske, at jeg stod i et interview med TV2 Øst, hvor jeg fik tårer i øjnene, og det er godt nok aldrig sket før. Der var jeg sgu ramt.
Desto større var lettelsen og glæden over at blive genvalgt. Selvom han måtte agere efter et budget, som han ikke selv havde været med til at lave. Men efter en konstituering med nye gruppeformænd gik det.
- Og så må man være stor nok til at slå en streg i sandet og komme videre. Der er ikke tid til at bære nag i politik, siger han.
Episoden har gjort John Brædder lidt mere hårdhudet.
- Jeg har lært ikke at bringe så mange følelser med ind i politik, for så bliver man ofte skuffet. Men hjertet skal man have med - af hensyn til andre.
Hvilken overskrift ville du blive mest ked af at se i en artikel om dig?
- “John Brædder stod ikke ved sit løfte.” Det ville jeg blive såret over.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.